Du har fuldstændigt ret. Ved ikke lige hvordan jeg overså det. Det er nu rettet.

Det er en korrekt opfattelse. Det er en beskrivelse af depressiv frustration jeg har oplevet, når jeg har set hvordan jeg skiller mig ud - specielt fra vore sociale normer. På den ene side har jeg kunnet se, at det rent rationelt og biologisk er en komplet umulighed - for ikke at sige ekstremt arrogant og egoistisk - at tvinge verden til at tilpasse sig mit hoved, men på den anden side har jeg været voldsomt forarget over, at skulle tvinge mig selv til at tilpasse mig et uperfekt samfund, bare fordi jeg ikke lige passer ind i dets kram.
Det har ført mig igennem en meget lang kamp med min underbevidsthed, og det punkt i kampen, som dette digt beskriver, er et punkt hvor jeg var ved at give op, og bare affinde mig med at være udenfor. Heldigvis fandt jeg vejen videre relativt kort efter.

Tak for de pæne ord. Uden intention om at angribe din holdning, tror jeg dog ikke dit synspunkt er helt realistisk for mange mennesker - deriblandt mig - for hvis jeg ikke var begyndt at tvinge mig selv til at tilpasse mig den verden jeg lever i, havde jeg ikke kunnet få det bedste ud af den. Jeg arbejder stadig på at fungere mere "almindeligt", for som seriøs social afviger er det lidt svært at finde solidt socialliv.
Hvis man derimod kan affinde sig med, at leve hele sit liv alene i en lejlighed, hvor man aldrig rigtig kommer udenfor en dør, er det nok knap så nødvendigt at tilpasse sig. Men det kommer selvfølgelig an på ens situation og forudsætninger.
Jeg er dog kommet langt siden den tid, som dette digt beskriver. Heldigvis =)