 |  | Esoteriske Slips Kap. 60 Skråtobak og tonicvand |
 |
|
|||||||||||||
|
. Kap. 60 Skråtobak og tonicvand Så vidt han vidste havde ingen af Pangæas medlemmer kendt eller mødt hinanden - ud over den ene ”garant”, som i sin tid havde indstillet en ny til optagelse i kredsen. Der var intet til hinder for åbent at optræde som dreven hacker så længe aktiviteten ikke blev opdaget. Det var ikke i sig selv kriminelt at besidde evner til at kunne hacke. Anguis var kun interesseret i at genere de personer, der udnyttede evnerne alene til egoistisk, økonomisk berigelse. Han turde godt stå frem. Altså uden sit isenkram, som var nøglen til kontakt ”ud af huset”. Det fyldte ikke meget, og det var nemt at skjule mellem de tusindvis af elektroniske komponenter i hans kælder. Selvfølgelig var det besværligt at holde den store arbejdsstation helt ”clean”, når han havde brugt den til ”hobbyarbejde”. Det var kun hans iPad der indeholdt værktøjet; og den kunne kun spores, når han var på nettet. De mange meget små processorer kunne ingen andre end han selv bruge. Han kendte risikoen ved møde Jensen, som han havde omdøbt til ”copone” for sjov. Lidt op ad formiddagen kørte han over til Søren Skrot for at sikre sig at han handlede hensigtsmæssigt. Søren sad på sin bedste havestol foran trappen til kontoret. Bygningen rummede en udmærket bolig, garage, dueslag og hønsehus. Han sad i sin næsten hvide undertrøje under den slidte overall med stråhatten skubbet bagud. - Den der vil jeg ikke give meget for, sagde han, da ”Børgesen” satte sin bil og steg ud. - Go’morn. Det er godt med dig. Skal vi gå ind og få ordnet det med det samme? - Faen heller, det haster vel ikke mere end det javer, svarede Søren og spyttede sin skrå ud. Det hele er parat derinde. ”Det hele” bestod af en blyant og en olieplettet blok med ”dags-dato” blanketter uden carbonpapir. - Hvornår var det jeg hentede antennemasterne ude ved dig? - Det husker jeg ikke, svarede Anguis/”Børgesen”, bare skriv en dato i sidste måned. De skrev lidt forskelligt på blanketten og ”arkiverede” den i en af de cigarkasser, der bugnede af alle slags bilag. - Sådan. Nu har vi fortjent en morgenpils”¦ nåh, nej,”¦ jeg har tonicvand på køl. Forsyn dig selv. Nu kan de sgu bare komme, sagde han og fandt skråtobakken. - Vi skrev ikke moms på! Sagde Anguis”¦ - Nej. Det var med vilje. Noget skal de vel have at brokke sig over. Så for helv”¦”¦ Ha røg op af stolen og hentede Suhl Simson dobbeltløbede ”side by side”-haglbøsse. Denhang lige inden for døren. - Schyyy”¦ sagde han og lagde an efter indkørslen. Denne gang slipper han sgu ikke”¦.. Han affyrede begge skud. - Satans, sagde han, da ræven stak af over mod skoven. Han snuppede en af mine gule Orpington forleden”¦ Jeg har sgu ikke taget på det mere. Han knækkede bøssen og satte to nye nr. 5 patroner i. Nu har jeg også kun to kasser med blyhagl tilbage”¦ - Jamen, så siger jeg så mange tak. Så vil jeg tage hjem og skifte tøj. Jeg er jo inviteret til middag på Limfjorden. Anguis satte sin tomme plasticflaske på plads i kassen. - Så skulle alt jo være i den skønneste orden. Jeg ringer lige til dig aften, hvis der skulle være noget”¦ Søren blev siddende og hilste farvel med sin stok, da Anguis vendte kareten og kørte hjemad. Han var spændt på, om han ville få jobbet, og om hans evner rakte langt og vidt nok. Det rent tekniske og selve programmeringen kunne de fleste uden videre lære. Spørgsmålet var om han med sine 46 år var blevet for gammel til at kunne forstå det sprog og den begrebsverden, som den noget yngre generation betjente sig af. Så længe han kunne beholde sit job som medhjælper i fritidsklubben, kunne han vel følge med. Det var jo ham selv, der havde tilbudt sig som ”hacker-konsulent”, men han kunne ikke undvære aktiviteterne i klubben. I længden ville det ikke være muligt at følge den socialiseringsproces, man skulle være en del af for at kunne forstå den og bruge den. Men han følte ikke, han kunne være bekendt at springe fra nu og bare droppe aftalen med ”copone”, som var taget helt her op for at møde ham. Skrothandleren havde ikke ladet høre fra sig, så Anguis ringede ved femtiden. Jo, de havde da været flinke folk. Han havde givet dem en kasse med bilag, så de kunne se, der var en vis orden i sagerne. Gurli kom hjem med Hector fra hundetræning og bød på kaffe og hjemmebagt kringle. Det skulle da bare mangle. - Han er ved at blive for fed, sagde hun sagt til betjentene. I må ikke give ham noget; han skulle gerne ned under 50 kilo, før han skal til prøve. Hunden havde gloet fornærmet på hende, da hun lukkede den ud i bryggerset. - Men de kørte herfra for en times tid siden. Esoteriske Slips Kap. 61 Mit navn er Anguis Esoteriske Slips - Roman m. slutning - links til kapitler | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
