Forfattersiden.dkForfattersiden.dk kræver login, før du selv kan bidrage med indhold
 
Forfattersiden
Livsglæde: Passionen.
Livsglæde: Passionen.


Forfattersiden.dk
Forfatter: Livsglæde
Skrevet: 2011-02-18 10:59:22
Version: 1.0
Anbefal:Klik på +1 ikonet for at anbefale teksten i Google-søgning
 
 Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg
 


Hun har begået selvmord. Naboens unge kone har valgt at tage sit eget liv. Hun er sprunget ud fra altanen foran deres lejlighed på syvende etage.

Måske hørte jeg udrykningen den aften, men reagerede ikke på det. Herinde midt i byen er det en del af lydbilledet. Efterfølgende læste jeg i avisen, at hendes mand havde forklaret, at hun i længere tid havde lidt af en svær depression.

De var flyttet ind et par måneder tidligere. Hende havde jeg stort set kun hilst på, når vi mødtes i elevatoren. Hun virkede ikke videre imødekommende, så jeg trængte mig ikke på.

Ham havde jeg talt med et par gange. Første gang kom han for at låne et murbor. Han var meget interesseret i fotografierne på væggene. Han spurgte til fotografen og da jeg fortalte ham, at det var billeder jeg selv havde taget og fået forstørret, viste det sig at også han var passioneret fotograf og gerne bevægede sig vidt omkring for at finde de helt rigtige motiver.

Anden gang vi snakkede sammen var i parkeringskælderen. Han var ved at stige ind i sin BMW M6 Cabriolet. Jeg havde lagt mærke til bilen, men var ikke klar over at det var hans. Han hilste og jeg måtte simpelthen over og kigge lidt nærmere på denne fantastiske fartmaskine. Han fortalte med begejstring og inden jeg gik tilbage til min Toyota, havde vi fundet ud af at vi havde endnu en lidenskab til fælles, nemlig hurtige biler. Han har én, jeg mangler stadigvæk at fordoble min årsløn eller vinde i lotteriet, hvis jeg skal gøre mig håb om at køre i noget der bare ligner.

Jeg har haft travlt på det sidste, men i aften er hjemmeaften. Jeg henter en øl i køleskabet, sætter mig over til pc’en og sætter memory card'et fra mit kamera i. Jeg er spændt på at se mine ”Copenhagen by night” billeder, som jeg tog for ikke så længe siden. Stativet med kameraet havde stået på min altan i en time og havde taget billeder med et halvt minuts interval.

Overførslen er færdig, jeg bladrer hurtigt billederne igennem. Derefter kigger jeg meget længe på et par stykker af dem. Så beslutter jeg mig.

Jeg ringer på hos min nabo. Det er på tide at kondolere ham med tabet af hans unge hustru og fortælle ham, at jeg inden længe forventer at køre rundt i en bil i samme klasse som hans.


poeten2011-02-18 16:41:07

Hvad sker der når morderen konfronteres med billeder af mord ?
hvad sker der når ekstrabladet får historien?
hvad sker der når........? .spørgsmålene er mange
Godt skrevet Poeten
Livsglæde2011-02-18 18:04:17
Kære poeten og tak for en god kommentar.

Tja....du må meget gerne selv digte videre, men mon ikke det kan blive temmelig dramatisk mellem disse to naboer med tiden. Der kunne nok være stof til en længere historie.

KH Livsglæde

Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!

Seneste profil og bidrag

Seneste opdateringer

En tilfældig udvalgt tekst

Fra Forfattersiden.dk