 |  | Nye tider i 8.b |
 |
|
|||||||||||||
|
Klassen sad stille som aldrig før da lærerinden kom ind. Hun kiggede rundt på eleverne. Så havde hendes opsang alligevel virket. Som de dog lignede engle, med deres søde uskyldige øjne der kiggede forventningsfuldt op på hende. Dagen før havde der været krisemøde på læreværelset. 8 b, alle lærernes skræk. Det var den klasse hvor der var mest ballade af alle skolens klasser. To lærere; Gunnar, der underviste i matematik og tysklærerinden Tove, var begge sygemeldte på ubestemt tid grundet denne flok elever. Der havde været klager fra forældrene, og til sidst havde skoleledelsen valgt at indkalde både forældre, børn, de tilbageværende lærere og vikarer til krisemøde. Det havde taget næsten tre timer, og mange forældre mente ikke at de lærere der underviste forstod at sætte sig i respekt. Det havde været både ydmygende, men også vældig provokerende. Hvad vidste de om at være undervisere for en flok teenagere. De fleste havde absolut ingen ide om, hvad det ville sige at stå foran en klasse fuld af små hormonbomber uden den fjerneste respekt for autoriteter. Selv havde hun tredive år på bagen som lærerinde. Hun kunne huske da man stadig måtte give ungerne et rap i røven, og dengang forstod eleverne at ballade hørte fritiden til. Det kunne hun selvfølgelig ikke sige til forældrene. Hun havde som alle de andre lærere måtte stå skoleret for en flok naive mødre og fædre der mente, at det var skolen og lærernes skyld at deres poder ikke var på samme niveau i tysk som andre elever på samme klassetrin på andre skoler. En far havde ovenikøbet tilladt sig at kalde hele lærestaben for en flok uduelige amatører. Hun havde prøvet at fortælle på saglig vis at det ikke var let at undervise en klasse, der åbenbart var fast besluttet på at sabotere ethvert forsøg på indlæring, og at det ikke var undervisningen der var noget galt med, men børnenes opdragelse og manglende respekt. Mødet var endt i kaos. Ungerne var blevet urolige, forældrene var ophidsede. Skolelederen havde til sidst lukket for debatten med at nu var alle hørt og at de skulle gå hjem og tænke over sagerne. Hun kiggede rundt på 8 b. der var så stille, at man kunne høre en knappenål falde til jorden. Kunne det virkeligt være sandt, havde børnene forstået det, forældrene ikke havde fattet. Hun tog en dyb indånding og smilede. Der stod film på skemaet i denne time. De skulle se en film om hvordan man borede olie på en boreplatform i nordsøen. Emnet skulle ende ud med et besøg hos Mærsk, hvilket var en udflugt hun havde set frem til med mareridtsagtige fornemmelser i maven. Måske gik det hele alligevel. -Er der to der melder sig frivilligt til at gå ned på depotet og hente tv og video?, spurgte hun. To drenge rakte med det samme hånden i vejret og drog mod depotet for at finde rullebordet med skolens tv og videoafspiller. Det varede ikke længe før de kom retur med det store rullebord. Hun opdagede, at i stedet for den gamle videomaskine var der kommet et nyt og moderne apparatur. Hun studerede maskinen. Hun havde da godt nok hørt om de her DVD-maskiner men aldrig havde hun betjent sådan en. Hun fik med det samme hjertebanken, hvad skulle hun stille op. Hvor længe ville 8. b blive siddende stille på deres pladser? Hun rynkede panden og kløede sig i nakken. Thomas, den ene af de hjælpsomme drenge der havde været i depotet, spurgte om hun ikke kendte til DVD-afspillere. Hun rystede forsigtigt på hovedet. Hun kunne mærke panikken brede sig til hele kroppen. Fandens også. -Ikke noget problem, svarede Thomas, sådan en har vi derhjemme. Jeg skal nok vise dig hvordan man gør, det er skide let. Han stak ledningen i stikkontakten og tændte for fjernsynet. -Det er ret smart, sagde han. Sådan en maskine er det sidste nye inden for moderne teknologi. Du ved vel at sådan en er stemmestyret ? Hun rystede fortvivlet på hovedet. Stemmestyret ? -Ja da, sagde Thomas frejdigt. Se, du putter DVD-en ind her, og så trykker du der, og så skal du bare sige START. Hun kiggede på maskinen og sukkede. Hun forstod sig ikke på teknik. Det havde taget hende næsten to år at lære den skide videomaskine at kende. Nu hvor hun endelig mestrede kunsten at sætte et VHS-bånd i og få den til at spille, fandt de selvfølgelig på noget nyt. Hun kiggede ud over klassen. Eleverne sad stadig stille bag deres borde og så forventningsfulde ud. -Skal man bare sige start ? Hun så undrende på Thomas. -Ja da, sagde Thomas og sendte hende et opmuntrende smil. Prøv nu bare. Du skal stille dig hen foran maskinen, og så skal du bare sige start hvis den skal starte, stop hvis den skal stoppe og spol frem og så videre, det er helt nyt. Hun sendte et sidste usikkert blik ud over lokalet, hvorefter hun stillede sig hen foran maskinen. -Start, sagde hun tøvende. Intet skete, Thomas rullede med øjnene, -Nej, du skal gøre det ordentligt, maskinen ved jo ikke at det er den du taler til. Du skal være bestemt og direkte. -Start, sagde hun lidt højere og følte sig temmelig dum. Der skete stadig ikke spor. -Du skal nok sige det højere, sagde Thomas, prøv at bukke dig ned og tal til den tæt på. Børnene begyndte at sidde lidt mere uroligt på stolene, og hun følte en desperat trang til at løbe ud af klasselokalet. Hun sukkede og bukkede sig ned mod maskinen. -START sagde hun højt ind i maskinen. Pludselig startede maskinen. Filmen var i gang. Hun åndede lettet op. -Se selv, sagde Thomas, du kunne jo godt. Nu skal du bare lige lære hvordan man slukker og spoler. Efter en rum tid hvor hun nærmest råbte ind i maskinen -TÆND, SLUK, SPOL, syntes hun at hun var ved at få styr på det. Eleverne var endda så søde og hjælpsomme at de råbte i kor sammen med hende. TÆND, SLUK, SPOL. Hver gang lystrede det nye vidunder, og hun kiggede undrende på maskinen. Det var godt nok utroligt hvad de kunne lave nu til dags. Til slut klappede alle i 8. b ad hende. Lykkefølelsen var total. Hun var ved at briste af stolthed. Det var hendes unger, hendes engle. 8. b var hendes klasse. Da klokken ringede meldte de to drenge sig igen frivilligt til at gå ned med rullebordet på depotet. - Det manglede da bare, sagde Thomas høfligt da de rullede afsted med fjernsynet og den nye DVD. Hun gik lykkeligt ned på læreværelset. Hun kunne slet ikke lade være med at smile, hun havde ikke haft det sådan i lang tid. Faktisk var det flere år siden hun sidst havde følt sådan en tilfredshed med sit arbejde. På lærerværelset fandt hun kaffe på kanden og satte sig ned ved siden af de andre lærere. -Er der nogen af jer der har prøvet den nye DVD-maskine spurgte hun. Flere af de andre lærere nikkede. -Den er da godt nok smart, sagde hun. De andre lærere var enige. -Ja det gør det jo umådeligt lettere med sådan en maskine der har fjernbetjening, sagde Finn der underviste i fysik. Hun kunne mærke hvordan hendes hjerte stod stille et øjeblik.... - FJERNBETJENING ? | ||||||||||||||
 | mille | 2012-07-21 10:06:09 |
tak for en god griner - jeg føler med hps angst for teknikken - eleverne har vist også fået sig en god griner - god ide med en lærer som hp i stedet for en elev
| haleløs | 2012-07-21 10:22:51 |
JEG griiiiinede mig hele vejen igennem Thomas' og 8b's underholdende manipulation af deres naive, teknikforskrækkede lærerinde. SUPER plot med forklaring / løsning til alliersidst!
venligst ...
venligst ...
| Finn Wilkens | 2012-07-23 11:37:17 |
Hej Eva!
Du bygger historien fint op og slutter på toppen med overraskelsen til sidst. Pointen er sjov, og de fleste af os kan uden problemer sætte os ind i konflikten. Det bliver ikke nemt at dukke op til næste time!
Jeg har også nogle indvendinger. En lærer med 30 år på bagen vil aldrig være i tvivl om, at noget er under opsejling, når de sidder så stille. I en sådan klasse vil læreren altid være på vagt over for alt for tjenstvillige elever. En elev, der fortæller læreren, at hun skal sige start til maskinen, vil udløse fnis, for denne 8. klasse kan ikke reagere sådan, som den du skildrer her.
Måske savner jeg en afslutning, der var endnu mere uventet. Det, at hun siger fjernbetjeningen og straks forstår sammenhængen, hænger ikke helt sammen med hendes grænseløse tekniske uformåen. Jeg ville forvente, at hun dernæst spurgte noget i retning af: - Ja, men vil det sige, at man ikke kan dirigere den med tale?
En uventet afslutning, der også kunne være point-of-no-return, kunne være, at når hun sidder der helt til grin, kommer inspektøren ind med en ny DVD-afspiller og siger:
- Her skal I se. Jeg har lige til skolen købt denne maskine, der har stemmestyring. Var det ikke noget for dig til næste time med din umulige 8.B?
Her ville vi nyde forestillingen om de unge mennesker, der så alligevel ender med sorteper.
Det er altid en god idé at gennemlæse teksten, så unødige småfejl undgås. Nogle læsere hopper altid af, hvis de støder på deciderede stavefejl (vældigt provokerende, oven i købet) eller kommafejl, som du har en hel del af.
Klicheer skal omgås med respekt (høre en knappenål falde til jorden), for det er formuleringer, andre har brugt mange gange. Find dine egne.
På plussiden tæller, at dit sprog er flydende og fremadrettet, og din handling er enkel og stilsikker.
De forslag, jeg kommer med, kan du bruge eller lade være. De er udelukkende noget, som jeg har tænkt på. Jeg har aldeles ikke patent på "det rigtige" eller "forkerte".
Glæder mig til at læse mere fra din hånd.
Du bygger historien fint op og slutter på toppen med overraskelsen til sidst. Pointen er sjov, og de fleste af os kan uden problemer sætte os ind i konflikten. Det bliver ikke nemt at dukke op til næste time!
Jeg har også nogle indvendinger. En lærer med 30 år på bagen vil aldrig være i tvivl om, at noget er under opsejling, når de sidder så stille. I en sådan klasse vil læreren altid være på vagt over for alt for tjenstvillige elever. En elev, der fortæller læreren, at hun skal sige start til maskinen, vil udløse fnis, for denne 8. klasse kan ikke reagere sådan, som den du skildrer her.
Måske savner jeg en afslutning, der var endnu mere uventet. Det, at hun siger fjernbetjeningen og straks forstår sammenhængen, hænger ikke helt sammen med hendes grænseløse tekniske uformåen. Jeg ville forvente, at hun dernæst spurgte noget i retning af: - Ja, men vil det sige, at man ikke kan dirigere den med tale?
En uventet afslutning, der også kunne være point-of-no-return, kunne være, at når hun sidder der helt til grin, kommer inspektøren ind med en ny DVD-afspiller og siger:
- Her skal I se. Jeg har lige til skolen købt denne maskine, der har stemmestyring. Var det ikke noget for dig til næste time med din umulige 8.B?
Her ville vi nyde forestillingen om de unge mennesker, der så alligevel ender med sorteper.
Det er altid en god idé at gennemlæse teksten, så unødige småfejl undgås. Nogle læsere hopper altid af, hvis de støder på deciderede stavefejl (vældigt provokerende, oven i købet) eller kommafejl, som du har en hel del af.
Klicheer skal omgås med respekt (høre en knappenål falde til jorden), for det er formuleringer, andre har brugt mange gange. Find dine egne.
På plussiden tæller, at dit sprog er flydende og fremadrettet, og din handling er enkel og stilsikker.
De forslag, jeg kommer med, kan du bruge eller lade være. De er udelukkende noget, som jeg har tænkt på. Jeg har aldeles ikke patent på "det rigtige" eller "forkerte".
Glæder mig til at læse mere fra din hånd.
| Eva Hald | 2012-07-23 19:58:51 |
Har rettet de stavefejl jeg kunne finde. Bare sådan for min æres skyld. Jeg staver som en brækket arm, men plejer at fange de fleste i stavekontrollen. ;) komma fejl, nå ja.. Sætter ikke kryds og bolle, men mere som jeg synes de passer bedst. det er nok en smagssag. Så må tegnsætningsfanatikerne gerne krumme tæer. Hvad historien angår, tror jeg at jeg må have misforstået noget, da jeg har skrevet om en "rigtig" oplevelse bare set fra vores lærerindes synspunkt, så det er selvfølgelig gætværk hvad hun tænker og føler. Men grundhistorien er sand, og forsøgt fortalt i novelleform. Er altid glad for kritik, det er her jeg lærer og forhåbentligt bliver bedre til at skrive. Så tak for dine brugbare ord og din tid. :) Venlig Hilsen Eva Hald.
| Anne. | 2012-07-23 22:36:25 |
Kan næsten ikke lade være med at føle forvirringen og ydmygelsen hos lærerinden! Nøøøj, jeg synes det er synd for hende, men sjov historie!
Kan tydeligt selv huske 8. klasse, og synes godt nok det er flot af dem, at de ikke bryder ud i grin, men hvis du siger det er en sand historie, så respekt til de 8. klasser, for havde det mig, havde jeg nok ikke kunne holde masken - eller kunne ikke modstå trangen til at fortælle hende det, for at undgå hendes totalt ydmygelse!:D
Mvh. Anne
Kan tydeligt selv huske 8. klasse, og synes godt nok det er flot af dem, at de ikke bryder ud i grin, men hvis du siger det er en sand historie, så respekt til de 8. klasser, for havde det mig, havde jeg nok ikke kunne holde masken - eller kunne ikke modstå trangen til at fortælle hende det, for at undgå hendes totalt ydmygelse!:D
Mvh. Anne
| Eva Hald | 2012-07-24 10:40:52 |
Historien her skete i min parallel klasse, læreinden havde vi også i min egen klasse. Hun var af den gamle skole og virkede ofte meget forvirret og usikker når der skete noget uventet. Det var temmelig ufint at gøre mod hende , men hun var det perfekte offer. Historien gik rundt over hele skolen, da nummeret havde været en kæmpe succes. Fik selv mega ondt af hende dengang :) Men ikke desto mindre, hoppede hun i med begge ben og endte som i min historie med beundrende at råbe ordrer til dvd.maskinen. Hvis hun lever den dag idag husker hun nok med gru tilbage på den dag.
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
