 |  | Konstance |
 |
|
|||||||||||||
|
Min kommentar: Dette er en novelle, som jeg startede på i Saxo's Forfatterskole. Den foregår omkring 1890'erne, men den er ikke historisk korrekt, tidsperioden er mere brugt som inspiration. Den er dog ikke færdig, men jeg regner stærkt med at fortsættelsen følger snarest;-) Så læs, med forbehold for tegnsætningsfejl, det har altid været min svage side. -Chrissy. Hr. Zacharias Sofus Hansen var en holden mand. Dette sås tydeligt når han kom gående ned ad gaden. Måden han bevægede sig på, altid i det fineste tøj. Lang uldfrakke, vest og skjorte med flip. Handsker og spadserestok hørte også med til udstyret, og, nå ja, den høje hat, som han lettede på hver gang han hilste på byens damer. De synes naturligvis at hr. Zakarias Sofus Hansen var noget så høflig. Sikke en gentleman og sikke galant han så ud, når han stod med hatten i hånden og hovedet lidt på skrå, duftende af barbersæbe, med velfriserede bakkenbarter, mens han nikkede i en let bevægelse og charmede såvel de unge piger som de gamle tanter. Han sad også i sognerådet, og var formand for afholdsforeningen. Begge steder var han kendt for sine taler, som han tordnede ud over forsamlingerne, mens hans kone sad og nikkede bekræftende mens hun strikkede. Man snakkede meget om fru Zakarias Sofus Hansen, hun strikkede altid det samme, røde lapper med et hvidt kors på, faktisk ligesom Dannebrog. Folk grinte lidt af det og rygtet sagde at hun havde flere tusind lapper derhjemme. Faktisk var fru Zakarias Sofus Hansen så meget i sin mands skygge at der ikke rigtig var nogen som vidste hvad hun egentlig hed til fornavn eller hvilken familie hun kom fra. Det var også noget man snakkede meget om. Mange folk var dog enige om at hun hed Bodil til fornavn, hun kunne jo ikke hedde andet. Noget andet var aldersforskellen. Folk vidste ikke hvor mange år der var imellem hr. og fru Zakarias Sofus Hansen. Men den var dog ret tydelig. Der var dog ingen som vidste det præcist for ingen turde spørge, end ikke præsten, som havde viet dem. ############################################################ En lysning i skoven, en tidlig morgen. Disen var begyndt at lette. I en hurtig bevægelse affyrede Skyggen sin pistol, modparten faldt til jorden, kun såret, ligesom Skyggen havde planlagt det. ”Han er jo kun en knægt” tænkte Skyggen ”han blev presset til at udfordre mig” Skyggen så sig omkring, tændte sin pibe og nikkede tilfreds. ”to jobs veludført og en enkelt alt for nem duel” Skyggen var vidt berygtet for at vinde dueller, men folk kunne også i nogle tilfælde hyre Skyggen til lejemord. Altid klædt i sort og altid med en bredskygget hat på havde Skyggen allerede skabt sig et navn i underverdenen. Ingen havde nogensinde talt med Skyggen, der var heller ikke nogen der nogensinde havde set Skyggens ansigt. Skyggen sad altid i det mørkeste hjørne af den lokale knejpe nede ved havnen. Hvis man vil have nogen ryddet af vejen gav man en pose penge med navnet i på den man ønskede død, samt en årsag. Hvis sedlen og pengene blev ignoreret, så var lejemordet ikke godkendt, og det stod ikke til diskussion, hvorimod hvis Skyggen gav et lille nik fra sig, så kunne man godt regne med at jobbet blev udført i en af de nærmeste dage. Skyggen var koldblodig og der gik rygter om 25 mord på en enkelt nat. Man var helt sikker på at Skyggen ikke var af denne verden. Måske var Skyggen en form for magiker. Nogle var overbeviste om at Skyggens øjne var så kolde at ofrene frøs til is. Der var jo aldrig nogen som havde set Skyggens øjne”¦.?..vel? I fald ikke nogen som overlevede og kunne fortælle om det. Andre mente at Skyggen var gennemgående grådig og blodtørstig, simpelthen en vampyr med dyre vaner. ”Nææh nej!” sagde kroværten til en af gæsterne, som netop diskuterede Skyggen, ”Skyggen kræver aldrig mere end det man betaler. Det er en selv som sætter prisen” flere nikkede bare bekræftende på dette udsagn, mens kroværten gik videre til næste gæst med brændevinsdunken. En gang imellem kunne der ses et lille lys nede fra hjørnet. Det var Skyggen som gav sin pibe et lille bap. Ved siden af Skyggen sad dværgen Hop. Han var Skyggens lille hjælper og heldigvis for Hop var han stum, læse og skrive kunne han heller ikke, for hvis han kunne, ville han nok allerede have været død for Skyggens hånd. Hop sad nemlig inde med den store hemmelighed, at han vidste hvem eller hvad Skyggen var. Skyggen tømte sit glas i ét drag og gav Hop nogle penge. Hop hoppede glad af sted hen og betalte kroværten, hvorefter de begge forsvandt ud af bagdøren. ############################################################ Konstance hed slet ikke Bodil. De fleste kendte hende og tiltalte hende som fru Zakarias Sofus Hansen eller bare fru Hansen. Men Konstance Mariette Kløverkrans la Libre var hendes navn. Hun var en flot pige på 21 år og Zakarias nød at vise hende frem som et trofæ. Hans øjne lyste, når de gik på gaden, ligesom om han tænkte ”ha ha ha, se hvad jeg har vundet!” og det var det hun var, et trofæ. Der var 30 år imellem dem, og det var vel i bund og grund det man kunne kalde et fornuftsægteskab, eller som Konstance stille tænkte ”et panikægteskab” Konstance var ud af en gammel fin familie. Hendes oldemor var komtesse Konstance Kløverkrans. Konstance havde set nogle få malerier af hende. På et af dem sad komtessen til hest, men hun red ikke i damesaddel. Det andet havde hængt over hendes faders skrivebord, et portrætmaleri. Som lille var Konstance bange for det maleri, det var som om øjnene fulgte hende rundt i værelset. ”Du har din oldemors øjne, Stance” smilte hendes fader ”så fuld af styrke” Konstance smilte ved dette minde, hendes fader. Det var hans idé at de skulle have tilføjet ”la Libre” til deres navn. Desværre var det også hendes fader som havde tabt alle deres penge, faktisk hele deres formue på nogle uheldige investeringer. Konstance havde elsket sin fader, men hun var heller ikke blind for hans fejl. Hun havde prøvet at forklare sin moder det. Men det var først da alle pengene var brugt og kreditorerne, Kongens Foged og alt andet ros stod udenfor døren at hendes moder vågnede op og forsøgte at redde stumperne. Midt i alt den redelighed tog hendes fader sit eget liv, og Konstance stod alene sammen med sin moder, som havde kun en løsning på deres problem. ”Gift dig med en rig mand, vi må jo leve!” og således endte Konstance i en alder af bare 19 år i kløerne på Zakarias. Og hendes moder, ja, hun var lykkelig. Zakarias havde fået hende installeret i en stor lejlighed inde i den store by med alle bekvemmeligheder lige ved, både kogekone, kokkepige og stuepige. Igen havde han fået et plus i bogen ved det pænere borgerskab i byen ”Se nu den pæne hr. Zakarias Sofus Hansen, han har virkelig taget sig pænt af sin svigermor” mens en anden og mindre flatterende sætning løb blandt byens arbejdere ”Ja, han skulle nok have giftet sig med svigermoderen, men datteren var nok nemmere at styre” Konstance tog sit smykkeskrin og talte de penge som lå deri. Hun lagde de penge i som hun havde taget i Zakarias tegnebog. Han havde heldigvis aldrig styr på hvor mange penge han havde, når han havde været ude og ture. Heldigvis var der altid nogle få kroner tilbage, resten var sikkert brugt på kortspil, ludere og sprut. Tilfreds lå hun skrinet tilbage under sin madras og tænkte ”snart” Hun kunne høre ham snorke inde fra sit kammer. Hun lukkede døren, så kunne hun næsten ikke høre ham, og faldt i søvn. Ved morgenbordet sad Zakarias og læste sin avis, han fik den leveret hver evige eneste dag. ”Man må holde sig orienteret, Stance!” sagde han stort se hver dag med sin formynderstemme, den samme stemme han holdte taler med. Normalt nikkede Konstance bare, og det gjorde hun også den morgen, indtil hendes blik fangede forsiden. ”Skyggen dræber igen” og videre stod: ”I går eftermiddags blev liget af en ung mand fundet skudt. Den unge mand er blevet identificeret som Søren Jensens yngste søn, Jens. Han blev fundet i skovstykket ved Mads Jepsens mark og politiet mener”¦..” Zakarias sænkede avisen og snerrede ”har du ikke bedre ting for, kvinde” Konstance forlod spisestuen, hun havde ikke lyst til at tirre ham, men dagens overskrift havde chokeret hende. ”KAFFEN, STANCE, KAFFEN!!!” Skreg Zakarias inde fra morgenbordet. Konstance skyndte sig ind med kanden og skænkede til ham. Til trods for både stuepige, køkkenpige og kogekone skulle Konstance altid servere kaffen for ham. ”Det er enhver hustrus pligt at gøre sin mand tilfreds” havde han roligt sagt, mens han bankede hende gul og blå, fordi hun en enkelt gang havde sendt pigen ind med kaffen. Selv lå hun i sengen med feber. Det var den første gang han havde slået hende, og naivt havde hun også troet det var den sidste. Heldigvis havde han aldrig slået hende i hovedet, så hun kunne altid dække de blåsorte mærker med tøj. Efter hun havde skænket kaffen trak hun sig tilbage på sit kammer. Hun var sulten, men vidste at hun først kunne spise, når han var færdig. ”Jeg gider ikke se på kællinger om morgen, slet ikke nogen, der sidder og gumler ligesom køer!” havde han sagt en morgen. Så havde hun igen fået tæsk fordi hun havde bedt pigen om at bære noget morgenmad op på kammeret. ”Der er noget som hedder rangorden, og når du ikke kender den, må jeg jo banke den ind i dig” hans stemme havde igen været fuldstændig rolig og kontrolleret. Men efter de hændelser spiste de kun sammen når de havde gæster. Konstance kastede et blik på det tæppe hun havde samlet af de røde og hvide lapper hun havde strikket. Zakarias mente, hun skulle sidde og kigge beundrende på ham og strikke når han holdte sine tordentaler. Hun glædede sig over, at hun altid havde været god til at spille komedie, for en komedie det var det. Selveste formanden for afholdsforeningen var sikkert egnens mest fordrukne sut. Hun havde en enkelt gang foreslået ham, at hun kunne brodere, hun hadede at strikke. ”Min mor strikkede altid! Men du prøver måske at gøre dig finere end hende, fordi hun bare var en simpel bondekone!” igen flere tæsk, flere brækkede ribben og flere blåsorte mærker og derefter havde Konstance strikket. Hun tog en lap frem fra sin taske, det var den sidste, så var tæppet færdigt, så nu skulle det snart ske. Heldigvis var der torsdag i aften, og torsdag betød bridgeaften for Zakarias og det gav Konstance lejligheden til at snige sig ud. ############################################################ Skyggen listede sig ind i huset. Fruen havde nøjagtigt fortalt Skyggen hvor den kunne gå for det ikke skulle knirke for meget, hun havde også meget omhyggeligt forklaret hvor mandens kammer lå og Skyggen skulle i øvrigt bare følge lyden af snorken. Dette var et standart hygge job for Skyggen, næsten for nemt. Ganske rigtigt, der lå manden på ryggen og snorkede. Han stank af billig parfume og det der var værre, han havde ikke engang klædt sig i nattøj, men bare faldet om på sengen i sit jakkesæt. Skyggen trak sin pistol og holdt en pude op foran mandens hoved og skød. Efter skuddet blev der stille i huset. Skyggen satte roligt sin pistol tilbage i bæltet. Skyggen åbnede klædeskabet og tog et tæppe frem. Fruen havde nøje præciseret at dette skulle dække liget. Lidt underligt, havde Skyggen tænkt. Tæppet var strikket af små Dannebrogslapper. Ud af sin jakkelomme tog Skyggen også den kuvert som skulle ligge ved liget. Skyggen tog et sidste blik på det tildækkede lig med kuverten på brystet, jo, alt var nu som fruen havde sagt. Skyggen listede ud, men hørte en lyd fra et andet kammer som fik den til at standse. Det lød som en klynken. Skyggen fulgte lyden til fruens værelse. På gulvet i værelset lå fruen næsten bevidstløs, hun havde mærker om halsen og blåsorte mærker overalt. Skyggen bøjede sig ned over hende og hviskede ”Det er slut nu” Fruen nikkede blot. ”Konstance, det er mit navn” hviskede hun ”Konstance Marietta Kløverkrans la Libre” Skyggen nikkede blot. ”hjælp mig” hviskede hun. Hop ventede med den lukkede vogn lidt nede af vejen, godt gemt i skoven. Skyggen havde taget Konstance på ryggen og havde gået igennem haven. På den måde var de kommet uset ud fra huset. Skyggen lå Konstance ind i vognen og satte sig oppe ved Hop, der så noget overrasket ud. ”Ingen kommentarer, Hop, bare kør, og kør til den” Hop nikkede ned mod vognen hvor Konstance lå. ”ja, jeg ved det. Bare kør!” Konstance lå på de bløde sæder inde i vognen og gled ind og ud af bevidsthed, men for første gang siden hun blev gift med Zakarias følte hun sig fri. Tryg og fri. Og vognen bumlede af sted i natten ad mørke stier. ############################################################ Stuepigen Karen var vågnet ved vækkeurets kimen. Hun vaskede sig ved servanten, klædte sig på. Sort kjole og fint rent nystivet forklæde. Det hørte sig til, når man arbejdede ved hr. Zakarias Sofus Hansen og frue, eller bare hr. og fru Hansen, som de blev kaldt blandt deres tjenestefolk. Hun hørte tit blandt de andre stuepiger i byen, når de havde været til lørdagsbal på kroen, at tjenestefolkene ved hr. Hansen var nogen af byens bedst klædte. Folk lavede til vittigheder med at selv kogekonen gik med silkeskørter og staldknægten gik i læderstøvler. Karen orkede ikke at forsvare sig, for ja vist gik de bedre klædt end så mange andre tjenestefolk, men folk skulle lige prøve at tjene ved Hansens, så vil de ønske, de gik i gamle klude ved nogle andre. Karen gik hen til kammeret ved køkkenet for at vække kogekonen Sigrid. Sigrid var en lidt ældre, kær kone. Hun gav ordrer i en blid men bestemt tone, også kunne hun styre Hr. Hansen. Eller i fald, han turde ikke sige hende imod. Hvis Sigrid havde sagt fiskeboller til middag så blev det fiskeboller. Det havde Karen tit grinet lidt af. Sigrid rejste sig fra sengen, vaskede sig i køkkenvasken ved pumpen og klædte sig på, derefter satte hun vand over til kaffen. Denne her tid om morgen var noget af det bedste Karen vidste. De kunne lige nå at få en kop kaffe inden herskabet skulle have morgenmad. ”Der er da usædvanligt stille her til morgen?” sagde Sigrid mens hun skænkede kaffen, Karen nikkede bekræftende, de plejede at kunne høre noget rumsteren omkring nu, for Hr. Hansen plejede at gøre morgengymnastik så alle lofterne hoppede. ”hørte du egentligt noget i nat?” spurgte Karen ”Tja, jeg synes jeg hørte noget omkring over midnat, men jeg tror bare det var nogle drengestreger ude på gaden, det er jo ikke første gang” svarede Sigrid ubekymret. Så var det sikkert også det Karen havde hørt, der var jo snart høst, og det gjorde folk lidt mere opstemte end normalt. Så det var sikkert bare nogle unge knægte, der havde været ude at ture, som havde fyret nogle kinesere af. Men Karen var bare sikker på hun kun havde hørt 1 skud, og kinesere knalder da flere af samtidig? ”Nå! Vågn så op Karen, du skal op med kaffen” Sigrid klappede med hænderne mens hun stillede en kaffekop, kande, sukker og fløde på en bakke, morgenmad fik hr. Hansen først sammen med sin avis lidt senere. Karen rejste sig, glattede forklædet og gik af sted med bakken. Hun åbnede døren op til huset. Noget i hende gøs, der var alt alt for stille. ”Her er noget galt” tænkte Karen og var lige ved at vende skrigende tilbage til Sigrid og trygheden i køkkenet. ”Nu har han sgu nok slået hende ihjel og venter bare på den næste som skal komme forbi” hun rystede ved tanken om Hr. Hansen med fruens blod over det hele. ”Nej!” tænkte Karen bestemt ”hold så op med det pjat” Beslutsomt gik hun ind i stuen og satte bakken på bordet. Her var ingen Hr. Hansen og slet ingen frue. Karen nærmest løb tilbage til køkkenet og fortalte med rystende stemme, hvad hun havde set eller nærmere ikke havde set oppe i stuen ved herskabet. Sigrid prøvede at finde hoved og hale i stakkels Karens ordstrøm. ”Jamen så ti dog stille pigebarn!” sagde Sigrid fast og Karen tav. ”Hvis han virkelig venter deroppe med en økse, så må vi finde ham!” Sigrid tog kagerullen med en bestemt fast hånd. ”Nej, Sigrid, jeg går ikke derop igen, tænk hvis det er sandt!” Karen næsten græd nu. ”Pjat! Komså, så går vi begge” Sigrid nærmest skubbede Karen op ad trapperne. Der ventede en dem en larmende stilhed. Det eneste Sigrid kunne høre var Karens tænder som klaprede. ”Hold dog op med det” hviskede Sigrid til Karen og Karen sank en klump. De gik igennem alle stuerne, Karen holdt sig tæt op ad Sigrid, som gik forrest med kagerullen hævet i hovedhøjde. ”Ja, der er i fald ikke nogen her, vi må søge ovenpå” sagde Sigrid med en fast beslutsomhed, der gjorde at Karen ikke sagde hende imod, selvom hun mest havde lyst til det. Hun vil helst tilbage til køkkenet og kaffen, det kunne vel heller ikke vare så længe før Søren, staldkarlen, kiggede ind til morgenmad? ”KAREN!” råbte Sigrid ude fra trappeopgangen, hendes råb rev Karen ud af sit dagdrømmeri, hun opdagede pludseligt at hun stod alene midt i den pæne stue, og nærmest løb ud til Sigrid. Sammen gik de op af den store trappe til 1.salen. Karen havde altid været helt besat af denne trappe, som havde et gelænder med små funklende sten på. Karen var ikke stenkender, men smukke, det var de, og de glimtede i solopgangens lys. ”Vi er nødt til at dele os” sagde Sigrid da de stod midt på værelsesgangen, ”Du tager fruens værelse og jeg hr. Hansens” Sigrid pegede for ligesom at tydeliggøre sin ordre. Karen nikkede bare og begyndte tøvende at gå imod fru Hansens værelse. Hun var sikker på, at hun vil finde fruen død, imens så hun at afstanden imellem hende og Sigrid blev større og større, ”gud, hvor var denne her gang dog lang! Og hvem havde også fundet på at herren og fruen skulle have værelse i hver deres ende?” tænkte Karen, selvom hun ganske udmærket kendte svaret. Med rystende hænder greb Karen om håndtaget og trykkede det nedad, men hun nåede aldrig at skubbe døren op, for pludselig kunne hun høre Sigrid skrige, der løb et gys igennem Karen ”Åh, nu dræber han Sigrid og derefter er det min tur!” tænkte Karen og var lige ved at styrte hen til trappen for at komme væk fra den grimme hr. Hansen, men Sigrid kom løbende med samme hast ud på gangen. ”Han er død! Hr. Hansen! Han er død! MYRDET!” Sigrid var ligbleg og rystede af koldsved over hele kroppen. ”Hvor er fruen?” spurgte Karen, der for en gangs skyld kunne holde hovedet koldt. ”Vi må finde fruen, hun må vide, hvad vi skal gøre!” Sigrid nikkede bare og rystede videre. Karen tog hende i hånden og som 2 små børn, der lister ind i deres forældres soveværelse, åbnede de døren ind til fru Hansens kammer. Der var TOMT, de stod begge med åben mund og sagde ikke et muk. Sengen var redt og var i det hele taget urørt, men der var nogle væltede møbler, hele fruens toiletbord var væltet, pudder og smykker var spredt over hele gulvet. ”Åh, det pæne tæppe, det får vi aldrig rent, alt det rosa pudder” sukkede Karen, da hun sagde sin første tanke højt. Sigrid så bare hovedrystende på hende og sagde ”Der har været en tyv!” Karen nikkede og tilføjede næsten grådkvalt ”og han har kidnappet fruen!” ############################################################ Konstance vågnede med en dundrende hovedpine. Værelset var helt mørkt, kun en lille lysstribe slap ind igennem en sprække, der var i det tilskoddede vindue. Der lugtede af pibetobak. Konstance forsøgte at huske hvad der var sket, men fik kun nogle glimtvise erindringer. Hun så pludselig at hun ikke var alene, ovre i hjørnet var der en glød, der lyste op. Det var Skyggen der sad og røg pibe. ”Hv..hv”¦hvem er du?” spurgte hun tøvende. Skyggen rejste sig og gik hen og satte sig på sengen ved hende, ”din ven” svarede Skyggen kort ”og måske din eneste” tilføjede den. Skyggen rejste sig og begyndte at gå rundt i værelset. ”Vi må have dig væk herfra, lige nu er du i sikkerhed, men du kan blive her” sagde den meget bestemt ”hvorfor ikke” spurgte Konstance, hun var stadig lidt omtåget ”Fordi du meget snart bliver mistænkt for mordet på din mand” Konstance rynkede brynene lidt ”hvordan det?” Skyggen satte en finger op til hatten og bankede den imod en 3-4 gange ”tænk dig lige om! Din mand er lige blevet myrdet, og hvem mangler? DIG!” Konstance knugede det tæppe hun sad med ”og hvem bliver først mistænkt?” Skyggen rettede nu sin finger mod Konstance og sagde ”den der mangler! DIG!” Skyggen gik ud af døren og Konstance begyndte at græde stille, hun kunne ikke holde tårerne tilbage selvom hun forsøgte. Der lød et forsigtigt banken på døren ”kom ind” sagde Konstance imens hun tørrede sine øjne med kjoleærmet. En ung kvinde kom ind med en bakke. Konstance måbede, for i lyset fra døråbningen stod en kvinde ikke ældre end Konstance, men med meget mindre tøj på, ”selv med min natkjole på vil jeg have mere tøj på” tænkte Konstance, men den unge kvinde smilede stort ”Nå, den tændte ikke lyset inden den gik?” og med en hastig bevægelse havde hun sat bakken fra sig og fået gang i olielampen som stod på et bord ved væggen. ”Hvor er jeg egentlig?” spurgte Konstance den unge kvinde, ”Tjaaa, der er ikke nogen pæn måde at sige det på” svarede hun og kiggede på Konstance, der egentlig havde lugtet lunten lidt ”du er på et bordel” Konstance måtte have set noget overrasket ud, for den unge kvinde skyndte sig leende at tilføje ”bare rolig, du er her ikke for at arbejde, Skyggen bruger nogen gange det her som sit skjulested” ”Jamen, er det sikkert?” Konstance nærmest hviskede spørgsmålet, ”Ja! Ve’gud er det sikkert. Hvem gider søge et bordel igennem? Desuden, mange af de folk som kommer her sladrer ikke” sagde den unge kvinde mens hun skænkede en kop the ”vores kunder er både sognerådsmedlemmer og kongelige, ja selv borgmesteren! Og de vil for alt i verden ikke have ud at de hygger sig på et bordel” Hun rakte Konstance koppen som tog imod den med kyshånd, hun havde sådan trængt til en kop the, og hun havde kunnet dufte den siden kvinden kom ind med den. Den unge kvinde satte sig på sengen ved siden af Konstance, ”for resten, jeg har glemt at præsentere mig selv, jeg hedder Sørine, men bliver bare kaldt Rine” ”Konstance” sagde Konstance og nippede til den varme the. ”Kender du Skyggen?” Konstance brændte efter at få mere at vide om denne mystiske skikkelse, ”næ, ikke rigtigt, men det er der ingen der gør” grinede Rine ”plejer den sådan bare at hjælpe folk?” Konstance vil gerne have bekræftet, at hun kunne stole på Skyggen ”næ, ikke på den her måde, det er første gang den har slæbt et vidne med sig” Rine lå en hånd på Konstances skulder og fortsatte trøstende ”men bare rolig, hvis Skyggen har lovet at hjælpe dig, så skal den nok holde ord” Konstance smilede, men følte ikke hun helt kunne skjule sin utryg ”RINE!” lød et råb nede fra bunden af trappen ”Her er en mand, som savner en varm seng!” Rine rejste sig op ”tak for sludderen, men nu kalder arbejdet” Konstance nikkede og spurgte ”hvor meget får du egentlig per gang?” ”Et sted imellem 5 kr og 20 kr, alt efter hvem det er, også skal jeg betale noget til Mor Jensen” svarede Rine, mens hun gik ud af døren og lukkede den efter sig. Konstance sad igen alene og mærkede at frygten vendte tilbage. ########################################################### Det var ikke normalt at politimester Lauritzen tog ud til et gerningssted. Men da der kom en staldkarl og en rystende stuepige og sagde at hr. Zakarias Sofus Hansen var blevet myrdet, så følte politimester Lauritzen at nu måtte han handle, og sørge for at alt skete nøje efter bogen og at intet og dermed ingenting blev overset. Dette her var jo trods alt sket i det bedre borgerskab og ikke inde i en eller anden snusket gyde. Han brød sig ikke om lig, faktisk var den pertentlige politimester Lauritzen bange for lig, han ventede altid på at de lige pludselig skulle fare op og sige ”BØH!” til ham. Men han valgte nogle betjente ud til at følge ham og sammen gik de med staldkarlen og stuepigen hen til hr. Zakarias Sofus Hansens store villa. Inden de nåede at åbne hoveddøren blev den revet op af Sigrid. Politimester Lauritzen fik så stort et chok, at han nær havde dumpet ned på enden og ned ad trapperne. Sigrid stod bare og rystede, det havde hun faktisk gjort lige siden de havde fundet hr. Hansen, eller faktisk var det kun Sigrid som havde fundet ham, for hverken Søren eller Karen havde set liget. Søren var bare blevet sendt med Karen ned efter politiet, så hun ikke skulle gå alene. ”Nuvel, kære frøken” politimester Lauritzen mandede sig op ”vis os så den afdøde” Sigrid nikkede bare mens hun tørrede tårerne bort med en flig af sit forklæde. ”Det er hr. Hansen som er blevet myrdet” snøftede Sigrid mens hun gik op ad trappen med sit følge i hælene. ”Her er hans kammer” Sigrid gjorde en håndbevægelse mod værelset for enden af gangen. ”Jeg går altså ikke derhen igen!” Sigrid stirrede fast på politimester Lauritzen ”Nej, selvfølgelig ikke, det må have været et stort chok for Dem, frøken” Sigrid nejede let og begyndte at gå hen imod trappen igen ”Åh, frøken?” kaldte politimester Lauritzen ”En kop kaffe efter arbejdet vil være dejligt” ”Ja, så gerne hr. politimester” svarede Sigrid mens hun igen nejede let ”bare ring på klokken i den store stue, når I er klar” hun smilede lidt imellem tårerne og gik ned i køkkenet. Politimester Lauritzen gik ind i kammeret. En ram lugt af blod nåede hans næsebor og de vibrerede i afsky. Han følte næsten at hans overskæg kravlede op i næsen for at stoppe lugten. Han kiggede rundt på de 3 andre betjente som var med. Der var ingen som så ud til at være synderligt påvirket af det, men det var også dem som normalt tog ud til sådanne gerningssteder, og der havde jo været nogle stykker det sidste stykke tid, mest på grund af den meget omtalte Skygge. Der var fjer overalt og midt på sengen lå et lig med et strikket Dannebrogstæppe over sig. Politimester Lauritzen gik hen og løftede det ene hjørne, så han kunne se ansigtet på liget, kraniet var knust og der var et indgangshul lige imellem øjnene, på trods af det, var der ingen tvivl. Det var hr. Zakarias Sofus Hansen. Pludselig ramte en anden lugt politimester Lauritzens næsebor, det var en mere sød lugt, næsten mere kvalm end blodlugten ”Andersen!” kaldte han ”Kan De også lugte det?” han vendte sig efter den ældste betjent som kom over og tog en dyb indånding ”ja, hr. politimester, det er billig parfume, den lugter som den Kløgtige Klara fra havnen bruger” politimester Lauritzen så med stor alvor på betjent Andersen ”og hvor, kære Andersen, ved De så det fra?” Betjent Andersen smilte ”Ikke på den måde, hr. politimester, det er jeg blevet for gammel til. Men det var jo Dem som satte mig og Jensen til at rydde bulerne dernede, og vi har flere gange ved den lejlighed haft Kløgtige Klara med på stationen” Politimester Lauritzen kløede sig lidt i overskægget, ”hmm, det hedder Jensen og jeg, Andersen, Jensen og jeg” sagde han næsten mumlende, Andersen trak på skuldrene og gik over til de andre betjente igen. Politimester Lauritsen havde netop fået øje på noget, der lå på ligets bryst, en kuvert? Diskret tog han den op, kiggede sig omkring, de andre stod med ryggen til og så på vinduet, for at vurdere om morderen var kommet ind ad den vej, forsigtigt stoppede han den i sin inderlomme. Politimester Lauritzen vidste ikke hvad den indeholdt, men den gode hr. Zakarias Sofus Hansens navn skulle ikke svines til, det var nok han lå her på sin seng, skudt i hovedet og stank af billig parfume fra en havneluder. Men denne her kuvert vil politimester Lauritzen personligt tage sig af. Sådan for at virke uskyldig tændte politimester Lauritzen sin pibe, mens han stod og vippede på tæerne, en temmelig dårlig vane han havde, for det så ret komisk ud, han pustede en stor røgsky op i loftet og spurgte ud i rummet ”hvor er fru Zakarias Sofus Hansen egentlig? Hende har vi ikke set endnu” De andre betjente kiggede forvirret på hinanden ”Er hun ikke nede i den store stue?” spurgte betjent Andersen, han stod stadig og vippede nu med hænderne om på ryggen, de 3 betjente anlagde alvorlige miner for ikke at bryde ud i en skraldlatter. ”Jeg går ned og ser om jeg kan finde hende” sagde en af betjentene ”Udmærket, Sørensen, udmærket” politimester Lauritzen så selvtilfreds ud og sendte endnu en røgsky op i loftet. Betjent Sørensen nikkede kort og gik ned af trappen. Betjent Sørensen var den yngste, som politimester Lauritzen havde udpeget til sit hold. En lille splejs, som mest var blevet båret frem på at hans fader også var i korpset. Han havde længe forsøgt at vokse sig ud af sin faders skygge, men uden held, han blev stadig kaldt Bette-Sørensen bag sin ryg, og han hadede det. Han gik langsomt ind i den første stue, der var 3 stuer i alt, delt med franske døre. Stilen var gennemført og det sidste nye mode, klunkegardiner og blomstret tapet. Rigtig tykt tapet, hvor man kunne mærke prægningen. Vindueskarmene var dybe og fyldt med forskellige blomster og planter. Betjent Sørensen så sig om og ønskede at han en dag fik råd til sådan nogle stuer. ”Så vil Inger helt sikkert giftes med mig!” tænkte han, mens han måbende gik rundt i stuerne, og egentligt helt glemte sit ærinde. I den første og sidste stue var der 2 kakkelovne i hver, men i den midterste var der en stor åben pejs, der lå stadig lidt gløder i den og ulmede. Betjent Sørensen gik næsten på listefødder imens han sørgede for at suge alle de nye indtryk til sig. Han havde hørt rygterne om hr. Zakarias Sofus Hansens stuer, men han havde ikke troet på dem”¦..før nu. Det måtte være sådan de kongelige også boede, tænkte han, mens han lod en finger løbe ned af tapetet for at føle det sirlige mønster. Han kiggede sig omkring i den sidste stue også. Det måtte være spisestuen, der stod et langt bord med en stor 12 armet sølvlysestage midt på og omkring det var der fine polstrede stole med stribet betræk. Han kunne ikke dy sig, han måtte røre ved bare en af dem. Med selvtillid i blikket satte han sig tilfreds ned ved bordenden og så ud over bordet. ”AhhhHmmm” Han hørte en rømme sig bag ham. Betjent Sørensen fór op og skubbede forfjamsket stolen på plads. Der stod stuepigen Karen, hun var gået op for at se om de snart var klar til kaffen. ”Undskyld” fik betjent Sørensen fremstammet ”det var ikke min mening at”¦” Karen afbrød ham ”Det er i orden hr. betjent. Nogle gange må jeg også bare prøve at sidde i møblerne” hun smilede og kiggede ned i gulvet. Betjent Sørensen vandt sit genmæle ”hvor er fru Zakarias Sofus Hansen?” Karen fik et bange udtryk i øjnene, for midt i alt forvirringen havde de ikke sagt deres mistanke om hvad der var sket med fruen. Tårerne trillede stille ned ad Karens kinder ”Åh gud, hr. betjent, Sigrid og jeg så ind på hendes kammer her til morgen, og toiletbordet var væltet og alt pudderet var faldet ned på det fine tæppe, åh! Det fine tæppe! Det får jeg ALDRIG rent” Karen hulkede og betjent Sørensen takkede sin skaber for at han havde husket at få et rent lommetørklæde med, han rakte det til Karen, ”Ja, det lyder jo forfærdeligt, frøken, men hvor er fru Zakarias Sofus Hansen?” han klappede hende trøstende på hånden ”Jow, #snøft# Sigrid og jeg tror at fruen er blevet kidnappet af morderen!!!” Betjent Sørensen spærrede øjnene op, han slap øjeblikkeligt Karens hånd og løb op ad trappen, dette her skulle politimester Lauritzen vide, og det var i en fart. ############################################################# Det var blevet aften, da Konstance vågnede med et sæt, hun tog sig til hovedet, der stadig føltes tungt, hvor længe havde hun mon sovet denne gang? Igennem sprækken kunne hun se at der var mørkt. Hun pakkede tæppet om sig, for nu frøs hun. Olielampen på bordet var gået ud, hun fik sig famlet frem til den og nogle tændstikker som lå ved siden af den, og fik den tændt igen. Hun så sig om, der var også et ildsted, og jo, hun var heldig, ved siden af stod en kurv med brænde. Nu skulle hun bare have tændt op. Konstance gik hen til det åbne ildsted. Inde i sit hoved forsøgte hun at genkalde fremgangsmåden med at tænde op. Hun havde set det hundredvis af gange når Karen gjorde det, men havde aldrig gjort det selv. Hvordan var det nu? Konstance sad og fumlede med brændet, men det vil ikke ligge der, hvor hun vil have det til at ligge, enten trillede det for langt bagud eller også trillede det ud af ildstedet igen. Hun forsøgte at sætte brændet i en pyramide, for det kunne hun huske at Karen plejede at gøre. Åh, hvis bare Karen havde været her, så kunne hun få varme i løbet af ingen tid. Konstance begyndte at hulke, hun følte sig fortabt og i sin frustration kastede hun med alt sin kraft det stykke brænde hun sad med ind i væggen. ”ORK! For syv sytten også!!” råbte hun, mens hun stampede i gulvet. Det bankede på døren og et lille menneske kiggede forsigtigt ind. Konstance så forbløffet på den lille mand, og tænkte ved sig selv at dette måtte til dato være den grimmeste dreng, hun længe havde set, indtil det gik op for hende at det var en dværg. En spillevende dværg, som nu stod foran hende, Konstance havde lyst til at juble og røre ved ham, for at se om han var virkelig, for hun havde aldrig set en dværg, kun læst om dem i sin faders bøger. Men hun rømmede og beherskede sit iver. Hun smilede pænt til ham. Han smilede igen og pegede på ildstedet. Konstance nikkede bare, det gik langsomt op for hende at dværgen ikke kunne tale. Men i løbet at en håndevending fik den lille mand tændt op og med sine små kluntede fingre lå han nogle store brændeknuder på. Han gned sig til tilfreds i hænderne og smilede ind i ilden mens han nikkede. Konstance gjorde store øjne, hun kunne ikke se sig mæt på dette lille menneske. ”Tak” sagde hun og varmen bredte sig ud i rummet, dværgen bukkede og smilede til hende. Skyggen kom ind i værelset også, Konstance rejste sig op, men Skyggen gjorde tegn til at hun bare skulle sætte sig igen. ”Jeg kan se at De har mødt Hop” sagde Skyggen og Hop smilede endnu bredere ved lyden af sit navn. ”Han er stum, men kan både se og høre. Heldigvis kan han hverken læse eller skrive” Skyggen forklarede ikke Hop nærmere end det, og Konstance kunne ikke få sig til at spørge, selvom inderst inde brændte hun for at få ALT at vide om denne lille mand. Skyggen satte sig ned i det fjerneste og mørkeste hjørne af værelset og tændte sin pibe. Konstance så meget opmærksomt på ham, det kunne jo være, hun lige kunne se lidt af denne skikkelses ansigt, når gløden lyste op. Men Skyggen bar, som altid, maske. Skyggen tog et par dybe sug og sendte nogle røgringe ud i rummet. Tobakken lugtede sødt og krydret og ikke så stærk som den Zakarias altid røg, Konstance kunne ikke lade være med at indsnuse denne nye duft. ”Jeg har nogle gode venner tilpas langt væk fra alt dette her” Skyggen tog igen en drag på piben og fortsatte ”de har indvilliget i at tage Dem til sig som en fjern veninde af huset” Konstance nikkede bare, hun var nok klar over, at hun var nødt til at gemme sig for en tid. ”Det bliver nok en smule anderledes end det De er vant til” Konstance fornemmede at Skyggen smilte lidt af hende. ”Godt! Sådan bliver det. Jeg har sendt en af pigerne i byen efter en ny kjole til Dem” Konstance så ned ad den kjole hun havde på, og opdagede den var revet i stykker for neden og der var også revet et ærme. Skyggen rejste sig ”Jamen, hvad så med min mor?” Konstance spurgte ængstelig ”Vil De gerne se hende inden jeg kører Dem hen til gården?” Konstance nikkede ivrigt ”Ja, hvis det ikke er for besværligt” Skyggen bukkede kort ”Vi tager derind i aften, når vi kører” Skyggen gik ud af døren og hørte at Konstance hviskede ”tak” inden Skyggen lukkede døren. Nu sad hun og kiggede på døren og ventede på Rine bankede på med noget the. Konstance havde ikke turdet selv bevæge sig uden for døren. Nu håbede hun bare at det var en pæn kjole, de havde fundet til hende. Det bankede på og inden Konstance nåede at sige ”kom ind” trådte Rine ind i værelset. Hun havde the med og en kjole over armen. Hun så udmattet ud, med rande under øjnene, og med et langt suk, satte hun bakken fra sig og dumpede ned i sengen ved Konstance. ”Åh, jeg er SÅ træt” sukkede Rine ”jeg tror jeg kunne sove de næste 14 dage!” Konstance tog sin kop the og rakte den anden til Rine. De sad i dyb tavshed. Konstance rejste sig og tog kjolen. Hun holdte den op for sig. ”Jeg håber den går an, jeg ved nok det sikkert ikke er den standart du er vant til” sagde Rine og tømte sin kop for the. Konstance bemærkede at Rine ikke sagde ”De” til hende, og det passede hende meget godt ikke altid at være så formel. Konstance tog den nye kjole på, det var en praktisk kjole lavet af blåt bomuld, men den havde en god pasform. Lidt vemodigt lod hun fingrene glide ned af den gamle kjole, den var af grøn silke, den var en gave fra Zakarias, den skulle hun altid bære, når de var til selskaber. Hun så på det ødelagte ærme, og så også at der var en flænge i bunden af kjolen, ”Er du fingernem til at sy, Rine?” Rine så på Konstance med store øjne ”om!” svarede hun ”jeg kan sy, hvad det skal være!” Konstance så undersøgende på Rine, var det mon bare pral? Men Rine så ud til at indeholde en vis faglig stolthed så Konstance tog en hurtig beslutning, ”Du må få min gamle kjole, du kan sikkert sy den om og reparere den” Med dirrende hænder tog Rine imod kjolen. Hun lod fingrene glide langs det glatte stof. ”Det er ren silke” Rine rystede på stemmen med ærefrygt og Konstance fortrød næsten, at hun havde givet kjolen til Rine, ikke fordi hun vil savne den, men mere fordi hun var bange for at virke snobbet ved bare at kaste noget så dyrt væk i en håndevending. ############################################################ Til hr. Sofus Zakarias Hansens hus ankom der nu en enkelt vogn med en båre i. Den blev i et snuptag taget ud og båret op til soveværelset af to bredskuldrede mænd. Der havde efterhånden samlet sig en lille skare udenfor huset af nysgerrige folk, der lige ville have et lille glimt af hr. Sofus Zakarias Hansens lig. Og rygterne svirrede allerede om hvem morderen eller mordersken var, alle var dog enige om at det var fru Zakarias Sofus Hansen som havde skudt sin stakkels mand, for hun var jo den eneste som var væk. ”Er det ikke Bodil hun hedder til fornavn?” spurgte en lille tyk mand i en beskidt bomuldsskjorte, flere nikkede samtykkende og mumlede ”jow, jow, det er hende” Der ankom også en fotograf til stedet, han skulle tage billeder af hele gerningsstedet. Politimester Lauritzen så ud ad vinduet over den lille samling af folk og fik myrekryb over hele kroppen ved synet af den høje mand der kom slæbende med både kamera og stativ, han var iklædt et brunt snusket jakkesæt med tern og bar en blød hat, selvom han røg pibe, som han polsede ud til højre og venstre, kunne det stadig ikke dække over den kemiske lugt af fremkaldervæske som hang i ham og hans tøj. Det var det nyeste nye, tage billeder af gerningssteder, for så kunne man jo analysere dem senere og måske se noget, som man overså første gang. Politimester Lauritzen fnøs ved tanken, en god betjent overser ikke noget! Aldrig! Hans overskæg vibrerede ved tanken om dette nymodens makværk. Men det var jo blevet besluttet fra højeste sted, også kunne politimester Lauritzen ikke drømme om at gå imod. Fotografen var næsten et helt hoved højere end politimester Lauritzen, han lettede høfligt på hatten og bukkede let inden han begyndte at sætte sit stativ og udstyr op til det første billede. Politimester Lauritzen fnyste hånligt af den høje mands håndværk og annoncerede højlydt at nu gik han ned i stuen for at drikke kaffe, og de skulle i øvrigt tænke på snart at blive færdige her, det kunne jo ikke tage hele dagen. Betjentene nikkede og politimester Lauritzen kunne med tilfredshed se, at han havde gjort den høje fotograf lettere nervøs. Politimester Lauritzen smilede på vej ned ad trappen, mens han klappede på sin jakkelomme. -Fortsættes | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-03-03 16:14:36 |
heeej igen; genkender og husker udmærket teksten hér inde fra SAXO f-skole ... nu gjort betydeligt længere.
FØRST: foreslår dig at inddele teksten i flere, enkeltstående kapitler; mere overskueligt at læse; og osse for dig selv at redigere i ...
Da jeg er klar over at teksten her er ufærdig har jeg egentlig bare gennemlæst den 'let':
Go'e personkarakteristika af selve huset, tyende, Konstance, 'Hop', og betjente; knap så go' af 'Skyggen' selv ... af go'e grunde ...
Særdeles overrasket over, at 'Skyggen' medtager 'Konstance' - idet hun jo ikke har overværet mordet og vel ikke udgør nogen trussel som vidne? Tværtimod bringer det hende jo direkte ind i en risikabel situation som mistænkt? 'Skyggen' selv er jo vant til at blive mistænkt - uden konsekvenser? Forstår heller ikke pointen med at fjerne hende fra huset - nu hendes plageånd er 'ekspederet'? Som enke ville hun vel ha' det bedre i samme omgivelser? Dén pointe kommer du nok til at uddybe på det relevante sted i teksten; ellers falder JEG - som læser - fra !!!
Mht. den dér kuvert, som 'Skyggen' ( osse i SAXO version 1) lagde på liget, og som 'Politimester Lauritzen' tar med sig - uden først at lade fotografen forevige den - ... vil den vel kun gi' ham dér pm. Lauritzen problemer: hvis den indeholder bevismateriale eller en tilståelse skal den jo tilbageføres sagen ??
Som sagt ... nogle løse ender, som du blir nødt til at uddybe - for at fastholde læseren!!!
venligst ...
FØRST: foreslår dig at inddele teksten i flere, enkeltstående kapitler; mere overskueligt at læse; og osse for dig selv at redigere i ...
Da jeg er klar over at teksten her er ufærdig har jeg egentlig bare gennemlæst den 'let':
Go'e personkarakteristika af selve huset, tyende, Konstance, 'Hop', og betjente; knap så go' af 'Skyggen' selv ... af go'e grunde ...
Særdeles overrasket over, at 'Skyggen' medtager 'Konstance' - idet hun jo ikke har overværet mordet og vel ikke udgør nogen trussel som vidne? Tværtimod bringer det hende jo direkte ind i en risikabel situation som mistænkt? 'Skyggen' selv er jo vant til at blive mistænkt - uden konsekvenser? Forstår heller ikke pointen med at fjerne hende fra huset - nu hendes plageånd er 'ekspederet'? Som enke ville hun vel ha' det bedre i samme omgivelser? Dén pointe kommer du nok til at uddybe på det relevante sted i teksten; ellers falder JEG - som læser - fra !!!
Mht. den dér kuvert, som 'Skyggen' ( osse i SAXO version 1) lagde på liget, og som 'Politimester Lauritzen' tar med sig - uden først at lade fotografen forevige den - ... vil den vel kun gi' ham dér pm. Lauritzen problemer: hvis den indeholder bevismateriale eller en tilståelse skal den jo tilbageføres sagen ??
Som sagt ... nogle løse ender, som du blir nødt til at uddybe - for at fastholde læseren!!!
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
