 |  | Han kom ikke hjem til tiden ... |
 |
|
|||||||||||||
|
Hun ser på klokken. Nu er den snart 14:30. Et let smil breder sig på hendes røde læber. Tanker om at høre hans stemme i røret og vide at han snart kommer hjem, danser i hendes bevidsthed. 'Skat, tak fordi du lovede at komme hjem,' siger hun højt, selv om ingen lytter. Hun retter på strømpesømmen og fjerner et usynligt fnug fra den stramme sorte kjole. Læser sms'en fra ham igen: 'Skat, jeg elsker dig. Selvfølgelig kommer jeg hjem, når jeg har lovet det. Din.' Så ringer hun. På slaget. 'Jeg er ikke helt færdig, vi sidder lige et par stykker ... En halv time, så er jeg der.' 'Men skat, du var ude med Hanne i går, og du lovede ...' 'Jeg ved det godt. Vi ses, skat.' Det summer i røret. Smilet glider langsomt af hendes ansigt. Uro breder sig i kroppen i samme takt. Det stikker let i hendes hjerte. Lyden af uret på væggen når hendes øre og forstærkes. Tik. Tak. TIK. TAK. Hun ryster på hovedet for at blive lyden kvit. Hun bider tænderne sammen, og tager sig til tindingen. 'Nu er han vel ikke ...?' En isnende kulde kryber ned ad hendes ryg. Hun tør ikke tænke tanken færdig. Men et sted i hendes bevidsthed har den fuldførte sætning allerede sat sig, og givet hende den første lille dosis af den velkendte gift. Tvivl. Og samtidig med denne gift, sniger frygten sig ind ad bagdøren og tager plads på første række, så den ikke er til at undgå øjenkontakt med. Langsomt lammes hun. Ude af stand til at røre sig sidder hun på stolen med telefonen foran sig. Stirrer på den som om det skulle hjælpe den til at ringe. Tankerne er til gengæld ikke lammede. Med lynets hast bevæger de sig rundt som i en Flipper-maskine. Tilfældige kombinationer får klokkerne til at ringe. Kime. I hendes hoved. 'Neeeeeeeeeeeej!' nærmest skriger hun, mens hun ser sin elskede kysse en ukendt kvinde. Og hun ryster og virrer med hovedet. 'Det skal gå væk, nu! Det må ikke være sandt!' Hun kigger på klokken. 15:00 er den. Ringer ... 'Ja, jeg er lige ved at være færdig. Men jeg kan ikke høre. Det larmer.' 'Men skat, fortæl mig lige ...' 'Hvad? Jeg kan ikke høre. Jeg kommer snart ...' Summen igen. Hun stirrer tomt frem for sig et øjeblik. Så bliver øjnene mørke. Og smalle. Øjeblikket efter er telefonen kylet tværs gennem lokalet. Rammer væggen. Skilles i cover, batteri og teknik. Hun er optændt af raseri. Er sprunget op fra stolen med hver en muskel spændt i hendes kurvede krop. 'Den skiderik! Hvad fanden bilder han sig ind?' Hun skal til at råbe den næste sætning, men når det ikke. Al kraften forlader hendes krop, siver stille ud af hende, som sukker fra en pose med hul. Og hun glider ned til knælende stilling. Så gennemrystes hendes krop af en hjerteskærende gråd. 'Skat, hvorfor gør du det her? Hvor kan du? Hvad har jeg gjort for at fortjene det her? Jeg elsker dig jo.' Ordene kommer stødvist og hikstende gennem tårerne. Tårerne som strømmer fra en uudtømmelig kilde. Hun snapper efter vejret. 'Elskede, ved du ikke hvad det gør ved mig det her? Hvordan kan du rive mit hjerte sådan ud og trampe på det? Se på mig. Se...' Hendes kinder er vædet af tårerne og den sorte mascara. Det tvinger hende på benene, hen efter køkkenrulle, og der er næsten ikke mere tilbage. Hun pudser og pudser, og forsøger at rette den ellers så perfekte makeup. Samler stumperne af telefonen op og får dem sat sammen igen. 'Nu er det hele ødelagt. Jeg ville jo bare ...' Tanken får gråden til at vende tilbage. Og hun må tørre igen. Pudse igen. Billeder af en kvinde dukker op på nethinden. Hun lægger armene om halsen på hendes elskede. Ler og smiler. Kysser ham med tungen. Hendes elskede nyder kysset, kæler for kvindes bryster og ler tilbage ... Blodet stiger op til hendes ansigt, og hun knytter hænderne så knoerne bliver hvide. 'Det slipper du ikke godt fra!' råber hun og hamrer de knyttede hænder i gulvet. Hun hamrer, og hamrer. Det gør ondt, men hun ænser det ikke. Med ét stopper hun. Hun kniber øjnene sammen og der er en krusning ved hendes mund. 'Hvis det er sådan du vil have det ... Det skal du få betalt.' Hun rejser sig, nærmest marcherer hen til hans skab. Febrilsk bladrer hun mellem hans bøger. Dér! Dér er hans elskede signerede bog. Hun tøver et øjeblik. Det må jo ikke opdages at hun har ... Så flår hun den til sig. Står et øjeblik med den. Så smiler hun stille. 'Den kan jo blot forsvinde. Og han er sådan et rodehoved.' Med hastige skridt går hun hen til pejsen. Kyler den ind midt i brændebunken. Hun ser den forsvinde i flammerne. For hvert blad der krølles og farves sort for derefter at gløde og blive til intet, bliver hendes sjæl roligere. Hun sukker. Hun ser på sine hænder. De ryster ikke mere. Nu er den 15:30. Hun ringer. Men der er intet svar. 'Lige som det plejer at være. Den lort.' Hendes rynke mellem øjenbrynene er stærkt markeret. Øjnene lyner. 'Bare vent. Når du kommer hjem er jeg her ikke. Hvorfor skulle jeg? Jeg hader dig! Jeg hader dig! Hvis du har gjort noget med en anden kvinde, så slår jeg dig kraftedeme ihjel!' Hastigt går hun ud i køkkenet, flår en skuffe op. Dér ligger slagterkniven. Musklerne spændes i hendes hænder og i hendes arme. Hun griber kniven og hamrer den ned i spækkebrættet. Igen. Igen. Og igen. Hun gisper efter vejret mens hun hamrer. 'Du skal bare dø! Dø! Dø! Din ...' Hun stivner midt i sætningen. Øjnene er sørgmodige. Tårerne vender tilbage. Og med dem bevidstheden om, at hun aldrig, aldrig ville kunne udføre nogen som helst ugerning mod sin elskede. Så hulker hun. 'Jeg vil jo bare have dig hjem, som du har lovet. Åh min elskede, hvorfor gør du det her? Har jeg virkelig fortjent at blive behandlet sådan? Hvorfor? Hvorfor? Hvorfor kan du aldrig glæde mig? Jeg beder jo aldrig om noget, andet end at du holder dine løfter.' Hun hiver efter vejret. Har besvær med at få luft. Kniven er gledet ud af hendes hånd og ligger på det gennemhullede spækkebræt. Hun sanser ikke at knivspidsen er gået løs. Har boret sig ind i spækkebrættet. Sidder fast dér, som smerten i hendes hjerte. Apatien breder sig efterhånden som gråden stilner af. 'Jeg elsker dig jo. Kom hjem til mig. Kom nu hjem,' hvisker hun. Den er 19:00. Hun har ringet og sms'et, men han svarer ikke. Nu ligger hun på sengen i hans side. Puden er gennemvædet af tårer. Øjnene ser tomt på væggen. Knuden i maven vil ikke forsvinde. Den ene arm ligger ud over sengen med hånden knyttet. Hendes øjne er ved at glide i. Men hun kæmper stadig lidt imod. Et lille smil går over hendes røde mund. Så mange piller har hun aldrig spist før. Hun kan næsten ikke stå imod længere. De smukt markerede øjne glider stille i og hun kæmper ikke længere. 'Bare sove lidt. Bare lidt fred. Ikke mærke knuden mere ...' En stille klirren lyder. Hendes hånd er gledet op og vielsesringen er faldet på gulvet. 20:00. Døren går op. Han træder ind i lejlighedens entre. Hænger jakken på plads. 'Skat, jeg er hjemme! Undskyld det blev så sent, men den kjole du har ønsket dig så længe - den var søreme svær at få fat på! Jeg ville ikke sige noget da du ringede. Skat?' | ||||||||||||||
 | haleløs | 2014-04-16 19:23:06 |
gift ad-libitum; SUPERBT beskrevet og fortalt! venligst ...
| nhuth | 2014-04-16 20:07:33 |
Ja. det er superbt skrevet og kræver ny læsning. Her er en forfatter med mere end krummer i.
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
