 |  | På stivfrosne plæner |
 |
|
|||||||||||||
|
Når træerne står nøgne og vinden i vest er stiv ubøjelig så graver jeg min hule en lille tand dybere sidder der i strålevarmen tænker på dig derude drømmende Alle de kys og kærtegn vi delte og gemte blegnede forsvandt men aldrig i glemsel Snart vil jeg danse på stivfrosne plæner og tegne dit portræt i sneen med det skælmske smil jeg i evighed elsker Måske en dag vil jeg mane dig til live jeg vil rede dit hår male dine øjne vi vil danse gennem skove under de rødeste solnedgange vi vil synge gennem lyse nætter og senere langt senere vil du forlade mig igen Det eneste jeg aldrig fik af dig var dit hjerte | ||||||||||||||
 | kundennehelene | 2011-02-07 09:53:03 |
Wow, det er et meget smukt digt. Jeg kan rigtig godt li' det.
Du skriver meget smukt. Jeg kan kun sige at du bare skal blive ved sådan.
/Helene :-)
Du skriver meget smukt. Jeg kan kun sige at du bare skal blive ved sådan.
/Helene :-)
| haleløs | 2011-05-03 12:25:29 |
Fascinerende ... du fik da vist forelsket dig godt og grundigt i noget så uhåndgribeligt som ...
din egen (kunstneriske) muse ?
venligst ...
din egen (kunstneriske) muse ?
venligst ...
| poeten | 2011-06-06 13:12:24 |
Kan kun sige, at jeg er enig me de andre. Hvor er det smukt. Poeten
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
