 |  | Jaget |
 |
|
|||||||||||||
|
Prustende og stønnende styrtede han af sted gennem underskoven, alt hvad remmer og tøj kunne holde. Flere af hans muskler gjorde ondt af at løbe så langt og så hurtigt, men han kunne ikke stoppe. Ikke nu, for ellers ville han dø. Instinktivt vidste kroppen det og pumpede adrenalin ud i hans trætte legeme i dens desperate forsøg på at overleve. Bag sig kunne han høre stemmer: drillende, mobbende, spottende. De få hår på hans krop der ikke tidligere havde stået op, rejste sig nu ved lyden af disse stemmer der skræmte ham værre end nogen gyserfilm, han nogensinde havde set. Der var også én stor forskel på filmene og hans nuværende situation: det her var virkelighed! Her i skoven følte han sig som et bytte, der fortvivlet forsøgte at undslippe den frygtindgydende jæger. Eller i dette tilfælde: de frygtindgydende jægere, for han vidste, at der var mere end en. Hvor mange vidste han ikke, og det var også fuldstændig ligegyldigt. Han skulle bare væk. Væk fra dem, væk fra skoven og væk fra døden. Det forekom ham at skovens tætte løv samlede sig sammen om ham til en tæt uigennemtrængelig masse, der forhindrede ham i at undslippe sine forfølgere. Hele tiden måtte han dukke sig for kviste og grene, der stak ud fra træerne og truede med at stikke ham i øjnene. Alle sammen prøvede de at stoppe ham, forvolde smerte på ham, omslutte ham og føre ham i døden; eller sådan følte han det i hvert fald. Hvis han ikke vidste bedre, ville han næsten tro, det var hans forfølgere, der styrede skoven. Der gik rygter om dem, frygtelige rygter. Selvfølgelig vidste han godt, at ikke alle var sande, men lige nu kunne han ikke være mere ligeglad. Hans liv hang i en tynd tråd, og det ville højst sandsynligt være dem, der skar den over. Til hans store forfærdelse overså han den trærod, der ville blive hans dødsdom, og snublede over den. Han rullede rundt på jorden, mens han desperat forsøgte at finde balancen og komme op at stå igen. Det løb ham kold ned ad ryggen da lyden af et skydevåben, der blev ladt, gav genlyd i den dybe, mørke skov. Langsomt vendte han hovedet op ad og så op på det pistolløb, der pegede direkte mod hans pande. Sveden dryppede fra hans overophedede krop, der vidste at løbet var kørt. Han lå på knæ og med frygt flyttede sit blik fra pistolløbet og op til ansigtet på revolverens ejermand. Det var et ungt, koldt ansigt, der mødte ham. Hele bødlens udtryk var trukket op i et spottende og triumferende smil, der fik ham til at ligne en kat, der endelig havde fanget musen. Legen var afsluttet, og nu var tiden inde til at aflive det stakkels, forskræmte dyr. ”Det var en underholdende løbetur,” sagde bødlen med tydelig spot i stemmen. Han havde ikke engang tabt pusten eller så meget som begyndt at svede. Endnu et bevis på at han var langt fra normal. ”I får det aldrig,” fik byttet fremstammet mellem sine forsøg på at få pusten og en nogenlunde normal vejrtrækning, inden han skulle dø. I det mindste for bare at beholde den lille smule ære han havde tilbage. Bødlens grin blev bredere og hans lange, tynde, pegefinger hvilede på aftrækkeren. ”Det kan du lige tro, vi gør.” Det føltes som slowmotion, da hans bøddel langsomt trykkede på aftrækkeren og på den måde udførte sit job. Skoven genlød af et højt pistolskud og et efterfølgende bump, da den nu livløse krop faldt til jorden. Opstøvningen, jagten og konfronteringen havde alt sammen fået hans adrenalin op at koge, og den efterfølgende likvidering havde virkelig givet ham et sus, som var han på det hårdeste narkotika. Det her var det, han levede for: spændingen, adrenalinen og ikke mindst friheden havde tiltalt ham mere end noget andet. Han pustede røgen væk fra pistolløbet som en anden Lucky Luke og stak den derefter ned i hylsteret, der sad på hans læderbælte. Han strakte sig og smilede veltilfreds, inden han vendte sig om og stod ansigt til ansigt med sin partner, der stod med et irriteret udtryk i ansigtet. ”Behøvede du at jagte ham i så lang tid?” spurgte han og kastede et blik på den døde krop, der lå sammenkrummet på jorden, fastfrosset i sit dødsøjeblik. ”Næ.” Jægeren trak på skuldrene, mens han betragtede sin partner, der gik hen til byttet, ”men det var sgu noget af en jagt. Hold da kæft han kunne løbe. Det må man da give ham.” Partneren bukkede sig ned og lukkede øjnene på den livløse og gjorde korsets tegn inden han gennemrodede hans lommer. ”Sikkert.” Men han måtte alligevel give sin partner ret i, at jagten var en af de sjoveste dele ved deres arbejde.. Han fremdrog et lille stykke papir fra byttets døde krop og rejste sig derpå op igen. Han foldede det ud og skimmede lynhurtigt papiret med øjnene og smilede selvtilfredst; dette var præcis, hvad de ledte efter. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-06-11 18:16:51 |
Gyseligt velskrevet drama. Fine skov-naturbilleder og personkarr. .Superbt sceneskift (efter likvideringen).
Pinkoden? Adgangskode eller Password? Eller anden slags 'kode' (pengeskab eller ...) TESTAMENTE?
Mange spændende svarmuligheder - 'fortsættelse / opklaring følger' ... forhåbentlig ?
venligst ...
Pinkoden? Adgangskode eller Password? Eller anden slags 'kode' (pengeskab eller ...) TESTAMENTE?
Mange spændende svarmuligheder - 'fortsættelse / opklaring følger' ... forhåbentlig ?
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
