 |  | Historien er fri |
 |
|
|||||||||||||
|
De stod alle sammen samlet omkring den. Næsten. På afstand stod Peter: En ung fyr med en lang mørk frakke, der hang som et andet og større menneske over hans spinkle krop. Han havde lilla hår, som var rodet og vildt fra urolig vind og hvidt voks, der prægede det umiskendeligt manga. Han gik langs vandkanten, uimponeret. Bølgerne slikkede hans store sorte støvler med urokkelig kurs mod ingenting. Han røg og skævede. ”Gå da for helvede hjem og se TV I søludere!” tænkte han irriteret og samlede en blå sten op. Det var vådt at røre ved bunden og stenen var grumset og kold. Han skyllede den i det pendlende vand, der dårligt nok reflekterede skumringsskæret fra jydehimmelen, endsige jyden selv, som vel at mærke var ligeglad. Et hav af smadret spejl, et hav af ulykke. ”Fuck det.” Han gjorde bevægelse til at kaste stenen ud i æteren, men stoppede. Igen kiggede han på stenens blå facade, de små krakeleringer, den mærkelige form. Et øjeblik. To øjeblikke. Realisationens sved sprang frem på hans ellers kølige pande. Han så væk fra stenen og over på den. Forbi menneskene, der langsomt var begyndt at sprede sig, efterhånden som det gik op for skaren, at underholdningen var kedende statisk. Døden har den effekt på ting. Han så ned på stenen i sin hånd, og så hen på den og endnu en gang på tingen, han havde i hånden. ”De ligner jo fuldkommen hinanden”, mumlede han for sig selv med ærefrygtig mistro. En død blåhval længere op ad strandbredden og en stendød blåhval i Peters hule hånd. Han kiggede rundt, som for at se om nogen tog pis på ham eller om nogen måske kunne hjælpe ham med at forstå. Men flere og flere folk gik og han blev mere og mere alene. ”Hvad fanden sker der?!” Han skråede over sort tang og tungt sand i retning af den døde blåhval. Henne ved den stod kun en enkel lille pige og prikkede den i øjet med en gul legeskovl. Brændingen buldrede. Moren kaldte på hende og råbte, at hun ikke skulle røre ved den, at den var beskidt og fyldt med sygdomme. Hun løb grinende derfra, mens hun fægtede med skovlen. Peter gik hen til, hvor pigen havde stået. Øjet var vidt åbent og mørkt på nær et par enkelte refleksioner, der dansede på dens gravblik. Stenen bevægede sig en smule i varmen fra Peters knyttede hånd. Han fik et chok og tabte den ned i sandet. Nu lå stenen og sprællede for hans fødder, som var den ved at blive kvalt. Hvalens øje var blevet helt sort. Natten, der havde sænket sig, fik Aarhus bugt til at trække sig sammen til et sovekammer eller et øje der lukkes. Han skyndte sig at samle stenen op, førend den blev svøbt ind i tæppet af mørke. Han puttede den i frakkelommen og gav sig til at lede efter drivtømmer og kviste imellem krattet bag sandstriben. ”¦ Ilden varmede hans kinder på den kolde strand. Han sad i skrædderstilling pakket ind i sin mørke frakke og grublede over den sære begivenhed. Det lilla pandehår faldt ned i drengens blå planetare øjne, der lyste orange i genskinnet fra flammerne. Stenen lå på bunden af en rød legespand. Den havde han fundet sammen med brændet og efterfølgende fyldt med nattens grå havvand. Stenen havde forekommet ham at være ved at dø. Han så ned i spanden. Det boblede fra dens åndehul op gennem vandet i en bruslignende søjle, indtil boblerne nåede overfladen og sprang. Peter havde tændt bålet tæt ved hvalen, der lå som en vældig skygge i sandet. Dens øjne glinsede fra senduggen og lignede åbne vinduer til universet; ilden dansede derinde - derude, og hver gang Peter så ind i de døde vinduer, havde han svært ved at se væk igen. Han ville springe ud i dem. Han ville fravriste sig øjenkontakten med det døde blik. Han ville.. Han så ned. På bunden af hans tvivl fugtedes sandkornene. En boble sprang på hans næse og med ét for han tilbage, nær ved at falde ind i bålet. Den lille finne havde just nået at strejfe Peters hvide næsetip, inden den var dykket ned i spanden igen. Flere bobler sprang fra vandet som gnister i et bål. Ud af dem væltede der ord. Han troede det først ikke, men det blev svære at ignorere, jo flere ord der lød fra taleboblerne: ”Fri sjæl. Bølger bærer væk fra bredden. Fri væk” Peter stod lammet over spanden. Hårene på hans arme havde rejst sig, ørerne vendte sig mod stenen som solsikke for solen og hans øjne stod på stilke i deres kæmpende forsøg på at tro på det de så. Stenen plaskede og en boble sprang og sagde: Hvem. Pop: Du. Pop: Er? Peter var mundlam til at begynde med. Han fortsatte bare med at stirre. Ordenes resonans bølgede igennem ham. Ved siden af hvalen. Stenen sprøjtede vand på den. Det ramte dens sorte øje som en tåre. Peters øjne var helt tørre. Men indeni var han ved at drukne. Endelig et fantastisk. Der skete noget. Et liv var ikke bare at blive revet med eller midt over eller den af. Det var skrøbeligt i en boble og ækelt i tonstungt rådnende spæk. ”Jeg er Peter.” Han kiggede ned i den røde spand som lignede lava i det kraftige lys fra bålet. Stenen sendte bobler op til overfladen. Pop: Hvem? Pop: Hvem? Pop: Hvem? Stemmen var så speciel. Peter forestillede sig en musling åbne sig på bunden af havet og tale. Den lød gammel og fjern og dog så intim, at det føltes som første gang nogensinde at nogen rigtigt spurgte ham om noget. Og så hvem han var. Jamen Peter tænkte han desperat og knugede grebet om sine lægge. Han sad på hug og vippede som en båd på et uroligt hav. ”¦ I går var han Peter. Han sad i kantinen og skar i sin mad. Han spiste ingenting. Han ville være ingenting. Drengen ved siden af ham kaldte ham ingenting. Omkring ham ophævedes tingene og tanker om ting. Eksistens og form var drømme om et noget hos de tragisk-udlængselsramte. Der var ikke noget. Der var hul og hul. Der var ingen-ting. I dag blev han spurgt nede fra et rødt bundfald af magi og salt, om hvem han var. Peter knugede sig sammen i sine arme. Han pressede sig så hårdt sammen som han kunne. ”Jeg er noget. En sten kød." ”¦ I sin hånd holdte han den sprællende sten. Den blev tørrere og tørrere. Han skyndte sig hen til vandkanten. Dér under den hvide måne, som lignede en knogle, der stak frem af natten, jog han armen tilbage og sendte med alt sin styrke stenen flyvende ud på havet, samtidig med at han prøvede at klemme noget ud gennem sine øjne. Stenen skar ned i en dønning og ramte en flaske på rejse gennem en strøm. Flasken som var grøn, indeholdt en post, der blev våd og ulæselig idet glasset knustes uden en lyd i verden. Læs mere på Morter: http://petrakjensen.wordpress.com/ | ||||||||||||||
 | haleløs | 2013-02-16 20:11:19 |
velskrevet strandscenarie i Aarhus-bugten med strandet hval og sten-metaforer.
Liiiige lovlig fantasifuldt men ... interessant! (fik ikke læst heeelt færdigt).
VELKOMMEN TIL!
venligst ...
PS kig over til profilerne NHUTH, Reppel og Lau GN
Liiiige lovlig fantasifuldt men ... interessant! (fik ikke læst heeelt færdigt).
VELKOMMEN TIL!
venligst ...
PS kig over til profilerne NHUTH, Reppel og Lau GN
| Petra | 2013-02-16 20:17:05 |
Mange tak haleløs - Og jeg tjekker de foreslåede profiler ud :)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
