 |  | Esoteriske Slips Kap. 16 Modellen |
 |
|
|||||||||||||
|
Kap. 16 Modellen Mørk var så optaget af Marianne Lauridsens smittende forårshumør, at han ikke så skyggen af den herre, der stod på den anden side af gaden og øjensynlig talte ud i luften. - Lige hvad jeg trængte til, sagde Mørk og standsede ud for nr. 7. Marianne lo - Hvordan i alverden kan du dog huske, at det er netop her? Hun fiskede sin nøgle op af tasken. - Ja, vi skal helt op til fjerde; jeg plejer at tage elevatoren. Nu må du ikke blive forskrækket, når vi kommer op. Du vil se mig upåklædt og noget yngre. Tidligere var jeg mere eftertragtet. - Åh, sludder, skønhed har ingen alder. En mild duft af roser var det første han bemærkede, allerede i entréen. - Ja, det er sådan en dum vane jeg har. Af og til køber jeg en buket til mig selv. Roserne dér købte jeg i går. Syv smukke langstilkede Baccara så Mørk på kommoden. - Det er min yndlingsrose, sagde han, forædlet af en gartner Poulsen en gang i halvfjerdserne. Men du gav mig ikke en chance for at jeg kunne forberede mit besøg her. - Nej, men så er det godt du også var i mine tanker i går, lo hun og viste Mørk ind i dagligstuen. - Ih du milde, udbrød han ved synet af de smukke tegninger og malerier, som prægede stuen. Tør jeg spørge om det er jeres datter, der har stået model? - Ja, det tør du godt. Og nej, billederne af vores datter hænger inde ved siden af. Og en del af det du ser her er såmænd mig selv, som jeg kunne se ud den gang. Det er ikke så længe siden jeg holdt op med at stå model. I nogle år som mannequin i min fritid, senere som model. I den anledning betingede jeg mig altid dels at kunstneren kunne sit kram, og dels at jeg kunne vælge et værk fra den pågældende. Så det du ser, er et lille stykke dansk kunsthistorie. Jeg nød faktisk at stå model, når det var en erfaren kunstner. Om de er anerkendte på parnasset, interesserer mig ikke. - Gå med mig ud i køkkenet. Du bruger ikke mælk, vel? - Nej, tak”¦ - sødeste Marianne, skønhed kender ingen alder. Du er en meget spændende kvinde. Var jeg ti år yngre, ville jeg have kysset dig i elevatoren for lidt siden. Mørk tog hendes hånd og førte den helt op til læberne uden dog at kysse den. - Pjat med dig. Nu laver vi kaffe. Så må du kysse mig ordentligt bagefter. Jakken kan du hænge i entréen. Efter kaffen viste hun Mørk rundt. Spisestuen med smukke kultegninger og akvareller af datteren - tunge egetræsmøbler. Arbejdsværelset, stort staffeli, meget lyst, en stærkt plettet hvid kittel, pensler, skitser og lærreder. Hele og halve værker. Soveværelset, helt nyistandsat, små natborde, stor elevationsseng, - Her stod en rigtig himmelseng, det var vores hule, fortalte hun. Den kunne jeg ikke sove i alene. Den er for længst solgt til et yngre par. De havde mere brug for den. Herlufs værelse var nu gæsteværelse. Kun her var der indrammede fotografier af hendes afdøde mand. - Nu har du set det meste af mit synlige liv. Sæt dig herover ved mig. Mørk satte sig lydigt i sofaen. Nu måtte det briste eller bære. - Måske er vi blevet for gamle til at kaste alt over bord og bare nyde hinandens selskab - men det ville da være dumt ikke at gøre et forsøg, sagde hun. - Du har ret. Jeg er også bange. Han førte sin venste hånd om bag hendes hals. De mærkede varmen eller gnisterne, da det papirtynde tomrum mellen hånd og hals kortsluttede. - Hvis du ikke kysser mig nu, svarer jeg ikke for følgerne, sagde hun, og lagde sit knæ hen over hans. Kom, sagde hun og tog hans hånd, sofaen kan være glimrende; for unge mennesker. Hun førte ham ind i soveværelset. - Tag skoene af, sagde hun, læg dig bare et øjeblik, så du kan komme til kræfter. Jeg går lige ud og skyller støvet af. Skyggen skuttede sig. Han kikkede på sit ur. Solen nåede ikke længere ned i gadehøjde. Den lille skomager i kælderen havde to gange været oppe på fortovet. Mørk var tilsyneladende i gode hænder. De havde intet på Marianne Lauridsen. Samme adresse i fyrre år. Skyggen var blevet fortrolig med bevægelserne i gadebilledet og var sikker på, at absolut ingen kunne true Mørk her. Kun fru Lauridsen, som altså var udelukket. Det ville være dumt at møde skomageren en tredje gang. Skyggen slentrede hen mod Jagtvej og fandt en bænk, hvorfra han kunne iagttage den nordlige ende af gaden. Jobbet krævede mere tålmodighed end de fleste lystfiskere var i besiddelse af. Der var tre timer til hans afløser ville dukke op. Marianne holdt op med at nynne og åbnede døren på klem. - August, gider du lige række mig den morgenkåbe, der ligger der på stolen? - Ja min ven, undskyld, værs’go. Hun åbnede døren helt. - Ja, nu må du altså tage mig uden make-up. Og så hold op med dine fjollede undskyldninger. Du og jeg skylder ikke hinanden noget. Der er så meget andet vi med større glæde kunne give hinanden. - Jovist”¦.men du er så uimodståelig smuk. Jeg forsikrer dig om at jeg ikke i min vildeste fantasi ville”¦. - Nu lyver du vist. Vi har vel alle fantasier? Nu tager du et bad, hvis du har lyst. Jeg har lagt rene håndklæder til dig på taburetten derude. Men lad mig ikke vente for længe. Der ligger en pose éngangsskrabere i skabet bag spejlet. - Der er også en ny tandbørste, sagde hun, da han gik derud. Han gjorde sig færdig og barberede sig. Der fandtes vist nok kvinder, der brugte skrabere. Hun lå i sengen og nød de sidste solstråler. - Kom bare, genboerne kan ikke se os her. Ja, læg dig og slap af, det er jo ikke en eksamen du skal op til. Hun strøg ham over ryggen, kyssede ham og legede med hans tunge. - Ræk mig olien, din hud er meget tør. Det er dig først. Berøringen var en velsignelse. I mange år havde ingen andre end hans datter gjort noget lignende. Men det var kun sket ved stranden eller en sjælden gang, hvis han solede sig ude i gården. Og det føltes heldigvis ikke på samme måde. Marianne masserede olien ind i huden og løsnede hans muskulatur. - Du skulle passe bedre på din krop; vend dig om. Han gjorde som hun sagde, men gav fortabt, da hun tog håndklædet fra ham. Hans ”jamen..” blev kvalt af hendes læber. Hun kyssede hans hals mens hun med højre hånd dryppede olie på hans bryst, arme og mave. Nu var han ikke i stand til at skjule sin begejstring. - Det var bedre, sagde hun, nu smører du mig, hvis du vil. Hun vendte sig om på maven. - Åh, det er skønt; lidt hårdere mellem skuldrene”¦ ja, sådan. Og så mine ben. - Sikke fint du har lakeret dine tånegle. Hun lo og sagde at hans trængte til at blive klippet. Men at det måtte vente til næste gang. Han lod sin tunge lege med hendes brystvorter, hendes navle og krusede behåring. En olieglat finger gik forsigtigt på opdagelse. Det var uvant og vidunderligt. - Du smager bedre end olien, sagde han hæst. - Jeg tror du skal prøve nu, men langsomt; i starten, svarede hun, du er større end jeg håbede. Et par timer senere stod de og pjattede under hendes bruser. - Tænk, August, i vores alder? - Skønhed har ingen alder, svarede han og kyssede hende på næsen. - Jeg tænkte på, om du har lyst til at sove sammen med mig i nat, sagde hun spørgende. - Det samme tænkte jeg, svarede Mørk. Der er intet jeg hellere vil. Men jeg skylder min familie at meddele, hvor jeg overnatter. Er det i orden, at jeg ringer hjem om lidt? Esoteriske Slips Kap. 17 Nattevagt Esoteriske Slips - Roman m. slutning - links til kapitler | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
