 |  | At være rigtig syg |
 |
|
|||||||||||||
|
Jeg er en anoreksi patient på afveje. Helt fyldt op til randen af alt der var at finde i skabene. Mens jeg står forover bøjet foran det store toilet ser jeg for mig - min fede krop med hamrende hjerte og hjerne stikker jeg fingrene ned. Efter hver lille opkast føles jeg mindre og mindre. min vilje føles stærkere og min glæde kommer tættere på opkast efter opkast. Jeg jubler lidt i mig selv for hver gang jeg genkender noget af det klamme mad. først lidt mælk, så lidt brød. til sidst det første agurk. Når syren brænder hårdt og der kun er væske tilbage så stopper jeg og tørrer munden. ser veltilfreds ned i toilettet før jeg skyller det ud. Lidt glæde samles i mit hoved, men jeg væmmes stadig ved mig selv. så jeg tager en pille eller tolv for at rense min krop lidt ud. jeg vil tømmes helt, for alvor. Makeup'en rettes hurtigt på plads og munden skylles i lidt mælk. så snart jeg træder ud derfra vil ingen kunne se hvad der er sket. Kun de røde øjne sladrer. Hun stod og hang i køleskabslågen. Den var helt fyldt og hun følte nærmest at maden væltede ud over hende. Hun var lidt sulten og skammede sig noget så grusomt over at stå og kigge på maden, nu hvor hun var alene hjemme. Hvis hun havde været en rigtig anorektiker så havde hun slet ikke tænkt tanken om maden, når hun var alene hjemme. Det var jo nu hun skulle snyde. Nu hun skulle gå ud og løbe sig en lang tur i stedet. Hun så hen på madplanen som hang på væggen, og så hen i køleskabet igen. Madplanen krævede at hun spiste noget nu, og især fordi hun allerede var godt bagud med den. Hun fyldtes med panik og var ved at klappe lågen i, men endte med at spise noget alligevel. Det smertede hele vejen igennem hende for hver en bid hun tog. Åbenbart kunne hun ikke engang finde ud af at være syg, så hvad kunne hun så? Hun følte sig så svag og ønskede død og ødelæggelse for sig selv. Da hun var færdig med at spise, stillede hun sig midt i gangen som hun så tit gjorde. Nu skulle hun vælge hvilken vej hun skulle gå. Skulle hun gå hen og finde hendes afførende piller, så det hele hurtigt kunne komme ud igen, eller skulle hun i stedet vælge at få det hele op inden det for alvor, satte sig som fedtdepoter på hendes krop. En sidste mulighed ville være at gå sig en lang tur og få det hele ud af kroppen på den måde. Måske kunne hun også få tankerne på afstand på den måde. Hun valgte at gå på badeværelset og få det overstået med det sammen, nu havde hun jo trods alt lært sig nogle teknikker som hun skulle holde ved lige. Hun satte sig på gulvet og tørrede øjne og mund. Der var kommet en lille rift i den ene mundvig som sveg hver gang hun bevægede munden. Hun elskede smerte lige så højt som sult. Hun syntes det var vigtigt at hun hele tiden kunne mærke at hun var forkert og tyk, og det kunne hun ved at mærke smerten. Når hun en dag var blevet tynd og perfekt, så ville hun ikke længere skade sig selv, men indtil da ville hun bare nyde det. Det skar og ætsede i hendes hals og hendes vejrtrækning blev besværet. Det skete altid når hun sådan havde kastet op. Heldigvis var det ikke noget hun gjorde tit, og hun tog det derfor meget roligt. Alligevel følte hun at hun var nødt til at vise sig selv at det var for galt at hun havde spist så meget at hun var nødt til at kaste op. Hun fandt hurtigt sin skraber frem og skar sig præcis 10 gange. Ti var et godt tal. 0’et symboliserede den tykke bold hun følte hun var, og 1 tallet var den streg i luften som hun ønskede at være. Glæden ved at skære forsvandt hurtigt og hun var nu endnu mere ked af det end før. Hun sparkede til skraberen så den gled hen af gulvet. Hun havde læst på et utal af hjemmesider hvilke skarpe genstande andre brugte til at skære med. Der var aldrig nogen som brugte en skraber, men løse barberblade, sakse og dolke. Hun havde også et par gange brugte andre ting, men hun følte hun havde fundet det der passede bedst til hende. Det gjorde hende altid lidt ked af det, når hun tænkte på det. Hun måtte endnu engang erkende at hun var forkert og heller ikke kunne finde ud af at være en rigtig cutter. Var hun det, havde hun brugt samme redskaber som de andre og ville regelmæssigt have sat på skadestuen. Hun havde fundet hendes egen måde at håndtere det hele på, og var alligevel glad for at hun ikke gjorde som dem. På den her måde kunne hun nemt og med en smule sandhed i stemmen sige, at hun ikke var cutter. Det samme gjaldt med hendes anoreksi. Så længe hun spiste noget en gang imellem var hun heller ikke anorektiker. Det var nu rart sådan at være fri for diagnoser, og hun håbede sådan at hendes behandlere også en dag ville indse at hun slet ikke var syg. Langt om længe fik hun standset blødningen og kunne binde det ind. Der var efterhånden gået så lang tid at det var ved at blive tid til næste måltid. Hun tog hurtigt og beslutsomt sin jakke på og gav sig selv et kort smil i spejlet. Som rask pige uden anoreksi behøvede hun ikke at spise for at tage på i vægt, derfor kunne hun med god samvittighed springe maden over og gå sig en tur i stedet. Hun lod jakken stå åben så den kolde luft kunne ramme hendes hals. Hendes diætist havde advaret hende mod at blive syg, da det kunne tage livet af hende, men lidt havde man vel altid lyst til at dø”¦ Et lille snit et lille fnug blev fanget på næsen et lille smil kom frem på læben et lille snit gjorde sorgen let et snit blev til flere et dryp, blev til en pyt et knust hjerte blev gemt | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-01-25 21:29:14 |
hjertegribende, velbeskrevet indblik i en anorektikers hverdag ... 'straffesystem' - og div. overvejelser!
'nu havde hun jo trods alt lært sig nogle teknikker som hun skulle holde ved lige.'
Jeg véd nu - fra din profiltekst - at du ikke vil ha' kommentarer til stavningen ;)
I øvrigt kan mine kommentarer nemt slettes ved tryk på det røde kryds nederst til højre for dem!
venligst ...
'nu havde hun jo trods alt lært sig nogle teknikker som hun skulle holde ved lige.'
Jeg véd nu - fra din profiltekst - at du ikke vil ha' kommentarer til stavningen ;)
I øvrigt kan mine kommentarer nemt slettes ved tryk på det røde kryds nederst til højre for dem!
venligst ...
| Ester Jensen | 2012-06-14 18:24:45 |
Super flot og velskrevet tekst med mange gode passager, især kan jeg godt lide den hvor hun står i gangen og skal bestemme hvilken retning hun skal gå. Alle tre muligheder fører hende længere ind i sygdommen og længere væk fra det sunde og raske liv. Den sidste sætning inden det lille digt i slutningen, er også kold og kontant: "men lidt havde man vel altid lyst til at dø" Og så de tre prikker bagefter, der siger alt... :)
| nhuth | 2012-07-17 08:34:41 |
Meget modig og stærk tekst tekstsammenstilling - som måske kan bidrage til at vi (samfundet) kan sætte større fokus på at ændre de vilkår, som efterlader alt for mange, især unge, især piger, den eneste frygtelige mulighed som deres "valg".
Der er nok ingen "hovsa-løsninger" men et håb om at dette vanvittige vilkår kan bekæmpes.
Tak for dine skrigende ord.
Vh.Nhuth
Der er nok ingen "hovsa-løsninger" men et håb om at dette vanvittige vilkår kan bekæmpes.
Tak for dine skrigende ord.
Vh.Nhuth
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Det var ikke for at komme med et surt opstød. det egentlig bare fordi jeg vil have fokus på indholdet.. nogen af teksterne er skrevet halvvejs i en psykose, og har ikke rettet i dem siden. that's why
men tusind tak for dine kommentarer :o)