Hej haleløs

Jeg skriver ganske rigtigt til tider noget, der måske er lidt kryptisk. Det er ikke tænkt sådan denne gang. Når den tidstypiske narcissist ser tilbage på sit lille liv får hun vist først øje på alt det, hun gik glip af, ikke fik, ikke nåede. Det føles som en stor dyne af uretfærdighed.
Starter man med at se verden udefra, den helt uoverskuelige verden, må man vel føle en stor taknemmelighed over alt det, man er sluppet for at være, er sluppet for at udsættes for, er sluppet for at skulle tage stilling til, styre. Og så bliver den dyne af, hvad man gik glip af, plúdselig ganske lille, og man bliver, jeg bliver, meget taknemmelig over, at mit liv er så forsvindende småt.

P.S. Pronominet "hun" er brugt for nemheds skyld, ikke kønsdiskriminerende.