 |  | BRANDDØR - NOVELLE |
 |
|
|||||||||||||
|
AUGUST 1987 Vi kaldte hende Miss Bolledej. Vi kaldte hende Miss Ladeport. Men mest kaldte vi hende Miss Viborg, fordi hun engang havde været det. Det var i hvert fald, hvad Chuck Norris´ far sagde. Og han var politimand inde i Viborg. Miss Viborg var den første fra Taberblokken, der døde den aften. Jeg flyttede ind over for Taberblokken sammen med min far et år før, fordi han gik i panik, da min mor blev syg, og han mistede sit job hos Naturgassen og måtte hutle sig igennem som kanvassælger. Først røg rækkehuset ved Nørresø, så nummerpladerne af Simcaen og siden Sambo på 4 hundeår. Min storebror var kommet hjem fra efterskolen og var nu startet på Katedralskolen og ville derfor ikke slæbe sine nye venner med hjem til Asmildparken, så han flyttede ind hos vores mormor og morfar nede ved roklubben. Mig passede det godt nok at flytte til Asmildparken. For det første fik jeg mit eget, store værelse ud mod den lille have og mit eget toilet. For det andet boede Store Kristian og Chuck Norris kun to opgange væk, og på den måde slap jeg for at tage dem med hjem til min far, som altid og særligt i denne periode var som en krudttønde, der sprang flere gange hver dag, uden at man havde en chance for at se det komme, og uden at vide hvem den ville ramme. Vi talte stort set ikke sammen i tiden efter min mors død. Jeg brugte derfor også hele den vinter, forår og sommer så meget tid væk hjemmefra, enten hos Chuck Norris, Store Kristian eller med at hænge ud på det lokale Centertorv med det udtørrede springvand, det kun halvt færdige glastag og de konkursramte butikker, hvor kun Superkiosken, Superbrugsen og bodega/grillbaren stadig holdt skansen. Den aften, hvor Miss Viborg døde, var ingen undtagelse. Scenevant hænger jeg ud sammen med Store Kristian, Chuck Norris, Bonnie, Majbritt og Bonnies kusine Bolette på bænkene foran Superkiosken. Vi hænger ud og ryger Majbritts mentolcigaretter, mens Chuck Norris fortæller med armene og sit spændstige ansigt, og jeg kigger på Bonnie. Chuck Norris fortæller om Ronny fra klassen. Ronny som også bor i Taberblokken. Det forholder sig nemlig sådan, at Chuck Norris ved fra sin far, at det var Ronny, der røvede Superkiosken tidligere på dagen. Det var Ronnys skyld, at kiosken nu holdt lukket resten af dagen, fordi Mette 3 fra parallelklassen havde stået bag disken og var blevet bange for Ronny, der råbte og væltede ting derinde, fordi hun ikke ville give ham penge. ”Gå nu hjem, Ronny,” havde hun sagt. ”Det er for dumt af dig det her.” Og så havde Ronny væltet tingene på disken, skubbet Mette 3 ind i bagreolen og stjålet en karton smøger og et par kulørte mandeblade. ”Typisk Ronny”, siger jeg, fordi det er typisk ham, og prøver igen at få øjenkontakt med Bonnie, der er kæreste med Pauli John fra niende. Chuck Norris og Store Kristian nikker. Det er typisk Ronny ikke at tage en maske på. Skal man lave et overfald, siger Chuck Norris, så skal det ligesom også kunne betale sig. Chuck Norris´ far siger, at straffen skal stå mål med udbyttet, siger Chuck Norris, som har alle James Bond-filmene på video og har luret ikke så få tricks af. ”Jeg synes nu, det er lidt synd for Ronny,” siger Majbritt, der er kærester med Kent, som er den eneste vi kender, der har slået en lærer i gulvet. ”Vi har ikke flere smøger,” siger Bonnie så, og jeg ser mit snit til at få hende til at se på mig, så jeg siger, at den klarer jeg. Jeg smiler til hende og går over mod bodegaen/grillbaren, som min far sviner til, hver gang vi går forbi den for at handle ind. Jeg ser mig tilbage for at se, om Bonnie kigger efter. Så går jeg ind. Der er halvt proppet derinde, og jeg får øje på Store Kristians far med det samme, fordi han står og hænger på sin stamplads i baren. Der er nu ikke meget spansk over stedet selvom det hedder Hacienda. Det ved selv os, der aldrig har været i Spanien. Et billede fra en grisefest bag baren, et falmet foto af generalísimo Franco i mellemgangen ind til grillbaren, og så C.V. Jør-gensens Costa del Sol på jukeboksen ovre i hjørnet, hvor Miss Viborg plejer at sidde og mumle for sig selv. ”Per!” siger jeg højt, men bliver overdøvet af et skrig eller måske mere end lyd, der får alle på Hacienda til at kigge over mod jukeboksen, hvor Miss Viborg burde være. Så bliver lyden til ord. ”Skrid, Bent. Skrid!!!!” Vi kigger alle ud i mellemgangen, hvor Bent Bumbum står bøjet over Miss Viborg, der sidder på en barstol ved den enarmede tyveknægt. ”Du er så klam, Linda,” snøvler Bent og vælter bagud i væggen. ”Så, så, Bent,” siger HH bag baren og griner. Per smiler til mig og trækker på skuldrene. ”Vi er løbet tør for smøger,” siger jeg til Per og ser mig omkring. ”HH, stik knægten en pakke mentol,” siger Per. Så kommer skriget igen. Denne gang bare meget højere. Med mere krop på. Som kommer det fra maven. Jeg vender mig. Alle vender sig igen mod mellemgangen, hvor Bent Bumbum kravler henover gulvet og prøver at komme på benene med en rødglødende Miss Viborg lige i røven. Hendes ansigt er ophovnet og næsten glødende. Jeg får øjenkontakt med Per, som siger, at jeg hellere må gå ud. Det bliver ikke kønt det her. HH kaster mentolcigaretterne mod mig, og går over mod mellemgangen. ”Så stopper I to turtelduer.” ”Tak, Per,” siger jeg og går over mod døren og kan se, at HH hjælper Bent Bumbum på benene, og sætter ham på en stol. Så går jeg ud i sollyset igen og kan se, at Chuck Norris igen får de andre til at grine, så jeg beslutter mig for at fortælle om det med Miss Viborg. Jeg går frem mod dem på Centertorvet og hæver stemmen. ”Miss Viborg er gået amok,” griner jeg og kaster smøgerne i favnen på Store Kristian. Bolette vil vide, hvem Miss Viborg er. ”Hun var Miss Viborg i 1974,” siger Chuck Norris ”Hun lavede også nøgenbilleder. Nu er hun bare så klam,” siger Majbritt og tager imod en smøg fra Store Kristian. ”De siger, at det er pillerne, der har smadret hende,” siger så Lille Kristian, som jeg slet ikke vidste var her. Sådan er det tit med ham. Selv lærerne kalder ham Lille Kristian. Men han har cd-afspiller, og overspiller gerne cd'erne til os andre på bånd, og hans far har et stort barskab. Jeg ser på ham, men får så øje på hende, Miss Viborg. Hendes krop der vælter ud af bodegaen. Først lidt efter opdager jeg Bent Bumbum, som er et par meter foran hende. ”Se!” råber jeg. ”Kom,” siger Chuck Norris, og vi kigger alle på hinanden og følger så efter Miss Viborg, først på stor afstand, så tættere og tættere på. ”Hvad siger hun?” spørger Bonnie. ”Det lyder, som om hun er vred,” siger Lille Kristian. ”Det lyder som et dyr,” siger Chuck Norris. ”Piller kan gøre folk til dyr. Min far siger, at de tit ser det.” Vi følger efter hende ned gennem gangtunnelen under Houlkærvej. Tunnelen er dækket til med graffiti og maling. Jeg trækker min cykel og prøver at holde mig ved siden af Bonnie og Bolette, men vil også gerne være noget tættere på Miss Viborg, hvis skrig tager til i både volumen og hyppighed. ”Det lyder, som om hun siger: Aldrig mere,” prøver Store Kristian. ”Hvorfor blev hun sur?” spørger Bonnie så og ser på mig, som jo er sandhedsvidnet her. ”Jeg tror, Bent Bumbum ragede på hende,” siger jeg for at have et svar på hånden. Jeg har været vild med hende, siden den dag hun kom ind i vores klasse i femte. ”Hvem gider at rage på en som hende? Se hende lige,” griner Chuck Norris. ”Hun ligner jo en levende dej. Et stykke vandrende modellervoks.” Vi kommer op ad tunnelen og forbi de første blokke i Asmildparken. Store Rikke kommer ud fra sin opgang. ”Hvad sker der?” ”Miss Viborg er gået amok,” siger jeg - uden at fjerne blikket fra Bonnie - og skifter cyklen over på den anden side for at komme en meter tættere på hende. ”Hvorfor?” spørger hun og følger med os. Store Rikke hedder Store Rikke, fordi hun for et års tid siden kyssede med Store Kristian. Sådan er logikken her. Vi holder os højst fem meter bag Miss Viborg, som nu skriger igen og kommer tættere og tættere på Bent Bumbum, som tydeligvis er for fuld og for hærget til at holde sig gående. Hun ligner rigtignok et dyr, sådan som hun går fremoverbøjet. Der er ingen af os, der har set hende sådan før. Og Miss Viborg er ellers en, vi ser tit. ”Hun mistede sin søn,” siger Lille Kristian, men ingen kommenterer det. ”Det er stofferne, hun tog i København,” siger Chuck Norris. ”De siger, hun gik hele vejen. Min far har set nogle af billederne. Det er vist ikke for små børn. Skulle jeg hilse og sige.” ”Han var spasser ligesom ham der Spasser Thomas fra tv,” siger Lille Kristian. Vi nærmer os den store legeplads på Odshøjsvej, hvor jeg for et års tid siden fik mit første kys af Tina Tusindpik, som har været kærester med hele 6 drenge, heraf endda to fra ti-ende. Miss Viborg kommer tættere på Bent Bumbum, der snubler over sine egne fødder, men når at sætte fra imod en lygtepæl, inden han stavrer ned ad trapperne mod Taberblokkens opgange. Så skriger hun igen og sætter farten op. ”Han ser virkelig bange ud,” siger Lille Kristian. ”Det lyder altså, som om hun råber, at han skal aldrig skal sige dét igen,” siger Store Kristian. ”Aldrig skal gøre det igen, ” supplerer Store Rikke. ”Gøre hvad,” siger Bolette. ”Dét” siger Chuck Norris. Vi sætter cyklerne op ad betonmuren og skynder os ned ad trapperne til Taberblokken, hvor Miss Viborg og Bent Bum-bum allerede er forsvundet ind i den første opgang. Vi står lidt og ved ikke rigtigt, om vi skal gå ind. Der lyder flere skrig og brag. Råberen dukker op i vinduet i naboopgangen, men det ser ud, som om han rent faktisk ikke råber denne gang. Eller også overdøver Miss Viborgs ubestemmelige lyde ham blot. Så går Store Kristian og Chuck Norris ind i opgangen. Jeg kigger på Bonnie, der ser på Chuck Norris, og går så efter. ”Du holder øje med vores cykler,” formaner jeg til Lille Kristian. Store Kristian og Chuck Norris står allerede på første repos og prøver at se op. Larmen er voldsom. Skrig og brag. Miss Viborgs stemme der knækker og raller og slår imod væggene. ”Bor Bent Bumbum her?” hvisker jeg og kender svaret. Store Kristian træder et par trin op. Chuck Norris og jeg følger efter. ”Hvorfor er der ikke nogle af naboerne, der kommer ud,” hvisker jeg. ”De er perkere hele bundtet”, siger Store Kristian. ”Lugt selv.” ”Yildiz og hendes fætre bor her,” hvisker Chuck Norris. Yildiz fra klassen, som spiser oliven og bulgur og ikke tager med til fester. Chuck Norris siger det er, fordi de bange for, at hun skal bolle med os drenge. For muhamedanske piger er vist sådan, siger Chuck Norris´ far. Så lyder der endnu et skrig og et stort brag, der forstørres af akustikken i betonopgangen. Vi bevæger os op på reposen mellem første og anden sal, og så ser vi det: Miss Viborg der råber og slår og sparker og tager tilløb og falder ind i døren ind til Bent Bumbums lejlighed. Så rejser hun sig igen. Blodet pibler fra hendes øjenbryn. Og hun vælter så med al sin styrke ind i døren igen, træder tilbage og tager tilløb igen og raller og rammer døren og falder, men denne gang ind over døren, der har givet efter, den har sat fra i hængslerne. Der brager, men så bliver der stille. Vi kigger på hinanden. Jeg får øje på Lille Kristian, der står en halv etage længere nede. Store Kristian og Chuck Norris går op mod den smadrede dør og Miss Viborg. Jeg træder selv et skridt op. Så læner Store Kristian sig ned til Miss Viborg, som ligger helt stille og blå i ansigtet oven på den væltede dør. Et kort øjeblik tænker jeg på min mors døde ansigt. Men kun kort. Så forsvinder tanken. ”Er du okay,” siger han, inden han opdager det. ”Wow,” siger han så og hopper bagud. Chuck Norris og jeg har set det. Eller i hver fald det, der er at se, under døren og under Miss Viborg. Nemlig det, der må være Bent Bumbum. ”Hvad sker der?” siger Maibritt nedefra. ”Det er”¦Bent,” siger Chuck Norris, og træder frem. ”Vi må da ringe efter nogen,” siger Lille Kristian, som nu også står på etagen. ”Tror du, han er”¦” siger Chuck Norris. Vi står lidt og lytter. Vi hører hans spyt, der gurgler i halsen, hans gutturale rallen, små forsøg på ord, inden hans lyde stopper. ”Ja,” siger jeg mærkeligt fattet. Som om det bare er noget, vi ser. Ikke noget der sker. ”Også ham.” Bent bliver således den anden fra Taberblokken, der dør den aften. Ambulancefolkene skubber os væk, da de kommer, og Chuck Norris´ far kommer i fuld uniform og spørger os ud. Jeg prøver at holde mig tæt på Bonnie, men vil også gerne have det hele med. Ambulancefolkene der tjekker Miss Viborg og Bent. Prøver at genoplive Bent og fjerner bræk fra hans mund og hals. De fire store mænd i uniformer, der pru-ster og stønner og kalder efter hjælp for at løfte Miss Viborg ud herfra. Udenfor er folk kommet til. De står og presser os frem mod opgangen. Det er også derfor, jeg vælger at blive hos Bonnie og Bolette. Mængden presser mig helt tæt på hende. ”Så I hende virkelig dø?” siger hun da vi står under 30 centimeter fra hinanden. ”Også ham,” siger jeg. ”Hvordan føles det?” spørger Bolette. ”Det føltes okay,” siger jeg, og vil sige noget mere, men går i stå. Ved ikke, hvordan det føles. ”Hvad mener du?” spørger Bonnie og trækker sig lidt bagud. Jeg begynder at svede, ser væk og tænker så kort på min mor igen. Så kommer Chuck Norris over og siger, at de er her fra Viborg Stifts Folkeblad. Med en fotograf og det hele. ”Har I hørt, at kommunen vil give Asmildparken nyt navn?,” siger Lille Kristian, som selv bor i et stort hus ovre på Kildebakken. ”De har sat et reklamebureau på. Det skal hedde Houlkærvænget, siger de. Asmildparken er for belastet. Selv bussen skal have nyt navn.” Jeg kigger på ham, mens han siger det, og ser så, at Bonnie er væk. Råberen står stadig i vinduet. Nu med ord og lyde. De sædvanlige bandeord og mange tilsvininger af os alle. ”Er hun rigtigt død?” Jeg vender mig mod stemmen. ”Nej, Nolder, hun er kun forkert død.” Lille Kristian griner. ”Henter du ikke en Baldur-vand til os, Nolder,” siger han så, fordi sådan er det her: Nolder er nolder, og er typen, som var den sidste af drengene, der fik hår på, og typen som sidste år slæbte en hel kasse Baldur-sodavand med til København på lejrskolen, fordi han ikke vidste, om man kunne købe Baldur derovre. Knægten havde aldrig været uden for Asmildparken. Nolder kigger på mig for at afkode os. ”Ja, hun er død,” siger jeg så, og er lige ved at ae ham over håret, men får så øje på Bonnie, som står og kysser Pauli John, der sidder på sin racercykel. Pauli John har 200 maxisingler med Depeche Mode og et stort sydstatsflag på sin væg hjemme i rækkehuset på den anden side af Houlkærvejen. Jeg træder et skridt frem, men bliver presset tilbage af Chuck Norris´ far, der skaber plads til båren med Bent Bum-bum på. De har lagt et lagen hen over hans krop, men alligevel kan man godt se, at han ser anderledes ud. Det er, som om han er blevet”¦mindre. ”Er han ikke?” siger Lille Kristian. ”Jo,” siger jeg, og får øje Bolette og Bonnie der kommer imod os. Pauli John trækker sin cykel lidt bag dem. Store Kristian og jeg er enige om, at det er, fordi han er enebarn, og at hans forældre er ved Posten, at Pauli John har råd til så mange maxisingler. Nolder kommer med tre Baldur-sodavand, en rød, gul og grøn. Ambulancerne sætter i gang nærmest samtidig. Tror lidt, vi alle håber, de sætter udrykning på. Chuck Norris taler med sin far. Så står vi bare lidt sammen og kigger på ambulancerne, der glider ud på vejen uden udrykning. ”Hvorfor kalder I det egentligt Taberblokken,” spørger Bolette. Jeg ser på hende. ”Det er jo det, den er. De er der alle sammen. Min far siger, at kommunen har placeret alle byens tabere og krakkemutter i samme blok for at holde dem et sted, og så er vi andre frie for at høre på deres kaudervælsk og deres lugte. Tabere tiltrækker tabere.” ”Det hedder kynisk socialpolitik” siger Lille Kristian, men ingen af os ser på ham. ”Se, dér er tvillingerne,” siger Store Kristian, og rigtignok, der er de, brugsuddelerens tvillinger. De kommer løbende ovre fra nummer 18, hvor de tit tjener penge hos Porno Erling på at holde ham ved selskab, når han viser sine egne gamle sort/hvide smalfilm. ”Har I hørt det?” siger tvillingerne. ”Ja, vi så det ligesom selv,” siger Chuck Norris. ”Ja, ” siger jeg og kigger på de to tvillinger. Der er en udpræget enighed i hele bydelen om, at de to piger er endnu mere uheldigt skåret til fra Guds hånd end brugsuddeleren selv. Og om ham siges det, at han var så grim, at hans mor benægtede sit slægtskab til ham. ”Jamen, det er lige sket,” siger tvillingerne i munden på hinanden. ”Ja,” nikker Store Kristian. ”Jamen, han sidder stadig deroppe,” siger den ene af tvillingerne ”Ja, han gør,” supplerer den anden. ”Nej, de er lige kørt med ham,” siger Lille Kristian. ”Nej,” siger tvillingerne trodsigt og begynder at gå over mod nummer 18 i Taberblokken. Store Kristian og jeg kigger på hinanden. Så får vi øjenkontakt med Chuck Norris. ”Kom” siger Chuck Norris, og vi følger efter. Selv Pauli John glider stille bag os på sin sølvracer med sine smarte, sorte lakstøvler på, der er de samme, som dem fra det engelske band, Bros har. Lille Kristian siger, de koster 2000 kroner, og kun kan fås i London. Vi kommer ind i nr. 18 og følger efter tvillingerne ind i lejligheden på 1. sal, hvor Erling bor. Store Kristian tager sig til næsen for at vise os, at der stinker, skulle vi på nogen måde selv være i tvivl. ”Adrh,” siger Bonnie og går ud i opgangen til Pauli John. ”Se selv,” siger tvillingerne inde fra stuen. Jeg tager en dyb indånding og følger efter Store Kristian og Chuck Norris ind i stuen. ”Shit,” siger jeg. ”Det må du nok sige,” siger Chuck Norris. ”Så hellere dø som Bent,” siger Store Kristian og går forbi mig og ud af lejligheden. ”Lad være med at røre ham?” siger jeg til Chuck Norris. ”Hvad sker der?” Nolder dukker op i døren til stuen. ”Hvorfor sidder han uden tøj på?” Jeg vender mig og skubber ham ud i gangen og går selv ud i opgangen. Så brækker jeg mig ned på Pauli Johns støvler. Porno Erling var således den tredje fra Taberblokken, der døde den aften. Selvom det retfærdigvis skal siges, at han måske var død en dag eller to tidligere. Senere, da vi endnu engang har talt med Chuck Norris´ far, sidder vi på legepladsen ovre på Odshøjsvej. Jeg kan huske, at vi stort set ikke siger noget, men også at vi ikke er i chok. Vi kigger bare på hinanden, begynder og slutter hinandens få sætninger og deler ellers den ene mentolcigaret efter hinanden. Kun en enkelt gang spørger Store Kristian, om jeg er okay på grund af det med min mor. Lille Kristian er taget ud at spise med sin pilotfar og solariebrune papmor, Bonnie er forsvundet med Pauli John for at rense støvlerne, Majbritt er hjemme hos Kent, men Bolette er blevet, og i løbet af aftenen går det op for mig, at hun måske endda er endnu kønnere end sin kusine. Det er, da hun og jeg sidder sammenkrøbne inde i det alt for lille legehus og holder i hånd og hun kysser mig. Jeg husker det, som om at solen går ned, da jeg siger farvel til hende på parkeringspladsen foran min blok, og jeg følger hende med øjnene, indtil hun er ovre ved de røde rækkehuse, hvor dem med to indkomster bor. Så går jeg indenfor igennem haven og kan se min far sidde og sove inde i stuen med fjernsynet kørende. Jeg går ind ad havedøren og sætter mig ved siden af ham i sofaen. Han sætter sig op. ”Hvad var alt det larm og ambulancer tidligere på aftnen,” siger han så uden at se på mig. ”Det var Miss Viborg der døde,” siger jeg og rejser mig. Gider ikke gå i detaljer, for jeg ved, hvad han vil sige om at gå på bodegaen, og om at sådan går det, når man drikker og ryger og omgås tabere. ”Du skal heller ikke regne med at jeg bliver gammel.” ”Det gør jeg heller ikke,” siger jeg ovre fra døråbningen ud til gangen og går ind mod mit værelse. Jeg kan høre, han følger efter mig, men smækker bare døren bag mig, flår mit tøj af mig og står kun i underbukser midt i rummet og ser ned ad mig selv. Kroppen er kun et hylster, vi har til låns. Så lægger jeg mig under dynen og prøver at forestille mig, hvem der vil græde når jeg dør, men mister hurtigt fokus fordi skiftevis min mors og Miss Viborgs ansigter dukker op på mine nethinder, når jeg lukker øjnene. Lidt før midnat vågner jeg, fordi jeg har en iskold lænd og ryg, men brandvarme fødder. Det er, som det koger indeni, samtidig med at min overkrop er næsten lam af kulde. Jeg rejser mig og går lidt rundt i værelset og klasker mig selv på ryggen og maven for at få varmen. Så går jeg ind til min far, der stadig sidder i stuen og ser fjernsyn. ”Må jeg sidde lidt hos dig” siger jeg. ”Ja,” siger han uden at se væk fra fjernsynet. ”Vil du ikke fortælle lidt mere om mor?” * Ifølge Chuck Norris´ far var det hjertet, der satte ud hos Miss Viborg. Hun havde brugt alle sine kræfter på at vælte døren ind til Bent. Og det var oven i købet en branddør, sagde Chuck Norris´ far med respekt i stemmen. | ||||||||||||||
 | WickyKaas | 2010-10-28 14:53:27 |
Fed novelle!! Kan rigtig godt lide den!
Lidt konstruktiv kritik! For at gøre en novelle nem at læse for læseren ville jeg sige der skulle være lidt færrere personer. Jeg rodede selv lidt rundt i hvem der var hvem.
Lidt konstruktiv kritik! For at gøre en novelle nem at læse for læseren ville jeg sige der skulle være lidt færrere personer. Jeg rodede selv lidt rundt i hvem der var hvem.
| haleløs | 2011-02-17 20:49:59 |
Super velskrevet; læste og forstod umiddelbart fra A-Z. Dygtig! Person- og miljøkarakteristika sprogligt særdeles velformuleret og velnuanceret! Tilpas blanding af realisme og dramatik!
Dog enig med WicktKaas ... der ER lovlig mange personer at hitte rundt i - får teksten til at virke temmelig kompakt.
JEG gætter på, novellen - evt. efter et par omskrivninger - ville kunne gøre sig i et af ugebladene ...
venligst ...
Dog enig med WicktKaas ... der ER lovlig mange personer at hitte rundt i - får teksten til at virke temmelig kompakt.
JEG gætter på, novellen - evt. efter et par omskrivninger - ville kunne gøre sig i et af ugebladene ...
venligst ...
| sørendamm | 2011-02-18 13:01:02 |
tak,
| Robert Mørk | 2011-02-18 15:55:22 |
Hej Søren
Jeg eg har været inde og læse novellen her en gang før, men gik død i den, nok netop på grund af de mange navne.
Jeg blev ganske enkelt forvirret af det. Og jeg mende godt du kunne udelade nogle af dem uden at ødelægge den ellers meget fine historie. For du skriver virkelig godt.
Jeg går ud fra at de mange bindestreger, skyldes et staveprogram som du bruger, men jeg ville nok lige bruge lidt tid på at fjerne dem, for de klæ'r altså ikke teksten. Ord som men-tolcigaretter, bænke-ne og ti-ende, syntes jeg kommer til at virke lidt ufriviligt komiske.
Men som sagt. Du skriver virkelig godt, så tak for god underholdning.
/robert
Jeg eg har været inde og læse novellen her en gang før, men gik død i den, nok netop på grund af de mange navne.
Jeg blev ganske enkelt forvirret af det. Og jeg mende godt du kunne udelade nogle af dem uden at ødelægge den ellers meget fine historie. For du skriver virkelig godt.
Jeg går ud fra at de mange bindestreger, skyldes et staveprogram som du bruger, men jeg ville nok lige bruge lidt tid på at fjerne dem, for de klæ'r altså ikke teksten. Ord som men-tolcigaretter, bænke-ne og ti-ende, syntes jeg kommer til at virke lidt ufriviligt komiske.
Men som sagt. Du skriver virkelig godt, så tak for god underholdning.
/robert
| ligeher | 2011-04-13 10:46:45 |
Hej Søren,
Det er længe siden, jeg har moret mig så godt på trods af et dystert emne. Og ved nærmere eftertanke tror jeg også, jeg har mere end moret mig. Det er jo nogle vældige temaer, du får gennemspillet, og jeg synes også, jeg kan høre rigtigt mange finurlige undertoner.
Måske har de andre kommentatorer ret, når de siger, at din novelle indeholder for mange personer, men det er urimeligt svært at se, hvem der kan undværes. De er jo allesammen med i flokken - den flok, som du beskriver så glimrende og præcist. Og jo: Sådan en flok ER stor, det kan ikke være anderledes. Problemet her er nok snarere, at teksten er for kort til at rumme dem allesammen i ét hug.
Så konklusion: Se da at få skrevet den (kollektiv?)roman om Asmildparken - hvis du da ikke allerede er i gang?
Mange hilsner
Det er længe siden, jeg har moret mig så godt på trods af et dystert emne. Og ved nærmere eftertanke tror jeg også, jeg har mere end moret mig. Det er jo nogle vældige temaer, du får gennemspillet, og jeg synes også, jeg kan høre rigtigt mange finurlige undertoner.
Måske har de andre kommentatorer ret, når de siger, at din novelle indeholder for mange personer, men det er urimeligt svært at se, hvem der kan undværes. De er jo allesammen med i flokken - den flok, som du beskriver så glimrende og præcist. Og jo: Sådan en flok ER stor, det kan ikke være anderledes. Problemet her er nok snarere, at teksten er for kort til at rumme dem allesammen i ét hug.
Så konklusion: Se da at få skrevet den (kollektiv?)roman om Asmildparken - hvis du da ikke allerede er i gang?
Mange hilsner
| sørendamm | 2011-06-16 23:33:07 |
tak, det gir mening - og ja der er for mange personer. En stramning er altid godt. Det fremmer også historiens fokus.
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
