 |  | Træk vejret |
 |
|
|||||||||||||
|
Jeg ryster. Mine lår klistrer sig til sædets plastikagtige betræk - jeg skulle aldrig have taget nederdel på - og mine øjne dirrer under mine svedige øjenlåg. Åbner jeg øjnene, ved jeg, at jeg dør, åbner jeg dem, ved jeg, at mine lunger vil eksplodere og skyde mit hjerte ud af munden med pendulfart. Jeg kan ikke åbne dem, jeg vil ikke. Skruer højere op for min iPhone, der, siden jeg satte mig i de hårde vente-stole og fumlede med mit pas, har spillet ”Breathe (2. A.M.)”. Nu sidder jeg her med våde tæer og åndedrætsbesvær. ”And breathe, just breathe” - mine læber bevæger sig ufugtede og nærmest lydløst former de ordene som et salgs mantra. Det hjælper, det hjælper ikke, det hjælper nogle steder i kroppen. Det kilder i maven på den ikke gode måde og nu vibrerer mine fødder. Jeg har brug for en rejseledsager! Nej, træk vejret. Det er snart overstået og i morgen sidder jeg her igen. Jeg synker hvad der måtte svare til 14 klumper i halsen, chanter videre og ser direkte ind i mørket. * Jeg kan ikke lukke mine øjne, selvom sikkerhedssele- og cigaretskiltet skinner kraftigt ind i dem. Jeg vil lukke dem, men mit hjerte giver mig ikke lov. Det vil helt sikkert ikke lade mig gennemgå gårsdagens hændelse bag mørklagte gardiner igen. Hele min krop ryster, men ikke på grund af hvor jeg befinder mig og hvad jeg snart skal til at opleve - igen. Jeg er ikke sikker på, den har opfattet hvor jeg er henne. Det er også lige meget nu. Jeg vil for alt i verden aldrig være her mere, jeg vil ikke dele samme asfalt som dig længere. Der skal være mere imellem os end der nogensinde har været før, flere sten og endnu højere tårne. Umulige bjergbestigninger hvor flere dør på vej op. Jeg orker ikke mere. Knuger mine fingre ind i mine håndflader og ville ønske at jeg ikke havde bidt mine negle helt ned. Gulvet under mig vibrerer og tager mine fødder med i dansen, jeg bliver svimmel over bare at tænke på at kigge ned på dem. Jeg kan heller ikke, mit blik er som forhekset fast til den vandrette linje i luften, som deler de andres hovedtoppe i to. Sikke et blodbad det ville være, hvis linjen var en laserstråle, en ret makaber tanke. Men slet ikke dårlig, for tænk hvis du stod for enden af mit blik, tænk hvis du befandt dig fastspændt og uden bind for øjnene allerforrest. Du skulle rystes og forskrækkes, der skulle stilles en masse fjernsyn foran dig, som skulle vise hele dit liv i små sørgelige akter. Jeg ville nyde at se dig skære ansigt, jeg ville føle mig underholdt af dine øjnes forsøg på at lukke sig og dine øres trækken sig ind i dit kranium, alt imens laserstrålen ville bore sig ind mellem dine øjenbryn. Og du ville bløde og jeg ville bare sidde her helt trukket tilbage i sædet og stiv i ryggen og nærmest smile forræderisk med min ensrettede bliklinje. Det ville være en flot scene. Du kalder på mig, det ved jeg, for klokken er 18:30. Musikken er for høj, men jeg ved at du kalder. Jeg er ikke sulten, jeg vil ikke ned, jeg har ikke lyst til at foregive at være noget, som vi ikke har været i lang tid. Du kalder stadig, jeg kender dig. Trappen får lyden fra mit anlæg til at hoppe og nu ved jeg, at du om lidt stormer mit enemærke - ganske rigtigt. Dit ansigt udviser ikke den omsorg, som man normalt ville tillægge din figur, men det er jeg vant til. Du hiver stikket ud imens du snakker højt om et og andet - det kan være hvad som helst, men du mener altid det samme. Jeg ser op på den vågnede måne og dine øjne bider sig ind i min nakke, du står bare der og venter i døråbningen. Duften fra underetagen har for længst fyldt rummet, idet du forlader mig. Min linjerede blok bliver blød og hvis det havde været en musical, var jeg nu begyndt at synge sørgelige sange. Jeg vil tilbage til virkeligheden, men lige nu ligger min søster på maven foran fjernsynet. Du påstår at du kilder hende, men vi ved alle sammen godt at du niver, når du kilder. Du gør det ikke med vilje. Og når jeg ser jer grine og græde og min søster råbe stop, fordi hun skal tisse, så tror jeg ikke på det dårlige mere. Men de øjeblikke er ligeså store som plumpen i din tand og nu gider du igen ikke læse min stil eller tage med på udflugt. Jeg har ikke flere kræfter til at kæmpe og du kan spare porto to gange årligt og sende blomster til en anden. Manden, som jeg slet ikke har ænset, sidder på min venstre side, prikker mig forsigtigt på skulderen. Jeg rives ud af mit filmiske hævntogt og minderne og glemmer helt, at jeg er stivnet og ikke kan se andre steder hen end lige ud. Det knager i min nakke, da jeg vender mit ansigt mod hans - gu’ ved om han hørte det?! Hans øjne er en mellemting mellem himmelblå og mercedesgrå, de ser bekymrende ud. Jeg føler, at jeg kigger ham lige ind i sjælen, at han afslører alt for mig nu og får dårlig samvittighed, for hvad hvis han ikke vil afsløre noget. Han ser stadig på mig, lægger sit hoved på skrå og prøver at sige noget. Mit blik har mistet laserforbindelsen og har fundet hvile i mandens ansigt, og glider nu ned til hans lille mund. Læberne bevæger sig næsten ikke, men jeg kan se på de små tråde af spyt mellem dem, at han taler. Jeg bliver forvirret over jeg ikke kan høre, hvad det er han vil. Både hans øjne og hans læber vil fortælle mig noget, at dømme ud fra dem, ser det ud som om det er noget sørgeligt. Jeg har lyst til at skrige, at jeg ikke kan høre ham og tage ham om skuldrene og ruske i ham - på en venlig måde, naturligvis - da jeg kommer i tanke om, at Anna Nalick synger mig i ørene. Jeg hiver resolut høretelefonerne ud og er overraskende helt forpustet. Hans stemme er varm og min ganske rusten efter ikke at have talt i meget lang tid. Jeg har brug for noget at drikke, hvilket han åbenbart kan se og derfor vinker vognen ned til os. Jeg slukker tørsten med en cola, selvom jeg egentlig ikke bryder mig om sodavand, men jeg havde en lige pludselig trang. Jeg forstår det ikke. Imens jeg lader den brune, sukkerige væske glide ned forbi mit hjerte og mine lunger, rækker han hånden frem mod mit ansigt. Nu er jeg forstenet igen og jeg har ikke en gang tændt for laserstrålen. Han tørrer en tåre væk fra min venstre kind med sin højre pegefinger. Jeg havde slet ikke lagt mærke til, at jeg græd. Min mave rumler - det er derfor jeg stoppede med at drikke sodavand - og jeg har stadig åbne øjne. Jeg er ret sikker på at vibrationen jeg kan mærke ikke komme fra gulvet mere, men højst sandsynligt fra min krops reaktion på hele scenariet. Ikke nok med at jeg i går fik fortalt dig hvad, jeg ikke mere har brug for, nu sidder jeg her og ved ikke om, jeg skal være bange eller ej, om jeg skal fortælle manden hvorfor jeg havde en tåre på min kind. Jeg ved ikke engang hvilken anledning tåren kom af. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke ser på det slukkede skilt foran mig. Han har gemt sine øjne bag øjenlågene og lagt hovedet i håndfladen, der støttende står skævt på armlænet. Hans mund er næsten blevet helt væk, det er meget fascinerende - gid jeg kunne tegne ham! Jeg propper høretelefonerne i ørene og synger igen lydløst med på den repeat-afspillede sang. Underligt nok går det meget nemmere med at følge rytmen denne gang, også selvom min maves rumlen har forvandlet sig til en hyppig hikke. Jeg småhopper i sædet og er glad for jeg havde et par jeans med i min taske, så jeg ikke skulle mærke løsrivningen fra mine fugtige lår og sædet, flere gange i minuttet. Bare han ikke vågner af hikkeriet. * Jeg klarede det og endda uden at dø. Jeg bliver siddende til lyset i skiltene er forsvundet og alle de andre er gået ud. Det er tydeligvis også mandens plan. Overrumplet over min egen sejr - helt uskyldig og uden at slå nogen ihjel med laserstråler - siger jeg ingenting. Jeg har begge mine fødder på jorden, er kun en smule fugtig under armene - godt jeg tog en stropbluse på - og jeg døde slet ikke. Alt er intakt, også indeni. Det føles som om alle mine organer og indvolde, og mine knogler og vener holder fest. Det kan kun være et godt tegn. Manden rejser sig efter den sidste person er gået forbi vores sæderække, han vender sig om og rækker ud efter sin håndbagage over pladserne. Han smiler, tror jeg faktisk. Et forsigtigt, trist smil. Jeg står i spænd og ønsker, at han måtte være hurtigere til, at få tasken bakset ned - nu må min nakke knage endnu højere end tidligere?! Jeg har ikke den fjerneste idé om, hvad jeg skal sige næste gang han ser på mig. Jeg bukker mig ned efter min håndtaske og kigger dernæst op igen. Til min store overraskelse er manden væk, pist borte. Som om han aldrig rigtig har været der, efterlod sig ingenting. Jeg bliver helt trist indeni og stille forsvinder også min begejstring over at have klaret det. Over at have overvundet disse to dage, for hvis noget så pludseligt kan føles så sært og rigtigt på en halv times tid og derefter så fordufte, hvad er det hele så værd? Hvis noget der har været næsten 22 år kan føles så forkert og ikke forsvinde, hvad skal der så kæmpes for? Jeg sætter mig tungt ned i sædet igen, trækker vejret helt ned i maven - jeg er ikke død - og tænder musikken. På vej ud mærker jeg luften hive mig til sig og indtage mine lunger, der helt sikkert har tømmermænd oven på den fest der foregik, for ganske kort tid siden under min hud. ”And breathe, just breathe,” jeg trækker vejret dybt og opdager at min hikke er stoppet. Som jeg træder ud på det første trin, bliver jeg mødt af store regndråber og jeg letter blikket op mod himlen. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-09-04 09:07:31 |
Aldeles fremragende formidling af 'flyskræk' (som min Mor har; så jeg véd altså lidt om, hvordan det er).
Din velnuancerede sprogbehandling er jo et helt underholdningsorkester og en sand nydelse at læse!
Aner historiens 'du' som en fraværende, distant, lejlighedsvis weekend-far, man flyver hen til
'Hvis noget der har været næsten 22 år kan føles så forkert og ikke forsvinde, hvad skal der så kæmpes for?'
Så 'oprør' på 2 fronter; som følelsesmæssigt far/datter-kaos + en tilbagevendende flyskræk
venligst ...
PS '... synger igen lydløst med på den repeat-afspilleT sang.' skal være -ede
Jeg fik oplysningen om konkurrencen via et nyhedsbrev fra BoD, og synes, jeg ville gøre opmærksom på konkurrencen her inde.
Nej, jeg har ingen planer om selv at deltage!
Har du lagt mærke til, at både 1. 2. og 3. præmien er en BoD-bogudgivelse (følg linket).
Hvis ikke du allerede ved hvordan; man konverterer word-dokumentet til en PDF-fil (det kan de fleste programmer) som man så vedhæfter den e-mail, man sender ;)
Pøj, pø, du!
Din velnuancerede sprogbehandling er jo et helt underholdningsorkester og en sand nydelse at læse!
Aner historiens 'du' som en fraværende, distant, lejlighedsvis weekend-far, man flyver hen til
'Hvis noget der har været næsten 22 år kan føles så forkert og ikke forsvinde, hvad skal der så kæmpes for?'
Så 'oprør' på 2 fronter; som følelsesmæssigt far/datter-kaos + en tilbagevendende flyskræk
venligst ...
PS '... synger igen lydløst med på den repeat-afspilleT sang.' skal være -ede
Jeg fik oplysningen om konkurrencen via et nyhedsbrev fra BoD, og synes, jeg ville gøre opmærksom på konkurrencen her inde.
Nej, jeg har ingen planer om selv at deltage!
Har du lagt mærke til, at både 1. 2. og 3. præmien er en BoD-bogudgivelse (følg linket).
Hvis ikke du allerede ved hvordan; man konverterer word-dokumentet til en PDF-fil (det kan de fleste programmer) som man så vedhæfter den e-mail, man sender ;)
Pøj, pø, du!
| NannaLA | 2011-09-06 21:12:16 |
Der er nu kommet en ny passage ind i midten af teksten, hvor jeg har forsøgt at gøre far/datter-oprøret tydeligere.
| haleløs | 2011-09-07 13:05:50 |
Læste om igen; stadig med STOR fornøjelse! Oprøret (vreden) mod faderens distance og manglende forståelse og engagement blev jo tydeliggjort; og far/voksen datter-konfliktsituationen også uddybet. Det' jo en hverdagssituation for rigtig mange at ha' forældre i langtbortistan (også i min familie), så synes faktisk du fik tilført historien ekstra, aktuel relevans!
venligst ...
PS det var først i dag jeg egentlig fattede din kommentar ovre i noten om konkurrencen; Word kan selvfølgelig IKKE (gen)indlæse en PDF-fil; så derfor skriver og færdig-redigerer man den i *'doc formatet og eksportere den derpå til en *.PDF-fil, som man så sender med mail.
PDF-filen kan nemlig læses og printes direkte fra en browser (eller alene med AdobeReader); så modtageren behøver slet ikke at bekymre sig om programmer og formater.
Men skal man aflevere til nogen, som også vil redigere i dokumentet, skal den selvfølgelig IKKE omkonverteres til PDF.
Håber, det nu blev lidt nemmer at forstå? ;)
venligst ...
PS det var først i dag jeg egentlig fattede din kommentar ovre i noten om konkurrencen; Word kan selvfølgelig IKKE (gen)indlæse en PDF-fil; så derfor skriver og færdig-redigerer man den i *'doc formatet og eksportere den derpå til en *.PDF-fil, som man så sender med mail.
PDF-filen kan nemlig læses og printes direkte fra en browser (eller alene med AdobeReader); så modtageren behøver slet ikke at bekymre sig om programmer og formater.
Men skal man aflevere til nogen, som også vil redigere i dokumentet, skal den selvfølgelig IKKE omkonverteres til PDF.
Håber, det nu blev lidt nemmer at forstå? ;)
| NannaLA | 2011-09-07 20:17:25 |
Kære Haleløs, hvor er det godt at høre at det fik mere aktuel status!
Jeg er faktisk også selv ved at være ret godt tilfreds med den - den skal lige køres igennem redigeringsmaskinen et par gange til, og så tror jeg den bliver smidt af sted til Lyngby Bib ;-)
Jeg er faktisk også selv ved at være ret godt tilfreds med den - den skal lige køres igennem redigeringsmaskinen et par gange til, og så tror jeg den bliver smidt af sted til Lyngby Bib ;-)
| Forfatter in spe | 2011-12-06 20:38:15 |
Kære Nanna,
Har netop været omkring den konkurrence, hvor denne tekst tilsyneladende optrådte. Og så ser jeg jo dit navn blandt det dygtige dusin ;-)
Tillykke - dygtige pige ;-)
Jeg har jo hele tiden vidst, og åbent erkendt, at du kan noget lækkert med ord. Jeg synes bare det er cool, at historien vel egentlig blev født her på Forfattersiden.dk ;-)
/Jesper
Har netop været omkring den konkurrence, hvor denne tekst tilsyneladende optrådte. Og så ser jeg jo dit navn blandt det dygtige dusin ;-)
Tillykke - dygtige pige ;-)
Jeg har jo hele tiden vidst, og åbent erkendt, at du kan noget lækkert med ord. Jeg synes bare det er cool, at historien vel egentlig blev født her på Forfattersiden.dk ;-)
/Jesper
| NannaLA | 2012-02-19 11:56:53 |
Kære Jesper,
Tak for dine fine ord; jeg ved snart ikke hvad jeg skal sige. Det er min lille baby som har fået så fin omtalte, jeg er stolt! :-)
Mvh Nanna
Tak for dine fine ord; jeg ved snart ikke hvad jeg skal sige. Det er min lille baby som har fået så fin omtalte, jeg er stolt! :-)
Mvh Nanna
| haleløs | 2012-02-19 03:26:19 |
TILLYKKE med denne novelles fine 4. placering i Lyngby Biblioteks novellekonkurrence 'OPRØR'
og den meget rosende omtale fra een af meddommerne, stadsbibliotekar Michael Krarup, (som jeg har tilladt mig at sakse fra: )
http://bogbrokken.blogspot.com/2012/02/oprr-oprr11-15-udvalgte-noveller-2011.html#links ('Oprør' novelle-antologien)
"
Den bedste novelle jeg selv nåede at læse, mens jeg stadig sad som meddommer, var Træk vejret, som har noget panisk klaustrofobisk over sig, og som Nanna Lundgaard Arbøl beskriver fremragende. Og det er nok en novelle, hvor oprøret ligger mere gemt, men som jeg nok vil fremhæve som mine favorit - altså ud over de tre vindere, som jeg er enig i er de bedste.
"
...
"
Hvis jeg sad som talentspejder på et forlag var det nok først og fremmest Nanna Lundgaard Arbøl og vinderen Pernille Hesselgaard, som bla. vandt en kommende udgivelse på Books on Demand, som jeg ville interessere mig for.
"
og den meget rosende omtale fra een af meddommerne, stadsbibliotekar Michael Krarup, (som jeg har tilladt mig at sakse fra: )
http://bogbrokken.blogspot.com/2012/02/oprr-oprr11-15-udvalgte-noveller-2011.html#links ('Oprør' novelle-antologien)
"
Den bedste novelle jeg selv nåede at læse, mens jeg stadig sad som meddommer, var Træk vejret, som har noget panisk klaustrofobisk over sig, og som Nanna Lundgaard Arbøl beskriver fremragende. Og det er nok en novelle, hvor oprøret ligger mere gemt, men som jeg nok vil fremhæve som mine favorit - altså ud over de tre vindere, som jeg er enig i er de bedste.
"
...
"
Hvis jeg sad som talentspejder på et forlag var det nok først og fremmest Nanna Lundgaard Arbøl og vinderen Pernille Hesselgaard, som bla. vandt en kommende udgivelse på Books on Demand, som jeg ville interessere mig for.
"
| NannaLA | 2012-02-19 12:06:58 |
Kære Haleløs,
Du skal have UTROLIG stor tak for at gøre mig opmærksom på denne omtale! Jeg havde slet ikke tænkt i omtale-banen, så tusind tak.
Og som jeg også skrev til Jesper, så er denne historie min lille baby. Jeg kan ikke lade være med at smile stort og være glad, når den har fået så fin en omtale :-)
Du skal have UTROLIG stor tak for at gøre mig opmærksom på denne omtale! Jeg havde slet ikke tænkt i omtale-banen, så tusind tak.
Og som jeg også skrev til Jesper, så er denne historie min lille baby. Jeg kan ikke lade være med at smile stort og være glad, når den har fået så fin en omtale :-)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Jeg er superglad for at forholdet mellem far og datter kan ses, uden jeg på noget tidspunkt har skrevet at du'et er far - jeg var noget bange for at det ikke ville kunne opfanges, men det kan jeg se nu at kan det. Fedt.
Jeg lider selv af en stor fobi, dog ikke flyskrækken, men angsten er jo egentlig det samme - så det var ikke det sværeste at udtrykke, havde kun få tvivl angående flyskrækkens troværdighed. Det fungerer åbenbart også, nu du har haft den så tæt på livet.
Mvh Nanna