Lys i mørket - del 2 | ||
|
||||||||||||||
Alt inde i mig skriger af glæde, da jeg ser bussen i det fjerne. Solen er halvt synlig bag skoven. Jeg kan nå det endnu! Jeg skynder mig ud og vifter med armene. Buschaufførerne er ikke vant til, at nogen benytter disse stoppesteder. Jeg gjorde det engang, men det var før du besluttede dig for, at jeg ikke måtte forlade huset, fordi du var bange for, at jeg aldrig ville komme tilbage. Den frygt var berettiget. Heldigvis får buschaufføren øje på mig og holder ind til siden. Han glor noget på mig, og jeg er da nok også lidt af et syn, som jeg står der: Forslået, underernæret, gennemblødt og beskidt med sorte rander under mine øjne og et jordindsmurt marmeladeglas i den ene hånd. Jeg rækker ham lige præcis den mængde penge, som en billet ind til byen koster. Det er et utal af småmønter, som tager lang tid for ham at tælle. Jeg tripper nervøst og utålmodigt. Sender blikke over min skulder for at sikre mig, at du stadig ikke er dukket op. Jeg har samlet de penge sammen gennem lang tid, meget forsigtigt og en mønt af gangen, så du ikke opdagede det. Det var alle de penge, jeg havde, for mere turde jeg ikke tage. Nu må jeg finde en måde at klare mig på. Men det er langt ude i fremtiden. Først skal jeg væk herfra. Buschaufføren har endelig fået dem alle talt - pengene passer. Han rækker mig billetten og smiler til mig. Det er første gang jeg ser et andet menneske i lang tid og endnu længere tid siden, jeg så nogen smile. Jeg sender et meget vagt forsøg på et smil - mine ansigtsmuskler har næsten glemt, hvordan man gør - og går derefter målrettet ned mod bagsædet. De få andre passagerer sover, hvilket jeg er taknemlig over: Jeg vil helst ses så lidt som muligt. Ud af bagruden kan jeg se ned på huset. Dets gule øjne stirrer vredt på mig. Jeg skutter mig og trækker mit våde tøj endnu mere sammen om mig. I det samme kører bussen, og så langt som jeg kan, stirrer jeg huset i øjnene, indtil vejen drejer, og det forsvinder, som havde det aldrig været der til at begynde med. Jeg er på vej væk. Endelig. Nu kan du ikke røre mig længere. En ro begynder at brede sig i min krop, som jeg ikke har følt længe. Måske har jeg ingen penge, intet sted at gå hen og ingen til at hjælpe mig. Jeg kunne selvfølgelig tage hjem. Men det var aldrig et hjem for mig. Jeg giver dem en del af skylden for, at alt det her er sket. Det er nemmere end at bebrejde mig selv lige nu: Det sidste, jeg har brug for, er at falde tilbage ned i det gammelkendte, mørke hul. Dernede regerer du. Der kan du nå mig og holde mig fast. Jeg skal nok finde en måde at klare mig på. Det vil jeg blive nødt til. Jeg er fri, og det er godt nok til mig. Jeg har gjort, hvad jeg har drømt om så længe. Alt for længe. Jeg kan ikke lade være med at kigge mig over skulderen med mellemrum for at se, om du følger efter bussen, men jeg ser ingen. Jeg sætter marmeladeglasset på sædet ved siden af mig. Ønsker ikke længere at have det tæt på kroppen. Endelig, efter mange måneder, falder jeg i en rolig, dyb søvn. |
Reppel | 2012-10-11 07:24:55 | |
Så fik jeg også læst din fortsættelse!!
Og ja, gudskelov at bussen kom. Synes stadig at den er fangende, men er ked af at du allerede snakker om en slutning. Håber at mange flere afsnit kommer! Jeg kan sagtens se et meget lanngt handlingsforløb fra hvor du er nu.. Men det er jo DIN historie :) Jeg synes bare at den er så fængende at jeg gerne vil høre mere! Glæder mig til fortsættelsen. Så meget jeg glæder mig til at høre om ;)
Og ja, gudskelov at bussen kom. Synes stadig at den er fangende, men er ked af at du allerede snakker om en slutning. Håber at mange flere afsnit kommer! Jeg kan sagtens se et meget lanngt handlingsforløb fra hvor du er nu.. Men det er jo DIN historie :) Jeg synes bare at den er så fængende at jeg gerne vil høre mere! Glæder mig til fortsættelsen. Så meget jeg glæder mig til at høre om ;)
Sølvtunge | 2012-10-11 18:44:18 |
Jeg havde ikke tænkt denne historie som en lang tekst, men som et meget kort handlingsforløb, hvor læseren i høj grad overlades til at drage sine egne konklusioner. Det er meget fristende at lave det til en lang, lang historie, men min erfaring med at skrive sådanne historier er, at jeg bliver så optagede af dem, at jeg aldrig får dem gjort færdig:)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!