 |  | Ingenting, kapital 1 uddrag |
 |
|
|||||||||||||
|
Kapitel 1 - stemningsskabende indledning Det var tredje gang den nat Adam vågnede. Endnu en nat hvor han vågnede badet i sved. Mareridtne vækkede ham stadig efter så mange år, selvom det altid var de samme. Han gik gennem den kolde stue, ud og åbnede køleskabet hvis indhold bar præg af en ung mand i tyverne. Gammel mælk, en liter koncentreret appelsinjuice, leverpostej, makrel og 40 dåseøl fyldte det ud. To af øllene blev taget med ud på den mørke altan. Klokken var et sted mellem 3 og 4, og det var overraskende stille for en torsdag nat i København. En mærkværdig lysinstallation fra en plads 50 meter nede af vejen var det eneste lys og det lilla neonlys lokkede konstant Adams blik. Stilheden var så udtalt at han kunne høre gløden brænde et par milimeter af den første Marlboro han tændte - han begyndte at mærke den kølige nat gennem sine joggingbukser og t-shirt hvor små kuldegysninger løb ned af ryggen. Han reflekterede over de få brudstykker fra nattens sidste drøm som endnu var i hans erindring. Han havde været i et sommerhus midt i en stor skov med sine forældre og sin søster. Udover at forældrene var skilt, og at de aldrig havde været på den slags ferier var der ikke noget specielt ved situationen. En ukendt mand havde lovet at dræbe ham inde de skulle hjem, men indtil den sidste dag havde der ikke været nogen tegn på at det ville ske. Alligevel havde uroen været stigende efterhånden som dagen var ved at slutte. Han havde brugt den på at lukke vinduer og låse døre efter familien der var rendt ind og ud, uden at tage hensyn til at der var en morder udenfor huset. Han ville komme og dræbe ham. De havde siddet alle fire inde i stuen og det havde været mørkt udenfor. Adam kunne mærke han var derude, det var kun et spørgsmål om tid før han ville komme. Han havde trukket gardinerne for alle vinduerne, men de kunne ikke dække en lille sprække i vinduet overfor Adam. Han prøvede forgæves at dække den lille sprække der viste et lille udsnit af den mørke skov, men ligemeget hvordan han prøvede at trække gardinerne for kom sprækken igen. Han stirrede ud i mørket. Ansigtet fra hans far reflekterede i vinduet inde fra stuen da det pludselig forsvandt og I stedet blev afløst af morderen ude i mørket der kiggede ind grinende. Grinet blev til at højt skrig. Det var her han havde vågnet. Adam skoddede sin smøg ned i en af de sammenkrøllede øldåser og tændte endnu en, forestillede sig at mærke varmen fra gløden som cigaretten hvæsede da han tog et nyt langt drag. Fra altanen kunne han betragte trafikken rulle stille ned af Frederikssundsvej. En enkelt autonom skramlede, fuld af billig vin, på sin cykel mod Nørrebro. Støvregn havde trukket sig ind over byen og lagde sammen med mørket et tæppe om bevægelser og lyde. Adam blæste en røgring op mod skyerne mens han mærkede sit hjerte banke hurtigere. Han følte sig fanget i et limbo, totalt afslappet med højt blodtryk. Han havde altid haft et anstrengt forhold til natten, den var sjældent god ved ham. Alligevel følte han sig draget mod den. Ikke alle personer tåler at være alene med deres tanker i mørket og stilheden. Det fyldte askebæger og de tomme øldåser talte sit tydelige sprog om dette. For en sjælden gang var der et ophold i trafikken, og stilheden gav Adam en følelse af at sidde i et lille rum. Han mærkede en kold brise kærtegne hans kind. Han var helt alene. Fornemmelsen var gennemgående for hans tilværelse. Livet var en række distraktioner før man døde. Denne gang var det ikke lyden af endnu en bil der afbrød Adams intime stund med natten, men skænderi nede foran et af Nordvests mange værtshuse. En spritter snakkede med den karakteristiske snøvlen og de dårligt udtalte s'er. Selvom Adam sjældent besøgte værthusene kunne han ikke undgå at føle et vist skæbnefællesskab med stamgæsterne. Når han havde været liderlig og beruset havde han ofte overvejet at gå ned og samle en op. Hun ville være langt under hans standard og sikkert en hel del ældre vurderet ud fra stamgæsternes demografi. De ville ikke kysse men bare have hård sex. Hendes tilfredsstillelse ville være i form af hans udseende og den trænede krop. Han ville tage hvad han ville have inklusiv klamydia og omkring en halv promilles chance for HIV; kondomer og sex var ikke en kombination for Adam. Hun ville hverken få navn eller nummer i tilfælde af graviditet. Han ville dog ikke være mere bange for at hun blev gravid end at han ville komme op i hende. Han havde dog aldrig gjort det. Nogle af samfundets åndssvage moraler havde alligevel hængt på gennem de sidste år. Nattens kvindelige selskab var derfor endnu engang fra livejasmin.com. Et site hvor piger levede af at sælge dem selv over webcam. NastyNaty18 var online igen i nat, og for 4$ i minuttet var hun Adams. Hun var 18 som de fleste andre piger, i modsætning til de fleste andre løj hun sig nok kun et eller to år yngre. Lille mørkhåret latina med bryster der var noget for store i forhold til hendes spinkle krop. Han lod hendes stream fylde den ene halvdel af skærmen på sin bærbare mens han smed 1000$ ind på Titan Poker. Flere penge end han havde råd til at tabe. Adrenalinen fra de store hænder til flere tusind kroner sammen med den stigende promille og liderligheden af at se NastyNaty, der havde gang i en dobbeltdildo, gav kortvarrigt Adam ny energi. Han føler sig vågen igen. Hans hjerte hamrer og blodet i hans årer sætter farten op. Ilt bliver hastet ud til de yderste blodkar og hans muskler trækker sig sammen. Han føler sig stærk og kan pludselig se mere i mørket. Hjertet hamrer. Han går ind fra altanen og går rundt om sine sofaer. Han går ud på altanen, NastyNaty18 ligger i doggystyle. Han taber et flip om 1800 kr. Par 8 mod es knægt suited. Han forestiller sig tage hende mens hun tigger ham om at lade være. Hjertet hamrer. Han føler sig kortvarigt svimmel. Tager en hånd op og mærker sit ansigt for at bekræfte han stadig er der. Han går rundt om sine sofaer og ud på altanen. Han føler sig stærk, hans muskler spændt. Hjertet hamrer. Han sov aldrig længe om morgenen, men kunne alligevel ikke falde i søvn om natten. Manglende søvn havde bragt ham i en trancelignende tilstand hvor en fornemmelse af at betragte sig selv udefra ofte forekom. Den havde sikkert været lærerigt hvis Adam ikke havde været for træt til at huske noget fra disse nætter. Det siges at søvnløshed medfører sindssyge. At hjernen står af og ikke kan bearbejde de nye indtryk til sidst. Hans øjne og lemmer var tunge og hans hjerne på standby. Han rystede af kulde nu og gik tilbage ind i lejligheden. De første fugle var begyndt at pippe, og inde fra stuen kunne han betragte en ny dag blive født mens hans eget liv blev en tilsvarende kortere. Stuen på omkring 60 m2 var sparsomt indrettet. En besøgende ville først og fremmest lægge mærke til en meget begrænset udsmykning af vægge samt fraværet af potteplanter. Han satte sig på sofaen og gned sine hænder i ansigtet for at få uvirkelighedsfølelsen til at forsvinde, samtidig med han begyndte at kunne mærke en beroligende effekt fra de to øl, hans puls var faldende. En enkel pære oplyste stuen. Den hang og dinglede uden lampeskærm i midten af rummet i ledningen. Den nordlige mur havde det meste af tapetet revet af og blottede derfor mursten af forskellige orange nuancer. Et par tomme flasker vin fortalte deres om weekends begivenheder. Kvinderne kom altid til ham. Hans mystiske distancerede facade fik dem til på en gang at føle sig usikre og dragede mod ham. Når først den indledende kontakt var skabt havde han lært at sige alle de rigtige ting. Han var uhøjtidelig, lidt sjov, selvironisk, selvsikker og interessant spørgende - det hele var rigtigt afbalanceret. Der havde ikke været mange kvinder i Adams liv, de fleste tilnærmelser var blevet afvist. Han spekulerede ofte over, hvorvidt den manglende lyst var angst for at binde sig, blive såret eller om han bare var for kræsen. Nattens anden drøm havde adskilt sig markant fra de normale drømme. Omkring 100 mennesker fra Adams arbejde, primært mænd i trediverne, var samlet ude foran en stor grå silo. Siloen havde han set før. En gang for et par år tilbage havde han med sit tidligere arbejde været til fest i den, den lå på Islands Brygge. Nu befandt den sig dog ved siden af Adams gamle gymnasium. De skulle have en rundtur i et nyt åbent kontorlandskab der var blevet indrettet i siloen. For at komme op skulle de med elevator. Adam gik bagerst men fortrød pludselig da han som en af de sidste stod ved elevatoren. Af en eller anden grund havde han nægtet at gå med gruppen på et par hundrede mennesker og var blevet stående udenfor. Her havde han frit udsyn til at se siloen styrte i grus uden at efterlade nogen overlevende. Han kunne ikke huske hvornår han sidst havde overlevet i en af sine drømme. I perioder som disse syntes et normalt liv uden for rækkevidde. Han kunne have gode måneder hvor drama, kriser og stress blev undgået. Han kunne se en sød og simpel pige og sidde fredag aften og en romantisk komedie. Holde uroen ude af kroppen i flere måneder ad gangen. Den kom dog altid tilbage. Den sneg sig stille og roligt ind på ham. Det startede altid med en stigende følelse af rastløshed i kroppen. Nærmest som modsvar pumpede hans hjerne adrenalin rundt i hans årer. Det føltes mest af alt som hans krop vågnede op efter den havde været ved at drukne. Hans hjerte pumpede hårdt for at vække ham - holde ham vågen, selv midt om natten. Med bekymring havde Adam konstateret, at det bedste liv for ham fik hans krop til at føle sig døende. Det var som om en del af ham krævede mere end han kunne give og konsekvent modarbejdede ro og balance for at han kunne føle sig i live. Endnu en nat var gået da Adam klokken halv seks faldt i søvn igen. Han vågnede tre timer senere uden drømme til at spolere de få timers søvn. Om morgenen gik han direkte ud i brusekabinen, tændte for det kolde vand og satte sig på gulvet hvor han børstede tænder. Det tog cirka et kvarter inden hans tanker havde samlet sig en smule. Han følte udmattelsen i sin krop som han betragtede den i spejlet mens en engangsskraber hurtigt fjernede den sparsomme skægvækst på hans ansigt. Han var af normal højde og normal af bygning. For spinkel efter sin egen smag. Til gengæld havde flere års styrketræning sat sit præg på hans krop, hvor musklerne var markerede. Morgenmaden blev sprunget over igen på trods af advarsler om at det ville medføre lavt blodsukker, og at kroppen opbrugte sine reserver af proteiner og sunde fedtstoffer om natten. Adam var sjældent sulten om morgenen, og havde fået kvalme de enkelte gange han havde forsøgt sig med lidt yoghurt eller en bolle. Insulinresistens og stofskifte. Ingen bekymrede sig om de ting. Lidt over ti checkede Adam ind på IBM i Herlev. Han krydsede den enorme parkeringsplads i en komaagtig automatisme og tog ruten gennem receptionen, hvor han for sent opdagede den lidt for gamle receptionists flirtende smil, hen forbi kaffeautomaten hvor en dobbelt espresso blev genereret. Birk, en sælger han meget mod sin vilje havde gang i flere projekter med krydsede hans rute på anden sal, og nåede at få klemt sig ind og høre til en vigtig deadline. Adam løj og sagde tingene gik efter planen. Espressoen var drukket på vej ned mellem de grå kedelige mobile vægge der lavede en fornærmende ringe adskillelse af IBMs 200 nørder og Adam i hver deres lille bås. Han smed plastkruset efter en skraldespand i en af båsene men undlod at se om det ramte. Skærmen på den nye Intel Core 2 Quad 6600 startede den 8 timer lange bestråling af hans ansigt. Han spekulerede kortvarigt på hvor mange af sin generation der ville lægge sig med kræft om et par årtier, og morede sig over ironien i diskussionerne om farligheden af mobilmaster når folk blev udsat for større stråling gennem skærme, mikroovne og mobilopladere. Ingen bekymrede sig om de ting. Afdelingslederen på fjerde gennem de sidste 3 år, Charles de la Cour, var en punktlig mand. Dette kom til udtryk da der tikkede en mail ind tre minutter over elleve. En mail efterspørgende en pipeline for en stor ordre fra Finansministeriet. Charles gav udtryk for sin bekymring over det manglende dokument og ville understrege hvor vigtigt det var at firmaet overholdt interne deadlines. På sit kontor adskilt fra resten af de øvrige medarbejdere kunne Charles få øjeblikke senere se, at kommunikationsproblemer med outsourcingafdelingen i Indien havde givet Adam forsinkelser der var ude af hans hænder. Charles havde aldrig hørt om nogen afdeling i Indien, og havde ikke tænkt sig at begynde at spørge ind til det nu. Han bandede indvendigt over alle de problemer den gav, tabbede væk fra outlook og fortsatte med at surfe analporno. Efter frokost var der endnu et i rækken af utallige møder mellem IBM og Finansministeriet om den nye portal til Nationalbanken. Mødet foregik på øverste etage hvortil Adam, til sin store misfornøjelse, blev fanget i samme elevator som de la Cour der også skulle til mødet. Han kunne stadig smage frokosten i munden og bundede derfor resten af sin cola hvis flaske han mod sædvanen holdt fast på. Lavt mavesyreindhold gjorde han sjældent var sulten til måltiderne, og smagen af dem stod ham ud af halsen når han havde spist. Andre ting stod også Adam ud af halsen. Heldigvis var Charles så socialt hæmmet at han ikke engang gjorde et forsøg på at konversere med menige medarbejdere. Han tjekkede sin mobil for at se hvorvidt Dorthe havde skrevet, og kunne konstatere til sin ærgrelse at han måtte spise hjemme i aften. Han og konen havde nydt 6 måneders lykkeligt ægteskab, det var 19 år siden nu. Dorthe var et nyere bekendtskab. Han havde et par gange med forretningstur eller kursus som alibi, indkvarteret dem på et hotel uden for København hvor de havde brugt en weekend i hinandens nøgne selskab. Konen var efter 19 år blevet småfed og to børn havde ikke hjulpet på sagen. Han vidste at hun aldrig ville gå med til silikonebryster eller fedtsugninger, så der var ikke nogen grund til at spørge og skabe en masse problemer. Han overvejede tit om han havde valgt rigtigt, for mens konen havde set sine bedste år, var han ældet ganske godt og kunne afgjort finde bedre. Børnene Erik og Frederikke var ved at blive teenagere, og ville nok ikke blive narkomaner eller få anoreksi fordi deres forældre gik fra hinanden nu. Hver gang han overvejede situationen, hvilket skete med et par års mellemrum, når han skiftede elsker, endte han med konklusionen at han havde fundet den bedste løsning. For når han kom hjem fra forretningstur med et solidt skud selvtillid virkede konens små irritationsmomenter markant lettere at ignorere, og han havde endda lyst til sex med hende af og til. Han håbede de skulle have koteletter. Mødelokalet var fint forsynet med alt fra projektor til kildevand og bananer. Finansministeriet havde sendt fire personer til mødet. En havde været rigeligt efter Adams overbevisning. Efter to ligegyldige Power Point præsentationer skulle Finansministeriets eneste kvindelige udsendte op. Hun var i midten af trediverne, havde håret i en hestehale og var klædt i nederdel samt en skjorte der så ud til at være ved at sprænge op. Måske var det derfor der var lukket et par knapper færre i toppen en hvad de fleste andre kvindelige ansatte i IBM og Finansministeriet havde. Adams tanker drog fra forrige weekends eskapader til kvindens barm. Under hele foredraget skiftede hans øjne mellem hendes velformede bryster og hendes øjne. Hun så ikke på ham en gang, men derimod på Charles og sin egen overordnede under hele foredraget. Charles fulgte med selvom indholdet var irrelevant og spild af tid, klassisk overdrivelse fra Statens side. Han tænkte ikke på Dorthe. Efter halvanden times præsentationer spurgte Finansministeriet efter IBMs pipeline, og Charles rømmede sig usikkert og begyndte at forklare noget om Indien og kommunikationen. Adam afbrød ham, gik op til lokalets whiteboard og brugte fem minutter på at tegne og gennemgå en pipeline. Da alle synes tilfredse satte han sig ned igen lod tankerne fokusere på weekendens planer. “Sådan skal den ordnes!”, sagde Charles mens han afkortede Adams rute til elevatoren. “Den sad lige i skabet, de var alle godt tilfredse.”. “Tak”, sagde Adam i et forgæves forsøg på at lyde lige præcis så høflig så samtalen ville være kortest muligt. “Så du hende blondinen fra Finansministeriet? Hun var sgu ikke helt grim, hvis du forstår hvad jeg mener. Haha!” Charles borede en albue ind i ribbenene på Adam mens han tørrede et par dråber spyt fra læberne. Adam fulgte de gængse sociale konventioner og luftede et par meninger om hendes attributter og om hvad han kunne gøre ved hende. Hvad han ikke fortalte var de cirka 2 procents chance for hun havde kondylomer, hvor nemt det smittede, og hvor lidt han gad til lægen og have skåret store knopper af sin pik. To procent skete forbavsende ofte for Adam. Da Adams opmærksomhed faldt tilbage på elevatoren var Charles allerede væk. Han havde vist fået sagt ja til et socialt arrangement senere på ugen, men tidspunktet og stedet havde han ikke registreret. Det betød nu heller ikke noget, for han havde ingen intentioner om at dukke op. Det var bare altid lettere at sige ja, og håbe folk havde glemt man skulle komme. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2013-03-28 11:50:04 |
40 dåseøl i køleskabet fylder jo en del.
Jeg har nu sat bogmærke og er i fuld gang med at læse; vær sød at inddele teksten i selvstændige, overskuelige afsnit med links (læs under HJÆLP/INFO hvordan og kig på 'Blod er bedre end vand" serien af SWEETS)
Kommentarer får man typisk ved selv at kommentere på andre ;)
VELKOMMEN herhid!
venligst ...
PS mareridtne = mareridtEne / de mange mareridt
nede aD vejen
Jeg har nu sat bogmærke og er i fuld gang med at læse; vær sød at inddele teksten i selvstændige, overskuelige afsnit med links (læs under HJÆLP/INFO hvordan og kig på 'Blod er bedre end vand" serien af SWEETS)
Kommentarer får man typisk ved selv at kommentere på andre ;)
VELKOMMEN herhid!
venligst ...
PS mareridtne = mareridtEne / de mange mareridt
nede aD vejen
| mortimer pendulfart | 2013-03-29 01:01:44 |
hej Haleløs.
Mener du opdele i afsnit med links, hvis jeg uploader mere, eller allerede på denne tekst?
Mener du opdele i afsnit med links, hvis jeg uploader mere, eller allerede på denne tekst?
| haleløs | 2013-03-29 07:53:54 |
neg læser og kommenterer mest fra min telefon, så laaaange tekster - som denneher - blir hurtigt for u-overskuelige, især hvis man gerne vil citere og henvise
Prøv at se Blod er bedre end vand del 01. disse afsnit har en passende længde for mig
venligst ..
Prøv at se Blod er bedre end vand del 01. disse afsnit har en passende længde for mig
venligst ..
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
