 |  | Kalahari (21) |
 |
|
|||||||||||||
|
21. Et hemmeligt møde Delan Neautree Zamee, også bedre kendt som Edward Simms, kiggede sig kort over skulderen over mod barakken, der faktisk ikke var andet end en container. Containeren var blevet fløjet herud for et års tid siden af en Taran 120 for at etablere et sted, hvor Doktor Takeda kunne studere den data, han samlede i området. Udforskningen af undergrunden havde i første omgang været et sekundært mål. Doktor Takeda havde været mere interesseret i dyrelivet, der på flere forskellige områder så ud til at indikere afvigelser, man ikke før havde studeret. Sammen med professor Ydedahl havde han studeret øglerne som udgangspunktet, for en mere vidtrækkende studie af området, på denne side af grænsen til sandfolkets jagtmarker. Ydedahl havde postuleret at der ikke alene var arter af øgler her, der afveg fra standarten, men at disse oftest større dyr så ud til at klare sig i et domæne, der var mærkbart mindre. Ydedahl havde haft haft en mistanke om at stormzonens indflydelse på dyrene havde noget med denne tendens. Stormene forhindrede øglerne i at beslaglægge et større område, men samtidigt så de ud til at trivedes. Hvis man tog i betragtning at sandfolket i stort omfang levede af øglerne, der angiveligt var det eneste større dyr på hele planeten, var det formodede antal af øglerne i området et endnu større mysterium. Ydedahl havde siden forladt projektet, med data, han i øjeblikket studerede i en forskningsfacilitet på Java. Takeda havde vendt sig mod undergrunden efter længere tid. De sidste måneders analyser af forskellige overfladeprøver han havde samlet havde forstærket hans interesse i undergrunden. Arbejdet havde været så intenst det sidst halve år at han havde været tvunget til at få fat i en assistent. Doktor Takeda havde også forsøgt at inkludere professor Naumann fra universitetet i Freetown i forskellige aspekter af arbejdet, men havde ikke kunnet overtale hende til at dele hendes tid mellem universitetet og doktor Takedas projekt. Takeda var i det store hele nødt til nøjes med assistenten som eneste hjælp. Det var ikke noget Delan Neautree Zamee var interesseret lave om på hvis han kunne holde tungen lige i munden. Delan var gået udenfor efter at han havde sikret sig at doktoren sov som en sten, men han var alligevel bange for at han skulle vågne op og opdage at Delan ikke længere bearbejdede målingerne. Delan vendte blikket mod de nærliggende sandtoppe. Han blev stående på denne måde i et kvarter eller længere før han så en uregelmæssighed i terrænet, der ikke var naturlig. Han kiggede kort over skulderen i retningen af containeren igen før han begyndte at gå i retningen af stedet. Da Delan kom nærmere tog han kniven ud og hold den foran sig i strakt arm med fingrene på bladet og skaftet væk fra hans egen krop som ville han give kniven til en anden som kun han kunne se eller som ikke var ankommet til mødet. Til venstre for ham opfattede Delan en skikkelse, der steg op af sandet. Bevægelsen var lydløs og glidende og kunne have været et synsbedrag, hvis ikke han havde vidst bedre. Skikkelsen havde ligget under et tæppe og sandet der i de tidlige timer havde blæst omkring havde dækket de steder som nomaden ikke selv havde formået at smide over sit skjulested. Bag den første dukkede der endnu en skikkelse op, men denne blev på knæene og hold tæppet, der faktisk var en kappe, over sig. Delan stoppede men gjorde intet tegn til at vende sig mod de to og holdt stadig kniven ud i den retning han var gået. Nomaden stoppede 3 meter fra Delan og formede en serie tegn med den hånd, der ikke afslappet hvilede på et primitivt udseende pistollignende våben. Nomaden var primært klædt i sandfarver, hvis man så bort fra bælte og støvler, der var mørkere og havde noget læderagtigt over sig. Kappen, der havde skjult ham før, sad fast på bæltet og via en lædersnor, hvilede på skuldrene nu hvor manden havde skubbet hætten ned. Indersiden af kappen var mørkeblå og havde nogle falmede bogstaver, der ikke længere havde nogen relevans for ejeren eller Delan, udover farven, der gjorde det tydeligt for alle indviede at manden, der stod og afventede Delans svar, var en af lederne. Lederen havde spurgt om han bar våben og underforstået. om han bragte våben med sig til et møde. Delan svarede med en serie håndtegn. ”Stammen er mit våben” Tegnene var en rituel hilsen og som sådan var håndbevægelserne mere en kort kode end hele ord, men meningen var den samme. Nomaden nikkede og Delan gemte hans kniv i lommen igen. Nomaden spurgte om den fremmede, den indtrængende, altså doktor Takeda var uvidende om deres tilstedeværelse. Delan indikerede at Takeda sov. ”Bringer du nyheder?” Delan kiggede kort over på den anden nomade der skiftede stilling i sandet og rettede blikket mod lederen. ”Ikke meget. Der er ingen trussel nu. Jeg holder nøje øje med situationen.” Lederen svarede ikke med det samme, men studerede Delan. ”Godt. Sig til, når den fremmede kommer tættere på og begynder at udgøre en trussel” Delan nikkede. ”Jeg bliver i området i 3 eller 4 dage. Hvis situationen ændrer sig før i tager af sted igen, giv besked og læg et tegn og vi kan mødes igen om nødvendigt.” ”Forstået” Lederen hev kappen op igen og slog hætten op, gav et tegn, der betød ”Afsked” og gav tegn til den ventende makker om at komme i bevægelse. Delan vendte om og gik tilbage til containerbarakken. Da han nåede til indgangen og kiggede tilbage til stedet hvor han havde holdt mødet med lederen var der intet at se, begge var forsvundet og ethvert tegn på menneskelig aktivitet var forsvundet med dem bortset fra de fodspor, Delan havde efterladt. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
