 |  | Nutella og Nuthiella |
 |
|
|||||||||||||
|
”Vågn op Daimoni”, sagde læreren. Daimoni var igen faldet i staver midt i dansktimen. Ikke af egentlig kedsomhed, men af en helt anden og langt værre følelse - forelskelse. Egentlig var Daimoni ikke en stor fan af skolen, og alt hvad der hørte med denne. Faktisk var Daimoni det man med rette kunne kalde en umotiveret elev. Det var nok egentlig også grunden til, at Daimonis forældre valgte at han skulle skifte skole. Daimoni havde gang på gang forvoldt læreren fortvivlelse og irritation på sin gamle skole - specielt sin gamle dansklærerinde Ruth Henriksen havde haft sine kvaler med Daimoni. Engang havde Daimoni skrevet en stil om Bonbons ”Lossepladsen” bolsjer, Daimonis store passion. For mange dansklærere var det velsagtens en udmærket præstation, der var ikke mange stavefejl, og ikke mange manglende kommaer. Men for Ruth Henriksen var indholdet forkasteligt. At få paraplyemnet lidenskab, og skrive om bolsjer kaldet ”Lossepladsen”, som hun i øvrigt ikke kendte til, eller nogensinde havde smagt, var for galt. Specielt hvis man så på Ruths favoritelev Daniella, der havde skrevet om kærligheden til sin snart 3 år gamle islandske hest Siggi, som hun passede og plejede, som var det hendes alt for tidlige barn. Det var nu engang sådan, at både Ruth og Daniella delte denne passion til heste. Nu var Daimoni ingen dum dreng, og selvom jakken ofte var for stor, og bukserne ligeså, anede han godt uråd. Han besluttede sig derfor for, at Ruth Henriksen skulle have en lærestreg. Desværre for Daimoni er han opdraget godt, og det er nu engang sådan med velopdragne børn, at de ikke farer ud og tager hævn. Nej, velopdragne børn, som Daimoni tænkte: ”Så skal hun heller ikke forvente, at se flere gode ting fra min side!”, og fra den dag gjorde Daimoni sig sjældent umage med sine opgaver og stile. Imidlertid var Daimoni blevet en anden dreng efter at han fik ny luft mellem ørerne, og allerede fra første dag på sin nye skole mærkede Daimoni, at det nu kun ville blive godt for ham. Da han startede i august, en mandag var det vist, og kom ind af døren til klasseværelset blev han mødt af de skønneste øjne og den blideste og blødeste stemme han i sine 12 års levetid havde oplevet. (Ja, i gættede rigtigt) Pigen hed Nuthiella, og ligesom navnet måske kunne antyde var hun ligeså sød som nutellaen på brødet i Daimonis madpakke. Daimoni havde aldrig været forelsket, men på 30 sekunder forandredes hans liv for altid med ordene: ”Må jeg komme forbi?”. Daimoni var blevet så fortabt, at han havde spærret døren for resten af sin nye klasses 22 elever, og endda uden overhovedet at opdage det pga. skæret fra Nuthiellas glitrende øjne. Efter denne dag glædede Daimoni sig til at skulle i skole. Meget endda. Daimonis forældre og lærere troede, at det var pga. luftforandringerne, som de sagde. At Daimonis gamle dæmoner var væk, og erstattet af nogle nye lykkebringende oplevelser. Denne voksensnak kunne kategoriseres som klogesnak i Daimonis øre. Selv var han den eneste der vidste, hvorfor han var glad - grunden var Nuthiella. Nuthiella og Daimoni var begyndt at snakke meget mere sammen. Fra Daimonis første ”Må jeg sidde her?” til Nuthiellas ”Daimoni, vil du ikke være sød at hente og købe mig en kakao?”. Han var glad. Faktisk så glad, som forelskede fyre kan være. Med forelskelsen kom dog også Daimonis og andre drenges naivitet og fromhed. (Det er nu engang sådan at piger kan få drenge til mange ting, når de er forelskede). Daimoni brugte frikvartererne hver dag på at hente kakao til Nuthiella til fordel for utallige kindkys. Han var så oplsugt, at han ikke opdagede, at Nuthiella hver dag efter skole fulgtes med Carlos fra 6. klasse hjem. Faktisk var han den eneste der ikke vidste, at Carlos havde sendt Nuthiella et kærestebrev, og at hun havde sat kryds ved ja. Sådan fortsatte det i mange dage, lige indtil et par uger før sommerferien. Daimoni var, som altid, taget af sted efter kakao til Nuthiella, men da han kom tilbage var hun væk. Han ledte og ledte, længe, faktisk så længe, at han missede dansktimerne. Tilsidst fandt han Nuthiella grædende bag et træ i skolegården. ”Her er din kakao søde Nuthiella!”, sagde han og fik et ”Tak!” tilbage. ”Hvorfor græder du søde Nuthiella?” sagde Daimoni og satte sig forsigtigt ved siden af Nuthiella. ”Du er så sød og dum Daimoni” kom der tilbage fra Nuthiella. Så fortalte Nuthiella, ham hele historien, om Carlos og om, hvor ond hun nu syntes at hun havde været overfor ham. Nu kunne man godt forvente, at Daimoni ville blive alvorligt sur på Nuthiella og gå sin vej. Men sådan gik det ikke med den velopdragne Daimoni. Ser I, det er med kærlighed, som med nutellabøtter. Nogle gange skal man skrue ekstra hårdt på låget for at åbne op til den dejlige Nutella. Og sådan var det også for Daimoni med Nuthiella. Daimoni gik igennem mange ting, som de fleste syntes var dumt, men fik til sidst åbnet for sin Nutella. I dag lever Daimoni og Nuthiella vist lykkeligt sammen med deres datter Kakao oppe i Nordjylland et sted. Copyright, Kristoffer Høyrup Sørensen, Juni 2011 | ||||||||||||||
 | Lunalejs | 2012-02-21 13:48:35 |
Den er rigtig sød, og navnene er dejlig originale. Kærligheden kan gøre blind og i visse tilfælde er det måske også meget godt :-)
| ksorensen87 | 2012-02-23 03:13:50 |
Det tror jeg bestemt, at det er ja! :-)
Og er glad for din kommentar om navnene især!
Og er glad for din kommentar om navnene især!
| mille | 2012-02-22 12:38:42 |
nøøj, hvor er den altså sød - den vil da gå rent ind i ethvert 5.klasses elevhjerte - vil gerne afprøve den på et par unger, men det skal jeg vist have din tilladelse til - og det bliver først når konkurrencen her er slut
jeg bøvler lidt selv med en historie, men synes ikke jeg er i gear til børnhistorier i øjeblikket
så jeg nøjes nok med at nyde andres værker
jeg bøvler lidt selv med en historie, men synes ikke jeg er i gear til børnhistorier i øjeblikket
så jeg nøjes nok med at nyde andres værker
| ksorensen87 | 2012-02-23 03:15:07 |
Tak skal du have Mille - og jeg håber da, at den kan ramme plet ved eleverne! :-) Jeg har selv til gode at teste mine egne tekster på eleverne, men mon ikke jeg tør kaste mig ud i det snart også!
| Amanda Gyldenlyng | 2012-02-22 22:14:54 |
Sød historie med strejf af både pjank, eventyr og alvor.
Umiddelbart synes jeg, der forklares for meget. F.eks tænker jeg, at de unge læsere gerne selv vil regne ud, at hp. er forelsket - og måske også kunne tænke sig en mere fortællende udgave af, hvorfor pigen, der skriver om heste, får bedre karakter end hp. får for sin bolchehistorie.Det er dog ellers meget realistisk - desværre.
Men sød, er den bestemt.
Fint at den besværlige dreng viser sig at være en god prins ;-)
Vh ...
Umiddelbart synes jeg, der forklares for meget. F.eks tænker jeg, at de unge læsere gerne selv vil regne ud, at hp. er forelsket - og måske også kunne tænke sig en mere fortællende udgave af, hvorfor pigen, der skriver om heste, får bedre karakter end hp. får for sin bolchehistorie.Det er dog ellers meget realistisk - desværre.
Men sød, er den bestemt.
Fint at den besværlige dreng viser sig at være en god prins ;-)
Vh ...
| ksorensen87 | 2012-02-23 03:20:03 |
Ja, der skulle være lidt af det hele - det synes jeg især børne litteraturen også indbyder til: pjank, eventyr og alvor! :-)
Men jeg tager din kritik til mig. Jeg tænker det kommer an på den målgruppe man vil præsentere den for. Generelt holder jeg af, at der skal være noget til fantasien hos læseren. Men historien her, som er bygget op omkring en forelskelse, mente jeg godt jeg kunne tage læseren i hånden og forklare det! Men netop lige det med karaktererne valgte jeg ikke at uddybe yderligere. Jeg tror den sneg sig med i historien mere som en lille heads up til forældrene og lærerne derude, hehe. Jeg håber også der er flere steder i teksen der får tankerne til at fare hos læseren - med referencer m.m. :-)
Men tak for din kommentar :-)
Men jeg tager din kritik til mig. Jeg tænker det kommer an på den målgruppe man vil præsentere den for. Generelt holder jeg af, at der skal være noget til fantasien hos læseren. Men historien her, som er bygget op omkring en forelskelse, mente jeg godt jeg kunne tage læseren i hånden og forklare det! Men netop lige det med karaktererne valgte jeg ikke at uddybe yderligere. Jeg tror den sneg sig med i historien mere som en lille heads up til forældrene og lærerne derude, hehe. Jeg håber også der er flere steder i teksen der får tankerne til at fare hos læseren - med referencer m.m. :-)
Men tak for din kommentar :-)
| Per Holbo | 2012-03-07 13:34:10 |
Hej,
Så fandt jeg endelig lidt tid til at kommentere besvarelserne i konkurrencen og din historie er så den første, jeg går i krig med.
Allerførst: Din indledning er god, fordi den starter med action. Når jeg selv skriver, starter jeg som regel med en forklaring på det, jeg gerne vil skrive om - i det første udkast! Det har noget at gøre med min skriveprocess, hvor jeg i første omgang skal have styr på historien og det gøres oftest bedst ved at forklare historien. Men der er forskel på skriveprocess og læseoplevelse. Vi kender det selv fra når vi læser noget nyt. Hvis ikke der kommer noget handling på fra starten, skal vi være ret disciplinerede for at læse videre. Derfor er en indledning med et direkte citat en god måde at komme i gang med historien på og det er det, du gør her. Så får man lyst til at læse videre.
Men så sker der noget uheldigt med din historie, for som Amanda bemærker, så kommer der lidt for meget forklaring ind i billedet. Det sætter tempoet i fortællingen ned og får de fleste læsere til at springe af. Det er ærgerligt, når man faktisk har en god historie at fortælle.
Her er et tip: I stedet for at forklare, kan man vise forklaringen i handlingen. Eksempelvis kan du erstatte forklaringen med et flash back - og det gør du på sin vis også, men det er mere end baggrundsforklaring end det er en egentlig handling. Det kan vær elidt svært at forklare, hvad jeg mener, så her er et eksempel på, hvordan de følgende afsnit kan erstattes med handling:
--------------
Daimoni var ikke glad for at gå i skole, selv om den dog var bedre end den skole, han gik på før. Her havde han haft Ruth til dansk. Ruth og Daimoni var ikke helt enige om tingene. En dag havde de fået til opgave at skrive om lidenskab og Daimoni havde skrevet en stil om bolsjer fra BonBon. "Lossepladsen," for det var hans favoritbolsjer. Desværre var det ikke Ruth´s favorit.
"Har du skrevet om bolsjer?" havde hun sagt med hænderne i siden og lignede én, der havde fået noget op i rumpen, "Bolsjer? I skulle skrive om lidenskab, Daimoni Jakobsen, ikke slik!"
"Jamen, bolsjer er min lidenskab," havde han forsøgt sig, men det havde bare gjort det endnu værre. Hun blev mere og mere rød i hovedet og kroppen dirrede fornærmet. "Slik kan ikke være lidenskab!" Så var det slået fast, syntes hun vist. Daimoni kunne ikke rigtig forstå, hun blev så sur og han var ærligt talt også lidt ked af, at hun slet ikke havde lagt mærke til, hvor flot stilen var skrevet. Grammatisk korrekt og ikke mange stavefejl eller manglende kommaer. Men hun syntes åbenbart, det var vigtigere at skrive om hendes egen lidenskab end om hans. Hvis hun da havde lidenskab. Det havde til gengæld Daimoni´s forældre, for kort tid efter havde han skiftet skole...
-----------------
Nu er der jo mange måder at skrive på og jeg har ikke de vises sten, men jeg tænker, at handlingsforløbet herover viser nogenlunde det, du prøver at forklare?
I afsnittet "Da han startede... ...glitrende øjne" er genialt skrevet. Her får du med et kort handlingsforløb klart givet den grundlæggende præmis for fortællingen. Især er din brug af et så dagligdags og ligegyldigt udtryk som "Må jeg komme forbi?" en god måde at vise hans forelskelse på.
Jeg vender tilbage med flere kommentarer senere...
Så fandt jeg endelig lidt tid til at kommentere besvarelserne i konkurrencen og din historie er så den første, jeg går i krig med.
Allerførst: Din indledning er god, fordi den starter med action. Når jeg selv skriver, starter jeg som regel med en forklaring på det, jeg gerne vil skrive om - i det første udkast! Det har noget at gøre med min skriveprocess, hvor jeg i første omgang skal have styr på historien og det gøres oftest bedst ved at forklare historien. Men der er forskel på skriveprocess og læseoplevelse. Vi kender det selv fra når vi læser noget nyt. Hvis ikke der kommer noget handling på fra starten, skal vi være ret disciplinerede for at læse videre. Derfor er en indledning med et direkte citat en god måde at komme i gang med historien på og det er det, du gør her. Så får man lyst til at læse videre.
Men så sker der noget uheldigt med din historie, for som Amanda bemærker, så kommer der lidt for meget forklaring ind i billedet. Det sætter tempoet i fortællingen ned og får de fleste læsere til at springe af. Det er ærgerligt, når man faktisk har en god historie at fortælle.
Her er et tip: I stedet for at forklare, kan man vise forklaringen i handlingen. Eksempelvis kan du erstatte forklaringen med et flash back - og det gør du på sin vis også, men det er mere end baggrundsforklaring end det er en egentlig handling. Det kan vær elidt svært at forklare, hvad jeg mener, så her er et eksempel på, hvordan de følgende afsnit kan erstattes med handling:
--------------
Daimoni var ikke glad for at gå i skole, selv om den dog var bedre end den skole, han gik på før. Her havde han haft Ruth til dansk. Ruth og Daimoni var ikke helt enige om tingene. En dag havde de fået til opgave at skrive om lidenskab og Daimoni havde skrevet en stil om bolsjer fra BonBon. "Lossepladsen," for det var hans favoritbolsjer. Desværre var det ikke Ruth´s favorit.
"Har du skrevet om bolsjer?" havde hun sagt med hænderne i siden og lignede én, der havde fået noget op i rumpen, "Bolsjer? I skulle skrive om lidenskab, Daimoni Jakobsen, ikke slik!"
"Jamen, bolsjer er min lidenskab," havde han forsøgt sig, men det havde bare gjort det endnu værre. Hun blev mere og mere rød i hovedet og kroppen dirrede fornærmet. "Slik kan ikke være lidenskab!" Så var det slået fast, syntes hun vist. Daimoni kunne ikke rigtig forstå, hun blev så sur og han var ærligt talt også lidt ked af, at hun slet ikke havde lagt mærke til, hvor flot stilen var skrevet. Grammatisk korrekt og ikke mange stavefejl eller manglende kommaer. Men hun syntes åbenbart, det var vigtigere at skrive om hendes egen lidenskab end om hans. Hvis hun da havde lidenskab. Det havde til gengæld Daimoni´s forældre, for kort tid efter havde han skiftet skole...
-----------------
Nu er der jo mange måder at skrive på og jeg har ikke de vises sten, men jeg tænker, at handlingsforløbet herover viser nogenlunde det, du prøver at forklare?
I afsnittet "Da han startede... ...glitrende øjne" er genialt skrevet. Her får du med et kort handlingsforløb klart givet den grundlæggende præmis for fortællingen. Især er din brug af et så dagligdags og ligegyldigt udtryk som "Må jeg komme forbi?" en god måde at vise hans forelskelse på.
Jeg vender tilbage med flere kommentarer senere...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
