 |  | anerkendelse, fremstilling og løgne |
 |
|
|||||||||||||
|
Vi fortæller hinanden løgne. For at skåne den anden for sandheden. Vi stræber efter en forvildelse ind i en uægte, dog betryggende verden. Vi fortæller hinanden hvad vi vil høre, udelukkende fordi vi vil høre det. Vi kigger ikke engang hinanden i øjnene. Vi har blikket rettet mod dem, men øjnene peger indad. Det vigtigste er fremstillingen af os selv. Som gode og renhjertede mennesker. Mennesker som dækker over løgnene og flygter til en uvirkelig, måske bedre verden. Mennesker som spilder tiden på at blive kontrolleret af folk vi ikke kan lide. Hvis anerkendelse vi stadig stræber efter. Vi kigger ikke oprigtigt på vores medmennesker. Vi går rundt imellem hinanden, uden at skænke nogen en positiv tanke. Vi venter på at de kommer til os. Vi føler os ikke gode nok, så vi venter på at blive overbevist om det modsatte. Også selvom vi ikke syntes de andre er gode nok. De kommer også til os og vi overbeviser dem om det modsatte. For vi er gode og renhjertede mennesker. Det vigtigste er ikke om vi selv syntes det, men at de andre gør det. Vi er dem de andre vil se, ikke hvem vi selv vil være. Men det betyder ikke at vi selv syntes særligt om dem. Så en dag stopper løgnene. Vi siger alle hvad der går os på og fortæller om hvor få folk der sætter pris på os. Vi siger ikke hinanden imod. Vi sidder bare og er tavse og kede af det sammen. Trætte af at lyve. Trætte af at flygte fra sandheden. Bare trætte. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
