 |  | Mariams breve Kap. 3 |
 |
|
|||||||||||||
|
Træernes løvhang i alléen var nu så tæt, at de først så flaget, da de nærmede sig hovedbygningen. Andersen var som forventet ude med riven på gårdspladsen. Helene stod af og holdt Mariams cykel, mens hun løb hen til ham og gav ham et varmt knus. ”Jamen dog”, sagde han, ”jeg hørte godt, at De var kommet hjem. Hvor er det bare dejligt. Undskyld, jeg skal lige pudse næse”, sagde han og tørrede en tåre væk med lommetørklædet. Mariam hørte og forstod godt, hvad han sagde. Helene satte cyklerne på plads under halvtaget. Clausen var ikke kommet endnu, eller også var han på museet. Hun vinkede til Mariam, før hun gik op mod kontoret. Der var rigeligt at tage fat på. Lillian var på sin pind; Susan skulle først møde klokken ni. Efter aftale med direktøren tjekkede hun allerførst hans indbakke og gjorde nogle små kommentarer ved enkelte af dem. Det så ud til at blive en helt almindelig mandag, indtil hun tjekkede sine egne mails. Bettina Strahm fra Politigården udbad sig et møde med Helene og Mariam inden længe. PET havde modtaget informationer, der tydede på at Mariams brødre var på vej til Danmark. Før Helene ville ringe tilbage, måtte hun i det mindste tale med Mariam om det. Hun lagde besked til Christian om hvor hun var og gik hen til Sandras og Mariams kontor. De var dybt optaget af opdateringen af hjemmesidens annoncering af museets åbningshøjtidelighed, så hun satte sig og ventede lidt. Mariam blev ikke foruroliget voldsomt i første omgang. Hendes brødre havde jo talt så meget om at besøge Danmark. Men hvorfor politiet her landet interesserede sig for netop hende og brødrene, forstod hun ikke. Helene beroligede hende så godt hun kunne, ”Det danske politi stoler vi på. Du og jeg har i hvert fald intet at frygte. Tænk på turistplakaten med politimanden der hjælper ællingerne over gaden og ned til vandet”. OK, i dag ville det måske ikke gå lige nøjagtigt på den måde. Mariam tænkte nu mest på brødrene og den konflikt de var en del af hjemme i Iran. ”Bare aftal en tid, der passer dig, så skal jeg nok være der. Jeg véd godt, at politiet er anderledes her”, svarede hun med et smil. Helene gik tilbage for at ringe til Fru Strahm. Hellere få det overstået så hurtigt som muligt. ”God morgen”. Christian standsede hende i receptionen. ”Jeg går lige over til Sandra og Mariam. Har du tid om et kvarter. Det er ikke noget særligt, men jeg har brug for et godt råd fra dig”. Ved Helenes anden opringning til PET-damen eller hvad hun var, var der bid. ”Hallo, Bettina her” lød det skarpt og præcist. ”De taler med Helene Rose”¦ ” ”Ja, god dag, det var godt De ringede. Er Mariam Ramasana sammen med Dem?” ”Jah, vi bor sammen og arbejder sammen her på Rygård. Er der noget galt i det?” ”Bestemt ikke, tværtimod. Men hør nu: Vi véd, at Mariam er uønsket i Iran, og at det meste af hendes familie er i Paris for at komme videre til København. Så det haster lidt med at jeg får et møde med Dem og især Mariam. Hvad siger I til, at jeg kommer ud til jer på Rygård klokken 14?” ”Joh, gerne. Hendes papirer er i orden” ”Ja, blæse være med det, vi kender hende og hun skal intet frygte fra vores side. Vi ses klokken to.” Bettina Strahm ankom i en lidt falmet ældre blå Volvo og parkerede lige foran hovedtrappen. Andersen nåede ikke at dirigere hende til side, før hun stod i receptionen. ”Goddag, mit navn er Bettina Strahm. Fru Rosenkilde venter mig.” Helene kom ud ad døren fra direktørens kontor og bød velkommen. ”Vi sidder herind sammen med Christian Clausen. Kom indenfor”. Clausen og Mariam hilste på den ventede gæst og bad hende tage plads.” ”Jeg vil gerne gå direkte til sagen”, sagde hun, da Clausen begyndte at sætte kopper på bordet. Hun så roligt på Mariam: ”Politiet i Paris tilbageholder i øjeblikket 13 iranere i transithallen i lufthavnen. De 11 hedder angiveligt Ramasana, én er en lufthavnsfunktionær fra Khoy og den sidste er flyets pilot. De har alle søgt om asyl. Flyets øvrige 70 passagerer er muligvis turister, som nu bliver afhørt og får deres bagage og papirer nøje undersøgt”. ”Jeg forstår det ikke” sagde Mariam. ”Mine brødre havde ganske vist planer om at besøge Danmark. Men det skulle først være til næste år. Det her kommer som et chok for mig.” ”Også for os”, svarede Fru Strahm. ”Meget tyder på at præstestyret øjensynligt er i gang med en større aktion flere steder i landet. Mere véd vi ikke i øjeblikket. Havde De nogen som helst relation til regeringen dernede?” ”Nej, kun som journalist. Jeg forsøgte at styrke de demokratiske kræfter i oppositionen, men efter min fars død for nylig blev jeg black-listet og i første omgang nægtet udrejse. Da jeg endelig slap ud, blev jeg erklæret for uønsket i landet”. ”Tak for Jeres beredvillighed. Nu må jeg vist køre tilbage. Skal jeg orientere Dem, når vi eventuelt hører nyt i denne besynderlige affære”? De kikkede på hinanden og nikkede ”Ja, tak, meget gerne”, sagde Clausen. ”Og vi véd jo, hvordan vi kan få fat i Dem” Idet hun kørte, ramlede hun bilens bagende ind i en af Andersens hvidmalede sten ved kanten af blomsterbedet. Han rystede på hovedet og rokkede stenen på plads. Kvinder og biler! Da Mariam og Sandra var gået, spurgte Helene: ”Du sagde tidligere i dag, at du ville spørge mig om noget?” ”Åh, ja, det er rigtigt. Jeg véd ikke”¦ Hvordan tror du, at du ville have reageret, hvis du havde været i Elizabeths sko, da hun hørte, at jeg havde været hende utro”, spurgte han spagfærdigt. ”Jeg ville være blevet hysterisk og rasende og måske have forsøgt at slå dig ihjel”, svarede hun omgående. ”Ville du nogen sinde have tilgivet det?” ”Sikkert ikke, måske levet med det. Men nu bliver det for hypotetisk”. Så kunne han tænke lidt over det! ”Du må selv leve med det. Men glem det aldrig. Undskyld. Nu lyder jeg alt for moraliserende”. Det var i bund og grund en sag alene mellem ham og Elizabeth, som hun ikke havde nogen forudsætninger for at udtale sig om. ”Har Mariam set hvor langt du er kommet med museet”, spurgte Helene. Måske for at skifte emne. ”Nej. Det er sjovt, at du siger det ”¦ vi kunne jo gå derned alle tre”? ”Nej, klokken er for mange nu. Jeg tror også, at hun har rigeligt at gøre færdig i dag. Vi skal snart hjem.” ”Ja, så måske i morgen da. Lars går stadig dernede og kæmper med at finde de rigtige sammensætninger”. ”Har Lydia Hansen været nede og se det? Jeg synes det er længe siden hun har været her.” ”Åh, ja, hun var her da et par gange, men det var mens du var i Iran. Vi har da for resten snart møde igen. Kan du ikke være sød at minde mig om det i morgen? Vi skal også finde to nye medlemmer til fondsbestyrelsen. Tror du, at det er noget for dig?” ”Nej, absolut ikke. Det må være mere end rigeligt, at jeg skal kaldes ”daglig leder” og at jeg deltager i møderne og optager referat. Ikke flere kasketter til mig. Hvad med at se jer om blandt kunstforeningens medlemmer?” ”Selvfølgelig, men nej, jeg tør sgu ikke lukke dem ind i fondsbestyrelsen. Det kan hurtigt blive for broget. Men jeg har kik på kulturudvalgets formand. Hun virker kompetent og interesseret”. At hun også så særdeles begavet ud, turde han slet ikke nævne. ”Gud ved hvad borgmesteren siger til det”, spurgte Helene. ”Han vil blive pavestolt. Det er jeg sikker på. Men museet skal aldrig blive et kommunalt underskudsgivende projekt finansieret af skattekroner. Hvis vi ikke kan få det til at løbe rundt, må jeg lukke det.” ”Nåh, så galt går det vel ikke. En dybere økonomisk analyse kan jeg slet ikke overskue. Din idealisme har du gudskelov i behold. ”Tak, jeg er nok lidt naiv, men jeg tror på museums-idéen. Hvis ikke vi skulle turde tage chancen, hvem skulle så?” ”Ja, der ser du”. ”Kan du afse tid i morgen til at vi lige læser indbydelsen og gæstelisten til åbningen”, spurgte han. ”Ja, det kan ikke tage mange minutter”. Det ville være pinligt, hvis nogen blev glemt. De havde besluttet at invitere max. fyrre gæster til en lille reception lørdag klokken tretten før åbningen for publikum om søndagen. Theodor Andersen ventede besøg i vognporten af Agermose. Andersen havde truffet en stor beslutning uden forinden at have drøftet det med Kirstine. Skulle det være, skulle det være nu. Agermose kørte i traktoren op til Rygård med schæferhvalpen skjult i en papkasse. Andersen havde i fortrolighed spurgt Clausen om tilladelse. Der var ingen problemer dér; alle mennesker bør have lov til at holde hund, havde han svaret. Nu galdt det konen. Han skubbede kassen lidt til side og lindede på låget; hunden ville selvfølgelig op; den peb så ynkeligt. ”Theo!” kaldte konen og nærmede sig vognporten. ”Ja, min ven, vi er”¦ jeg er her”, svarede han og lukkede kassen. ”Hvad er det der piber?” spurgte hun inkvisitorisk. ”Nåh, jeg tænkte”¦ ” ”Hvad har du nu fundet på?” Han åbnede for kassen og præsenterede hvalpen for hende. ”Det skulle være en overraskelse”, sagde han omsider. ”Han hedder Rollo”. ”Nååh, kom her lille ven. Du må være sulten”¦ komseda”¦ ”Hvis du har tænkt dig, at hunden skal bo herude i vognporten, tager du fejl! I morgen kører jeg i byen og køber halsbånd og en ordentlig madskål. Du må selv sørge for hundetegn, forsikring og øretatovering.” ’Det var ligegodt satans’, tænkte han og svarede ”Naturligvis”. Og træning og motion. Helene og Christian morede sig højlydt, mens de fulgte optrinnet fra vinduet i kontoret. ”Nu har Rygård fået vagthund”, lo Helene. ”Ja, det klarede han da ret flot. Jeg har vidst det et par dage. Agermose ville oprindeligt have beholdt den bedste hanhund, da hans hund fik fem hvalpe, men hans kone fik ham snakket fra det. Han spurgte først om det var noget for mig, men jeg har vist rigeligt at se til derhjemme”. Mariam og Helene mødte Maleren, da de cyklede ned gennem alléen. De stod af cyklerne et øjeblik. ”Dejligt at se dig igen”, udbrød Parelius og gav Mariam hånd. ”Lydia Hansen var her i dag med tre meget smukke billeder, som hun har skænket til museet. Jeg har fået papirer på det hele. I må snart komme ned og se ophængningen. Nu er de sidste skilderier kommet på plads. Nå, jeg må løbe”¦ jeg er blevet inviteret ud! Andersens har budt mig på middag, så jeg må lige i bad og klæde om. Nu er jeg spændt på hvad Theodor siger til min lille ”present”. Blomster kan man jo ikke komme med.” ”Du ser da dejlig ud som du er” lo Helene. ”Nej, blomster klarer de selv.” ”Vi kommer ned og ser på udstillingen i morgen. Farvel så længe.” ”I dag skal vi ikke købe slik. Hvad siger du til stuvet spidskål og frikadeller”? spurgte Helene på vejen hjem. ”Det lyder dejligt og lidt forbudt”. Maleren pakkede bare den lille gave til Kirstine og Theodor ind i avispapir. Den lille ramme havde han købt for en ti’er i genbrugsforretningen, hvor han af og til handlede lidt. Billedet var en blyantsskitse af Theodor. ”Det er ikke noget særligt”¦” sagde han klokken fem minutter over seks, da Kirstine lukkede ham ind. ”Mange tak. Pas lige på ham den lille logerende bandit, at han ikke stikker af. Han hedder Rollo. Hunden sprang op ad ham og ville lege. ”Åh, en lille vikingekonge. Der får I sgu noget at se til. Nårh, hvor er han sød”, sagde han, da hvalpen trak i hans snørebånd. ”Se, han vil trække mig ind i stuen.” ”Gå bare ind til Theo. Vi spiser først om en halv time.” Andersen tog hunden op på skødet. ”Tusinde tak”, kom hun og sagde til Maleren. ”Se her, Theo,”¦” ”Hvad fa”¦, hvornår har du lavet den?” ”Årh, det véd jeg ikke så nøje. Jeg tegner jo lidt hver dag.” ”Tænk; det er som at se mig selv i spejlet!” ”Ja, bliv nu ikke for rørstrømsk”, drillede hun. Under spisningen spurgte Kirstine til udstillingen. Maleren fortalte, at de var nået til enighed om 50 værker. De 19 var hans egne, 3 var skænket af Lydia, 4 var udlånt oppe fra Rygård, resten var værker, som var fremstillet af kunstforeningens medlemmer med henblik på salg. Der var rigeligt plads til dobbelt så mange værker på væggene, men Maleren var tilfreds med resultatet. Der var et fantastisk lysindfald. Det ville blive spændende i oktober efter løvfald at se, om arkitektens beregninger holdt stik. Rollo måtte finde sig i at blive negligeret, når han tiggede ved bordet. De var helt enige. Han fik indtil videre sine tre måltider om dagen. Andersen havde tilpasse et par meter snor til de første par lufteture i aften og i morgen. Så måtte han til byen med konen og købe kurv, rem, halsbånd osv. På den anden side måtte han nok tage af sted alene, eller de kunne tage hunden med i bilen. Han ville tale med Maleren om det, men lige nu skulle hunden på sin første lille runde. ”Hør Maler, vil du ikke med ud et øjeblik? Jeg skal lige have snoren på ham. Bare en kort tur på et karters tid.” ”Jo, tak. Det er jo med karabinhage og det hele; den ser fin ud. Hvordan har du lært at splejse?” ”Det véd jeg ikke. Det er efterhånden mange år siden. Det er ganske enkelt at finde ud af.” Først en lille runde på gårdspladsen og så en lille tur omkring huset. ”Se hvor dygtig han er”, sagde Andersen, ”han øver sig i at lette ben uden at falde.” ”Nå ja, vi andre står jo heller ikke på ét ben, når vi tisser”. ”Må jeg byde på en skrå?” ”Jo, tak,”¦ Blå Rekord. Den er fin.” ”Vil du med til byen i morgen formiddag?.... Har vi overhovedet sådan en specialforretning?” ”Jo, da, du kender da fouragehandleren? Han har det hele.” Et pindsvin blev øjensynligt forstyrret af hunden. ”Pas på ”, sagde Andersen og trak let i snoren; ”den stikker, og du behøver ikke at lære det hele i dag.” Da de forelagde deres planer for Kirstine, lovede hun at køre dem. Det var jo ikke helt ligegyldigt, hvad de slæbte med sig hjem. En så fin hund skal fra starten behandles med omtanke og kun have de bedst mulige betingelser i sin opvækst. Det ville komme dens ejer dobbelt til gode senere. Enhver kunne jo se, at det var en hund i særklasse. * Mariam ordnede spidskålen og lod Helene stege frikadellerne. ”Bare kom godt med piskefløde ved kålen”, sagde Helene. ”Den feder først i morgen”. ”Hvad betyder det”? ”Åh, undskyld; det er bare sådan en gammel dansk talemåde”. ”Sort of saying, you know”. ”Oh, you eat today, but first tomorrow you’ll be fat”? “Precisement!” Sådan kunne de pjatte en halv eller hel time som store skoletøser, så de rent glemte deres mere seriøse ”dansktime” med ”englebogen”. Klokken seks kunne Maleren ikke sove længere. Aftenen hos Andersens havde så velgørende. Tænk, at de havde fået hund! Selv havde han to gange inden for de seneste år takket nej, da han var blevet tilbudt at overtage en hund. Sikke et rakkerliv, den ville have fået på landevejen. Han havde altid undgået ”landevejsridderne” og deres valg af livsform; hvis man da kunne kalde deres kummerlige tilværelse for et valg. Nu stod han her og barberede sig. Barberskum på sprayflaske var en glimrende opfindelse. De havde fået lammefrikassé med nye kartofler i går. ”Ja, vi lever som landets rigeste adel”, havde Kirstine sagt, da Theodor skænkede rødvin i glassene. Det var ikke en gang løgn. I eftermiddag ville en af medarbejderne fra ITK-afdelingen komme med en computer. Alle skulle åbenbart have sådan et apparat at læne sig op ad. Man havde i alvor fortalt ham, at han også kunne betjene den fra sin telefon! Men han ville ikke stille sig i vejen for ”tidens udvikling”, som ingen åbenbart er ansvarlig for. Ethvert skridt i hvilken som helst retning fik påklistret etiketten ”fremskridt”! ’Nå, Lars. Nu ikke så sortseende’, sagde han til sig selv. Andersen var vist ikke blevet påduttet sådan et monster endnu. Han ville også få et lille ”op-start-kursus” i betjening af maskinen. Ja, ja; lad os nu se. ”Op-start-kursus”! Vrøvl. Han var lige kommet i tøjet, da han så Andersen gå tur med den lille tapre vikingehøvding. Om lidt ville hele ejendommen summe af liv og travlhed. Gud véd hvad de egentlig lavede? Altså producerede? Han havde aldrig sat sig rigtigt ind i det. Næsten al trafik til og fra Rygård bestod af de ansattes kørsel til og fra arbejde og så de daglige vareleverancer til kantinen. Jah, og så var der selvfølgelig ugentlig levering af alt hvad der skulle til at forsyne virksomheden med forbrugsvarer af enhver art fra rengøringsartikler til drivmidler, laboratorieudstyr og kemikalier til forskningsafdelingen. En gang ugentlig kom en lille lastvogn og skiftede en brummende container ved laboratoriet. Hvad den indeholdt, anede kun de færreste. Skraldebilen hentede affald om torsdagen. Om lidt ville Fru Holm komme og vaske trappen og skifte hans sengetøj. Rengøring i hans lejlighed klarede han selv. Da han flyttede ind, havde hun såmænd været så sød at tilbyde ham den smule hjælp, men det havde han venligt afslået. Der må dog være grænser. ”Ja, det må du selv om. Bare sig til, hvis du fortryder”. Han skulle lige ned til Andersen og sige tak for i aftes, før han skulle have morgenkaffe. ”God morgen, prøv at se hans ører”, sagde Andersen og pegede på hunden. ”Hvad er der med dem?” ”Jo, du kan da nok se, at han snart kan holde dem stive. Det går stærkt.” Maleren var lidt i tvivl om, hvad Andersen mente, men der var vist noget med schæferhvalpes ører. ”Ja, han bliver flot. En dag må jeg tegne ham”. ”Hør Maler, skal du ikke have sat en postkasse op?” ”Joh, det bør man vel; men hvem skulle skrive til mig?” ”Skattevæsenet for eksempel”, svarede Andersen tørt. ”Eller andre”. Jah; hvis hans voksne drenge ville ham noget og bare ikke ville opsøge ham? Hvad så? Nu kunne han jo invitere dem. Han havde jo adressen på den ældste. ”Tak”, sagde Maleren. ”Jeg må vist selv skrive et brev.” ”Vil du sende brev til dig selv”, spurgte Andersen i spøg. ”Måske”, svarede han kryptisk. I dybe tanker gik han op ad trappen. Straks efter kom Fru Holm med gulvspanden. ”Kommer jeg til ulejlighed?” ”Nej, slet ikke, vil du have en tår kaffe?” ”Joh, tak, bare fem dråber. Mere travlt har vi vel ikke”. ”Nej”, lo han.”Det brev, som jeg skulle have skrevet færdig til mine voksne sønner for fem år siden, har jeg liggende endnu. Men i dag skal det være.” ”Jeg vidste godt, at du er enkemand, men at du er far har du da aldrig fortalt.” ”Nææh. Der er så meget jeg har forsømt”¦” ”Jamen dog”, manden sad og snøftede. Hun rakte ham et stykke køkkenrulle og hældte vand over bønnerne i de to krus han havde sat frem. ”Tak. Undskyld mig. Af og til kan det være svært at spole så langt tilbage. ”Med sukker - uden mælk, husker jeg”, sagde hun. ”Jeg tror, at du er for hård ved dig selv. Det kommer der ikke noget godt ud af." De sad lidt i tavshed. ”Tak for hjælpen”, sagde han og lagde sin hånd på hendes. ”Har du hilst på Rollo? Andersens dejlige hund.” ”Det siger du ikke? Jeg så ham godt gå med en snor i hånden, men hunden så jeg ikke.” ”Ja, han er flink til at lufte den. I dag skal han i byen og købe halsbånd og kurv. Han opfører sig som en nybagt far.” ”Og Fru Andersen?” ”Hun pylrer lige så meget om hunden, som hun gør om sin mand”. ”Nu vil jeg sige tak for kaffe. Jeg har lidt, der skal passes”. ”Velbekomme. Jeg må se at få skrevet.” ’Kære Tobias’, begyndte han”¦ En time senere var han færdig og lukkede konvolutten. Han gik over til Helene for at låne et frimærke, men hun var til møde med direktøren. Lillian satte frimærke på og lovede, at brevet ville blive sendt i dag; så kunne det være fremme i morgen. ”Vil du køre med om et kvarters tid”, spurgte Andersen, da Maleren var kommet ned ad hovedtrappen. ”Jo, tak, meget gerne; jeg er klar”. Andersen kørte den røde folkevogn ud af garagen og lod porten stå åben. Han gik over for at hente hunden og konen. Maleren kikkede nærmere på Andersens postkasse. Den så helt rigtig ud. Dueblå med håndmalede navne. Mændene satte sig på bagsædet. Andersen med Rollo på skødet. ”Hvor har du købt din postkasse”, spurgte Maleren. ”Ha, den har jeg selv flikket sammen for mange år siden, men den holder da endnu. Sådan en finder du ikke inde i byen.” Endelig kom hun. ”Kør nu pænt, lillemor.” Helene og Clausen gennemlæste første tekstudkastet til det farvetrykte katalog. ”Det ser jo fint ud, men hvad menes der med teksten til nummer elleve? ”Kunstner er ukendt, signeret P.Gaugin, muligvis et plagiat af Gaugins forsvundne ”Kvinder ved Brønden”. Proveniens er ukendt. Ejer: ”Egely”. Skænket af Lydia Hansen”. Hvad hulen mener maleren om det?” ”Det aner jeg ikke”, svarede Clausen. ”Vi må spørge ham, når han kommer tilbage. Han er lige kørt sammen med Andersen. Men det er da rigtigt, maleri nummer elleve har stor lighed med nogle af Gaugins bedste værker fra Tahiti. Lydia fortalte mig ganske vist, at hun en gang havde investeret i mellemamerikansk kunst. Men hun nævnte aldrig noget om Gaugin eller Tahiti. ”Nå, men bogtrykkeren skal senest have rettelser til teksten i morgen”. ”Jah”, svarede han, ”ellers må vi jo bare tage det som det er. Det vigtigste er immervæk kvaliteten af farvebillederne. Vil du ikke være sød at prøve at ringe til Malerens mobil?” ”Joh, men han er jo nok tilbage om et øjeblik”. ”Nåh ja, du véd selv, hvad der er bedst.” Efter en halv time var de tilbage fra byen. Helene morede sig, da hun så dem tømme bilen. Tænk at en lille hundehvalp kunne vække så meget postyr. Det var da godt, at bilen ikke var større; så havde de nok købt det halve af byen! Hun gik ud og spurgte Maleren om han havde tid til at kikke ind et øjeblik. ”Det er bare en bagatel.” ”Ja, selvfølgelig, hvad er der los?” Hun forklarede om teksten til maleri nummer elleve i kataloget. ”Hvis noget skal ændres, skal jeg ringe til bogtrykkeren.” ”Lad os lige snakke med Clausen først”, svarede han. ”Der er ugler i mosen”. Clausen åndede lettet op. ”Det er godt at I kommer. Hvis maleriet med kvinderne ved brønden er en ægte Gaugin, har vi et problem. Hvis det er uægte, har vi et lige så stort problem.” Maleren nikkede. ”Jeg forstår, hvad du mener. Her taler vi muligvis om store millionbeløb.” ”Ja, eller svindel med samme beløb”, svarede direktøren. ”Jeg tør ikke udstille det uden at have talt med Lydia forinden. Når jeg véd lidt mere, bliver jeg nok nødt til at forstyrre jer igen”. Han ringede omgående, men hun tog ikke sin telefon. Så var der lige listen over særligt inviterede ”pinger” og honoratiores. Af og til kom han meget i tvivl om hele tanken med museet. ”Hvad siger I til det”, spurgte han. ”Jah, jeg kender ikke jo ikke rigtigt nogen af dem”, sagde Maleren. ”Jo, de to politifolk og kunstforeningens formand. Ellers ikke”.”Selve indbydelsen er god nok, hvis jeg selv må have lov til at sige det.” ”Jamen så siger vi det. Har vi tid til lige at gå ned og se på det?” Håndværkerne var travlt beskæftiget med de sidste detaljer. Tyverisikringen voldte åbenbart en del kvaler. Ophængningen var tænkt som mosaikstifter i et billede af nutidens kunst, forklarede maleren. ”Alle kunstnere er selvfølgelig præget af deres samtid og fortid. Hvert enkelt billede repræsenterer en perle på en snor, der rækker fra tiden omkring Rygårds opførelse til i dag med selve museumsbygningen som sidste perle i rækken. Ja, det lyder nok lidt højrøvet og akademisk, selv om jeg aldrig har set et akademi indefra. ”Samtidig skal det enkelte værk spille sammen med naboværket og helheden”. ”Her i det sidste afsnit har jeg indrettet et beskedent indtryk af et nutidigt atelier i funktion. Her vil jeg husere på åbningsdagen og i dagene fremover, når jeg ikke er optaget af feltstudier”. Her stod et gammel studiestaffeli mage til det, der var gået tabt ved branden. På staffeliet stod på højkant et stort lærred, som han aldrig havde gjort færdig. Motivet var en stående kvindeskikkelse ved et vindue. Ved væggen stod et arbejdsbord med hans gamle håndværktøj, pensler og farvetuber. Der stod også den slidte høvlbænk fra kælderen under gæstgiveriet. På feltstaffeliet stod et mindre lærred, som han var begyndt på i sidste uge. ”Er det bådehuset ved søen”, spurgte Helene. Maleren nikkede. De sluttede rundturen, hvor de var startet. ”Jeg forestiller mig, at direktørens store limousine skal være placeret ude foran hovedindgangen for at repræsentere rejsen fra 1930’erne til i dag”. Clausen var imponeret. ”Det er genialt, originalt og vel gennemtænkt”, sagde han. Helene var mest optaget af ”Gaugin-billedet”. Det var tilsyneladende ældgammelt. ”Rammen kan dateres fra ca. 1890”, forklarede Maleren, ”plus/minus ti år. Træsorten findes kun få steder i verden i dag. Det er en art mahogni, som tidligere var meget eftertragtet.” ”Alt det du lige har sagt, kunne jo være forord i kataloget”, sagde Clausen. Maleren rystede misbilligende på hovedet. "Det ville være at foregribe publikums egne opfattelser og oplevelser, hvis alt var forklaret på forhånd. Kunstens magi er jo netop at lade værkerne selv tale." Pludselig lød en enerverende hyletone. Et par elektrikere kom løbende og bandende gennem afsnittet. En af rumfølerne var justeret forkert. ”Det er bedre, at det sker nu end på åbningsdagen. Det var dog en infernalsk støj”, sagde Maleren. ”Så meget er mine klatmalerier sgu ikke værd!” ”Jeg bliver nødt til at få fat i Lydia. Ellers giver det ingen mening” sagde direktøren. "Skal vi gå igen og lade håndværkerne arbejde i fred”, spurgte han. Mariams breve Kap. 4 | ||||||||||||||
 | haleløs | 2014-03-23 11:09:39 |
mon ikke turister fra Iran først skal søge visum? Desuden 'hopper teksten' i 'hjemmesidens / annoncering' ;)
| nhuth | 2014-03-25 08:58:38 |
Tak. Nu er begge dele rettet.
| haleløs | 2014-03-23 12:16:21 |
måske har brødrene 'goe forbindelser'? ;)
| haleløs | 2014-03-23 16:04:34 |
hmmm... læste det sidst tilføjede med utålmodig undren; ville en PET -agent være SÅ åbenmundet? ;)
| nhuth | 2014-03-23 16:27:14 |
Tak, nej. Hun overskrider sine beføjelser og bryder klart sin tavshedspligt. Hun kunne have valgt at lade Henny Lund tage skraldet. Hovedsagen var at få Mariam hjem.
Jeg ville undre mig om den slags forseelser ikke forekom.
Vh.Nhuth
Jeg ville undre mig om den slags forseelser ikke forekom.
Vh.Nhuth
| haleløs | 2014-03-23 16:37:33 |
hvis hun absolut SKAL bryde sin tavshded(spligt) ville det så ikke snarere ske på hendes eget PET-kontor - under fire øjne?
| nhuth | 2014-03-23 17:35:30 |
Tak. Nej. PET har intet at gøre med Iransk "jurisdiktion". Men via sin kontakt til Europol, som ganske vist heller ikke har noget at gøre i Iran, kunne hun muligvis påvirke FET til at gå ind i sagen.
Men jeg er da på gyngende grund.
Men jeg er da på gyngende grund.
| haleløs | 2014-03-23 17:56:51 |
'SAGEN'?? Hvilken sag? Jeg troede, opgaven 'kun' lød på at få journalist Mariam ud af Iran og hjem? ;)
| nhuth | 2014-03-23 18:05:36 |
OK. Så operationen da. Men der er jo en del forberedelse...
| haleløs | 2014-03-26 13:01:19 |
"... traktoren op til Rygård med schæferhvalpen i skjult i en papkasse."
"Rollovar måtte finde sig i at blive negligeret, når ..."
læser resten senere ;)
"Rollo
læser resten senere ;)
| nhuth | 2014-03-26 13:26:23 |
Tak. Rettes straks.
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
