 |  | Fremmede |
 |
|
 |
||||||||||||
|
Som jeg dratter om i min mørkeblå verden med vejen på vrangen og skulderen på skrå Så går jeg som et skelet med hånden slæbende mod byen i mine fulde sko hvor jeg satte farten op for alt vi var og elskede Her mindes jeg vægtløshedens beskidte løgne og spytter på gruset i mine hænder så sårene kan bjerges med noget af fylde der har lidt mere vægt end vores ærlighed og knytnæverne om hjertet Og der er ingen ende igen i nat og vores feudale forhold formindsker fremmedheden i evigheden og lover os det hele Men vi bliver sat i en cirkel og der kan vi vandre og vandre mod kærligheden der skulle ligge ved enden og varme sig selv op så den ikke gør så ondt at komme i gang med Og der er vi bare for det er fint nok Og min hånd er slæbt videre uden forbehold for fangsten der triller med Intet blik på betydningen af vores genfundne fremmedhad til hinanden | ||||||||||||||
 | nhuth | 2014-03-22 15:47:35 |
Dejlig selvsarkastisk udtryk for nogle af den store kærligheds bedrageriske følgesvende.
Så kender jeg forfatteren igen.
Vh.Nhuth
Så kender jeg forfatteren igen.
Vh.Nhuth
| chilsen | 2014-03-22 18:06:44 |
Tak :)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
