 |  | Den Gamle Mand i Haven |
 |
|
|||||||||||||
|
“Nej! Nu er han der igen!” Gartneren råber næsten fra vinduet, mens han vifter ad sin kone, at hun skal komme hen og kigge. Vinduet, der sidder skråt ud mod hjørnet er det perfekte sted at holde sig orienteret. Herfra kan man se hele Larsensgade og det meste af Vestergade. Med en kikkert kan man endda være heldig at få øje på et par midaldrende mænd og kvinder med hang til lidt afveksling i deres respektive ægteskaber. Det syntes at være et af de foretrukne steder til den slags - nede i de gyngende lystbåde. Gartnerens kone sætter det tomme serveringsfad på bordet og småløber hen til sin mand. “Hvad? Hvem?” Hun gør intet for at skjule sin forventning og glæde over udsigten til lidt spænding og sladder. “Det er den gamle stjærv til Frederiksen,” Gartneren peger energisk ud mod gaden, “Nu er han der igen! Se!” Gartnerens kone trykker næsen flad mod ruden som et barn ved en slikbutik. Som om de få ekstra milimeter kan gøre en forskel og give hende et bedre udsyn. Hun har set en del i den tid, hun har boet her i kvarteret og der er efterhånden ikke meget, der kan overraske hende. Slet ikke, når det gælder Frederiksen. Men her har han nu alligevel overgået sig selv i mystisk adfærd. Den gamle står i sin have med en periskopkikkert fra en legetøjsbutik og lurer ind gennem vinduerne i stuelejligheden. Med periskopkikkerten kan han se alt, hvad der foregår i fru Holgersens hjem. Han har haft et godt øje til hende i årevis og det ved både Gartneren og hans kone. Måske er "et godt øje" ikke det rette udtryk. Ingen tvivl om, at han gerne vil giftes med hende, men de fleste i kvarteret mener nu ikke, det har meget med kærlighed at gøre. Eller naturlige drifter, for den sags skyld. Nej, det er nok snarere et spørgsmål om at have én, der kan vaske hans tøj og lave hans mad og sådan. “Hvad tænker manden på?” siger Gartnerens kone ud i luften. Hendes mand glor bare på hende. Han ved præcis, hvad manden tænker på, men det kan man jo ikke sådan bare sige højt. I stedet ryster han blot hovedet som en skuffet far, mens han holder godt øje med hele scenariet. “Du må gøre noget,” foreslår hans kone, men det har Gartneren overhovedet ingen intentioner om. “Næ, nej,” svarer Gartneren, mens han forsøger at styre sin vrede, “han er en voksen mand og må selv tage ansvaret for sine handlinger - uanset hvor tåbelige de er.” Så tager han kikkerten for øjnene for rigtig at kunne følge med i udviklingen. Hans kone sukker dybt og går tilbage til sit arbejde med at rydde bordet efter frokosten. Hun når ikke engang ud i køkkenet, før Gartneren brøler vildt. “Ha! Så, for Saa... Nu får han problemer!” Hun smider, hvad hun har i hænderne og når lige akkurat hen til vinduet til at se Stene Lene i fokuseret hurtiggang op ad gaden. Lenes stenansigt virkede hårdere end nogensinde før som hun nærmede sig den gamle mand med periskopkikkerten. Han var så fokuseret på chancen for at få et glimt af nøgne rynker i fru Holgersens badeværelse, at han slet ikke lagde mærke til den ankommende fare. Beboerne i vestkvarteret havde set deres del af sære ting, men det, der nu skete, var en scene, der havde potentiale til mange snakke hen over bridgebordet. Lene sagde ingenting, da hun greb gamlingen om det spinkle liv og løftede ham op som en pjaltet dukke og bar ham ned ad vejen med en stadigt voksende hale af larmende unger efter sig. Børnenes morskab gik ikke stille for sig og støjen tiltrak blot yderligere opmærksomhed til det spektakulære syn. For hvert af Lenes bitte små skridt voksede halen i både længde og bredde og bestod snart af både børn og voksne, der alle ville være en del af balladen. Endelig nåede den uantastede Lene med hele sit følge til Købmand Henriksens butik og uden nogen som helst form for advarsel smed hun den forsvarsløse Frederiksen i affaldscontaineren til stort applaus fra sin fanklub. Frederiksen skreg som en femårig, der ikke ville forvises til sit værelse, men Lene emmede af raseri og knaldede containerens låg i med et brag! Lige for næsen af ham. Hvad hun ikke havde opdaget var, at Frederiksen havde fået hånden op på kanten af containeren og var lige ved at hæve sig ud af sit mareridt og da låget klemte hånden gav han et par korte bjæf fra sig og pludselig blev alt stille. Helt stille. Lene havde allerede forladt åstedet og var nu på vej tilbage til sine gravsten og sine hunde. Indtil da havde hun kun denne ene ting i hovedet: at få stoppet den gamle mand med periskopkikkerten på en sådan måde, at han aldrig nogensinde igen ville turde genoptage sin klamme hobby. Det havde virket som en god idé, men nu begyndte hun så småt at tvivle. Hun havde været i gang med at flytte nogle gravsten og da hun tog fat i den sidste, havde hun ud af øjenkrogen set noget, der i dén grad havde bragt sindet i kog. Hendes tankegang havde været simpel og missionen krystalklar, da hun satte af sted for at gøre det eneste rigtige: at få stoppet den gamle gris inden stakkels gamle fru Holgersen døde af chok eller vrede i badekarret. Men nu, hvor hun var på vej tilbage og adrenalinet langsomt aftog, begyndte hun at spekulere og i samme omfang satte hun farten gradvist ned. Hvorfor er Frederiksen så stille? Det ligner ham ikke at lide i stilhed... Pludselig fik hun en ganske forfærdelig tanke og vendte om. Først med forsigtige skridt, men efterhånden gik hun hurtigere og hurtigere. Til sidst løb hun, hvis man ellers kunne kalde Lenes hurtigste tempo for løb; men da hun kom tilbage, stod der allerede en rand af mennesker omkring affaldscontaineren. Nogen havde løftet gamle hr. Frederiksen ud af affaldet og han lå nu ganske livløs på fortovet, mens Samuel Friedenhoff trykkede med fast rytme på mandens brystkasse. Efter lidt tid stoppede han og rystede på hovedet. Alle var stille og var en udefrakommende dukket op på netop det tidspunkt, ville vedkommende nok have undret sig en del over, at så mange mennesker kunne stå sammen på én gang og alligevel være så stille. Selv Gartneren stod mundlam i sit vindue, mens kikkerten langsomt lagde sig på vindueskarmen. Friedenhoff rejste sig og så på Lene, som nu ikke længere var i tvivl om, hvorvidt hendes beslutning havde været rigtig. Det var ikke decideret gråd, der kom fra hende. Nærmere en slags indelukket hulken, som hvis man græder ind i sin pude om aftenen. Friedenhoff, der ikke mente sig i stand til at gøre mere for Frederiksen, rejste sig og lagde sin arm omkring Stene Lene. Han gav sin søn en kort besked om at ringe efter politiet og fulgte så Lene hjem. | ||||||||||||||
 | Jakob Wilms | 2012-06-28 12:32:38 |
En fin lille novelle, som bringer smilet frem trods sin lidt sørgelig afslutning.
Jeg synes du bruger sproget rigtig godt og det giver et godt flow i læsningen. Jeg synes måske, at du har lidt for mange karakterer med i en så kort tekst. Som læser får man jo lyst til at forstå de introducerede karakterer, men også få lidt indsigt i deres personlighed. Jeg synes der er lidt for mange navne med her, hvilket desværre gør dem allesammen en smule flade. Men selve historien er rigtig god læsning :-)
Jw
Jeg synes du bruger sproget rigtig godt og det giver et godt flow i læsningen. Jeg synes måske, at du har lidt for mange karakterer med i en så kort tekst. Som læser får man jo lyst til at forstå de introducerede karakterer, men også få lidt indsigt i deres personlighed. Jeg synes der er lidt for mange navne med her, hvilket desværre gør dem allesammen en smule flade. Men selve historien er rigtig god læsning :-)
Jw
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Tak for dine kommentarer. Jeg kan godt forstå, du synes, det virker lidt voldsomt med de mange mennesker i fortællingen og her må jeg jo gøre en lille indrømmelse:
Jeg har snydt lidt...
Novellen her kan for så vidt godt stå alene, men den er faktisk taget fra min kommende roman, 'Østerby' og det er kapitel 3, hvor personerne allerede er blevet introduceret...
Så fup og svindel, det er, hvad det er! Men jeg kunne jo ikke dy mig alligevel, når nu jeg havde noget på bedding i forvejen...
mvh.
Per