 |  | Når vi alle flyder på vejene. |
 |
|
|||||||||||||
|
Jeg er landet dette ukendte sted, ved knap, hvem jeg selv er og hvordan jeg er kommet her. Der er ingen levende væsener i nærheden. Eller hvis de kørende tingester er levende, ser de ganske fremmede ud, bevæger sig hurtigt hen over asfalten uden at bemærke mig. Længere fremme står en af disse buttede ting med hjul under, den har en slags vinger foldet ud, som de andre ikke har. Jeg nærmer mig, ser der er et sæde indeni. Forsigtigt sætter jeg mig ind og stirrer ud ad det gennemsigtige forparti. Lige foran mig er en pind og et skilt, hvor der står Turboflyer nr. 78901. Nedenunder er trykknapper. Det er altså et køretøj, jeg får lyst til at suse af sted blandt de andre her. Forsigtigt hiver jeg i pinden. Åh, hvad sker der? Stærkt farvede kugler rutsjer ned i en slugt, alt vender og drejer rundt, det flimrer for mine øjne. Blod drypper fra kuglerne. Mørke sluger mig. Det strammer. Hold op, stop. Med en kraftanstrengelse åbner jeg siden og ser den grå vej under turbuflyeren, i vejkanten skimter jeg ubestemmelige stumper affald. Jeg vil se virkeligheden og køre, hvorhen jeg vil. Vejbanerne længst til højre er tætpakkede med små fremadfarende lysskær. Dette er noget nyt og ukendt, var det ikke netop hvad jeg ønskede: At der skulle ske noget, at blive revet ud af hverdagen. Her kan jeg udforske helt nye sider af tilværelsen, af mig selv. Skal handle uden for de kendte rammer, prøve hvad jeg duer til uden nogen til at hjælpe mig. Først må jeg finde ud af, hvordan denne tingest fungerer. Følge strømmen af andre, mens jeg undersøger, hvor meget jeg selv kan regulere. Få køretøjet til at adlyde mig. Så snart jeg behersker teknikken, vil jeg se mig om efter et sted, hvor disse mennesker mødes. Jeg prøver at få et glimt af de forbipasserende til højre for mig. Ingen lægger mærke til mig, ansigterne, jeg kan skimte i lyskeglerne, virker koncentrerede, spændte. Jeg trykker på en knap og siderne lukkes om mig. Systematisk afprøver jeg de forskellige knapper, mens skiftende billeder hvirvler for mine øjne, til jeg endelig finder en virkelighedstro gengivelse. Start så, dit bæst. Huii, vi kører. Godt gået maskine. Drømmen virker. Stærkt som du følger rundingerne helt af dig selv. Glider med strømmen. Stemmer summer. Det føles, som om jeg snurrer rundt og rundt. Kvalme. Stands dit dumme bæst, jeg må have luft. Hovedkulds tumler jeg ud og kaster op ud over vejen. Jeg håber, det var forsinket reaktion på spændingen og kigger mig omkring. Ingen bemærker mig. Koncentrer dig dog om nuet. Mørket er tættere. Det er sikkert aften. Hvor lyst mon her er om dagen? Jeg må blive lige ved turbuflyeren, hopper lidt på stedet, laver små spark og svinger med armene. Føler mig ret tåbelig, har endnu ikke set et eneste levende menneske i fuld figur, så jeg kravler ind i det lave hylster igen. Nu giver jeg mig tid til at se på turbuflyerens indre. Hele taget er spejlblankt og kaster mine bevægelser tilbage mod mig. Sædet ligger nærmest ned, jeg ville hellere sidde ret op, men kan ikke finde ud af at indstille det. Hov, der kom jeg til at trykke på en knap, som trækker billedet af den bagved kørende tættere på, så jeg tydeligt kan se hans øjne, selv om han er flere hundrede meter fra mig. Hjælp, kan andre hele tiden se, hvad jeg laver? Igen indtager jeg min halvt liggende stilling, spænder selen om maven og starter. Nej, nu er der små insektagtige væsner udenfor. Deres ben er lange og øjnene roterer i hovederne. De spærrer udsynet, sidder der og ser ind til mig. Vel gør de ej, jeg ved jo, at udenfor er der kun vej og andre turbuflyers. Lokkende toner, et sted som kalder: kom og opdag mig. Skab mig, som du har lyst, byg en ny verden op hvor netop du kan være sammen med andre, som I har lyst. En del af mig vil følge opfordringerne, mens en anden kæmper for at bevare overtaget. Jeg vil ikke rives med, jeg vil ikke ind i den fortryllede verden. Mine fingre finder den rigtige knap. Billedet skifter. Jeg kan se den brede vej langt nede, er selv på den smallere højt oppe. Forude bevæger rækker af lysprikker sig. Jeg trykker på en lydknap og hører de andres meddelelser. De taler ind over hinanden, jeg kan ikke skelne de enkelte stemmer. Sært, det føles som om jeg flyver. Også under mig er mørke skyer. Jeg har ikke rørt indstillingen og ved, at jeg stadig kører på vejen. - Kalder fra position 42 nord trespor, siger en mandsstemme. - Besynderlig observation af stærkt lysglimt højt oppe. Aflang ujævn revne. Kender nogen fænomenet, svar snarest. Jeg forstår hvad han siger. En kvindestemme svarer: - Tilsvarende position. Samme observation. Aldrig tidligere bemærket. Kører straks herfra. Mandsstemmen kommer igen: - Højst besynderligt. Noget blåt viser sig. Masser af blåt ... En myndig stemme afbryder: - Advarsel. Ingen bør forlade sin turbuflyer. Styr væk fra angivne område 42 nord, 40 øst. Tornado under opsejling. Skydækket omkring mig og turbuflyeren er helt tæt, som da jeg startede. Jeg har lyst til at fortælle, at de ikke skal flygte for lysglimt, at det bare er lyn. At klar blå himmel er det normale. Men hvorfor skulle de tro mig? Jeg må vente, til jeg har skabt kontakt. Foran ser jeg røde lysprikker fare af sted efter hinanden. Et bjergs lysegrå konturer tårner sig op i det fjerne og vejen deler sig i to. Tættere på opdager jeg, at der er en åbning nederst med skilte og lys, måske er det boliger eller samlingssted. Et ryk i styrepinden og vi drejer bort fra den lige vej og kører mod bjerget. Porten åbner sig, jeg kan fortsætte lige ind. Lys fra loftet stråler og blænder mig næsten. Kæmpemaskiner brummer eller snurrer. Grenstykker sluges i den ene ende, findeles og blandes - vistnok med vand - til en grødagtig masse, som transporteres videre i gennemsigtige rør. Det må være en automatisk madfabrik Tilsyneladende fungerer det hele uden menneskers tilstedeværelse. Jeg prøver at standse turbuflyeren, som kører ret langsomt langs rørene, men det lykkes ikke. - Sinke, sæt farten op, lyder en stemme. Det må være turbuflyerens system, der taler til mig. Måske ville det være for farligt, hvis alle og enhver kunne stige ud og blande sig i maskinernes arbejde her ved de skarpe automatiske save. Jeg kører ud i mørket igen, er snart tilbage på den mangesporede vej og opdager kort efter, at farten stiger. Det mærkes ikke, men tallet foran mig står omkring 180. Et blik til siden viser, at jeg kører fra de fleste andre. Men da jeg ser bagud, bemærker jeg en rød turbuflyer tæt på, håber han kører ud og overhaler. Igen og igen trykker jeg på den knap, der skal dæmpe hastigheden, men tallet stiger i stedet for at falde. Vi nærmer os brusende vand, hvad nu? Så stands dog, din dumme maskine! En snurrende lyd distraherer mig. Hvad er det, der sker? Turbuflyerne foran folder en slags propel ud på taget, de letter og flyver elegant over vandet, som må være en flod. Nu er det vores tur. Jeg hører nogle klik over hovedet, så en let susen. Nu stiger vi, turbuflyeren og jeg. Jeg kan se ned på det hvidt skummende vand og en, to, tre, er vi ovre og lander igen på hjulene. En fantastisk mulighed for at forcere hindringer. Det røde køretøj er stadig lige bag mig, jeg skæver til skærmbilledet af føreren. Han holder øje med mig, jeg har taget et køretøj. Om lidt bliver jeg standset og stillet til ansvar. Der er ikke nogle sideveje, jo, nu viser en rødt lysende pil over kørebanen, at jeg kan dreje til venstre eller fortsætte ligeud. Måske kan jeg ryste forfølgeren af mig, jeg trækker styrepinden mod venstre og suser af sted på en vej, der går rundt og rundt. Men bag mig kører stadig den røde turbuflyer. Længere fremme kommer endnu en bjergåbning; over den blinker skiftende billeder af mad. Her kan jeg spise. Åh hvor er jeg sulten. Endelig skal jeg smage deres mad. I bund med stopknappen. Omsider falder farttallet, og med et ryk standser vi, turbuflyeren og jeg. Bare den bagved kørende fortsætter, jeg foretrækker selv at udvælge samtalepartnere her. Billederne viser forskellig slags mad, jeg åbner siden og trykker på knappen ud for noget, der hedder Gigant Surprise. Intet sker. Jeg får øje på billedet af et krus klar væske - forhåbentlig vand - og trykker på den tilhørende knap. Derefter kommer et krus med vand. Bag mig er den røde turbuflyer standset. Febrilsk prøver jeg at starte, men nu åbnes en sprække under skærmen, en portion mad svinger frem, jeg tager automatisk imod. Ubestemmelige runde og kantede små skiver. Det lugter fedtet. Jeg skæver bagud, i lygteskæret ser jeg en mand på vej hen til mig på korte tykke ben. Nu ikke så bange, han er vel også bare sulten. Næsten selvlysende stikkende øjne stirrer på mig gennem en tynd rød ansigtsmaske. En latterlig skikkelse, fed, behåret med bryster og kun iført lændeklæde. Jeg tror det er en mand trods brysterne, trykker på knapperne, måske ser han helt anderledes ud i virkeligheden? - Jeg skal hurtigt få presset saften ud af dig, dit bløddyr. Du skider åbenbart på loven. Nu skal jeg lære dig om hæderlig opførsel. Stemmen er hæs og det ophidsede maskeansigt meget tæt på. Jeg kan intet sige til mit forsvar. - Tag straks på værksted og få poleret din bille, hun er fyldt med jordstænk. Snart vil hun nægte at adlyde dig. Sjusk kan hun ikke lide. Han betragter mig indgående. - Nå så du kører under falsk identitet. Det betaler sig ikke, siger han truende. - Jeg kender din type. Hvordan har du overlevet i vildnisset? - Jeg kommer ikke fra vildnisset, jeg prøver at tale roligt og efterligne hans accent. - Hvem har så sendt dig? - Ingen har sendt mig, afbryder jeg. - Fortæl mig, hvem der er jeres leder. Han slår sig på lårene af grin. - Skråt op. Vi er vores egne herrer. - Jeg skal nok bringe min turbuflyer i orden, vil du sige mig, hvor det nærmeste værksted er. Han sætter pegefingeren til tindingen i en sigende gestus og trykker på en knap i min turboflyer. - Sådan, nu standser du automatisk ved servicestationen, siger han overdrevent langsomt og tydeligt og vender sig om. Jeg spiser min nu kolde ret. Den smager ikke særlig godt, men jeg er meget sulten. Håber snart at møde andre mere venligtsindede. En ny turbuflyer holder bag mig. Jeg må forsøge kontakt. Det er nu eller aldrig. Inde bag bjergsiden skimter jeg mangefarvede lysstråler. Jeg åbner siden og spørger: - Foregår der noget særligt? Denne turbust er også en mand, denne gang med noget mere tiltalende skikkelse. Han har en brun ansigtsmaske på. Hans blå øjne måler mig inde fra maskens øjenhuller: - Virker dit net ikke? Kampen alle har set frem til. - Nåh ja. Nikkende ser jeg lidt på ham, får kun noget at vide, hvis jeg røber min uvidenhed, min fremmedhed. - Er lige kommet. Hvad for en kamp? - Sidste uges sejrherre udfordret. Skynd dig hvis du vil have en plads. Jeg kører efter ham ind på et åbent område med holdende turbuflyers i mange rækker foran os. Rundt om er bjerge. Midt på den tomme plads rejser et kegleformet bjerg sig stejlt op til et fladt plateau oplyst af projektører. De skinner ned på en sort- og hvidprikket turbuflyer. En vældig larm bryder løs, alle turbusterne trykker på deres lydknapper. Så ser jeg en mand med svulmende overkrop helt klædt i sort træde frem foran den prikkede turbuflyer. Den starter med et ryk hen mod ham, må da standse, så tæt på den er? I næste nu springer han til side, turbuflyeren vender og kører helt hen til hans ben. Igen hopper han smidigt væk, men er faretruende tæt på kanten af bjerget. Et skridt ud over kanten, eller et hjul for turbusten vil betyde dødelige kvæstelser. Jeg forstår ikke det her. Nu tripper et par kvinder med kæmpebryster frem uvist hvorfra, kun iført små lændeklæder, eller har de en gennemsigtig dragt indenunder? En grotesk dans eller kamp finder sted. Tilsyneladende skal turbusterne om på siden af den prikkede turbuflyer. Måske gælder det om at erobre den? Jeg skæver til siden og ser manden, jeg fulgte efter, sidde og hoppe i sædet. Det er vist ikke nu og her, vi kan falde i snak. Jeg vil ikke se mere og manøvrerer baglæns ud. Da jeg er tilbage ved madstedet, hører jeg et kraftigt smæld og ser til højre mod vejbanerne tættest på. Den forreste grønne turbuflyer er sunket ned i den ene side og standset. Den fede mand, jeg først talte med, er på vej hen mod mig. - Satans fartbølle, brummer han. - Der skal være plads til os alle. Men der findes andre forbrydelser. Jeg burde melde dig. Han stikker hovedet indenfor, jeg læner mig bagover for at undgå hans ånde. Han ser op og ned ad mig. - Gode lår og bryster, mumler han. - Lige min smag. Nu ikke give op, jeg og turbuflyeren skal til servicestationen, hvor jeg kan møde andre, men først skal jeg slippe fri af denne generende person. Hans opmærksomhed er fanget af en forbikørende lilla turbuflyer efterfulgt af en hvid: - Hold kæft, hun drøner derudad. Trænger til en afklapsning. Han sætter en finger på taleknappen: - Godt gået, makker. Hold ud, vi kommer op på siden af jer, jeg tager sidelinien. Så henvender han sig til mig. - Knald den fartdjævel, så slipper du for videre tiltale. Uden at vente på svar vralter han tilbage til sin egen turbuflyer. Jeg kaster et blik ud mod den ødelagte grønne og starter. Føreren må være steget ud, jeg kan ikke se ham. Jeg er nødt til at være med i deres liv, kan ikke sidde som en selvretfærdig tilskuer og dømme, hvis mine kontaktforsøg skal nå ud over det indledende. Jeg trykker på startknappen. Hurtigt når jeg frem bag den hvide turbuflyer med min plageånd lige efter. Vi holder høj fart et stykke tid - hvad nu hvis nogen er efter mig for den samme forseelse, som er årsagen til, at jeg forfølger en anden? Jeg prøver at dæmpe farten. Stemmen ud for mit øre meddeler, at kaos nu breder sig på vejene omkring punkt 42-40. Jeg forstår, at advarslerne har tiltrukket nogle i stedet for at holde dem væk. De er kørt til stedet, hvor skyen synes at sprække, og nu kan turbuflyerne ikke komme frem for hinanden. En voldsom uro er brudt løs. Tankerne summer i mit hoved, mens jeg prøver at forstå dem. Er der mange uden turbuflyers, som dem jeg så på keglebjerget før, og hvor holder de til? Jeg har ingen børn set. Her på de evigt mørke veje kender mennesker ikke forskel på nat og dag. De lever ensformigt og søger spænding. Et højt knald lyder, jeg skimter en standset lilla turbuflyer forude. Zoomer ind og ser et lille, rundt hul højt oppe i siden. Sætter kraftigt lys på, tidsnok til at se en lyshåret kvinde synke sammen derinde. Jeg standser bag hende. Triumferende brøler manden i den røde turbuflyer over højttaleren: - Jeg vandt. Præmiefest på servicestationen. Du vil få et sus, du aldrig har prøvet med bavianerne. Han er allerede langt forude. Præmie, hvad skal det sige? Gysende forstår jeg hans hentydninger, dummere er jeg ikke. Jeg skal ikke nyde noget. Hvad er det i det hele taget, jeg har været med til? Hurtigt stiger jeg ud af min turbuflyer og løber hen og åbner døren til den lyshårede kvinde. En sur stank slår mig i møde. - Kom du til skade? Kan jeg hjælpe? - Hvad fanden, stønner hun og skæver op mod mig. - Fremmed kød. Vær så god at tage min lille snut der med til en servicestation. Jeg ser nu, at et lille barn sidder bag det oprejste ryglæn i en slags stol. Endelig et barn, kun et års tid vel. Kvinden raller, mens jeg løsner hendes sele og prøver at støtte den spinkle skikkelse. Det går op for mig, at hun er døende. - Spar dine anstrengelser, hvæser hun næsten uden stemme. - Nu går jeg glip af racet i morgen. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-04-18 15:35:08 |
velskrevet, undeholdende sci-fi! Dog blir teksten lovlig kompakt grundet de (for) mange informaive detaljer; det er lidt synd, synes jeg! Desuden undres jeg undervejs over (rum)væsenets indgående detaljekendskab (lændeklæde, hjul, mand/kvinde/barn o.a.). Men morede mig under læsningen!
venligst ...
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
