 |  | Udsnit fra 14. kapitel i 'Celestria' 1. del af 'Kampen imod mørket' |
 |
|
|||||||||||||
|
Smerten i hans bryst fik ham til at ryste. Var det sådan det føltes når hjertet bristede? Han stod lidt og prøvede at få sin krop til at hænge sammen igen, men uden held. Han så sig om i skoven. Så så han at en brændt, afsvedet sti snoede sig ind imellem træerne. Han begyndte at gå fremad og fulgte det brændte spor. Han frygtede hvilket syn der ville vise sig for enden af sporet, men han vidste at det var Noria og det var nok til at drive ham fremad. Tårerne var begyndt at løbe fra hans øjne, ned ad hans kinder, de dryppede ned på hans tøj, men han lagde ikke mærke til dem. Hans mørke øjne stirrede stift fremad imens han fulgte sporet igennem skoven. Det eneste han mærkede var smerten. Smerten var nu så gennemtrængende, at det føltes, som om hans hjerte, når som helst, kunne stoppe med at slå. Bare det ville, tænkte han, og trak vejret tungt og gispende. ”Noria ”¦” Sagde han hæst. Hans hjerte hamrede i brystet. Hans indre var ved at sprænges. Usynlige kræfter truede med at flå ham fra hinanden. ”Noria ”¦” sagde han, nu med lidt mere kraft i stemmen. Hans skridt blev længere og han bevægede sig hurtigere igennem skoven. Han trak vejret i stød, imens han løb. Han så Noria for sig og smerten tog til. Han så hendes fantastiske øjne, der betragtede ham med kærlighed og en smule sorg - altid en smule sorg. Hendes smukke ansigt. Hendes blide hænder der gled igennem hans hår. Hendes læber, fyldige og sarte, med en mild rosa farve. Hendes blide kys. Han sukkede dybt og tog hånden op til sit ansigt. Han så hende nu for sig livløs og kold. Al farve var forsvundet fra hendes ansigt. ”Noria!” Morolus’ stemme rystede af gråd, han hev sig i håret og bankede sine knyttede hænder imod et træ. Hendes livløse ansigt blev ved med at stå skarpt for hans indre blik. ”Noriaaa!” Skreg han op imod de truende skyer over ham. Han faldt på knæ i skovbunden med ansigtet vendt op imod skyerne. Hans knyttede hænder blødte efter sammenstødet med træets ru bark. Hans vejrtrækning var hurtig og skælvende. Smerten i brystet var altoverskyggende. ”Min elskede.” Hviskede han og lod sit hoved falde ned på brystet. Regnen skyllede ned over ham og han var hurtigt gennemblødt, men han var ligeglad. Intet betød noget for ham. Alt var ligegyldigt. Hele hans liv føltes meningsløst. Det eneste han kunne tænke på var Noria - alene og kold i uhyrets hule. Uhyret. Vreden voksede frem i ham. Det uhyre skulle ikke have lov at leve længere. Noria skulle hævnes, om det så var det sidste han gjorde. Han håbede at det ville være det sidste. Morolus kom vaklende på benene. Det tog ham lidt tid at genfinde sporet i den våde underskov, men snart bevægede han sig usikkert fremad. Efter lidt tid fik hans krop næring af den brændende vrede. Han bevægede sig hurtigere og hurtigere gennem skoven. Det varede ikke længe før han var ude af træernes læ og stod på steppen foran den sorte åbning i højen. Han rynkede på næsen. En voldsdom stank af råd og jord strømmede ud fra hulen. Skulle det ildelugtende mørke være Norias sidste hvilested? Morolus så det afsvedne spor føre direkte ind i hulens mørke, han fulgte sporet med øjnene og fik øje på noget der skinnede på jorden uden for hulens indgang. Som en lille strålende stjerne lå en lille sten i mellem de visne blade på jorden. Han tog den op og så på den. Måden den skinnede på, mindede ham om det indre lys, der altid skinnede fra Norias øjne. Han lagde den i lommen. Måske kunne den hjælpe ham med altid, at huske de øjne han elskede så højt og som Yzath havde sørget for at han aldrig skulle se ind i igen. Morolus trak sit sværd så stålet sang. Vreden farvede hans syn rødt. Han styrtede hen imod hulen med sværdet højt løftet. Et brøl, der fik træerne til at ryste arbejdede sig vej op igennem hans bryst. Han var så blind i sit raseri at han ikke så hvordan regndråberne sydede og fordampede på sværdets stål, der var blevet rødglødende. Inde i hulen var mørket og stilheden tæt. Det var som at træde ind i en anden verden. Morolus så det tætte spind af glinsende tråde på loftet og væggene. Han så ned og opdagede at gulvet også var dækket af spind, men det smeltede væk under hans fødder. Han stoppede op og satte sin hånd på den glinsende væg. Også der forsvandt det tykke spind under hans fingre. Det sydede let, hvorefter det krøllede sig sammen og forsvandt. Da fik Morolus øje på sit sværd der skinnede rødt. Han mærkede på det med sin hånd. Han kunne mærke varmen fra stålet, men brændte sig ikke. Det var som om stålet pulserede, så den røde farve skiftevis var kraftig og svag. Det skete i takt med Morolus’ hjerteslag, hans hjerte slog hurtigere, da det gik op for ham, og den røde farve i sværdet pulserede hurtigere og kraftigere. - Hvad var det for en trolddom? Jorden rystede pludselig og Morolus løftede sværdet, for bedre at kunne se i mørket. Noget bevægede sig længere inde i hulen. Luften vibrerede af spænding og stanken af råddenskab blev kraftigere. ”Kom frem og kæmp!” Råbte Morolus uden frygt. ”Kom og betal for hvad du har taget!” Han gik ud midt på hulens gulv med armene strakt ud til siderne. ”Kom og tag mig, hvis du tør.” Der hørtes en svag rumlen, som om et stort dyr knurrede inde i mørket. Morolus var ikke bange, men rasende. ”Er du for fej til at komme frem og kæmpe? Jeg står lige her dit store kryb!” Noget langt og blankt, dækket af sorte pigge, skød tæt forbi hans ansigt. Yzaths brod ramte loftet lige over Morolus’ hoved, så det hårde ler faldt ned i flager. Han løftede hænderne afværgende over sit hoved. Da han så frem, så han det store uhyre. Dets blanke kløer og kæber skinnede rødt i skæret fra hans rødglødende sværd. Seks sorte lange ben bevægede sig hurtigt over gulvet, imod ham. Hævet over jorden var yderligere to ben, med knælerlignende kløer. De åbnede og lukkede foran Yzaths hoved, der var udstyret med enorme udstående kæber. Morolus kastede sig frem imod Yzath, der overrasket stoppede midt i en bevægelse og klaprede rasende med kæberne. Det øjeblik var nok til at Morolus kunne nå at svinge sit sværd imod den nærmeste klosaks. Yzath hvæsede og trak sig lidt tilbage, da klingen brændte et dybt hul i det tykke panser, der omgav kloen. Så kastede Yzath sig over Morolus med en fart der kom helt bag på ham. Den raske klosaks lukkede sig sammen om hans arm, så sværdet faldt til jorden. Halen løftede sig højt over hans hoved. Morolus flåede sig løs og mærkede blodet løbe ned ad armen, men han mærkede ingen smerte. Hans vrede blev mere intens og han slog efter det store uhyres hoved med sine bare næver. Yzaths mange ben var alle vegne omkring ham, imens han slog løs af al kraft. En klo fik fat i ham og kastede ham brutalt ind i væggen, så hulen rystede. Sværdet lå på hulens gulv nogle meter bag den rasende Yzath. Det rødglødende lys var ved at blive slukket, som effekt af at det ikke længere var i Morolus´ hænder. Morolus halvt kravlede, halvt løb over mod sit sværd, men Yzath var hurtigere. Hans massive hale buldrede ned i jorden lige foran Morolus’ udstrakte hånd og spærrede vejen hen til sværdet med en barriere af spidse pigge. Morolus kastede sig ind over halen og mærkede hvordan han blev revet over maven i sit spring. Han fik fat i sværdet, som blussede op og lyste kraftigere end før. Med et hug skilte Morolus brodden fra halen. Skriget fra Yzath fik ham til at ryste. Det var så øresønderrivende at han måtte dække sine øre med hænderne. Yzath forsvandt ind i mørket, skrigende med halen krøllet sammen oppe på ryggen. Morolus fulgte sin fjendes skrig ind i en labyrint af gange. Han fulgte stanken fra dens blod og de små søer den efterlod i gangene. Han nåede til et sted hvor gangen delte sig i tre. ”Kom frem og kæmp, dit elendige kryb!” Råbte Morolus, men der var ikke en lyd. Yzaths skrig var forstummet og uhyret var åbenbart holdt op med at bløde - der var ikke et spor at gå efter. Morolus løftede sit sværd. Han mærkede hvordan det trak i sværdet fra gangen til venstre. Det var som om det vidste hvad vej Yzath var løbet. Morolus løb ned ad gangen til venstre. Stanken af uhyrets blod blev kraftigere og kamprusen i Morolus blev stærkere med stanken. Han ville støde sit sværd i Yzaths stinkende krop. Han ville vride alt liv ud af uhyret og han ville gøre det langsomt. Han hørte Yzaths rumlende knurren, længe før han så uhyret. Han løftede sværdet højere over sit hoved. Lyset fra sværdet faldt på Yzath som stod i et hjørne, med ryggen mod væggen. Et bittert smil kom over Morolus’ ansigt, han var skuffet over Yzaths manglende modstand. ”Kom her og kæmp imod mig, dit forvoksede stankelben!” Brølede han og mærkede hvordan han rystede af vrede og had. Yzath sprang frem, som om den havde forstået udfordringen og kastede sig over Morolus, som lod sig falde ned på ryggen imellem uhyrets mange ben. Han løftede sværdet over sig og hørte den sydende lyd da det brændte sig ind i Yzaths bug. En ram stank af brændt kød fik hans øjne til at løbe i vand. Han så kun et sløret omrids af det rasende uhyres kløer der rakte ud efter ham. Af al sin kraft stødte Morolus sit sværd ind imellem Yzaths røde øjne. Endnu et skrig lød fra det kæmpe uhyre og de mange ben trampede ukontrolleret i jorden omkring Morolus, mens dens klosakse bankede imod hinanden. Omsider bragede Yzath til jorden med en kraft der fik hele hulen til at ryste faretruende. De mange ben sitrede voldsomt og krummede sig sammen omkring Morolus i en sidste dødskrampe. Store flager af jord og sten fra loftet faldt ned over ham. En kæmpe sten ramte ham i hovedet og alt omkring ham blev sort. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-09-15 20:54:31 |
er dette fra din trilogi? SUPER! Jeg læser gerne ... senere ;) venligst ...
| Reppel | 2012-09-15 21:00:15 |
Jep. Et af de mere action prægede afsnit. Svært at vælge hvad der skal ligges op, men her er i hvert fald lidt:)
| haleløs | 2012-09-16 09:29:26 |
'Morolus KUNNE nå at svinge sit sværd ...' en UPSer ;)
Jeg er i færd med at læse; vær sød fremover at opdele meget laaaaange tekster!
venligst ...
Jeg er i færd med at læse; vær sød fremover at opdele meget laaaaange tekster!
venligst ...
| haleløs | 2012-09-16 09:51:01 |
underholdende og yderst velskrevet; kampscenerne i hulen er maleriske og livagtige; der er dog lovlig mange (mærkelige) navne ar holde styr på!
Er målgruppen mon halvstore børn?
venligst ...
Er målgruppen mon halvstore børn?
venligst ...
| Reppel | 2012-09-16 10:32:07 |
Målgruppen er fra ca 12-13 år og op til man stadig finder fantasy interessant. Svært at sætte en alder på, da det lige så meget er en smagssag med den genre (synes jeg). Personligt vokser jeg aldrig fra den;)
| Reppel | 2012-09-16 10:28:03 |
Ved godt det med navnene... Man er blevet introduceret til dem alle tidligere... :D
Kan godt se at teksten er lovlig lang, men er glad for at du finder det underholdende og velskrevet;)
Og tak for rettelsen..
Hilsen Reppel
Kan godt se at teksten er lovlig lang, men er glad for at du finder det underholdende og velskrevet;)
Og tak for rettelsen..
Hilsen Reppel
| Pervor | 2012-11-28 09:55:43 |
Sikken en handling, selvom det er midt i bogen og man mangler at blive sat ind i historien, så var jeg fanget lige med det samme. Jeg kunne se det hele for mig ;) du skriver virkelig godt, den ros skal du have.
Jeg synes at det er det helt rigtige stykke som du har lagt ind, og når du får udgivet bogen, vil jeg ikke være længe om at købe den.
Den var slet ikke svær i teksten på noget tidspunkt, og jeg kunne kun finde et lille men, og det er altså kun et lille men, der hvor Morolus kaster sig mod fjenden der har du 3 stk " øjeblik" stående... Jeg vil ikke komme med nogle forslag om andre ord, jeg fangede den bare.
Ellers er det en super tekst, og jeg glæder mig til at læse mere.
God skrivelyst.
Pervor
Jeg synes at det er det helt rigtige stykke som du har lagt ind, og når du får udgivet bogen, vil jeg ikke være længe om at købe den.
Den var slet ikke svær i teksten på noget tidspunkt, og jeg kunne kun finde et lille men, og det er altså kun et lille men, der hvor Morolus kaster sig mod fjenden der har du 3 stk " øjeblik" stående... Jeg vil ikke komme med nogle forslag om andre ord, jeg fangede den bare.
Ellers er det en super tekst, og jeg glæder mig til at læse mere.
God skrivelyst.
Pervor
| Reppel | 2012-11-28 18:14:40 |
Tusind tusind tak :) Vil lige se på det... For det var også en af de kritik punkter forlaget Mellemgaard havde, at jeg havde nogle gentagelser rundt omkring :) Men er lige gået igang med endnu en gennemgang af hele første bog..
Tusind tak for den skønne kommentar, den varmer om mit forfatterspirehjerte ;)
Hilsen Reppel
Tusind tak for den skønne kommentar, den varmer om mit forfatterspirehjerte ;)
Hilsen Reppel
| Reppel | 2012-11-28 18:23:15 |
Hvad siger du til denne formulering i stedet ?? :)
"Morolus kastede sig frem imod Yzath, der overrasket stoppede midt i en bevægelse og klaprede rasende med kæberne. Det øjeblik var nok til at Morolus kunne nå at svinge sit sværd imod den nærmeste klosaks."
"Morolus kastede sig frem imod Yzath, der overrasket stoppede midt i en bevægelse og klaprede rasende med kæberne. Det øjeblik var nok til at Morolus kunne nå at svinge sit sværd imod den nærmeste klosaks."
| Pervor | 2012-11-29 14:47:59 |
Ja for pokker super god ændring, den skal du bruge
Pervor :)
Pervor :)
| Pervor | 2012-11-29 21:52:57 |
Har du tænkt dig at lægge mere ind på et senere tidspunkt, (Ja jeg fisker efter at få lov til at læse noget mere) eller skal jeg virkelig holde spændingen ud så længe? :-)
Pervor
Pervor
| Reppel | 2012-11-29 22:02:38 |
tror jeg holder den lidt tilbage.. Har også lige fjernet 1. Kap. Igen... For er igang med endnu en gennemgang af hele bogen.. Men er glad for din interesse :D
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
