 |  | Mirakelbarn: |
 |
|
|||||||||||||
|
Nu sker det snart. Jeg glæder mig. Det er som om, der er en kæmpe boble af glæde indeni mig, som bare venter på at få lov til at springe, bogstaveligt talt. Jeg glæder mig også til, at det er overstået, det her tærer godt nok på mine kræfter. Og dog, har de her måneder været de bedste i mit lille liv. Aldrig har jeg været så glad for at være så tyk. Jeg føler mig, som en ny person, uden bekymringer. Folk siger, at jeg nærmest stråler. På trods af at jeg er så langt fra solen, som man næsten kan komme, uden at skulle være dværg, eller at skulle bo under jorden. Men mor har aldrig været særlig støttende, men det har du vel også lagt mærke til. Hun siger stadig, at jeg har det der tomme blik fra, den gang. Men det synes jeg ikke. Og TOMME BLIK, hvad fanden er det hun snakker om, jeg har sku da aldrig været gladere. Nå, nok om min mor, hun har alligevel aldrig forstået mig, hverken når det gjaldt drømme, drenge, eller når det gjaldt min syge trang til smerte. Lægerne sagde, at det var umuligt. De sagde, at det aldrig ville komme til, at ske. Jeg ville aldrig få mit drømmeliv. Jeg var dømt til, at sidde i min egen elendighed, og se på alle dem, som havde det, jeg aldrig ville få. En familie. Ifølge dem, ville jeg heller ikke være i stand til at gå. Og hvis jeg prøvede på det, ville mine tændstikker i hvert fald knække under mig. Og så ville resten af mine knogler nok også falde sammen, og jeg ville ligge i en stor bunke på jorden. Men jeg går. Jeg går endda, og bærer på en ret stor mave. Min lille rose, min store lykke. Kan du huske den drøm, jeg engang fortalte dig om? den drøm, hvor jeg var her på stranden, kiggede på netop denne sten, og så det lille dukkebarn. Jeg drømte det igen i nat. Den var præcis, som jeg drømte den dengang. Jeg kom gående, lille bitte, fjortenårige mig. Bølgerne skyllede hårdt ind på stranden. Min hvide kjole, blev helt våd, men jeg var ligeglad, jeg gik målrettet, hen imod stenen. Den store sten, hvor Anders og jeg legede, da vi var mindre. Og der på stenen lå en lille dukke. Det var stadig, som om jeg havde set den før, men hvor vidste jeg ikke. På en måde kaldte det barn på mig, men jeg turde ikke, at røre det. Og så pludselig, blev jeg blæst bort af vinden. Let som en fjer, blev jeg blæst op i himlen, i favnen på gud. Og endelig blev jeg varm. Det er mærkeligt, at drømme den samme drøm to gange. Og så med flere års mellemrum. Men der var dog en lille forskel. I nat drømte jeg, at barnet bevægede sig, en lille smule. Jeg gad godt vide, hvad den drøm betyder. Bare du var her. Du var så god til det med drømme. Jeg kan huske, dengang jeg først fortalte dig om drømmen, og spurgte, hvad den betød. Du tog min hånd og sagde, at jeg ville blive en fantastisk mor, som ville være villig, til at dø for mit barn. Hvor til jeg så spurgte, hvordan du kunne vide, at jeg ville få et barn, lægerne sagde jo, at det aldrig ville ske. Og jeg husker stadig det du sagde. Jeg tænker på det vær eneste dag. Du sagde:” siden hvornår er de læger blevet så guddommelige, at de kan bestemme, hvem der skal have børn, og hvem der ikke skal? Nej, hvis du vil have et ordentligt svar på, om du får børn, så spørg hellere den rigtige gud, han ved besked, og han har allerede givet dig svaret, igennem din drøm”. Og du havde ret. Lægerne tog fejl, og nu tror jeg aldrig mere, på ét ord af, hvad de siger. Jeg møder ikke engang op til mine aftaler mere, det er måske derfor, det nok kunne have gået bedre, rent fysisk. Men jeg er ligeglad, når der er noget, jeg er i tvivl om, så spørger jeg bare gud, og får svar. Nu begynder jeg helt at græde. Jeg må hellere tørre den udtværede mascara, af i min bluse. Jeg fatter virkelig ikke at jeg er så tyk, at jeg må låne min mors tøj. Men der er heldigvis ikke lang tid til, at jeg kan gå i mit eget smarte tøj igen. Min mave føles sjov, den er så stor, og rund, og fuld af liv. Jeg glæder mig til, at blive den gode mor, du sagde, jeg ville blive. Lille rose skal aldrig mangle noget, hverken mad, vand, eller kærlighed. Hun må undvære en far, men det må også være det eneste. Jeg lægger begge mine hænder på min mave, jeg holder om min datter, jeg lukker øjnene, og vugger stille frem og tilbage. Til lyden af bølgerne, som skylder ind over stranden, og omfavner mine fødder. Og lugten af saltvand, som fylder mine næsebor. Jeg tænker på drømmen igen. Jeg kan mærke hvordan, jeg har det i drømmen. Bange, forundret og nysgerrig, står jeg der og kigger på barnet. For første gang, kan jeg mærke mit hjerte slå, jeg kan mærke blodet i mine årer. Jeg kan mærke noget nyt, som vil ud. ”du må lige vente lidt tid endnu, min lille rose” hvisker jeg. Men den lille rose er urolig, hendes torne stikker mig i maven. Nu kan jeg mærke hvor ondt mit hjerte gør. Rolig, min lille rose, du skal nok få lov, at springe ud, du må være tålmodig. Jeg er træt nu. Det prikker og stikker i min krop, jeg tror, jeg bløder. Gad vide om man ville kunne sove ude i havet? | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
