 |  | Branden |
 |
|
|||||||||||||
|
Jeg døde ganske tragisk, kan man vel godt kalde det, min nabos hus stod i flammer og jeg kunne høre den lille pige skrige derindefra, så jeg forsøgte at redde hende, men da vi var på vej ud blev jeg overrasket over hvor hurtigt flammerne skød frem mod os, jeg kunne ikke se nogen anden udvej end at springe gennem nogle mindre flammer, som endnu ikke havde fået ordentligt fat, men det ville kun være et spørgsmål om tid inden at de ville være for store, så jeg tog pigen på ryggen og sprang over, da vi var kommet over, kunne jeg se et vindue ikke langt fra hvor jeg nu stod, men der var næsten intet at gå på derover udover en meget smal bjælke, så jeg sendte pigen over først, da jeg mente at hun havde en større chance for at nå over og hvis hun først var ovre kunne hun få åbnet vinduet, og de ville kunne se hende fra gaden der var ikke langt nedenunder, faktisk så kort at jeg ville kunne springe ud og det ville ikke koste livet, men alligevel så langt at pigen ikke ville kunne, medmindre der stod nogen klar til at gribe, nå men hun kom over og jeg fulgte efter, men jeg fik åbnet vinduet da jeg begynder at se noget mørkt som ikke ville give slip på mig, jeg vidste ikke hvad det var, men jeg tænkte nu dør jeg, dog er jeg nødt til at få pigen væk nu. Et par minutter efter sidder pigen på en seng eller båre, kald det hvad du vil og bliver undersøgt og behandlet af en læge, det sidste jeg husker er at jeg tænkte godt, nu er der ikke mere jeg kan gøre. Nu en måneds tid efter, jeg forstår vel egentlig stadig ikke hvorfor at man ikke ville lade mig begrave før, hvorfor patologen absolut skulle skære i mig for at finde dødsårsagen, når man vidste at jeg døde efter at være inde i et brændende hus, man burde kunne sige sig selv at det var røgforgiftningen som tog mit liv, jeg havde i forvejen haft nogle svagere lunger end alle andre på min alder, det havde jeg altid haft, jeg var blevet født med kun halvanden lungekapacitet og det var gået ned ad bakke lige siden, lægerne havde ikke regnet med at jeg ville overleve til jeg blev voksen, men jeg havde overlevet til mine trediveårs fødselsdag og endda til min femogtredive årsdag, og jeg efterlader mig to dejlige børn som ikke er blevet født med nogen fejl. Jeg må dog sige, jeg er glad for at se at den lille pige, jeg reddede den aften, og hendes forældre var der, men jeg kan stadig ikke forstå hvor de havde været den aften. Jeg har stillet mig lige bag min ældste søn, nu kan jeg se mit lig i kisten, det ser ikke for godt ud, men jeg må da sige at det er lykkedes patologen meget godt at få renset det værste sod af min hud, og fjernet de værste alderstegn, eller er det bare noget der sker når man dør, at man kommer til at se yngre ud? Eller er det bare fordi at nu er der ikke flere bekymringer som kan tynge, og at den fredfyldthed som der er kommer til at vise sig? Jeg aner det ikke, min lille pige som prøver ikke at græde, sådan har hun altid været, det er som om hun altid har ment at det var en svaghed at vise følelser, jeg har ikke tal på hvor mange gange, jeg har forsøgt at få hende til at vise bare en følelse, selv bare et smil, men nu er det som om at jeg ville give alt for at hun ikke skulle græde, men det er nu hun virkelig kæmper for at undgå det, men hun kan ikke vinde den kamp, selv Ida som den lille pige, som jeg ofrede mit liv for at redde hedder, hun græder som var hun pisket, hun og min lille frække Kristine var og er bedste venner, jeg kan huske et par dage før branden, havde de aftalt at tage i zoo, mens vi forældre gik ind og satte os i cafeteriet, imens ville de gå rundt i zooen med min ældste søn som blev atten dagen efter, han har altid elsket at være sammen med sin lillesøster, det skal vel siges at der gik otte år inden vi fik hende, da hans fødsel havde været med nogle komplikationer til følge for min kone, så vi var vel bange for hvad der ville ske hvis vi forsøgte, men denne gang lykkedes det uden nogen former for komplikationer. Tilbage til zooen, Lasse som min søn hedder, plejede at købe nogle små ting til sin lillesøster når hun var syg, det var ting som en nøglering med et pænt motiv på, hun havde en pæn samling nu, men denne her dag gjorde han noget jeg mente han burde have tænkt sig om før, min lille pige som hedder Kristine, tabte sin ynglings tøjdyr ind bag for hegnet til bjørnene, han sprang over for at hente den, og ja jeg ved det ikke var særlig langt inde, men hvad hvis der havde været en svaghed i det hegn som var hovedhegnet og som skulle holde bjørnene inde? Nu hvis jeg sagde dette til ham, ville han nok sige: "Og hvad så med dig far? Det er ikke i orden at jeg springer ind et sted hvor det er en smule mere sikkert at være, end et brændende hus, men det er helt i orden at du styrter ind i et hus der står i lysende lue? Ja, jeg ved jeg kun gjorde det få at få fat i Kristines ynglings bamse, og at du gjorde det for at redde Ida, men det er ikke alle der har dit mod eller din handlekraft og tro mig jeg havde ikke turdet hvis det inderste hegn ikke havde været der." eller noget i den retning, en gang imellem undrer det mig over hvad vi har gjort galt i hans opdragelse, han har lavet mere ballade end djævlen gjorde i hele bibelhistorien, men det har aldrig bragt folk i fare, eller været på kant med loven, men han ændrede sig da vi fik Kristine, han blev mere omsorgsfuld, som om at han vidste at nu skulle han være forsigtig med hvor farligt disse skarnstreger skulle være. Det eneste vi ikke har fået ham til var at passe hende da hun havde influenza. | ||||||||||||||
 | christina1991 | 2013-11-03 08:29:00 |
Ikke helt færdig, mangler lidt i slutningen
| haleløs | 2013-11-03 14:10:19 |
læste den nyeste tilføjelse; med den 18-årige storebror, Lasse, og hans krumspring fik du - levende og troværdigt - bundet sløjfe på tragedien!
Jeg sér teksten som en selvstændig novelle ;)
venligst ...
Jeg sér teksten som en selvstændig novelle ;)
venligst ...
| christina1991 | 2013-11-03 14:33:11 |
Tak, fordi at du kunne lide den
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
