 |  | Dissonans |
 |
|
|||||||||||||
|
Engang var det før vi havde større ord end dem der kom. Du var farveløs rød da sandet viste vej og vi sortnede let ned på den trygge mur af afstand. Knækket hud hang som minder hvor intet var Engang var det før vi følte større mening end den der kom. Glasklar blå var du kroppens billede der stregede sig ind på glemte steder. Sammen var vi kun et ark af fortræd. | ||||||||||||||
 | JoseLarsen | 2013-05-24 09:38:19 |
Skarpt med "kun et ark af fortræd." Jeg kan også godt lyde farvetemaet i den første del, hvordan kan det være det ikke kom med i den sidste? :)
| moon-cat | 2013-05-28 13:10:53 |
Tak :-) Mht sidste strofe tænkte jeg at al farve forsvandt - som når blodet forsvinder fra kroppen, blodet som i livsnerven. Men måske jeg skulle putte det ind? Vh moon-cat
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
