 |  | Indskrænket åbning |
 |
|
|||||||||||||
|
Sorgen begraver mig på hestestien i skoven. Kronerne dykker kvælende mit indre. Omfavner mig som alle tidligere elskere. Kravler op fra dynen en januar morgen. Den forlader mig ikke. Ligger tungt, som rugdej på min krop. Isen er glat under mine fødder. Men. I udkanten af stien, mellem mos og grene, flyver myggen dovent mod den smalle solstråle- der fniser. -Der er mere. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-08-19 08:47:24 |
En fnisende solstråle er et genialt udtryk!
Ligesom spillet i overskriftens modsætning 'indskrænket' + 'åbning'!
Og legen med årstiderne 'januar' versus myg i solstråler.
'Sorg' + 'rugdej' gir mig indtryk af en slags begravelse ... et offer for en forbrydelse ???
En herlig leg med ord og metafor' !!!
venligst ...
Ligesom spillet i overskriftens modsætning 'indskrænket' + 'åbning'!
Og legen med årstiderne 'januar' versus myg i solstråler.
'Sorg' + 'rugdej' gir mig indtryk af en slags begravelse ... et offer for en forbrydelse ???
En herlig leg med ord og metafor' !!!
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
