 |  | Det Hvide Vaskeri |
 |
|
|||||||||||||
|
Han sad på en bænk i Det Hvide Vaskeri. Stedets eneste lyde kom fra de to maskiner, der kørte rundt. Han var helt alene. Han kunne ikke huske, hvorfor han var begyndt at bruge lige netop dette vaskeri. Rummet var kvadratisk, havde 60 maskiner, tre plasticbænke, klinker på gulvet og levede op til sit navn: Alt var hvidt. Udenfor var en stor menneskeflok forsamlet. Restauranten ved siden af skulle modtage en pris senere den dag som mest romantiske restaurant i byen, og både pressen og tv-folk var begyndt at dukke op. Der skulle være en live-dækning af overrækkelsen af prisen. Han sukkede og kiggede hen på sit våde tøj, der kørte rundt og rundt i maskinen. Han havde aldrig set andre herinde, men alligevel var hans maskine aldrig den eneste, der kørte; ti meter væk fra ham kørte en af maskinerne. Han kiggede ind. Det var hendes tøj. Den Røde Dames tøj. Han vidste ikke, hvem denne pige var. Han havde tit siddet fra sin lejlighed på den anden side af St. Joseph Street og kigget ned på vaskeriet for at se hende gå ind og hente sit tøj. Men han havde aldrig set hende. Det eneste, han havde set, var hendes røde undertøj, der befandt sig i den samme maskine hver dag. Han var ofte blevet siddende længe, så han kunne møde hende, når hun kom for at hente sit tøj. Men han var altid gået, før hun kom, fordi han ikke anede, hvad han skulle sige. ”Goddag, jeg hedder Simon Ambrose. Jeg er en flot og sød fyr, der bruger sin tid på religionsdyrkelse, fjernsynskiggeri og iagttagelse af dit vasketøj. Skal vi tage en romantisk middag på restauranten ved siden af?” Det ville ikke fungere, det vidste han. Han lagde hænderne om sit hoved og sank sammen på bænken. Udenfor hørtes nu vrimlen af mennesker, der stablede sig sammen om den lille restaurant, mens bilerne tudede. ”Hej, det er David. Vi går hen ad gaden nu, vi skal nok være klar, når de får overrakt prisen. Fortæl chefen, at han får en førsteklasses dækning af alt, der kommer til at ske, på denne lille gade.” David lagde telefonen fra sig og kiggede hen mod mylderet. Han vidste, han var nødt til at finde en vej igennem de mange mennesker, så han kunne få en god kameravinkel. Dette var meget vigtigt, hvis han ville beholde sit job som tv-reporter. Det havde chefen gjort ham meget tydeligt. ”Hvad nu?” Tænkte han, da han mærkede sin telefon vibrere, mens han gestikulerede til teknikerne, at de bare skulle fortsætte hen mod restauranten. Han stoppede op og tog telefonen op til øret. ”Det er David.” ”David, det er Martin. Du ved din bror, som du havde lovet at ringe til i går.” David forbandede sin lillebror for at ringe nu og sig selv for ikke at have lavet det opkald, han havde lovet. ”Martin, det er jeg ked af. Jeg har en meget vigtig arbejdsopgave lige nu. Må jeg ikke ringe til dig i aften? Årh, pis. Den her skjorte var helt ny! Jeg bliver nødt til at smutte, Martin, en eller anden idiot har lige spildt udover min favoritskjorte, en time inden jeg skal i fjernsynet.” Martin sukkede. ”Jo, okay,” sagde han, ”men ved du godt, det er en forbrydelse ikke at have mere tid til sin bror? Jeg burde smide dig i cellen.” Martin grinede og ventede på et svar, før han opdagede, at storebroderen allerede havde lagt på. Han følte sig irriteret over sin brors mangel på respekt, men besluttede sig for ikke at lade det ødelægge ugens eneste fridag. Solen skinnede, og han var på vej mod sin yndlingsbeskæftigelse: Opsamling af desperate piger ved speeddatingcenteret. Mens han gik ned ad gaden, kørte hans replikker inde i hovedet. ”Mit navn er Samson, Martin Samson. Samson som ham bibelfyren, der havde alt sin styrke i håret. Personligt mener jeg, at alt styrke kommer fra hjertet igennem tillid og loyalitet, du ved? For kærligheden er vel det vigtigste af alt?” Han gik ned ad St. Joseph Street, forbi den store St. Joseph Cathedral med de store spir og opdagede, at der var samlet en hel skare af mennesker på den anden side af gaden. Han fortsatte dog ufortrødent; ”hvis der ikke er nogen til speeddating, jeg har lyst til at tage med hjem, går jeg herhen og finder en,” tænkte han. Han var en mester i speeddating. Han var en mester på grund af sin erfaring, og fordi han havde gennemskuet konceptet: Til speeddating sad der to slags personer: Dem, der var desperate efter en at dele deres liv med, og dem, der blot ønskede en nats selskab. Det var overfladisk kærlighed i begge tilfælde. To folk i den første kategori ville ofte finde sammen, fordi de følte, de endelig havde fundet en, der kunne holde dem ud. Ikke fordi de var forelskede. De var ikke ude efter lykke, men blot tryghed. Konceptet fungerede egentligt udmærket, og folk fik, hvad de vil have. Det var først, når en person fra den første gruppe endte sammen med en person fra den anden gruppe, der opstod problemer. Så ville en af dem altid ende med at blive såret. Det havde aldrig været hans intention at såre nogen, det havde blot været en af”¦ Betingelserne for, at han kunne få det, han ønskede. ”Min pistol?”, replikkerne kørte stadig inde i hans hoved; det var vigtigt, han havde øvet dem ordentligt igennem, så han kunne levere dem helt nøjagtigt. Piger blev betaget af, hvad de hørte. ”Nej, bare rolig, det er blot min tjenestepistol. Jeg er skam politimand, og ikke en af de farlige forbrydere. Medmindre du ønsker, jeg skal være det?” Denne replik skulle leveres halvt lænet over bordet og med et glimt i øjet. Hvis hun fnes eller rødmede, vidste han, den havde virket, og så var den stort set hjemme. Hvis hun derimod så skræmt eller frastødt ud, skulle han blot grine og sige ”spøg til side,” og bevæge sig mod den næste pige. Han drejede ned ad en af sidegaderne og så stedet længere fremme. Hvilke typer er der mon i dag? Han håbede, der ville være en som Lotte. Hvorfor kommer hun ikke sådan et sted, tænkte han. Så kunne han jo tage hende ud på en date, invitere hende hjem til kaffe og for en gangs skyld lade hende blive om morgenen efter i stedet for at simulere et dødsfald i familien for at få dem til at gå, som han plejede. Han åbnede døren til mødestedet og så, han var kommet for sent. Han skyndte sig at sætte sig ved et ledigt bord, hvor hans navneskilt lå. Overfor ham sad en flot, blond pige. ”Hej, Jeg hedder Samson, Martin Samson. Du ved Samson, som ham bibelfyren”¦” Martin havde nu været igennem tre speeddates, og indtil nu havde ingen af pigerne bidt på. Hans tanker var hos Lotte. Når han kom hjem, ville han gå direkte ind til hende og spørge, om hun ville med ham ud at spise. Eller i biografen måske? Han tog sig noget vand og besluttede sig for at smutte hen til Lotte med det samme. Han tog sin jakke på og gik ud på gaden. Han kunne høre larmen oppe fra restauranten på St. Joseph Street. Han skulle til at vende om og gå en anden vej for at slippe for de mange mennesker, da han så to politibiler køre forbi. Han rakte hænderne op, og det lykkedes ham at stoppe den ene. Betjenten i politibilen var en af hans nære kolleger. ”Hvad sker der?” Martin opdagede, at han selv på sine fridage ikke kunne undgå at være politimand. ”Martin. Der er”¦ opstået en drabssituation på et vaskeri på St. Joseph Street. Vi er blevet kaldt ud for at fange morderen, der har søgt ly i katedralen, uden at skabe panik blandt de mange mennesker.” Hans blik sank ned, da Martin gik om for at åbne døren og sætte sig ind. Han rakte hånden ud for at stoppe ham. ”Martin, chefen vil ikke have dig med. Han mener ikke, du er i stand til at agere rationelt”¦ Du ved, upåvirket af situationen.” Martin så overrasket på sin kollega. Han havde aldrig opført sig irrationelt før, hvorfor skulle han så gøre det nu? Men før han kunne nå at spørge, havde kollegaen allerede givet ham svaret. ”Manden, der er blevet skudt, er din bror. Det gør mig ondt, Martin.” Han undgik Martins blik og skulle til at køre, da han hørte bildøren åbne sig og mærkede en tjenesterevolver hårdt trykket imod sin tinding. ”Ud af bilen, Paul.” Father Jacob var ved at falde i søvn, da han hørte den store dør i den mennesketomme katedral blive åbnet. Han rettede sig op i skriftestolen og mærkede et vindpust, da den fremmede satte sig ind ved siden af ham. Gitteret var rullet for, og de kunne ikke se hinanden. Men duften fra den skriftende var ham yderst bekendt. ”Fader, jeg har syndet,” begyndte han. ”Her kan du tale i fred, mit barn.” Father Jacob var for fokuseret på duften til at kunne koncentrere sig om, hvad han sagde. ”Jeg har slået den Røde Dame ihjel. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle se hende. Det var ikke meningen, det skete bare alt sammen s唦” hans stemme lød panisk og Father Jacob brød ind for at berolige ham. ”Rolig, min søn. Fortæl, hvad der skete.” Der var et par sekunders pause, før den fremmede begyndte at snakke igen. ”Jeg forlod vaskeriet, så jeg kunne nå hjem og hente mine piller. Jeg havde jo aldrig troet, hun ville dukke op. Men da jeg kom tilbage, stod hun der pludselig i en rød kjole foran sin maskine. Hun sagde, hun ville tage sit tøj og aldrig komme igen. Men det måtte hun ikke,” han snakkede hurtigt, og Father Jacob skulle koncentrere sig for at forstå, hvad han sagde. ”Hun ville forlade mig. Men jeg sagde nej. Så jeg tog hendes røde kjole op over hovedet på hende og kvalte hende i den. Men pludselig kom der en mand ind og skulle til at bruge hendes maskine til sin skjorte. Men det måtte han ikke, så jeg skød ham. Med en pistol jeg havde fundet under den Røde Dames kjole. Det var ikke min mening. Tilgiv mig.” Der var tavshed et par sekunder, inden præsten fik taget sig mod til at sige noget. Han havde genkendt både parfumen og stemmen. Han rev gitteret til side. ”Jeg troede, du var død, mit barn.” Sagde han og kiggede ind til ham. I samme øjeblik åbnede døren til katedralen sig, og i næste øjeblik blev den smækket i igen. ”Jeg ved, du er herinde!” Råbte manden. ”Du har dræbt min bror!” Father Jacob kiggede ud af skriftestolen og opdagede, at manden var bevæbnet. ”Bliv her, mit barn” hviskede han til den skriftende, ”jeg nægter at miste dig igen!” Father Jacob tog den lille pistol, han havde holdt i skriftestolen som en sikkerhedsforanstaltning efter de mange trusler, han havde modtaget fra skriftende gennem årene, og forlod skriftestolen. ”Forlad Guds hus”¦” Father Jacobs stemme blev afbrudt af mandens skud, der ramte ham i brystet, og han sank sammen. Blodet flød ud på kirkegulvet, mens klokkerne begyndte deres daglige ringen. Han brugte sine sidste kræfter på at sætte sig op. ”Må gud være med dig,” hviskede han, mens han hævede pistolen og skød mod manden. Simon Ambrose sad ved skriftestolen og lyttede, mens der blev affyret syv skud. Så rejste han sig og så de to mænd ligge livløse på det røde kirkegulv. ”Sikke et svineri,” tænkte han, mens han forlod kirken. Kirkeklokkerne ringede, det var godt vejr, og han var glad. Hvad skulle han dog bruge resten af dagen på? Måske skulle han gå ned og overrække den pris på restauranten? Eller tage sit skilt og”¦ Hans tanker stoppede, da han fra katedralens øverste trappetrin fik øje på skønheden ved den gule solnedgang over St. Joseph Street. Gud, hvor han dog elskede denne by. | ||||||||||||||
 | Jakob Wilms | 2012-06-28 12:21:24 |
En rigtig spændende novelle, hvor det lykkedes at skabe nogle fine billeder i læserens hoved. Jeg synes der er et godt "drive" i novellen, hvilket mest af alt ligger i den "action" man forventer vil komme.
Det er fint at bruge en religiøs person som Saint Ambrose selvom jeg dog mangler lidt klarhed over hvorfor det er ham som er involveret i al dramatikken.
Men alt i alt en rigtig fin og spændende novelle.
JW
Det er fint at bruge en religiøs person som Saint Ambrose selvom jeg dog mangler lidt klarhed over hvorfor det er ham som er involveret i al dramatikken.
Men alt i alt en rigtig fin og spændende novelle.
JW
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
