 |  | Astrid. Sidste kap. 33 |
 |
|
|||||||||||||
|
Det meste af sommeren er gået med opsyn og lakse tælling og levering til opbevaringskælderen på Klostret og Fogeden føler at det frie liv med en betroet opgave giver en daglig tilfredshed. Alle steder har han været i det år der næsten er gået. Og flere gange har han været på Vissing kloster til et kort besøg hos den lille, og hver gang har det været uden for døren med datteren på armen, og det er med alvorlige tanker om fremtiden, når han rider fra besøget. Fogeden skal ikke klage over sit liv, men en pine slipper han ikke af med, og det er ensomheden. Uden at gøre en egen indsats vil den æde ham op indefra, og det trænger sig efterhånden mere og mere på. Denne morgen har han truffet en beslutning, og efter de sædvanlige morgen gøremål, rider han uden Spids af sted til Voer kloster, fast besluttet på at ændre sit liv. Fogeden sidder af og binder hesten til hækken, inden han går over mod døren til gangen der fører ind til Abbeden, og banker på. Præsten åbner, og Fogeden beder om at tale med Abbeden. Kort efter er der svaret inde hos Abbeden, og ind træder Fogeden med hatten i hånden. Abbeden lægger bogen fra sig, og afventer hvad der kommer. ”Jeg kommer i en lidt anderledes anledning, der har betydning for mig selv.” Fogeden holder en kort pause for ligesom at finde ordene. ”Min datter er hos Nonnerne, og det er en kone hvis mand er død, der har givet min datter mælk i en svær tid. Hvis nu jeg tilbyder at tage konen og hendes barn og min egen datter under tag.” Fogeden ser på Abbeden inden han fortsætter. ”Med denne løsning, slipper jeg af med min ensomhed og samtidig får jeg en familie i huset.” Abbeden ser overrasket ud, inden han udtaler sig. ”Det er en uhørt flot gestus, og jeg kan kun sige god for din omsorg. Det må bare ikke gå ud over din gerning som Klosterfoged. Jeg vil tale med den nye Abbedisse og ved dit næste besøg, kan du selv tale med den kone der ammer og høre hendes mening.” Da fogeden igen står uden for, går han over i bespisningskælderen, og får frisk forsyning af og brød og røget pølse samt en saltet laks. Øl har han hjemme ”Nu er det op til konen at tage den beslutning.” Siger han halv højt på vejen hjem, og sætter den store sorte over i trav. Dagen før besøget hos sin datter, er der ryddet op efter alle kunstens regler, og han har lavet en flad kasse med tørt hø under et tæppe. Brænde er der nok af og på alle leder og kanter har han gjort klar til en modtagelse, hvis konen siger ja. Det er den mest urolige nat, flere gange er han oppe og få sig en slurk øl. For så at falde i søvn igen, med hovedet fyldt af anelser inden morgendagens opklaring. Svend spænder hesten for vognen, og endnu engang må Spids blive hjemme, medens Fogeden rumler ud af vejen mod Vissing kloster, til et møde med en kone han aldrig har set, og ej heller talt med. Inderst inde håber han at hun vil tage imod hans tilbud. Der er gået næsten en sommer, og det er tid nok til at sørgetiden er overstået. Fogeden kan mærke på sin maven da han rider over broen, at han er kommet på en anderledes uvant opgave. Abbedissen har set Fogeden komme, og går ham i møde ude på pladsen. Fogeden standser, og med et buk inden han siger goddag og velkommen til, har han gjort et godt førstehånds indtryk. Abbedissen går lige til sagen. ”Tak, jeg har talt med Abbeden, og jeg har ingen indvendinger mod den sammenkomst. Efterfølgende har jeg talt med konen, og hun er glad hvis Fogden vil overtage forsørgelsen af hende og de to små. Jeg har lavet en pakker med tæpper og klude, men det ved konen alt om.” Der kommer en vejrtrækning, medens hun ser op. ”Godt at vejret er nogen lunde.” Samtidig med ordene er der ankommet to nonner med tæpper og klude, og først nu går det op for Fogeden, at han er på vej til at få sig en ny familie. Nede fra dormitoriumet* og op mod den holdende vogn nærmer en Nonne sig med et svøb, og efter hende, konen også bærende på et svøb. Abbedissen har allerede gjort klar i vognen, så de to kan ligge på tæpperne med konen siddende imellem. Konen nikker til Fogeden og efter svøbet med barnet er afleveret til Abbedissen, kravler hun op i vognen og får de to små anbragt, så de ligger på hver side. Det vare kun til vognen sætter i gang, så holder gråden op hos Ida. Med største forsigtighed får han listet vognen over broen, og først nu kan han få sagt hvad han mener. Fogeden holder ind til siden og springer af og går om, så han kan se konen. Hatten er blevet oppe foran, og nu stikker han hånden frem med ordene. ”Mit navn er Svend, og det hedder jeg mellem os to fremover. ”Hvad hedder du.” ”Astrid.” Kommer det noget svagt. Svend smiler, og slipper hendes hånd. ”Du er velkommen Astrid, og hvis du har nogen ønsker, så skal du bare melde ud. Fra nu, er vi sammen om at få et godt liv, jeg vil gøre mit til at det lykkes.” ”Drengen hedder Magnus og pigen Ida.” Får hun sagt. Svend fornemmer der er vand i Astrids øjne, og han sætter sig op på vognen, noget mere lettet en da han kørte ud. Sent på efteråret har Svend og Astrid, fået indrettet sig rigtig praktisk, og ordningen med at få kosten fra klostret letter meget i hverdagen, når der er en Foged ude og to små hjemme, som kræver en stor opmærksomhed. Indtil nu, er tiden fløjet af sted, og det er næsten som om det var den rigtige løsning. Svend har for længst set, at det ikke er former der mangler hos Astrid, og hun har mere en gang kigget langt når han har stået oppe ved det lille vandfald i næsten bar figur. Men endnu er det blevet ved sammenholdet om børnene, og de daglige gøremål. At tale sammen går fint, men stadig sover Svend på bænken bag ved bordet og Astrid nede bag ildstedet. Det er først en aften efter Fogeden har været ude hele dagen at Astrid ved bordet efter maden, bringer det usagte på bane. ”Det er fjollet” begynder hun. ”At bruge, så meget tid på at gå til ro på skift, hvis vi nu sov sammen, ville det gøre det hele meget nemmere.” Fra den aften er aftalen om sammenhold beseglet, og Fogeden er sluppet af med sin ensomhed. Under pesten 8 år senere 1350. Dør kloster Fogeden, men børnene og Astrid overlever. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
