 |  | Festøv |
 |
|
|||||||||||||
|
“The only wings that you can hope for are an angel’s when you die” Emilie Autumn - Enchant Prologue Så forsigtigt, som var det det skrøbeligste glas eller det mest eksplosive stof i verden, samler hun dukken op i hendes hænder. Den er så smuk, at hun knap tør røre den. Dens store, blå øjne kigger ikke på hende ligegyldigt, hvordan hun vender og drejer den. Den stirrer bare drømmende ud i intetheden. Intetheden er så meget smukkere end den virkelige verden. Så meget nemmere at forstå. Hun kan også stirre ind i intetheden i evigheder, hvis hun bare fik lov. Men virkeligheden vil ikke lade hende være. Dukken er klædt i en kjole, der er hvid som nyfalden sne eller som det skarpe lysglimt ved en eksplosion. Hun retter et par folder ud. Kjolen er ikke perfekt længere: Hendes øjne fanger et par mikroskopiske, rødbrune pletter nederst på stoffet. Kendte man ikke denne dukke så godt som hende, ville man ikke lægge mærke til det, men hun gør. Hun løfter forsigtigt kjolen og kan se, at der er endnu mere på dukkens underkjole. Forsigtigt, så forsigtigt, tager hun kjolen af dukken. Prøver at passe på dens vinger. Man skal være påpasselig med sådanne vinger. Vinger er, hvad der adskiller en fe fra en helt almindelig, menneskelig pige. Vinger kan gå i stykker så hurtigt. Bare en enkelt forkert bevægelse kan resultere i, at de knækker, og så vil feen aldrig flyve igen. Hun bevæger sig ud på badeværelset. Der er iskoldt. Lige så koldt som i den blå himmel, der gemmer sig bag skyerne, eller som i en kummefryser. Hun tænder for vandet: Det er et under, at det stadig er flydende, når det er så koldt. Måske er det bare ikke gået op for det, at det burde være frosset. Hun hader at fryse, så hun pakker sig altid ind. Gemmer sig. Men hellere fryse end at gå i en beskidt kjole. Pletterne vil ikke gå væk ligegyldigt, hvor meget hun gnider på dem. Jo mere sæbe hun tilføjer, og jo mere hun gnubber stoffet, jo mere breder pletterne sig bare, så de nu er synlige selv for det utrænede øje. De er lige så stædige og vedvarende som en mors kærlighed eller en fremmeds besættelse. Der er ingen mening i at blive ved: Det er nyttesløst. Sket er sket. Dukken må få en ny kjole. Denne vil aldrig blive det samme igen. Dukken sidder på bordet, hvor hun forlod den for et øjeblik siden. Den virker beklemt ved at sidde herude i lyset, når den nu var blevet så vant til at befinde sig i skyggen. Den virker endnu blegere i hovedet end normalt: Som en lilje eller friske knogler. Det er ikke rart at befinde sig i solen. Der er ikke trygt. Man risikerer at blive set. Og er man først set, kan man risikere ikke at blive glemt igen. Når den ingen kjole har på, kan man se den sandhed, som for det meste er skjult: dukkens torso er ikke af fint porcelæn, men af stof. Den er ikke så forskellig fra en kludedukke, som den ellers prøver at give udtryk for. Alle er ens indeni. Samme opbygning. Samme maskineri. Medmindre man er en fe. Man minder så meget om alle de andre, at mange nemt kan tage fejl. Specielt hvis vingerne er blevet revet af. Hvad adskiller da feen fra alle andre? Hvis man kigger nærmere på porcelænet, kan man se utallige små revner i malingen, som hun aldrig har lagt mærke til før. Revner som kan skyldes naturens gang eller et brutalt indgreb med en kniv. Dukken er ikke meget værd længere. Helt og aldeles værdiløs og ødelagt. Hvad nytte har en sådan dukke også? Den er smuk, men for smuk til at man kan lege med den. Den sidder bare beskyttet bag glas og betragter verdenen uden nogensinde at deltage. Dukkens kludetorso er også i stykker: fyldet stikker ud gennem revner. Hvordan er dette sket? Når hun tidligere har haft dukken ude af skabet var det blot for at betragte den, holde den i hænderne, så hun vidste, at den rent faktisk var ægte. Ellers havde hun altid bare kigget på den. Nu er dukkens mave åben, som havde nogen prøvet at indoperere livgivende organer eller taget dem ud. Hvorfor skaber man overhovedet en sådan dukke? Så smuk, men så fin og skrøbelig, at den umuligt kan klare et møde med virkeligheden. En sådan dukke går ikke anden skæbne i møde end et liv i et skab. Den kan ikke andet end at gå i stykker. Nogen har smadret glasset i skabsdøren. Det vil hendes mor ikke blive glad for. Hun lader hænderne glide over skårene. Hvem har gjort dette? En, der ville hjælpe dukken ud fra sit gennemsigtige bur eller en, der bare ønskede ødelæggelsen for ødelæggelsens skyld? Dukkens hænder bløder. Hvorfor passer sådan en dukke ikke på? Ved den ikke, hvor skrøbelig den er? Vingerne er intakte. De glitrer i sollyset, som var de besat med juveler eller narreguld. At dette, det mest skrøbelige på dukken, ikke er i stykker er et mirakel. Intet mindre. Det er utroligt, hvor nemt det er at ødelægge noget. Alt, det tager, er en forkert bevægelse. Men det er så forbandet svært at sætte det sammen igen. Det kan aldrig blive, hvad det var engang. Hun lukker øjnene, fortrænger minderne. Alt er helt. Alt er rigtigt. Dukken skal nok blive sig selv igen. Hun kryber sammen på i fosterstilling på sengen. Det er den eneste måde hun være i den. Den er så lille som en dukkevogn eller en barnekiste. Alting dør på et tidspunkt. Alt, der er smukt, må dø. Det skal denne verden nok sørge for. Hun presser øjnene hårdt sammen, men det hjælper hende ikke. Alt er smukt. Alt er for evigt. En stemme uden for døren prøver at tale til hende. Beder hende indtrængende om at svare. Indtrængende som en bøn eller en kanyle. Hun vil ikke tilbage. Hun vil flyve. Langt, langt væk. Hvor ingen nogensinde kan røre hende. Aldrig igen. Hun kan ikke bevæge sig. Hendes arme og ben er stive, som var hun lavet af porcelæn, eller som var dødsstivheden allerede sat ind. Hun vil skrige, men hendes læber skilles ikke ad. De er stivnet i et livløst smil. Hun vil lukke øjnene, men det kan hun ikke: De er malet på hende. Alt er en løgn. Men sandheden er så grim. Illusionen er så meget nemmere at leve med. Desværre går illusioner så let i stykker. De er også for smukke, alt for smukke. Hun krydser armene over brystet, mærker efter på ryggen. Huden er ligeså glat som silke eller en slanges skind. Dukken stirrer på hende med sine store, blå øjne. Hun kunne have svoret, at den græd, hvis ikke hun vidste bedre. Hun fryser, men kjolen ligger i håndvasken og er gennemblødt og beskidt. Den vil ikke varme hende. Den er ligeså fremmed for hende som gule rovdyrøjne i nattemørke eller som blikke, der ser på hende med glæde i stedet for skam. Igennem kludetorsoen kan hun mærke sit hjerte slå. Tvinge hende fremad. Videre, selvom hun helst vil stå stille. Vingerne på hendes ryg er ikke intakte længere. De er ødelagte, brækkede som havde de været udsat for en overbeskyttende, kvælende omfavnelse eller en tortur. En fe med sådanne vinger kommer aldrig til at flyve igen. Der løber ingen tårer fra hendes påmalede øjne. Sengen knager faretruende under hendes vægt. Hun kærtegner vingerne så florlet, som var de lavet af spindelvæv eller barberblade. Og så knækker hun dem af, en for en. Feer findes ikke. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
