 |  | I en lille båd jeg gynger |
 |
|
|||||||||||||
|
De snakker om alt det der aldrig kom til at ske Vi snakker om alt det der aldrig kommer til at hænde I snakker om alt det de andre ikke kommer til at tale mere om Jeg sætter sejl på min båd min båd af livets vand Båden med sejl af savn Båden med reb af tabte følelser Jeg sejler ud på vandet af sort optimisme Jeg sejler ud der hvor alle forsvinder i en hvid støvsky af gamle billeder fra det der aldrig kommer For jeg vil gerne være sammen med mig selv Være sammen med alt det der er usagt og aldrig kommer på tale Være sammen med alle de grå sider af den de andre mener har reddet dem fra de store tragedier Være sammen med opvasken der aldrig blev taget og sammen med ordene der aldrig blev sagt til den dagliglegendariske kærlighed Jeg sidder i en lille båd der gynger i en vugge af små bølger der bliver ved med at skrige mig op i hovedet om alt det der ligger i dybet af dårlige samvittigheder, skrøbelige hemmeligheder der pludselig ikke længere er glemt Og her er jeg dømt af min egen dommer til at sidde for evigt I en båd af livets vand med sejl af savn og reb af tabte følelser gyngende i en vugge af skrig fra dårlige samvittigheder og hemmeligheder jeg nu kan huske | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
