 |  | Persillestræde - da far var tøsedreng... |
 |
|
|||||||||||||
|
Her er indledningen til en ny bog, jeg er begyndt på. Den er henvendt til de lidt større børn eller teenagere, men jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt den rammer rigtigt og vil derfor gerne høre jeres mening om det: Persillestræde Det ser ganske almindeligt ud, Persillestræde. Men det er det ikke. Slet ikke. Når man kommer kørende ind i kvarteret ligner det ellers et hvilket som helst kvarter i en hvilken som helst søvnig provinsby. De fleste huse er etplansvillaer fra 70´erne, alle med det krævede røde tegltag, der ligger i servitutterne og græsplænerne ligner noget, der er tegnet på computer. I nummer 12 bor Friedenhoffs. De er vist nok ret religiøse. Går i kirke hver eneste søndag og sådan. Så kommer de ud før en anden får sko på i deres fineste søndagstøj og med hele flokken af velfriserede unger efter sig. De har fire og de tre ligner faren. Det gør den yngste ikke så meget. Ingen ved hvorfor, men der er masser af bud. Postbudet, Pizzabudet”¦ Nogle siger endda avisbudet, men det er nok at trække en tand for langt. Der er heller ingen, der siger det højt. Man er vel en god nabo. Så det er kun til bridge hos Hansen og Jensen, de snakker om det. Og da kun under pausen. De spiller hver lørdag på skift hos hinanden. Faktisk foregår der en del på skift mellem de to par, men det er kun hr. Jensen og fru Hansen, der ved det. Og så én til, men det ved hr. Jensen og fru Hansen til gengæld ikke. I nummer 18 bor Frederiksen. Ingen ved præcis, hvor gammel han er, men han var allerede pensionist, da han flyttede ind i det gamle ismejeri for næsten 20 år siden. Det er et af de få ældre byhuse på gaden og på 2. sal har Frederiksen sit badeværelse, som vender ud mod gaden. Der er et lille smalt vindue på omtrent 25 cm i bredden og det bruges flittigt, når han skal skælde ud over et eller andet, som kun han selv kender grunden til. Så springer vinduet op og knalder ind i nedløbsrøret. Det er lavet af messing og når der lyder et kling ved alle på gaden, at det er tid til en udefinérbar skideballe. Når han er i det humør, er der ikke rigtig nogen, der forstår, hvad han råber, for så forsvinder nemlig den sidste rest af rigsdansk og han slår over i sin egen dialekt. ”Ahøw aheller æ wuun i a lårm a de banna unga da æ fatter å ha spekt fo a allerdom” lyder det så i kodesprog. Kun det sidste kan alle forstå, for det er ret tydeligt: ”Er I klår øver det, ha! Er I klår øver det!” og så ryger vinduet i med et ordentligt brag! Men det er sjældent slut med det, for et par sekunder kommer vinduet op igen og så skal vi lige have slutsalven én gang til. Bare for en sikkerheds skyld: ”Er I klår øver det, ha! Er I klår øver det!” Udenforstående, der ved et tilfælde kommer forbi Persillestræde ved en af disse taler til nationen er vidner til et besynderligt scenarie. Kling! Siger det og så standser alle de lokale det, de har gang i og kigger op på nummer 18 på samme måde, som når folk står på Rådhuspladsen i København nytårsaften og venter på at den store viser kommer op på tolv. Og når så vinduet knalder i for anden gang, fortsætter de hver især deres gøremål. Helt nede i nummer 31 er der et hus med lav rejsning. Det er vist nok et levn fra de gamle husvildebarakker, som blev bygget i en tid, hvor fabrikkerne skød op i byen hurtigere end husbyggeriet kunne følge med. Huset ligger godt 30 meter tilbage på grunden, som er rammet ind med jernhegn og kraftigt hønsenet. Sirligt på rad og række står der gravsten til salg. De bliver leveret med lastbil efter behov og så kommer Stene Lene ud. Hun er en lille tæt dame af ubestemmelig alder, men man skal endelig tage fejl af hende, for hun er stærk som en okse. Ud af lastbilen træder to hærdebrede mænd med hår mellem tænderne og løfter stenene ud med bæresele. De er to mand om at løfte hver anden sten. Resten napper Stene Lene ved at gribe fat om stenene med de bare hænder og sætte dem med et bump, hvor de skal være. Samtidig skælder hun mændene ud, fordi de aldrig kan finde ud af at sætte stenene ordentligt. En dag var der en ny mand med og Stene Lene var end ikke kommet ud på gaden, før hun råbte efter dem. ”Sæt så de sten ordentligt. Det skal se pænt ud, så folk ikke tror, det er en jødisk kirkegård, der ikke bliver passet!” Den nye mand var netop ved at sætte løftesele på en sten og han ville i hvert fald ikke finde sig i den behandling, så han smed resolut selen på ladet og så hende spidst ind i øjnene: ”Er du vanvittig, kone!” næsten råbte han, selv om hun var mindre end en håndsbredde fra ham, ”De er jo sindssygt tunge, de sten!” ”Bare se at komme i gang,” svarede hun arrigt tilbage, ”Er du en mand eller en kylling?” Så trak han det, han troede var trumfkortet. ”Hvis du ikke kan behandle os ordentligt, kan du kraftedeme selv sætte de sten på plads!” sagde han og nikkede indforstået til sin makker, som til hans store overraskelse løb ind i lastbilen og låste døren. Stene Lene var åbenbart i godt lune den dag. Eller også gav hun ham bare lidt ekstra snor, fordi han var ny. I hvert fald sagde hun ingenting, men tog bare fat i den allerstørste sten på ladet og bar den ind på plads, som var den en tom papkasse. Så var der ikke mere at snakke om. I nummer 16 bor Fru Holgersen. Hun er en ældre dame. Og når jeg siger dame er det altså med stort D. En virkelig Dame, der bestemt ikke kommer fra de nederste lag i samfundet. Hun forspilder da heller ingen chance for at gøre opmærksom på det. ”Ja, jeg bor her jo kun, indtil jeg finder en passende residens,” fortæller hun gerne til hvem som helst, der gider høre på det. Og også en del af dem, der ikke gør. Den lokale slagter er ved at være rigtig godt træt af det, så når han kan se, at hun er på vej hen til butiksdøren, har han lige pludselig en masse slagtervarer, der skal tælles op. Han har vist ret godt styr på det varelager. Så det er som regel en af de unge piger, der må lægge ører til fru Holgersens endeløse beretninger fra dengang en mand var en mand og en hustru var én, der lå på divanen og læste ugeblade, mens pigerne gjorde rent og ryddede op. ”Ja, du ved jo, jeg slet ikke hører til her i kvarteret,” kunne slagterpigen døse hen til, mens hun drømte sig hen til et sted, hvor lektierne fyldte så meget, at der ikke var tid til fritidsarbejde. Bla, bla, bla, bla”¦ Mon man ville slippe af sted med at råbe ”rotte!” og pege ned mod gulvet? Nej, den gik nok ikke, for så var det da helt slut med slagterens velvilje. Konen fortsatte i en lind strøm om alle de suspekte typer, der bor i området. Det dersens motorcykelentusiaster, der ikke har andet i hovedet end det, hun i hvert fald aldrig havde stiftet bekendtskab med, før hun blev gift. ””¦så jeg glæder mig til jeg skal flytte,” sluttede hun endelig af, ”Jeg bor her jo kun midlertidigt, ved du.” Det havde hun så gjort i 13 år nu, for hun flyttede ind, lige før jeg blev født, siger min far. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-02-07 12:39:50 |
Underholdende, frisk og velfortalt (selvom JEG altså IKKE er målgruppen)!
venligst ...
PS under 'I nummer 8 bor Frederiksen...' savnes et ord? '... for et par sekunder EFTER kommer vinduet op igen ...'
'Helt nede i nummer 31 ...' savnes mon et ord? '... men man skal endelig IKKE tage fejl af hende, for ...' (?)
venligst ...
PS under 'I nummer 8 bor Frederiksen...' savnes et ord? '... for et par sekunder EFTER kommer vinduet op igen ...'
'Helt nede i nummer 31 ...' savnes mon et ord? '... men man skal endelig IKKE tage fejl af hende, for ...' (?)
| Per Holbo | 2012-02-07 15:46:49 |
Jeg fandt fejlen ved nummer 31, for der mangler et "ikke," men jeg kunne altså ikke finde fejlen i nummer 8 (som iøvrigt er nummer 18, men jeg kan stadig ikke finde fejlen)
| haleløs | 2012-02-07 19:01:57 |
ja; mente også '18' (!) I 3. sidste linie mangler et 'EFTER' 'for et par sekunder? kommer vinduet'
venligst ...
venligst ...
| Per Holbo | 2012-02-08 11:08:27 |
Tjah, det viser jo bare, hvor vigtigt, det er at andre læser korrektur, for den havde jeg slet ikke opdaget...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
