 |  | Esoteriske Slips Kap. 1 Butikken |
 |
|
|||||||||||||
|
Esoteriske Slips Kap. 1 Butikken Set udefra, fra cykelstien, lignede den nedlagte isenkramforretning næsten sig selv. Den havde for længst holdt ophørsudsalg. Det var vel seks-syv år siden. De forladte lokaler havde derefter stået med tildækkede vinduer med en ejendomsmæglers lakoniske ”Til Salg”-opslag på døren. Nu stod trådkurvene med tilbudsvarer igen ude på deres plads på fortovet. Jeg gloede op mod det store håndmalede skilt på facaden. Der stod Ordhandel. Ikke ”Boghandel” eller ”Bordhandel”. Jeg parkerede cyklen i det der var benævnt ”Kundestativ” og nærmede mig uden min stok døren. På to af kurvene stod der henholdsvis Forbud og Påbud. Et særlig stort skilt stod lænet op ad kurven til venstre. Teksten lød: ”Al ulovlig parkering er forbudt”! På ruden i døren stod der: ”Åben eller lukket i tide og utide”. Jeg trykkede det leddeløse messinghåndtag ned og blev hilst af den samme bjældeklang, som isenkræmmeren dengang også havde lyttet til. - Velkommen, lød det fra baglokalet, nu skal jeg være der. En hvidhåret, ældre herre iført praktisk kittel, pibe og nydelig butterfly kom mig i møde. - Er der noget bestemt De ønsker? - Næh, jeg kom bare forbi. Jeg kom her meget. Før i tiden. Købte køkkengrej, værktøj - sådan småting. Men nu? - reolerne og de mange grå skuffer er her endnu, ser jeg? - Jah, veneration, forstår De. Var det ikke Dem der i sin tid købte alle mine rester af ”Brach og Sønners” smukke okkerfarvede spisestel? Godeste Gud, tænkte jeg, det var nok fyrre år siden. - Undskyld mig, men hvordan kan De dog kende mig? Det kunne ikke være muligt. - Åh, jeg véd ikke rigtigt; Deres stemme, holdning, gang og entre fik en klokke til at ringe. Men som De ser, har jeg opgivet at handle med de let forgængelige sager. ”Man må specialisere sig”, sagde de altid på brancheforeningens årsmøder. Så det har jeg gjort. Det var en præst, der gav mig idéen. Men han havde også ordet i sin magt, hvis De forstår. Jeg fattede ikke en bjælde. - Jamen, hvilke artikler fører De så nu, dristede jeg mig til at spørge. - Nej, hele artikler kan jeg ikke hjælpe med. Dem må kunderne selv skrive. Jeg leverer kun den raffinerede råvare, om jeg så må sige. Og jeg må tilføje, at al snak om sprogets forfald er stærkt overdrevet. Men se Dem omkring, og spørg endelig, hvis De savner noget. Jeg mærkede hvordan mit ansigt ændrede sig til et neonblinkende spørgsmålstegn. Med åben mund så jeg, at fronten på alle de små og lidt større skuffer stadigvæk, hver for sig, var monteret med ét eksemplar af de tusindvis af skruer, dimser og beslag, der fandtes i den del af verden. - De er velkommen til at kikke i skufferne. Men tager De noget op, beder jeg Dem om ikke at lægge det tilbage; men blot lægge der her på disken. - Tak, svarede jeg og trak forsigtigt en skuffe ud. På frontpladen sad en galvaniseret øsken. Skuffen indeholdt små kuverter. Mange hvide og en hel del smukt dekorerede receptkuverter og enkelte lidt større kartotekskort , der ragede lidt op. - Nå, De har nok fundet ”lovordene”, kan jeg se. Medens De orienterer Dem, rydder jeg lidt op. Han trak med besvær en af de større skuffer halvt ud. - Her skal De se. Beholdningen af fraser og klichéer er stærkt undervurderet blandt samlere”¦ Hvordan han i himlens navn vidste, at jeg stod med skuffen med ”lovord”, vakte min nysgerrighed. - Det er ganske enkelt et spørgsmål om teknik og udelukkelse. Nogen ville kalde det autisme. Jeg foretrækker nok automatisme. Det lyder finere. Vi må jo følge med tiden, siger min svigersøn altid. Han er noget inden for ITK, siger han. Men han siger så meget. Skuffen med øskenen foran Dem er fuld af lovord. Den ved siden af, med anwerferen, rummer kun hånsord. - Hør, hvad med en kop kaffe? Eller De har måske travlt? - Nej, jeg mener jo, tak. Så smutter jeg lige til bageren inde ved siden af foreslog jeg. - Glimrende, jeg får gerne en croissant her om eftermiddagen svarede ordhandleren. Jeg satte skuffen på plads og trådte ud i virkeligheden. Var jeg ved at blive rablende gal? For en sikkerheds skyld tog jeg stokken af cyklens bagagebærer og gik de få skridt hen til brødudsalget. Den søde bagerjomfru smilede bare, da det blev min tur. Jeg forklarede mit ærinde. - Så gerne hr., to croissanter til ordkræmmer Mørk. Så skal det være med chokolade, oplyste hun. - Nej, han skal ikke betale, sagde hun, da jeg rakte en halvtredser frem. Han gør så meget for os her i gaden. Selv om han er lidt ”special”, så er han er en god husvært. - Mørk, husvært? spurgte jeg spagfærdigt. - Ja, han ejer hele hytten, fra kælder til kvist. Selv bor han på første. Tidligere var han vist nok isenkræmmer. Nu taler han om at trække sig tilbage. Han bliver 70 til sommer. Hils derinde. Trådkurvene var væk, men døren stod åben. - Kaffen er klar, kaldte han ude fra baglokalet. Lås bare døren for i dag, så vi slipper for det renderi af flere kunder! Trådkurvene stod lige indenfor. Mig bekendt havde der ikke været andre kunder end mig, siden jeg kom ved halvtotiden. Jeg satte stokken fra mig. Baglokalet var stort, lyst og nymalet; lugten af maling og terpentin var tydelig. Mine observante øjne er normalt troværdige. Lille garderobe, køkkenbord og vask foran vinduet. To nedfældede keramiske kogeplader. Lille fritstående spisebord, tre stole. Det dominerende var imidlertid pc-arbejdspladsen i en niche med labtop og printer. - Ja, kom indenfor. Her roder lidt. Jeg er i gang med konvertering og opdatering. Færdig bliver jeg forhåbentlig ikke. Foreløbig. - Sig mig, bor De ikke mere henne i Vardegade? Jeg tabte posen med croissanterne og støttede mig til dørkarmen. - Hør, bliver De dårlig? Spurgte han. - Var det ikke i nummer 29? - Nej, - jo, mener jeg; det var nummer. 29. Tredje til højre. Må jeg lige sidde lidt? Tak. Jeg vil så nødigt trænge mig på. Mens han skænkede kaffen tog jeg mig sammen til at spørge ham direkte. Om det uforståelige i forretningen, sådan rent økonomisk - om andre kunder - om hans ufattelige hukommelse og om hans brug af computeren. - Augustus Mørk blev der skrevet på min dåbsattest, dengang. Resten er vist nok mest, hvad jeg selv har medansvar for, startede han, mens jeg tog noter på servietten. Jeg gav hånd og præsenterede mig som den jeg er. - Kort sagt, sagde han, var forretningsøkonomien så som så, måtte jeg vel forstå. Men råvarerne er jo for det meste ganske gratis. I praksis, vel at mærke, forklarede han. Og afsætningen afhang naturligvis af efterspørgslen, forstod jeg. Prispolitikken var mere af social eller moralsk karakter. Han brugte aldrig noget så luftigt og uvirkeligt som ”faste priser”. En vares pris var altid til drøftelse. Først, hvis man nåede til enighed, kendte man prisen. Lige som med al anden kunst. Ja, så er der jo også lidt konsulentvirksomhed og tilknyttet rådgivning”¦ Han vædede pegefingeren, som fangede de sidste krummer fra tallerkenen, før han genoptog: Mit samarbejde med nævnet er ikke lønnet. Men, når jeg som meddeler bare skriver ”diverse free-lanceopgaver” på notaen, er der aldrig problemer. Heller ikke med talerne, som bringes og hentes af tingets egne folk. Selv kommer jeg aldrig på Christiansborg. Jeg følger lidt med i tv-avisen for at se om politikerne nu også følger mine råd. Det gør de som oftest uden at fordreje noget nævneværdigt. Men ”Statstidende” læser jeg ikke mere. Kun digitalt. Senest er der kommet et samarbejde i stand med Center for Selvbiografisk Hukommelsesforskning. Det forventer jeg mig meget af. De har bedt mig om at”¦. En høj ringetone, som fra min barndoms lyde, afbrød samtalen. Mørk fiskede en Nokia op af kittellommen. - Ja, hallo lille skat”¦. Jeg fandt min lille skriveblok i skuldertasken, rejste mig og gik ud i forretningslokalet. ”Hukommelsesforskning” havde han sagt. ”Meddeler” for et eller andet "Nævn". Jeg hørte en kunde tage i dørhåndtaget, og kort efter lyden af brevklappen. Jeg dukkede mig uvilkårligt bag disken og følte mig lidt latterlig. Mørk rømmede sig og kom ud fra baglokalet. - Hvad leder De efter? Har De tabt noget? Jeg kom vist nok til at le, og svarede: - Ja, mælet! Mørk skraldgrinede og beroligede mig; - Det er vel bare buddet, der afleverede en opgave, sagde han. Han trissede hen og samlede en brun kuvert op fra måtten. Vi gik tilbage til kaffen. Han fortsatte, hvor vi slap. Det var datteren, der havde ringet. Ringetonen havde han fået på sin fødselsdag af et barnebarn. Når ungerne var på besøg morede de sig med at ringe til ham. Bare for at tjekke hans hørelse og reaktionsevne, mente han. Ja, dejligt flabede er de jo heldigvis stadigvæk, fortalte han. - Nå, fortsatte han, dette ”hukommelsesforskningscenter”, som i øvrigt henhører under Universitetet, havde kontaktet ham og anmodet ham om at deltage i et videnskabeligt forsøg. Efter grundige overvejelser og samtaler med datteren, havde han indvilget. Forskergruppen havde foranlediget et møde med ham, hvor han havde en god samtale med instituttets leder, en professor Lucide og en ekspert i kvadrofonisk indtrykslagring. Selv var han skeptisk over for deres interesse og mente, at de spildte deres tid og ressourcer. Professoren mente derimod, at de stod over for et banebrydende forsøg, som ville vende op og ned på rodfæstede strukturer i samfundet. Mørk var i virkeligheden kun gået med på spøgen for at finde evidens for sin egen meget forenklede opfattelse og dermed tilbagevise tidens uvidenskabelige teorier om ”klarsyn”, ”nærdødsoplevelser” og andre okkulte blindgyder. Han vidste jo, at enhver anden idiot med en smule træning sagtens kunne overgå ham i udnyttelsen af den simple erindringsteknik, som også bruges i helt moderne computere. Forskellen ligger alene i det organiske. Endnu. Det afgørende ville uden tvivl ligge i forskningens næste store udfordring. Kombination af menneskelig og kunstig intelligens var måske lige om hjørnet. Hans eget personlige største problem var tiden, som uanfægtet gik hurtigere og hurtigere. Alle vidste det - ingen gjorde noget ved det. De yngre har bedre tid, mente han. Og bedre hjerner. - Nu skal mine fugle have mad, sagde han. Han skubbede stolen tilbage og fandt en gammel kiksdåse i skabet. Jeg er straks tilbage; men De vil måske med ud i solen et øjeblik? Jeg tror damerne venter os. Han tog en af de tre piber, der lå i et lille træfad, med sig. Da vi gik forbi ”teknikhjørnet”, som var hans nyindrettede pc-arbejdsplads, og han så den lille blinkende lampe, brummede han tørt, at den ny besked fra ”Forfattersiden” nok kunne vente. Sammen gik vi ud i ”den lille oase”. Her kunne småfuglene komme til orde; gadens trafikstøj var næppe hørlig. Her var en del enkeltstående træer og et væld af planter i højbede, kummer og krukker. - Kom, De må lige hilse på min datter og frøken Olivia. Mellem blomsterne sad de to nydelige damer og nød solen før den forsvandt bag tagryggen. - Nej, rejs Dem ikke. Jeg skal ikke forstyrre. Jeg gik bare med ud, da hr. Mørk skulle se til fuglene. - Ja, den herre er Andreas Andersen, dagens sidste gæst i forretningen, sagde Mørk. Jeg gik tøvende frem, mens damerne lige fik tid til at tildække sig nødtørftigt. Så varmt var det heller ikke, endnu. - Maria. Maria de Kue; Mørk er min far, sagde kvinden med stråhat. Den anden gratie tabte sit ugeblad; vi var nær stødt sammen, da jeg bukkede og samlede det op. - Undskyld, skyndte jeg mig at sige. Lidt svimmel rettede jeg mig op. - Så må De være Olivia”¦ - Ja, Parelius, svarede den smukke kvinde og gav mig hånden. Hun glattede sin korte slå-om-nederdel, hvilket fik Mørk til at gnægge; - Ja, ærbarhed kan være en dyd og en udfordring! Jeg faldt vist i staver over kurverne foran mig i den grå stols smukke fletværk. Sikkert ikke af vidjer, snarere mere føjeligt moderne kunststof af en lige så besnærende art. Antracit kaldes farven. Mørk tog foderautomaterne ned. En efter en. Tre forskellige. Han fyldte rundhåndet op. På muren var der placeret redekasser hist og her. Og et fint lille emaljeret skilt; ”Fodring Forbudt” stod der. Han tændte omhyggeligt sin pibe, og den karakteristiske duft af ”Old English Mixture” bølgede efter ham. - Kom, sagde Mørk, det er for stærkt for os herude; lyset. Mine øjne løber så let i vand. De skal ikke tage skiltet alvorligt. Ingen af mine fugle kan læse; og kun få bærer fodring uden stød. Datteren løftede blikket og mindede sin far om, at der var middag kl. syv. - Jah, jeg må vel også vende hjemefter, sagde jeg nærmest til mig selv. - Vissevasse, så travlt har De vel ikke. Vi har meget at drøfte endnu. - Årh, nu glemte jeg min kasket, sagde jeg og skulle til at vende om”¦ - Nej, nej, den ligger inde på stolen i køkkenet, svarede han. Jeg lo, ad mig selv, - Bare jeg dog havde en bedre hukommelse; det er godt gjort, at De skal fortælle mig, hvor jeg lagde min hovedbeklædning! Jeg kan snart ikke huske fra næse til mund. - De må i så fald være en meget lykkelig mand. - Tillader De mig at ryge en cigaret? spurgte jeg. - Jamen dog, ryger De cigaretter? Her generer vi ingen med vores laster. Ryg De blot. Øvrige kapitler: Esoteriske Slips - Roman m. slutning - links til kapitler | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
