 |  | Uddrag: Ilden |
 |
|
|||||||||||||
|
Ilden ”Så nu skal du bare skrive under her og her,” Sagde damen bag skranken og pegede to steder på et langt stykke papir med helt vildt mange ord. Over hendes hoved hang der et aflangt skilt hvor der stod: ”Los Angeles Kommune Service”. Damen var ret lille med et vildt krøllet, mørkt hår. Hun så nu meget sød ud, men det kunne jeg ikke rigtig tænke på lige nu. ”Og så skal din moster bare skrive under her,” Sagde hun og pegede lidt længer nede på papiret. ”Og så har din moster officielt adopteret dig.” Min hånd rystede som en sindssyg da hun sagde det. Jeg tror aldrig jeg har været så nervøs før, men hvad var jeg nervøs for? Jeg skulle jo bare skrive under på papiret. Det var let at tænke sådan, men jeg var nervøs, for når jeg havde skrevet under på papiret ville jeg tilhøre min moster. Hvis man kunne sige det sådan. Det var jo ikke fordi jeg ikke kunne lide hende. Nej for jeg elskede hende, men jeg elskede min mor mest. Nu er hun her bare ikke mere. Min mor, Sara døde af brystkræft som havde spredt sig til knoglerne, lægerne sagde at der ikke var noget at gøre. Så hun døde altså, for næsten en måned siden, jeg elskede hende virkelig meget. Min mor var en rigtig storbys pige, hvor shopping og en tur til stranden lå øverst på listen over ting hun elskede. Jeg havde et virkeligt godt forhold til hende, vi kunne snakke om alt. Hun var nok nærmere en veninde end en mor. En uge før hun døde kom min moster, Helena, helt fra Canada for at være sammen med mig, vi sad på hospitalet hele ugen op til Saras død. Det var det værste jeg nogen sinde har været med til, bare side og vente og vide at der ikke er noget man kan gøre. Og bare for at gøre det være var hendes sidste ord: ”Find din far,” og så havde hun vendt sig mod Helena og sagt: ”Hjælp Serena med at finde sin far”. Hvordan skulle jeg finde min far? Det eneste jeg vidste om ham var at han hed Christian Jammer og at han forlod mig og Sara da jeg var 3 år. Hvordan kunne hun sige at jeg skulle finde ham? Jeg har aldrig haft brug for en far og det kommer jeg heller ikke til. Jeg elsker min mor og det vil jeg altid gøre, men hvordan kunne hun tænke på en mand der forlod os for så lang tid siden? Jeg har tit tænkt på om han nogen side har elsket mig, men det er slut nu. En lille klar tåre trillede lydløst med ad min kind og en skælven løb igennem min krop, da jeg skrev under. Jeg gav stille Helena papiret og hun skrev under. Hun lagde papiret på skranken og vendte sig mod mig. Vi stod og kiggede hinanden i øjnende, da jeg så en lille krystal klar tåre glide ned over hendes kind og så en mere. Jeg så hvordan tårerne blev ved med at trille ned over begge hendes kinder, og mærkede så hvordan tårerne pressede mine tårekanaler, og så som en dæmning der brister løb tårerne ned over mine kinder, ned til hagen og dryppede ned på gulvet. Jeg græd og jeg græd meget. Helena tog fat om mine skulder og klemte mig ind til sig. Og så stod vi der midt på gulvet, foran vildt fremmede mennesker og græd. Helena træk sig lidt væk, ”vi må heller komme ud til taxaen, nu. Tror du ikke?” Jeg kiggede ind i hendes røde øjne, det var jo også svær for hende. Hun har aldrig haft nogen børn eller en mand eller nogen andre at være afhængig af og så lige pludselig bliver hendes søster syg og dør, og så står hun der med hendes 16 årige niece der lige har miste sin mor. Men vi ville klare den det vidste jeg, det ville vi virkelig. Nu skulle jeg så bare flytte fra alle mine veninder i Los Angeles i Californien til en meget lille by der hedder Roberts Creek et par timers kørsel fra Vancouver i Canada. ”Jo, vi må nok heller komme af sted,” snøftede jeg. På en måde ville det blive godt at komme væk, at starte forfra et nyt sted hvor ingen kender mig. Jeg ville slippe for alle de blikke folk sendt mig, de ville selvfølgelig bare sige at de ville være der for mig, men jeg vil væk fra folk der hvisker om mig når jeg går forbi. Jeg vil ikke være hende den svage pige, folk skulle have medlidenhed med. Nej det var ikke mig. Så vi tog taxaen til lufthavnen, hvor vi skulle med et fly til Vancouver. Da vi landede i Vancouver var der helt overskyet og koldt, i hvert fald i forhold til i Californien. - Da jeg havde pakket mit tøj blev jeg nød til at smide det meste af det i en genbrugs container, fordi det ville være at for koldt at have på i Canada. - Uden for lufthavnen i Vancouver holdt vores taxa og ventede på os, Helena havde ringet efter den inden vi fløj, og havde sagt hvornår vi ville lande. Vi tog taxaen fra lufthavnen til Ferry Ramp, hvor vi tog en færge til Hopkins Landing. Der var en sær lugt af fisk og tang fra havnen og små fiskerbåde og en skinger råben mellem mændene der kastede fiskenet til hinanden. Vi gik næsten lydløst over den lille parkeringsplads, kun mine skos plasken i vandet på fliserne kunne høres. Jeg var lidt imponeret over hvor lydløst Helena kunne gå. Vi satte farten lidt op da regnen faldt hurtigere ned fra de sorte skyer, og satte os ind i den almindelige, men gamle mørke blå Honda. Og så kørte vi af sted igennem ’det grønne land’ mit nye øgenavn til Canada. ”Du har været noget stille, Serena. Hvad tænker du på?” Jeg stirrede ud på vejen. Hvad tænkte jeg på? ”Jeg tænker bare sådan lidt på det hele, på min situation og din,” jeg nåede ikke at tale færdig før hun afbrød mig ”Min situation? Du skal slet ikke tænke på mig, jeg skal nok klare mig. Du skal ikke bekymre dig så meget, det går nok.” Hun var lige så forvirret og nervøs som jeg var. ”Ja det regner jeg også med, men det er jo bare det at det er så nyt. Du ved, altså jeg flytter jo flere hundrede kilometer væk fra mit hjem. Jeg flytter til et nyt land, hvor jeg skal bo i et nyt hus og gå i skole på en ny skole.” Jeg mærkede tårerne presse, hvor er jeg glad for at min mor havde en søster og ikke en bror. Jeg tror bare det ville være lidt underligt at sidde og snakke følelser med en mand jeg næsten ikke kender. ”Det skal nok gå, du får dit eget værelse og skolen, skolen er en meget god skole. Jeg tror du vil kunne lide at være her. Det håber jeg virkelig.” Det lød som om hun også havde brug for at overbevise sig selv. Hun stirrede stift på vejen foran hende, mens en masse grønne pletter gled forbi os. ”Det håber jeg også, men Helena, jeg har ikke tænkt mig at fortælle folk om Sara.” fandens tåren løb ned ad min kind, jeg nåede lige at stoppe den ved mit kindben. ”Jeg vil ikke have at folk skal have ondt af mig og kun være sammen med mig på grund af medlidenhed.” ”Det er ok, jeg har heller ikke sagt noget til nogen endnu.” Jeg har aldrig været den populæreste pige, men jeg var ret populær og havde ok mange veninder. Vi var fem piger der gik meget sammen, Marie og Cecilie var dem jeg holdt mest af, vi kunne snakke om alt og grinede af alt. Og så var der en dreng der hedder Simon som jeg gik til Volleyball med, vi havde det ret godt sammen og det var også lidt nemmer at snakke med ham om nogen ting, for jeg viste at han ikke ville sladre. Drenge er nogen gange mere loyale en piger, som elsker at sladre og bagtale. Det var bare lidt sært for da min mor blev syg, lukkede pigerne mig ligesom ude. Som om der var deres mor der blev syg, de ignorerede mig fuldstændig. Måske var det mig der var noget galt med, men det var jo min mor der var syg. Burde de ikke være sammen med mig og trøste mig, er det ikke sådan venner gør. Det gør de i hvert fald på film. Det var kun Simon der blev ved med at snakke til mig, han var også med på hospitalet et par gange, han forstod mig Klokken var ved at være fem da vi satte farten ned og vi kom forbi et meget lille skilt hvor der stod: ’Roberts Creek. Indbyggertal: 3.009’ Ha! Nu skal der stå indbyggertal: 3.010! Hehe sikke en sær humor jeg har”¦ Da vi drejede ind ad indkørselen så jeg en lille mørke grå bil, en Alfa Romeo. ”Venter du gæster?” ”Øhm nej, den er til dig,” Øhh hvad? Hvad er det lige hun snakker om. ”Øhh jeg er lidt forvirret, hvad mener du?” ”Bilen er til dig, jeg købte den af min kollegas mand.” Hun havde købt en bil og den var til mig! Hvor vildt, en bil! Jeg sprang ud af bilen for at se nærmer på den. ”Kan du lide den? Den er jo ret gammel og lidt rusten og sådan. Den er vist 18 år eller sådan noget. Jeg håber ikke det gør noget.” ”Wow 18 år, så er den jo ældre end mig. Det gør slet ikke noget. Den er så fed, jeg kan ikke fatte at du har købt den til mig. Det er helt vildt, men hvorfor?” ”Jeg er ikke helt sikker. Jeg ville gerne gøre noget for dig og så er der jo også et godt stykke til skole og hvis du skal nogen steder, du er jo flyttet ud på landet der er jo ikke rigtig nogen shopping steder.” Hun smilede lidt, hun var tydeligvis også glad for at jeg kunne lide den. ”Kom så skal jeg vise dig dit værelse, men jeg har jo ikke haft så lang tid til at sætte det i stand og du ved jo hvordan jeg har det med indretning og sådan noget, ikke? For altså der er kun en seng og et skrivebord.” Jeg grinede lidt for mig selv, mon hun virkelig mente det? Vi gik indenfor og en stærk blomster agtig duft ramte mig. Det lignede virkelig sig selv. Der var blomster og planter over det hele, og det slidte gamle køkken, ja det var stadig slidt og gammelt. Stuen lignede sig selv bort set fra sofaen, den havde fået nyt betrak, hvidt med små lyserøde blomster. ”Ja, det ligner jo sig selv. Kom med oven på.” Vi gik op af den slidte trappe og ind på det gamle gæste værelse, jeg kunne huske de somre mig og Sara havde boet her. Det er næsten 5 år siden jeg sidst havde været her, men det lignede sig selv. Det havde orange, gule vægge, en lille bog reol, et skab og to senge, Helena havde fjernet den ene seng og sat et skrive bor i stedet. Jeg satte kufferterne i sengen og stod og beundrede en gammel bamse. ”Ja, som sagt er jeg ikke så god til det med indretning,” sagde hun og kiggede på den gule væg. ”Så jeg tænkt på om vi ikke skulle køre til Vancouver næste weekend og købe noget maling og nogle små pynteting og sådan noget.” Hmm stedet havde helt klart brug for lidt make-over. ”Jo, maling ville være godt.” sagde jeg og smilede. ”Jeg går ned og laver mad,” sagde hun go smilede igen. ”Jeg håber ikke du har noget imod urter og grønsager.” ”Nej, det er helt fint.” Der var lige et par ting man skulle vide om min moster. 1. Hun går meget op i at være sund og spiser masser af urter og grønsager, og spiser ikke ret meget kød. 2. Hun ejer den lokale helsekost butik. 3. Hun elsker planter og blomster, og hendes have betyder meget for hende. 4. Hun er elendig til indretning og til at rydde op, men er ekstrem god til det med mad. Jeg begyndte at fylde skabet op med tøj og satte nogle små ting jeg havde med fra L.A på skrivebordet og i vindueskarmen. Da jeg var færdig satte jeg mig på sengen og kiggede ud ad vinduet, det regnede og det regnede meget, det styrtede ned. Det var deprimerende. ”Ja, regnen får du nok svært ved at vende dig til.” Jeg fløj op, jeg havde ikke hørt hende komme og nu stod hun i dørkarmen. Det var helt utroligt så lydløst hun kunne gå, da jeg gik op ad trappen knirkede den som var det en elefant der gik på den.”Oh, blev du forskrækket? Det er jeg ked af.” ”Øh ja, jeg havde ikke hørt dig. Jeg sad lige i min egen verden.” ”Heh ok, maden er færdig så du kan bare komme ned.” Da vi havde spist, sad jeg og snakkede med Helena, der var jo gået næsten fem år siden jeg havde set hende. Lørdag var Helena taget hen i butikken klokken otte så jeg gik en tur rundt i byen og sad nede på stranden lidt, dagen gik hurtig. Søndag gik meget langsom for det regnede, så jeg kunne ikke komme udenfor. Jeg besluttede mig for at begynde at læse mine gamle blade. Jeg havde ikke sovet særlig godt den nat, jeg var mega nervøs for at skulle starte på den nye skole. Helena var kørt tidlig, så jeg havde det meste af morgnen for mig selv. Jeg brugte masser af tid til at gøre mig færdig. Jeg havde fundet tøjet frem om aftnen, så det var hurtig lige at tage på. Jeg havde valgt mine ynglings blå demin jeans, en sort langarmede T-shirt og et tørklæde, for der ville helt sikkert være ret så koldt. Jeg stod og beundrede mig selv i spejlet. Jeg havde forandret mig meget siden min mor blev syg, mit mørke brune hår var blevet længer, mine grønne øjne havde fået dybe mørke raner. Jeg rørte stille den pink hår tot jeg havde farvet da Sara døde -sådan lidt i protest- mine fregner var næsten væk. Jeg havde også tabt mig lidt. Det var ikke så nemt at finde skolen, selv i denne miniature by var jeg drejet forkert to gange, men jeg havde da fundet den til sidst. Foran skolen stod der to kæmpe træer med få rød gyldne blade resten lå på jorden, mellem træerne hang et banner med teksten ”Roberts Creek High school.” Jeg var ikke kommet ret sent, men alligevel der fyldt med biler og mennesker på parkeringspladsen jeg kunne lige møve mig ind mellem en mørke blå varevogn og en lille hvid bil. Da jeg steg ud af bilen mærkede jeg den hurtige kolde vind blæse ind under min jakke, en skælven løb igennem mig. Jeg så en pige med krøllet leverpostejs farvet hår komme gående i min retning. Åh nej bare hun ikke var på vej over til mig, hun kom nærmere. Åh nej hun var på vej over til mig, hun viste hun hvem jeg var. Åh nej, åh nej. Jeg blev pludselig ekstrem nervøs. ”Hej,” sagde en skinger pige stemme. ”Jeg er Xenia Green, du må være Serena Fire, ikke?” Hun rakte hånden frem, hun viste helt klart hvem jeg var. ”Øh hej, jo, jeg er Serena,” total rystet fik jeg min hånd frem. Åh tag dig sammen Serena, så slemt er det heller, sagde en stemme inde bag i mit hoved. ”Ej undskyld, jeg kommer også bare brasende,” forklarede Xenia og kiggede lidt genert på mig med sine krystal blå øjne. ”Jeg tænkte bare at fordi du er ny, så ville det måske være rart at have en der kunne vise dig rundt eller noget.” Hendes kinder var blevet helt røde, jeg viste ikke om det var på grund af kulden eller fordi hun rødmede. ”Men altså hvis....” hun snakkede så hurtigt at jeg virkelig skulle koncentrer mig for at følge med, jeg afbrød hende inden hun fik sagt sætningen færdig. ”Øh nej, nej. Øhm jeg vil gerne have at du viser mig rundt, jeg er bare så mega nervøs at jeg ikke lige vidste hvad jeg skulle sige.” Xenias kiggede nysgerrigt på mig mens jeg snakkede, hun var sikkert lige så genert som mig. ”Ok, du skal nok hen på kontoret først og have nogle papir,” vi begyndte at gå hen mod den første bygning. ”Det ligger her henne.” Vi kom ind i en smal hvid gang, den mindede mig lidt om en tandlæge. Vi gik igennem en mørke brun træ dør og kom ind i et mellem stort lokale, sådan lidt kedeligt receptionsagtig. Væggene var helt hvide med et par grimme billeder af blomster, midt i rummet stod en lang skranke af lyst træ. Bag skranken stod to små skrive border med en computer og stakke af papir. Ved skranken stod en ret stor dame med næsten gråt hår og smile rynker omkring øjnene. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
