 |  | Jeg, en fugleungen |
 |
|
|||||||||||||
|
der hvor jeg gemmer mig er jeg tryg og varm der hvor jeg skjuler mig er jeg kun et barn jeg er så lille og så uskyldig let at gemme let at glemme min stemme er ugyldig intet ansvar rammer mig jeg mærker stærke arme der løfter mig op værner mod uretfærdig harme jeg er som i et skrøbligt æg let at svække let at knække bag min kalkede væg som et æg krakkelerer jeg livet inhenter og tvinger stakkels lille mig til at bruge mine vinger en fugleunge der hører mor kalde let i mig selv let at slå ihjel lader jeg mig falde | ||||||||||||||
 | Stigmata | 2012-02-20 17:14:48 |
Som jeg læser dit digt handler det om at trække sig ind i sig selv, måske efter en periode med stress, at beskytte sig selv, men at man ikke kan blive ved med det, livet kalder, og man bliver revet ud af sin lille fuglerede.
Sådan tolker jeg det, meget godt skrevet og med et meget godt flow, kender denne følelse til hudløshed.
Stigmata.
Sådan tolker jeg det, meget godt skrevet og med et meget godt flow, kender denne følelse til hudløshed.
Stigmata.
| Stigmata | 2012-02-20 17:16:52 |
PS:
Er ikke helt fortrolig med karaktersystemet, giver dig lige 100 %, mente skam hvad jeg sagde om at det var et godt digt. ;).
Stigmata.
Er ikke helt fortrolig med karaktersystemet, giver dig lige 100 %, mente skam hvad jeg sagde om at det var et godt digt. ;).
Stigmata.
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
