 |  | Mørkefald |
 |
|
|||||||||||||
|
Mørkefald. Indtaling #1# Efter de sidste test har jeg ikke haft det så godt. Jeg har besluttet mig for at kvitte sundheds og medicinaltest, selv om det er dem der giver bedst.. Mit navn er Daniel C. Jensen, jeg bor alene og er otteogtyve år. Jeg havde en hund engang, men den er død. Måske vil jeg købe en ny en dag, jeg kunne godt lide selskabet. Som så mange andre, har jeg ikke et reelt arbejde. Og som så mange andre er jeg gået ind i den benhårde branche som Tester. Efter den sidste erstatningssag, jeg desværre tabte, har jeg sat mig for at indtale alt. Det er den eneste måde, jeg i forbindelse med en test, kan påvise ændringer i min psyke. I dag har jeg været til den obligatoriske lægetest. Jeg lider stadig af bivirkninger, fra de mange år som tester af medicin, men ikke noget af fysisk karakter. Jeg undskylder tanker og sprog, som ikke vedrører en sagen, men hvis jeg udelader noget, er det svært at lave en udredning af min faktiske tilstand. Jeg har testet spil, transportudstyr, morgenmadsprodukter, tøj, filmudstyr, medicin klasse B, sundhedsprodukter, kosttilskud og en mængde ting, som allerede er gået i glemmebogen, men som har været med til at betale regninger. Indtægten som forsøgskanin, har nu givet nok til, at jeg er flyttet i en lejlighed for mig selv. Jeg hadede tiden hvor jeg var tvunget til at dele bolig med andre. Efter oliekrisen i 2045, det år forbuddet mod fossilt drevne diesel og benzinbiler blev givet, og luften allerede efter en uge synes lettere at indånde, startede min karriere som Tester. Det var også det år man lod Testere afprøve medicin i klasse B. Seks år med test har mærket min krop. Heldigvis har jeg lagt penge til side. Nok til kun at teste produkter, som ikke har indflydelse på mit helbred. Alligevel vil jeg være påpasselig fremover og løbene dokumentere min fysiske og psykiske tilstand, forud for en test, under testen og et stykke tid efter. I dag skal jeg teste den nye V-Read, noget jeg ser frem til, både med ængstelse og spænding V-Read kan ifølge brugsanvisningen tilføje brugeren visuelle oplevelser. Jeg er ikke sikker på at jeg bryder mig om konceptet. De tanker og billeder man danner, når man læser, er efter min mening ved at være den sidste rest frie vilje vi har tilbage; Et sted vi kan være, uden at blive manipuleret af reklamer, eller politiske budskaber. På vej ned til postsamlingen, efter den nye V-Read, cyklede jeg forbi bilkirkegårdene. Overalt skyder de op. Efter seks års kørselsforbud i fossilt brændstofdrevne biler, har folk opgivet, så nu dumper de bilerne på tomme grunde. Nye biler, som ældre, står side om side, parkeret i rækker der bevidner fortidens synder. For ikke så langt tid siden så jeg et ældre ægtepar. Parret fejrede deres sølvbryllup, og i gave havde de ønsket sig en sidste køretur i en rigtig bil. Så børn og børnebørn gav dem hvad de ville have. De skubbede bilen, mens den gamle højtideligt sad og styrede monsteret. De så fantastiske ud. Forelskede. Det er en rum tid siden jeg har set så gamle mennesker, de måtte være tæt på tres, måske mere. Jeg har hørt at den forventede levealder igen er stigende. Begge mine forældre valgte at tage billetten, de red med på den store selvmordsbølge. Som mange andre, følte de sig overhalet af udvikling og bekymring for fremtiden. Jeg forstår ikke helt den tanke. Vi kender ikke fremtiden, så hvorfor være bekymret over den! Jeg ved at jeg selv er gammel, men jeg kan stadig nå at blive gift, få børn, måske en dag se børnebørn, (der har jeg min tvivl) og opleve deres første år. Pakken lå klar til mig på postsamlingen. Jeg fik den udleveret af en surt udseende dame, der så på mine identifikationspapirer, med en vrissen mine, dobbelttjekkede om billedet passede med mit udseende. Nogen gange får jeg lyst til at lange folk en. Jeg gør det naturligvis ikke. På vejen hjem hamrer mit hjerte løs. Jeg kan ikke vente med at teste den nye udgave af V-Read. Indtaling #2# Mens jeg sad på toilettet buzzede Selena sig ind. Hun var her et par timer og vi har snakket fremtid. Det gør mig altid urolig, altså sådan, hvis man skal snakke om de lange stræk. Hun virker pludselig forhippet på hele den ting med at få børn. Forvaltningen skal selvfølgelig inddrages og give grønt lys. Hun kender min fortid som tester af medicin, og det virker kun til at bekymre hende lidt. Mens hun sidder der med sit mørke krøllede hår, minder hun mig om en jeg har kendt engang. Når jeg ser ind i hendes smukke øjne, har jeg det somme tider som at komme hjem. Hun gør mig tryg på en måde jeg aldrig har oplevet før. Jeg har indtaget et vitaminboost og et måltidsboost. Det er snart farvel til den slags. Når vi får børn, Selena og jeg, har vi aftalt at spise ganske almindeligt mad. Vi må prøve at vende mest mulig tilbage til naturlig kost. For børnenes skyld. Mange er begyndt at dyrke deres egen grønt. Selena er vild med den slags. Hun siger hun har et sted, hvor vi kan dyrke vores egne grønsager. Tanken er fremmed for mig, men jeg er villig til at prøve. Det har ikke taget lang tid at få den nye V-Read op at køre. Skærmen reagerer lynhurtigt på mine berøringer. Som resultat af fumlefingeri, går der lidt tid, inden jeg er på V-Reads menu-side. Men det er min egen skyld, Ikke V-Reads. For at give V-Read en reel bedømmelse, slukker jeg for alle vægbilleder, kører vægfarver på neutral, blænder lyset lidt ned og beder om lydisolering af stuen. Panelerne ruller for vinduerne og lukker lyde og lys ude. Ventilationen går på silent. Jeg tænder skærmen og træder ind i bøgernes verden. V-Read er nem at navigere rundt i og jeg bestiller bibliotek, danske forfattere. Jeg tænker lidt over hvilken genre, som stiller udfordringer til det visuelle. Jeg vælger Fantasygenren og en bog med titlen; Blodfejde. Jeg vil forsøge at sætte ord på, hvad der sker, når jeg begynder at læse bogen. I samme øjeblik jeg åbner første side, sker der en masse omkring mig, det er som at blive blæst ud af sin stue, ind i en anden verden. Alt er hvidt omkring mig og jeg har svært ved at fange ordene på skærmen. Det føles lidt som et ildebefindende”¦ ”¦ Gangen er lang. Rødt gulvtæppe, hæsligt gult tapet, begge dele mønstret. Rækker af fyldningsdøre på hver side. Det hele leder tankerne hen mod halvfjerdserne. Ud for hver fjerde dør hænger en lampe i bronze, med gul skærm. For enden af gangen er et skilt med lysende bogstaver hængt over dobbeltdøre. Exit. Jeg går ned af det røde tæppe til den første dør. På et lille messingskilt på døren står; Kapitel 1. Ikke andet. Den næste dør: kapitel 2. Der er 12 døre. 12 kapitler. Jeg glæder mig, men lader mig ikke friste. Jeg skal veje og vurdere. Tænke. Jeg vælger dobbeltdørene, Exit. Indtaling #3# Da jeg genhørte min egen beretning fik jeg et chok. Havde jeg virkelig, både læst, oplevet og samtidig fortalt? Jeg håber blot at jeg kan vedblive at fortælle om mine oplevelser. For hvis det jeg lige har oplevet ikke er pure indbildning, så er V-Read noget af det mest ekstreme jeg har prøvet. Jeg er klar til første kapitel, mens jeg har det lidt som et barn der bliver draget mod noget, han ikke bør gøre. Jeg kan ikke lade være. Jeg er ikke i stand til at lade det. Jeg”¦ Jeg... ”¦ er på et sygehus”¦? ... åbner døren. Smerten rammer mig plumpt i brystet. Jeg kan mærke skjolde af sved brede sig på min ryg, under mine arme og på min pande. Mine briller virker tunge og de dugger irriterende meget. Som på alle sygehuse virker rummet sterilt, berøvet for alle sanseindtryk, ingen lugt, gråt linoleumsgulv, hvide fliser, En hvid seng på stålstativ. Hvide vægge. Hvidt sengetøj med en enkelt blå stribe. Hvidt i hvidt. Selv det lille sengebord ved siden af hendes seng er af hvide elementer. Anna ligger i sengen. ”Anna?” Jeg kan ikke forklare hvorfor jeg hvisker. Jeg har lyst til at råbe. ”Anna?” Hun rører på sig. Gudskelov. Hendes hår har mistet sin glans, og det smerter mig at se hende i denne blodforladte tilstand. Jeg tager hendes hånd og lægger den buket af Gerbera, jeg har med, på hendes bryst. Håber hun kan opfange duften. Gerbera er Annas favoritblomster, og med tiden er det også blevet mine favoritter i haven. Hun åbner ikke øjnene, det vil være en for stor kraftanstrengelse. Et lille smil tegner sig med en trækning ved mundvigen, jeg håber det er fordi hun sanser blomsterne. Lægen giver hende ikke lang tid igen. Måske et døgn. Måske mindre. Det er ubærligt. ”Anna, du skal vide at jeg ikke har givet op, jeg ved du kan kæmpe dig tilbage,” siger jeg og læner mig frem. Jeg mærker let ånde mod min mund, da jeg kysser hende let på de blege læber. Før var de fyldige og røde. Så røde at hun aldrig havde behov for at tegne dem op med læbestift. Hun er kold og bleg nu. ”Lægen siger vores barn har det godt, hun klarer den,” siger jeg i et beroligende tonefald. Annas hæmoglobintal, styrtdykkede efter fødslen. Alle forsøg på at øge hæmoglobværdien, depotindsprøjtninger med jern, vitamintilskud, transfusion, mislykkedes. Normalt ville sagen være enkel, hendes blodtype, den mest almindelige, er A Rhesus D positiv. Ethvert forsøg på blodtransfusion havde været forgæves, og Anna havde været tæt på at gå i anafylaktisk chok. ”Problemet er,” forklarede lægen, mens han bappede løs på en pibe, jeg ryger selv, det er stadig tilladt på hans kontor, ”at din kone efter fødslen tilsyneladende ikke danner nok blod. Hun er i en tilstand af alvorlig anæmi, vi ikke kan afhjælpe uden transfusion.” Her tog lægen piben ud af munden og pegede mod mig, jeg stirrede paralyseret på mundstykket, som var det en pistol, og kuglen en anklage, ”men din kone vil ikke tage mod blodet.” ”men vi må forsøge, vi må da...” begyndte jeg. ”Desværre, vi har gjort alt, for helvede Thorsten, det ved du, du er jo selv læge.” ”Hvor lang tid kan hun...” ”I den tilstand,” han så på sit ur som svaret stod på skiven i form af et magisk tidspunkt. Så trak han på skulderen. ”Jeg ved det ikke, et døgn? Måske mindre. Hun er svag.” Da jeg gik fra hans kontor var mine ben så svage, at det er et under jeg befinder mig her nu. ”Anna.” Ingen svar. ”Anna elskede, jeg går nu. Tilgiv mig, men jeg bliver nødt til at prøve, bliver nødt til at finde en løsning. Dø ikke Anna, lov mig det. Jeg er tilbage så hurtigt jeg kan.” Jeg rejser mig og går hen mod døren. Jeg ser en sidste gang hen mod Anne. Hader at forlade hende, det får mig til at føle mig som en kryster. Det jeg er på vej til at gøre, er dog, på ingen måder er en krysters handlinger. Indtaling #4# For jer kan det virke som en simpel oplæsning, men jeg kan forsikre at det er alt andet. Jeg var der. Jeg var personen som trådte ind på sygestuen. Hvordan det sker, er jeg ikke klar over, men hvad end det er, så er det udført til perfektion. Jeg mærkede sorgen, jeg oplevede rummet og kunne føle omgivelserne. Jeg kunne lugte blomsterne. Dørene, eller kapitelgangen med det hæslige tapet, er åbenbart vejen ind og ud af historien. Da jeg trådte ud af døren og gik tilbage til Exit, havde jeg samme fornemmelse, som når man bliver vækket af en drøm. Gradvist vendte jeg tilbage til virkeligheden, og det sted jeg lige havde været, blev afløst af rummet omkring mig. På en eller anden måde skærper V-Read min indlevelse, så alt jeg oplever føles ægte, livagtigt. Virkeligt. Lige så snart jeg træder ud af det univers, er det, som at lukke en bog man har været dybt opslugt af. Kvinden i den seng. Hun hedder ikke Anna. Det var Selena, eller et image af hende. Det er mig der skaber 'filmen', de kulisser omkring mig, der gør at jeg oplever det jeg læser, som om det faktisk sker. Jeg ved ikke helt hvordan det fungerer, men tror at det er en række af flashsessioner, som kører på skærmen og manipulerer tankemønstre frem. Giver læseren en oplevelse af forvrængning af tid, sted og rum. Noget som jeg ikke kan forklare, er at jeg havde ondt langs næseryggen. Det er naturligvis indbildning, men det føltes, som jeg havde, båret et par tunge briller. Jeg gned endda næsen, sådan som jeg har set brillebærere gøre, når brillerne generer og følte at jeg kunne mærke fordybninger efter dupperne. Det er ikke den eneste påvirkning jeg oplever. Jeg lugter af røg, selv om jeg aldrig har røget. Det er som om det hænger i mit tøj. Indtaling #5# Gangen virker utilstrækkeligt oplyst, det passer mig fint. Jeg går ind på pædiatrisk afdeling og ser at alt er roligt. Om natten virker sygehuset som et gravkammer. Alt er stille. Jeg har ventet i ti nervepirrende minutter ude på gangen og set en sygeplejerske komme ud fra afdelingen. Det er to minutter siden. Hun nikkede og smilede beroligende til mig. Kendte til mine kvaler, ikke omfanget af dem. Mit barn ligger derinde. I en kuvøse. Jeg har været hos hende to gange, og set gennem plexiglashuset. Hun er pakket ind i svøb og gazeble. Ikke andet end en lille bylt, knap i stand til at trække ilt ned i sine lunger ved egen hjælp. Sygeplejersken forklarede mig alt om inkubatoren. Jeg ved allerede disse ting, men jeg lyttede tålmodigt. Jeg har rørt ved min datter. Med handsker på gennem to huller i inkubatoren. Handskerne er ikke til for at beskytte mig, men for at bevare det beskyttede miljø hun befinder sig i, med nøje reguleret temperatur og ilttilførsel. Hun var varm, så lille og skrøbelig. Underligt som jeg allerede har bundet mig til den lille skabning. Jeg ved ikke om jeg er i stand til at gennemføre min plan. Hvilken mand ville jeg være, hvis jeg ikke gjorde det? Hvis jeg satte liv over kærlighed? Ville jeg så ikke være berøvet essensen af livet, uden nogensinde blive i stand til at føle noget igen. Et liv uden kærlighed ville være meningsløst. Vores barn, tænkte jeg, har krav på et liv, med begge forældre. Krav på et liv uden indskrænkninger. Ikke som det hun var på vej til at få. Fortabt og ude af stand til at klare sig selv. De gav hende gode chancer. Hun vil overleve. Måske vil hun have mén, være hjerneskadet, det var endnu for tidligt at sige noget. For dem var det ord. For mig en alt for stor risiko. Du må være tålmodig, sagde en af sygeplejerskerne. Med den sætning røbede hun hvad ingen endnu havde sagt højt. ”Vi må være tålmodige, min kone og jeg.” sagde jeg til hende, vidste jeg lød desperat og blev belønnet af et smil. Sygeplejersker kender til det håb, man klamrer sig til, når ens nærmeste er i livsfare. Det smil hun gav mig, giver mig stadig myrekryb, det nåede ikke hendes øjne, som var sørgmodige. I hendes øjne kunne jeg læse min kones dødsdom. Forvent ikke at jeg accepterer det uacceptable. Forvent ikke at jeg gebærder mig, lader min kones liv ebbe ud, sørger og breder mine arme ud mod det nye liv. Forvent alt andet men ikke det. Ikke det. Jeg kan ikke. Mine ben vakler. Jeg nærmer mig og læser inskriptionen på skiltet: Isolette Infant Inkubator. Hun ligger der i sin bylt af sengetøj. Ubevægelig. Modstridende følelser overvælder mig. Kærlighed og vrede på en gang. Jeg fokuserer på den sidste. Vreden må blive min styrke. Barnet har snyltet på min kones krop i syv måneder, drænet hende for livsblodet. Da hun fik nok lod hun sig udstøde, og efterlod Annas krop som en puppe efterlader sin skal. Barnet i inkubatoren er en parasit. Og dog føler jeg en kvalmende kærlighed mod dette væsen. Jeg er knækket af sorg over mine forestående handlinger. Men jeg ved Anna vil forstå. For Anna ved hvad jeg ved, hun ville sat i mit sted gøre det samme. Vi elsker hinanden. Alt er klar. Jeg har udstyret til en direkte transfusion i den taske jeg bærer over skulderen. Jeg vil give Anna det tilbage som barnet har taget. Direkte blodtransfusion er risikabel, men mellem slægtninge er chancerne store. Jeg har antikoagulerende væske, blodposer, slanger, kanylehoveder. Der bliver ingen centrifugering, glukose, saltvand eller manitol, der er ikke tid til at gå den lange sikre vej. Direkte transfusion, fra åre til tappepose til åre, er min eneste mulighed. Den eneste mulighed. Jeg er klar nu. Jeg lytter, men hører ikke andet end en susen fra ilttilførslen og en summen af strøm, sidstnævnte fra lysstofrør. Jeg frakobler alarmen på kuvøsen og stiller overvågning fra. Så åbner jeg den lille lem. Åh Gud, nu er der ingen vej tilbage. Hurtigt løfter jeg bylten i kuvøsen op. Jeg mærker svag bevægelse og det sortner for mine øjne. Styrke, Gud giv mig styrke. Så løber jeg. Anna ligger livløs og bleg i sengen. Et øjeblik frygter jeg at hun er død, Jeg må lægge mit hoved helt ned til hendes mund for at mærke svag, varm ånde. Jeg ved at jeg må handle hurtigt. Om en halv time eller mindre vil der være stuegang. Måske har jeg endnu mindre tid, hvis de opdager at barnet er forsvundet. Jeg håber at barnets forsvinden, vil skabe så meget forvirring, at de ikke kommer på Annas stue som det første. En eller anden har taget buketten og stillet den i en vase på bordet ved siden af sengen. Gerberaens søde duft blander sig med spritlugten da jeg dupper Annas arm. Parasitten - det er sådan jeg tænker om min datter nu, måske fordi det gør mine handlinger lettere - har jeg placeret på Annas bryst. En sidste forening. Jeg regner ikke med at min datter vil overleve. Men Anna vil. Jeg vil give hende det blod tilbage hun er berøvet. Kanylen virker alt for overdimensioneret, da jeg prikker den ind i de spæde tynde arme. Indtaling #6# Vågnede op i morges med en dundrende hovedpine. Jeg aner ikke hvordan eller hvornår jeg er kommet i seng. Det er som om jeg vandrer mellem to verdener. Virkeligheden og den historie på V-Read. Af de to verdener virker det som om at virkeligheden er den, af de to, der er lidt”¦ tyndslidt? Jeg kan godt høre at det lyder som kaudervælsk tale, men jeg kan ikke rigtigt finde på andre måder at forklare det. Et hurtigt tjek i mit tomme køleskab fortalte mig at det var på tide at komme ud. Jeg havde en uudgrundelig fornemmelse, af noget er galt, allerede da jeg bevæger mig ud. Det er først da jeg ser aviserne at jeg ved at jeg har ret. Onsdag? Hvor fanden blev tirsdag af? Jeg kan ikke finde den i min hukommelse. Alt tyder på at der overhovedet ikke har været en tirsdag. Ikke i mit liv. Den eneste forklaring jeg kan komme på er at jeg må have været syg. Meget syg. Måske er det bivirkninger, fra de medicintest jeg har deltaget i. Jeg tog ned til varehuset, fandt mine varer og scannede dem ind. Jeg holdt mig til færdigretter og måltidsboostere. Faktisk bryder jeg mig ikke om andet. Hvorfor skulle jeg? Sammen med vitaminboosterer, får jeg alt hvad kroppen har brug for. Man kan ikke kalde det en pludselig indskydelse, da jeg gik hen til den personbetjente handel og købte cigaretter. Jeg har bare lyst til at få mig nogle laster. Leve livet. Cigaretter virker som et godt sted at starte. Jeg vælger Prince. Røde. En karton. Måske fordi jeg kender dem fra historierne om tobakskrigen, som det fejlagtigt bliver kaldt. Det handler om den frie vilje. Stigende priser og delforbud var ved at udrydde tobaksindustrien engang. Indtil de tog kampen op, samlede industriens giganter og sagsøgte røven ud af alt hvad der gik mod dem. Rygterne vil vide at et par af tobakshusenes værste modstandere forsvandt over en nat. Men alt det ved i, jeg blabrer bare fordi... ... ja fordi jeg er nervøs. Selena har været forbi i dag. Vi elskede, jeg skal spare jer for detaljerne, - I ved hvordan det foregår. Desværre kom jeg til at kalde hende Anna under akten. Jeg kunne ikke bortforklare det, da jeg hviskede navnet i hendes ører, gentog det, som i stønnen; Anna, Anna, Anna. Hun trak sig væk fra mig, stod ud af sengen, samlede sit tøj og smækkede døren efter sig da hun gik. Elendig til mode stod jeg op og tændte en cigaret. Jeg havde ikke røget mens hun var der, ville ikke til at forklare. Jeg er ret sikker på at Selena ville se det som en dårlig idé, at jeg var begyndt at ryge, når vi nu havde snakket om at få børn. Nu kunne det være lige meget. Nøgen gik jeg ind i stuen og satte mig i min lænestol. V-Read’n blinkede mod mig. Indtaling #7# ”¦ Stemmer. Jeg kan høre dem ude på gangen. Der er udbredt en form for panik derude. Alt det er ligegyldigt nu. Transfusionen er overstået. Under det hele, kunne jeg se glansen vende tilbage i Annas hår. Allerede nu har hun genvundet sin naturlige teint, jeg er sikker på at det ikke vil vare længe inden hun åbner øjnene. Hun vil se hvad jeg har gjort, men jeg frygter det ikke. For hun vil vide, hvad jeg har gjort for hende. Under hele graviditeten har hun beklaget sig. Hendes kvalme har været voldsom, der kunne gå dage hvor hun intet kunne foretage sig. Specielt de sidste uger var slemme. Anna havde voldsom hovedpine, følte sig energiforladt, og virkede nærmest apatisk. Men jeg sørgede for hende. Var der for hende og beroligede hende hver gang hun prøvede at overbevise mig om der var noget galt. Noget nager mig nu: Hvor mange gange har hun ikke sagt at ”det” føltes helt forkert? Jeg troede naturligvis at hun mente graviditeten, men var det det? Mente hun ikke barnet? De er uden for døren nu. Jeg lukker øjnene og håber, håber Anna vil slå øjnene op. Hvor jeg brændende ønsker et sidste favntag, et sidste knus, inden de tager mig, og fører mig bort. Jeg ved at jeg vil få en straf. Den tager jeg gerne. For Anna vil vente på mig. Hun vil tale for mig. Forsøge at mildne min dom. Den dom som vil ramme os begge. Døren går op. Jeg hører et gisp og så: ”Thorsten, for helvede, hvad har du gjort”¦?” Jeg smiler. Anna lever. Indtaling #8# Jeg har indrettet mig ganske anderledes her de seneste dage. Mine Pixmavægge er mønstret i brun og orange, fandt denne tapettype på nettet og satte den som vægtapet i hele stuen. Jeg fandt også en del billeder fra den tid. En sømand med en pibe i munden blandt favoritterne, men jeg holder også af børnene med de gammeldags telefonrør i hånden. Resten af mine vægbilleder er tændt med oliemalerier af strande og gårde fra en svunden tid. Jeg føler mig hjemme nu. Askebægrene er fyldte og jeg har kastet det meste af mit tøj fra mig i en bunke på gulvet. På et tidspunkt har jeg skruet op for varmen, der er 32 grader herinde, mod de vanlige 20. Det bliver dyrt, men jeg føler mig bedre tilpas nu. Indtaling #9# Helvede er et sted på jorden, det ved jeg nu. Det er det sted hvor du har gjort alt for at være sammen med din elskede, og alligevel må tolerere at være adskilt fra hende. Sagen er at alt har ændret sig. Anna har vendt mig ryggen. Åh ja, hun lever! Jeg så livet vende tilbage til hende. Jeg udrettede det alle andre havde opgivet. Gav hende livet, livsblodet tilbage. Og nu har hun vendt mig ryggen. Trods alt, jeg har gjort for hende, lader hun hånt om mig. Izarus har fortalt mig det. Han har også bragt mig tidender om det andet barn, som skal dø. Min celle er ydmyg. Tre kvadratmeter, en madras på gulvet, en håndvask og en rist i gulvet, som ikke er et toilet, men tydeligvis er blevet pisset ned i gennem mange år. Stanken af urin er overvældende. Fængselsbetjentene er belevne og høflige, selv om jeg kan se et had i deres øjne når de ser på mig. Barnemorder kalder de mig, når de tror jeg ikke kan høre det. De hvisker bag celledøren i samme øjeblik de lukker den. Ord af foragt. Jeg tror de nyder, at lade mig, være badet i det kølige lys, fra den indskærmede pære, overladt til mit eget miserable helvede. Grundet overbelægning, kan de lade mig sidde under disse forhold i et godt stykke tid endnu. Men jeg er ikke længere alene. Izarus kom til mig i nat. Skyldfølelsen over at have taget min datters liv var ved at tære mig op. Selv i lyset af, at det var en nødvendig handling, pines min sjæl. Izarus tog skylden fra mig. Han badede mig i afklaringens lys, ledte mig mod forståelse, i stedet for anger. ”Thorsten?” ”Ja? Jeg så mig forbløffet omkring. Der var ingen i min tre kvadratmeter celle. Stemmen lød som om den kom fra alle sider af mig. Jeg rejste mig og så ud i gården hvor politiet parkerede deres biler, når de ikke var på patrulje. Lige nu holdt to af politiets reklamevogne, samt en Ford og en gammel grøn Volvo. Der var ingen i gården. ”Det var ikke din skyld, Thorsten, det ved du, ikke?” ”Hvem er du?” spurgte jeg. ”Izarus” ”Jeg kan ikke se dig.” Sagde jeg. Der var ingen steder på de tre kvadratmeter, hvorfra stemmen kunne komme. ”Frygt mig ikke Thorsten. Jeg vil belønne dig for dine uselviske handlinger, som ingen menneskelige kan forstå” Månen skinnede ned på mig og jeg følte dens stråler. Iskold ild bredte sig i mig. Som en storm af brændende is. Tårer rendte ned ad mine kinder. Det var for sent at angre, for sent. Men jeg havde Anna. I hvert fald på det tidspunkt. I troen havde jeg Anna. ”Jeg dræbte mit barn” sagde jeg. ”Det var en dæmon” ”Mit barn?” ”Ikke dit. Hvad Anna fostrede inden i sig var ikke et barn. Det var en dæmon. Din selvmedlidenhed er fejlplaceret, du gjorde det eneste rigtige, dræbte dæmonen” Jeg nikkede. Ja, en dæmon. En parasit. Jeg huskede, at have tænkt det. Stemmen var som et instrument, underlægningsmusik, der bekræftede min mistanke. Dybfølt lettelse vældede over mig. Selv om jeg ikke vidste hvor stemmen kom fra, bekræftede den det rette i mine handlinger. En akt af grusomhed, når den blev beskuet af andre, af de uvidende. Endnu vidste jeg ikke at motivet var andet og mere kompliceret, end blot kærlighed. Alene det at vide at jeg ikke havde handlet uselvisk, var nok til at give mig styrke. ”En parasit” bekræftede stemmen, som om det havde læst mine tanker. ”Du var redskabet, at fjerne dette utyske, allerede inden det blev født. Inden det fik magt” ”Jeg ville redde Anna, jeg”¦” ”Hys! Du gjorde det rigtige. Uden dig ville vi have været i stor fare.” Det var ved de ord at jeg indså at stemmen kom fra månen. Jeg ved det lyder irrationelt, men månen talte til mig. Eller, et eller andet som udsprang fra månen. Jeg var ligeglad. Alt ændrede sig i det øjeblik. Alt havde allerede ændret sig, da jeg slog barnet ihjel. ”Hvilken fare?” ”Jeg vil forklare det hele. Vi er endnu ikke uden for fare,” sagde månen, eller det som var i den. Jeg nikkede. Jeg havde tid nok. ”Der er to af dem.” ”To?” ”To børn. Begge er dæmoner. Vi må handle hurtigt. Anna er ude efter det andet barn. Hvis hun finder det kan hun tilintetgøre os begge. Finder vi det derimod”¦” Izarus fortalte mig alt, mens jeg sad badet i månens lys. Han fortalte om Heksenes bedrag, og jeg var rystet over at erfare hvor meget vi har mistet. Det gik over min forstand hvor meget de havde berøvet os, Heksene. I stedet for sølle mennesker, kunne vi være guder. Uendeligt mange verdener var blevet kastet ud i kaos og anarki, fordi Heksene ikke ville dele den magt, som var os alle givet. Nu levede vi som almindeligt dødelige, formerede os, som uanseelige fluer på en lort. Vi, den herskende race. Heksene lod os leve i uvished. Lod os formere os, så vi blev en hobe af tåber, der som følge af heksenes blændværk udtænkte religioner, udkæmpede krige og ødelagde den jord vi betrådte. Kun få kæmpede mod Heksene, og aldrig af de rigtige grunde. Uanset hvor mange hekse, man dømte til døden, ved brænding på bål, ændrede det ikke bedragets omfang. I de tider, hvor hekse og troldmænd, bevægede sig i alle verdner og dimensioner, hvor de regerede riger, var Izarus og Kauros, blandt de mægtigste. Izarus og Kauros var brødre. Heksene Annabellea og Pettila, var dengang deres hustruer, indtil forræderiet mod Izarus. Annabellea og Pettila var søstre. Izarus og Kauros delte magten mellem sig. Izarus herskede over natten og Kauros over dagen. Men Kauros var svag. Han havde en svaghed for mennesket, og lod almindelige bønder blande sig i troldmændenes affærer. Han forviste nogle af Izarus skabninger, hentet fra drømmeverdenen, for at beskytte bønderne. Han indrettede sig efter menneskene, ikke efter troldmændenes ønsker. Som straf for sine manglende visioner stækkede Izarus dagen, kvalte den time for time for at overtage magten og svække Kauros. Den gravide Annabellea, Izarus hustru kendte til planerne. Hun fik samvittighedskvaler, ville ikke forråde sin søster og Kauros. I stedet forrådte hun Izarus, og hans planer om at skabe Den Evige Nat, hvor han kunne herske, med Annabellea ved sin side. Izarus svor i vrede over hendes bedrag, at hun ville føde deres fælles barn, men aldrig se det vokse op. Han forviste Annabellea fra nattens rige. Annabellea flyttede ind ved Pettila, Kauros og deres søn på et år. I syvende måned fødte hun sit barn. Barnet døde kort efter fødslen, ramt af Izarus’s forbandelse. I vrede og raseri samlede Annabellea og Pettila Heksene. Kauros afholdt ceremonien sammen med Heksene, hvor de fordømte og forviste Izarus til evig eksil fra jorden. De sendte ham ud i drømmenes dimensioner og beseglede ham skæbne med børnenes blod. En dråbe fra Kauros søn. En dråbe fra hans eget døde afkom. De kaldte ham Dæmon. Herskeren Izarus! Men Izarus var stærkere ende de troede. Fra sit eksil søgte han børnene. Izarus vidste, at kunne han udslette børnene og blande deres livsvæsker, deres blod, ville han blive fri. Og med den frihed ville han have magten til at tage fra drømmenes dimension og sætte den på jorden. Han ville åbne alle porte, de dødes, åndernes, drømmenes, sjælenes, og han ville herske over dem alle. ”Er Anna en af dem?” spurgte jeg ”Heksene?” Jeg kendte allerede svaret, frygtede det, men jeg måtte være sikker. ”Ja. Anna er Annabellea. Gennem århundrede har hun og Pettila søgt at skjule børnene. Og de har søgt en måde at hæve min forbandelse. Ser du, vi tabte begge. Jeg min hævn, som drev hende i evig søgen mod ophævelse forbandelsen, som gang på gang, lod hende gennemleve mislykket svangerskab. ”¦ Og hun”¦ hun stjal natten fra mig. Mit rige.” Izarus fortsatte. Hans stemme var stærk og viljefast. ”Jeg vil atter herske Vi vil. Sammen. Gennem dig kan jeg nå børnene. Du har ret, Annabellea lever stadig. Vi gav hende barnets blod, og hun bærer det nu i sig. Find det andet barn; Hvor det er, vil også Annabellea være. En dråbe af hendes blod og en dråbe af det andet barns blod, vil tilsammen, sætte mig fri.” ”Find barnet og slå det ihjel. Dræb dem alle.” Indtaling #9# Selena kom i dag. Hun stod og prikkede til mig, som var jeg et ophovnet lig, hun var bange for skulle punktere. Måtte have været langt væk i den historie, for jeg havde ikke hørt hende komme ind. Jeg sad i min lænestol, nøgen og forvirret. Jeg røg og jeg ved at det er første gang hun har set mig gøre det. Jeg havde en cigaret i mundvigen og asken var drysset ned af mit bryst. Okay, rygning er farligt, men at hun tager så fandens meget på vej over det, forstår jeg ikke. Hun så forfærdet ud, skræmt. Som om at det ikke var en cigaret jeg havde i munden, men en ladt pistol. Jeg er sikker på at hun ville elske den sammenligning. ”Hvad er det der foregår her?” Spurgte hun, mens hendes øjne vandrede fra mig og rundt i lokalet. Hun så ud som om hun aldrig havde været her før og ikke genkendte rummet. Jeg huskede mine justeringer og smilede. Langsomt vendte jeg tilbage til denne verden, og gradvist befandt jeg mig igen i stuen, og ikke i en celle hvor månen, Izarus, talte til mig om svundne tider, troldmænd, hekse og forfærdelige forræderier. ”Svar mig Daniel, vil du ikke nok svare mig?” Sagde hun. Cigaretten i min mund var gået ud. Jeg lænede mig frem og fandt en ny. Selena misforstod min tavshed, forsøget på at vende tilbage og blive klar i hovedet. Hun begyndte at græde. ”Sig noget Daniel, jeg ved ikke hvem Anna er, men du sårer mig så frygteligt med din tavshed, lad mig i det mindste vide om vi to har en chance sammen,” Anna”¦ det hele klumpede sig sammen, jeg tænkte; hvordan kunne hun vide besked om Anna? Så husker jeg det. Jeg var kommet til at kalde hende Anna sidst vi var sammen. ”Daniel jeg... jeg er gravid, forstår du, gravid”¦” Ordene kom langvejs fra. Jeg måtte stykke dem sammen til en sætning. Verden bølgede og jeg befandt mig i et transparent lag, hvor jeg på en og samme tid, er i en tre kvadratmeter celle og i min stue. Som to billeder der overlapper hinanden. ”Gravid”¦?” mumler jeg. Hun nikker bekræftende. Virker nærmest lykkelig over at jeg reagerer. ”Hun er farlig. Hun bærer barnet. Dræb alle” Stemmen var høj, klar, uimodsigelig. Et øjeblik tænkte jeg om det var en rest af historien, en forsinkelse af lyden. Rummet omkring mig fadede ud og tonede frem. Celle. Stue. Celle. Stemmen. ”Gravid..?” Gentog jeg ”Jeg er gået langt over tiden, jeg troede ikke rigtigt på det. Jeg har jo haft pletblødninger og troede det var min menstruation, den er tit uregelmæssig. Desuden, vi har jo passet på ikke?” ”Heksens afkom” Jeg nikkede og prøvede at skjule min rædsel. ”Hvor langt er du henne?” ”Jeg er i ellevte uge, Daniel. Jeg opdagede det fordi mine bryster var så anspændte og jeg hele tiden skulle på toilettet. Jeg ville have fortalt det sidst jeg var her, men s唦 så begyndte du at kalde mig for... hendes navn.” ”Dræb alle, blodet er mit” Jeg røg op af stolen og greb fat i hende. Overlapningen af de to verdner forsvandt. Stuen var igen klar og tydelig. Som min mission: klar og tydelig. ”Daniel, hvad...?” ”Daniel,” jamrede hun, ”stop det gør ondt” hun kæmpede, begyndte at skrige. Det betød ingenting. Lydisoleringen var stadig slået til. Lad hende skrige, tænkte jeg. Indtaling #10# Cellen er mørk og dyster, stanken af pis overvældende. Snart er jeg fri. Izarus har lovet det. Jeg hører en vagt komme mod døren. Lemmen i døren går op og fængselsbetjenten kigger ind. Jeg sidder som jeg har fået instrueret. Midt på gulvet med korslagte ben. Armene ud til siderne. Min hud brænder. Blod pibler ned over mig der hvor jeg har flænset huden op med de bare næver. Over min brystkasse, mit maveskind. I mit ansigt. Langs mine arme. Smerterne er min befrielse. ”Åh gud,” hører jeg betjenten mumle. Lågen bliver klappet i igen og jeg hører skridt da han løber. Væk fra cellen, efter assistance. ”Izarus?” spørger jeg ud i intet. Tavshed. Izarus har ikke forladt mig. Jeg kan mærke hans kraft gennem mig. I mig. Blodet i mine årer bruser, og jeg kan mærke hvordan min styrke tiltager, sekund for sekund. Nu vender de tilbage. Lemmen går op og lukkes hurtigt igen. Jeg sidder stadig på gulvet, men rejser mig hurtigt, gør mig klar. Nøglen glider i med en tung lyd af jern mod jern. Døren går op og jeg angriber med det samme. Overraskelsen og min hensynsløshed gør det nemt. De havde ventet at jeg var afkræftet som følge af mine selvpåførte skader. Med stor voldsomhed smadrer jeg min albue ind i betjentens ansigt i samme øjeblik han kommer ind. Jeg mærker hvordan hans næsebrusk knækker. Han skriger og tager sig til ansigtet. Den anden betjent er en kvinde. Ingen match. Hun når ikke engang at reagere. Mens betjenten synker sammen tager jeg hans knippel. Kvinden står målløs og ser på min blodige krop. Så går det op for hende hvad jeg er i færd med. Jeg svinger kniplen og som i et fastfrosset sekund ser jeg hvordan hendes øjne lukkes lige inden jeg rammer. Hun ryger bagover og lander tungt på det malede betongulv. Med et par velrettede slag gør jeg det af med dem begge. De andre fanger larmer fra deres celler. De kan høre tumulten, men kan ikke se hvad der foregår. Jeg løber gennem gangen. De har sat mig i detentionen, det eneste sted de kunne fængsle mig, til jeg skulle flyttes til et rigtigt fængsel og afvente min dom. Der er ingen rigtig bevogtning her og jeg kan flygte ud i stationens baggård uden at skulle gennem politistationen, som er tilknyttet detentionen. Det er så nemt. Jeg griner højt mens jeg løber. Natten er kølig og stjerneklar. Enhver der havde set mig på det tidspunkt ville have antaget at jeg var en ravende galning. Men de ved ikke det jeg ved. De kender ikke til den magt, jeg snart vil besidde. Så snart det sidste barn og Heksene er døde. Indtaling #11# Jeg indtaler ikke længere dette som en test, men som en dokumentation for hvad jeg gør og hvorfor. Hvis jeg fejler, har verden brug for at vide alt om det bedrag vi er til genstand for. Mit arbejde må fortsættes af andre, hvis jeg fejler. Selena har jeg bundet fast til en stol. Jeg havde ikke noget reb, i stedet fandt jeg nogle strips i den værktøjskasse, jeg købte, da jeg flyttede ind her. Det virker fint. Mærkeligt som de altid har reb til at binde og kneble folk med i film. Tricket med at bruge strips har jeg også fra en film, jeg husker ikke hvilken. Det er lige meget nu. Det virker. Ellevte uge. Det betyder at hun har et foster i maven og ikke et embryon. Stemmen er med mig. Den forklarer hvad jeg skal gøre. Uden Izarus kraft og nærhed ville jeg aldrig kunne gennemføre. Aldrig. Selena virrer med hovedet. Jeg har kneblet hende. Stoppet sokker i munden på hende og bundet et halstørklæde omkring hendes ansigt. Hun kan ikke se mig, da jeg nærmer mig med kniven. Men jeg tror hun kan føle hvad der skal ske. Kniven i min hånd, er som jeg, et redskab. Vi må drive det onde ud. Vi må finde det andet barn. Og herske. Epilog. Kriminalkommissær Ove Bjørklund stod i det lille køkken i lejligheden. Han lod en hånd glide gennem hans kraftige mørke hår. Kvalmen havde aftaget en del, men han kæmpede stadig med at få luft. Han vænnede sig aldrig til den brutalitet, han nogen gange måtte være vidne til på jobbet. Seks år i drabsafdelingen havde ikke hærdet ham. Et sted håbede han det aldrig ville ske, selv om han godt ville være foruden kvalmen. Pigen havde været død omkring femten timer, ifølge retsmediciner Bettina Eriksen, som forestod de patologiske undersøgelser. Heldigvis viste mængden af blod, at døden måtte være indtrådt, inden hun blev skåret op. Bettina Eriksen havde konstateret at den stakkels pige, med stor sandsynlighed, havde været gravid. Hendes livmoder var skåret ud. En af kriminalteknikerne fandt diktafonen ved siden af liget. Ove Bjørklund havde hørt hele den forbandede indtaling. Daniel som øjensynligt var skingrene sindssyg havde beskrevet hele optakten til mordet på Diktafonen. Alle hans desillusioner, om en anden verden, dæmoner og djævle. 55 minutters rablende vanvid, som også var en lang tilståelse. Daniels tilsynsværge havde fundet kvinden. Da Daniel ikke var mødt op til hans ugentlige møde, havde den tilsynsførende forsøgt at rede trådende ud ved at opsøge Daniel. Ville forskåne ham for konsekvenserne ved ikke at møde op til tilsyn. Desuden for at give ham den medicin han skulle indtage hver uge. Pilleglasset stod på køkkenbordet, hvor den tilsynsførende efter Bjørklunds anmodning havde efterladt det. Risperdal depot, stod der på etiketten. Lejligheden var et syndigt rod og stanken ulidelig. Flere steder havde Daniel flået tapetet af i stuen. Billeder på væggene var smadret. Nye billeder klistret op oven på glassplinterne i rammen. Varmen havde fået prints af noget som lignede halvfjerdsertapet, til at løsne sig fra væggen og falde ned på gulvet. Det gav ham myrekryb. Knægten havde tilsyneladende levet af færdigblandet proteindrik, spædet op med en masse energidrik og færdigretter. Stanken fra de tomme proteinbrikker var uhyrlig. En lugt som mindede Bjørklund om dengang han blev kaldt ud til en sag om misrøgt af dyr. Han var ung dengang, men stanken af de hundredvis af døde grise, som de fandt i en grisestald, glemte han aldrig. Proteindrikke fik åbenbart den samme lugt, når de blev udsat for varme. Cigaretskodder lå og flød, især om foden af hans lænestol, hvor han tilsyneladende havde tilbragt de fleste af hans dage med at side og læse på hans Ipad. Der var to af dem. Identiske. Daniel havde, ifølge tilsynsværgen, Anders Rolsted, de sidste seks år været stærkt medicineret. I de tre måneder Daniel havde været udskrevet fra den sikrede afdeling på Hensholm, havde Daniel passet sine tilsynsbesøg, og altid taget sin medicin. Bjørklunds telefon ringede. Han så at det var Anna Pittelkow, den ledende psykiater på Hensholm. Bjørklund havde før haft kontakt med hende i drabssager hvor psykisk syge var involveret. Han sukkede og tog telefonen. ”Bjørklund” ”Anna her. Du bad mig ringe.” Da det gik op for Bjørklund at Daniel var blevet udsluset fra Hensholm, havde han med det samme bedt en af betjentene at kontakte Hensholm og få hende til at ringe. ”Ja, det drejer sig om”¦” begyndte han. ””¦ Daniel, ja. Jeg blev sat ind i historien af betjent Nielsen. Et frygteligt rod. Stakkels pigebarn.” ”Ved du hvem hun er?” Spurgte Bjørklund. Han lukkede øjnene og håbede på at han kunne fremtvinge det rigtige svar. Han fik det forkerte. ”Nej desværre. Siden Daniel forlod os har jeg ikke haft kontakt med ham.” Bjørklund tog en dyb indånding. Han skulle koncentrere sig for ikke at begynde at råbe. Det var ikke hendes skyld at Daniel var blevet sat ud for tidligt. Ingen kunne vide hvad der foregik i hans hoved. Ingen. ”Fortæl mig om Daniel. Tag det fra toppen.” sagde han. ”Daniel kom i forvaring for omkring fem år siden. Han kom fra fængslet, hvor han havde angrebet adskillige fanger. Og fængselsbetjente. Han dræbte en, ved du ikke det? En indsat.” Bjørklund vidste det. Daniel havde angrebet den indsatte på en gårdtur. En Inder, han ledte efter navnet, men kunne ikke komme på det. ”Jo, jeg kender til historien.” ”Han var skizofren, muligvis led han også af personlighedsspaltning, men det er svært at skelne helt i tilfælde som Daniels, med så svingende symptomer. Skyldfølelser, er ofte afgørende faktorer for tilstande som Daniels”¦” ”Ja, han havde en del at slås med sin samvittighed om, ikke?” ”Jo. I uheldet omkom hans kæreste”¦ hun var gravid, hans bror, dennes kone og brorens søn på et. Det var bare dem i bilen han førte. I den anden bil døde et ældre ægtepar.” Bjørklund håbede på at hun ikke ville begynde at kalde Daniel en stakkel. Knægten havde været pumpet med stoffer da uheldet indtraf. Uskyldige var døde. ”Hans mor kunne ikke leve med skammen og tog sit eget liv kort efter. Det knækkede ham, hvis det andet ikke havde gjort det i forvejen. To måneder efter begik hans far selvmord.” ”Skidt historie for knægten”¦” ”Det kan man sige. Da Daniel kom her var han aggressiv, voldelig ud over det sædvanlige. Hvis jeg skal være ærlig, så troede jeg ikke at han nogen sinde kunne rettes op igen.” ”Kunne han så det?” spurgte Bjørklund og fortrød øjeblikkelig den drivende sarkasme han havde lagt i ordene. Anna blev tavs et øjeblik. Bjørklund kiggede ud af vinduet. Solen skinnede, men det var ikke nok til at forskønne omgivelserne. Siden motorvejen havde gennemskåret Silkeborg, var kvarteret ikke meget andet end bilforhandlere, tomme bygninger, og den øde vej, som kun bilforhandlerne og enkelte andre anvendte. betonmastadonten her, hvor Daniel boede, var næsten hurtigere end den blev opført, blevet til socialt belastet boligområde. Ingen ville, stik mod forventningerne, længere bo i denne del af byen. Nu lignede denne del af byen noget fra en spøgelsesby. ”Daniel troede fuldt og fast på at han var en slags tidsrejsende,” fortsatte Anna. Hun lod Bjørklunds sarkasme overhørigt. Eller også havde hun ikke bemærket det. Han gættede på det første og håbede på det sidste. ”Han havde en forkærlighed for halvfjerdserne. Til andre tider var han langt ude i fremtiden..” ”Hmm, halvfjerdserne? Det stemmer godt med hans lejlighed her.” Bjørklund fortalte om det udprintede tapet og billederne fra den tid, som Daniel havde sat op. ”Problemet var at Daniel blandede tiden. Han havde ikke nogen fornemmelse af hvilke tidsrum han selv befandt sig i. Gang på gang beskyldte andre indsatte, for at have beordret ham til at dræbe, ordrerne skulle de have givet i en anden tid. Ham som han dræbte, den indsatte, skulle angiveligt have styret Daniel, da han satte sig bag rattet og dræbte alle de mennesker”¦ og der var noget med børnene”¦ de børn, eller barnet og det ufødte barn som omkom, dem var han specielt fokuseret på, han sagde at de var `målet´” ”Den indsatte”¦ husker du hans navn?” Bjørklund kunne høre at Anna bladrede i nogle papirer. Daniels journaler, formentlig. Hun havde netop bestyrket hans mistanke. Et eller andet sted derude var Daniel. Og han ledte efter et barn. Et barn på omkring et år, som nu var i overhængende livsfare. ”Her er det”¦ Izarus, Nyanau. Nyanau er fornavnet. En ung Indisk mand, som uheldigvis sad inde på samme tid som Daniel. Daniel bankede ham til døde. Han mente at Nyanau havde lovet ham at herske. Noget med hekse osv. Den slags, storhedsvanvid, herskerdømme og sådan noget, var tilbagevendende vrangforestillinger for Daniel. - Det var efter den episode vi fik ham på Hensholm.” ”Andet der kan hjælpe mig?” ”Jeg ved ikke om det hjælper noget, men Daniel var dybt forelsket i mig. Han lovede mig at jeg skulle herske ved hans side, når den evige nat oprandt. Sådan noget i den stil.” ”Tja, han havde god smag, ”komplimenterede Bjørklund hende. ”du er sikker på at du ikke ved hvem vores kvinde her er? Alt vil hjælpe”¦” ”Nej desværre”¦ har i spurgt Anders?” ”Ja, han ved det ikke. Daniel fortalte aldrig ham, at han havde et forhold.” ”Så tror jeg desværre ikke, jeg kan hjælpe”¦” sukkede Anna i den anden ende. ”Hvis du kommer i tanke om noget, hvad som helst, så ring med det samme. Du må ikke udelade noget som helst. Det er indtrængende vigtigt at vi hurtigt får fastslået hendes identitet.” ”Ja jeg forstår. Har det noget med”¦” ”Ja. Vi tror at Daniel lige nu jagter en anden kvinde. En med et barn på omkring et år. Formentlig en søster, eller bekendt, til vores offer.” ”Åh gud,” sagde Anna i den anden ende. ”En sidste ting,” sagde Bjørklund. ”Ved du hvad V-Read er?” ”Vocal to read. Et program jeg ofte bruger. Det letter mit arbejde en del. Når jeg har patientsamtaler optager jeg dem på en diktafon. Bagefter plotter jeg diktafonen ind i computeren og den omsætter tale til tekst. På den måde kan jeg hurtigt tilrette teksten i journalen.” ”Kendte Daniel til det system? Brugte han det?” ”Han kendte det. Ved ikke om han brugte det. Han skrev en del. Eventyr især. Jeg tror det hjalp ham, han så det som en slags flugt. Jeg har et par af hans eventyr, kopier han gav mig. Igen viser han her en besættelse af børn, som altid er et trusselsbillede. Skal jeg sende dem?” ”Tak, gerne. Jeg tror vi har en historie fra ham her, indtalt på diktafon og skrevet på Ipad’en. Teknikerne er ved at se det efter i sømmene.” ”På diktafon?” ”Ja” ”Hmm, forklarer måske hvor min er. Fik en stjålet fra kontoret her, før Daniel rejste.” De afsluttede samtalen og Bjørklund skulle til at gå ind til gerningsstedet igen da noget skete. Først troede han at han bare var overanstrengelse og at det sortnede for hans øjne. Så, så han gennem vinduet, ud mod den øde vej og bilforhandlerne. Udenfor var det blevet mørkt, ikke overskyet, men mørkt som i skumringstimen, som i et alt for tidligt nattefald. Han havde ikke hørt noget om nogen solformørkelse. Han så på sit ur. Klokken var halv tre. Alligevel forsvandt dagslyset. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-03-12 12:23:58 |
hejsa; JEG er i fuld gang med at læse om den virtuelle test af V-Read ;)
Må jeg foreslå dig at opdele teksten i flere, selvstændige kapitler? Læs nærmere under 'HJÆLP/INFO' (storyID) hvordan ...
venligst ...
PS vil du kun ha' kritik på tekstens indhold - eller også grammatisk ?
Må jeg foreslå dig at opdele teksten i flere, selvstændige kapitler? Læs nærmere under 'HJÆLP/INFO' (storyID) hvordan ...
venligst ...
PS vil du kun ha' kritik på tekstens indhold - eller også grammatisk ?
| Nadia K | 2012-03-13 15:00:18 |
Hej,
jeg er også i fuld gang med at læse og ville også foretrække at teksten var mere opdelt. Men det lyder meget, meget spændende indtil videre! Så jeg hænger helt klart på!
jeg er også i fuld gang med at læse og ville også foretrække at teksten var mere opdelt. Men det lyder meget, meget spændende indtil videre! Så jeg hænger helt klart på!
| R.Kier | 2012-03-13 16:22:56 |
Takker...glæder mig du synes det lyder spændende...
Håber det lever op til forventningerne!
Venlig hilsen,
R. Kier
Håber det lever op til forventningerne!
Venlig hilsen,
R. Kier
| Amanda Gyldenlyng | 2012-03-22 20:43:17 |
Hej Renè.
Som andre har nævnt er din historie temmelig lang - og kan med fordel inddeles i mindre afsnit.
Nå, men den er også rigtig godt skrevet.
Spændende, uhyggelig og tankevækkende.
Godt fundet på, at hp. indtaler sine oplevelser; en jeg-fortæller kan være svær at bruge i lange fortællinger, især hvis de oplever mystiske og voldsomme hændelsers om her; svinger mellem verdener og personligheder, og gennemlever mange stærke følelser.
God opbygning af plottet og god afslutning, der rejser lidt tvivl om, hvorvidt den tilsyneladende sandhed, der kommer for dagen efter "tæppefald" nu er også er sandheden.
Der er lidt småting, der kan rettes til, mest små tastesmuttere og andet sprogfnidder.
Ellers synes jeg den virker gennemtænkt.
Vh.
Amanda
Som andre har nævnt er din historie temmelig lang - og kan med fordel inddeles i mindre afsnit.
Nå, men den er også rigtig godt skrevet.
Spændende, uhyggelig og tankevækkende.
Godt fundet på, at hp. indtaler sine oplevelser; en jeg-fortæller kan være svær at bruge i lange fortællinger, især hvis de oplever mystiske og voldsomme hændelsers om her; svinger mellem verdener og personligheder, og gennemlever mange stærke følelser.
God opbygning af plottet og god afslutning, der rejser lidt tvivl om, hvorvidt den tilsyneladende sandhed, der kommer for dagen efter "tæppefald" nu er også er sandheden.
Der er lidt småting, der kan rettes til, mest små tastesmuttere og andet sprogfnidder.
Ellers synes jeg den virker gennemtænkt.
Vh.
Amanda
| R.Kier | 2012-03-22 21:11:43 |
Hej Amanda.
Tusind tak!
Ja, det er faktisk temmeligt svært at skrive i jeg form - især når man skal give en læser oplevelsen af omgivelser og hændelser - man er tvunget til at skrive om det ud fra tanker og handlinger. Samtidig må jeg sige at det er en stor fornøjelse, for jeg-formen bringer mig "tættere" på min karakter når jeg skriver - ved ikke helt hvorfor det er sådan, men lige så snart jeg skriver "han" om min HP, kræver det meget mere indlevelse at få ham levendegjort og troværdig - Så jeg er ikke færdig med noveller med jeg-fortællere.
Igen tak for din respons og de gode ord!
Venlig hilsen,
R. Kier
Tusind tak!
Ja, det er faktisk temmeligt svært at skrive i jeg form - især når man skal give en læser oplevelsen af omgivelser og hændelser - man er tvunget til at skrive om det ud fra tanker og handlinger. Samtidig må jeg sige at det er en stor fornøjelse, for jeg-formen bringer mig "tættere" på min karakter når jeg skriver - ved ikke helt hvorfor det er sådan, men lige så snart jeg skriver "han" om min HP, kræver det meget mere indlevelse at få ham levendegjort og troværdig - Så jeg er ikke færdig med noveller med jeg-fortællere.
Igen tak for din respons og de gode ord!
Venlig hilsen,
R. Kier
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Jamen jeg er rigtig glad for at du har fundet tid til at læse min novelle. Ja, grammatisk kritik er lige så vigtig for mig, som kritik af tekstens indhold. Jeg er her for at lære - og søge inspiration.
Det er rigtigt, jeg burde dele teksten op herinde. Det er de første historie jeg har smidt ind her og det gik lidt tjep med at få oprettet og sat tekst ind. Prøver at gøre det bedre næste gang!
Håber novellen falder i smag. Indsendte den til Kandors fantasyantologi, vel videne at den måske falder lidt udenfor kategorien - men som de selv skrev, så betragtede de genren som en meget bred genre.. så jeg prøvede og faldt!
Men man må snuble et par gange inden man kan gå - Ikke?
Glæder mig til at høre din mening - kritik er vigtigt for mig i min skriveprocess, så alt modtages med stor tak!
Venlig hilsen
R.Kier