 |  | Det Store spring |
 |
|
|||||||||||||
|
G-? Han kiggede en gang til. Jo, det var rigtigt. Der stod godt g-. Aldrig havde han fået så lav en karakter før. OK! Gymnastik var ikke hans bedste, langtfra, men alligevel. Det her var urimeligt. Han gik hen i læskuret og satte sig. De andre var i gang med tomandsfange. Ben og arme hvirvlede rundt i skolegården. Høje råb gjaldede mod de røde mure. Oppe på første hang et par af de store ud af vinduet, forsøgte at ramme de løbende med skolekridt, der splintredes mod den støvede asfalt, efterhånden som de ramte ved siden af. Et par var på vej hen imod ham for at fange, men han viftede dem af. De standsede og så lidt forbløffede på ham. Grinede så til hinanden, rystede på hovedet, og løb videre. Han var en af dem, man hurtigt opgav. Aldrig rigtigt med. Gymnastik havde altid været et hadefag. Han var ikke bygget til det. Alt for meget arme og ben til at selv et godt hoved som hans kunne få styr på det. Men han plejede at kunne slippe nogenlunde ubemærket gennem timerne. Forvanske et baglæns opsving. Lave et flikflak om til en baglæns kolbøtte, når Hansen kiggede væk. Måske havde han opdaget det, Hansen, men han lod nok som ingenting, fordi han egentlig heller ikke selv var så meget for det her gymnastik. Det kunne man se på hans øjne, det støvede blik, som passede bedre til bøger end til klatretove og talkum. Men det var ikke Hansen længere. Og Kristiansen var en helt anden type. Lille, tætbygget, armmuskler omsluttet af korte, røde sportsærmer; et opildnende smil, når han fast i blikket kom med sine smældende opmuntringer: ”Ja, kom nu! Du kan godt. Prøv igen. Kan godt. Kan.” Skal mente han. Men det sagde han ikke. Hele tiden denne stålsatte forventning. Og blikket, man ikke kunne unddrage sig. Og så dette: g-! Han skulle vise ham! Det ringede ind, og de stillede op i rækkerne. Søvngængeragtigt lod han sig skubbe over i en anden række, der omgående skubbede tilbage. Han blev taget af en af de store, der hjalp gårdvagten med at holde orden. Kom til muren. Heldigvis var det ikke Dalby, der var gårdvagt. Alle frygtede lussingerne af den der store, varme, altid svedende hånd. Og så hev han i sidehårene. Dalbys specialitet. Hvis han da ikke tog fat om nakken og løftede en op. Nej, ikke Dalby. Det var Hansen. Heldigvis. Hansen kunne vist ikke lide at slå. Gjorde det ikke ret tit. ”Er det dig? Hvad har du dog lavet, Michael?” Stemmen lød som en kost der forsøger at feje en forbløffende bunke støv væk fra et rent gulv. Ingenting? Nej, det kan man ikke sige. Sladre går heller ikke. ”Var vist uopmærksom. Glemte at stå ordentligt, tror jeg.” Han så op i Hansens støvede blik. Han så nærmest flink ud. Ikke vred. ”Hvad er det så, du går og bryder dit hoved med? Er de efter dig, de slamberter?” ”Jeg har fået g- i gymnastik. Det er ikke rimeligt. Hvorfor ”¦” ”Nåh, det er det. ” ”Jeg ved godt, at jeg ikke er god til det. Men jeg fik da aldrig så dårlige karakterer da De havde os”. ”Hm! Næh! Men hvad vil du gøre ved det?” ”Gøre? Hvad kan man gøre?” ”Det skal jeg ikke bestemme. Men hvis det var mig ville jeg klage. Nå, smut nu op med dig, så du ikke også får ballade der.” Jo. Han smilede. Drillede han? Klage? Kan man det? Tør man? Hele kristendomstimen sad han med hovedet i hænderne. Det var tanker, han ikke havde tænkt før. Han vidste jo ikke, om han kunne. Om han var sådan en, der kunne gå rank i ryggen og fast i blikket op mod de gymnastiske overarme og sige det. Klage? Heidemann plejede ellers altid at høre ham i kristendom. I dag gik han udenom og lod rødderne ovre i dørrækken vrøvle sig ud i noget sludder om Peter og Judas, kaldte dem Jesus’ decibeller eller pedeller eller hvad det var. Han havde vigtigere ting i hovedet. Heidemann måtte selv holde styr på bibelhistorien i dag, uden hans hjælp. Han havde besluttet sig nu. Han ville klage. Nede i gården igen startede fangelegen forfra. De andre opgav ham hurtigt: ”Lad ham bare være. Okkenok!” Han cirklede rundt ovre ved gymnastiksalen. Endelig kom han ud, Kristiansen. Vendte sig, og lukkede døren efter sig. Drejede så adræt den anden vej, og steppede ned ad trappestenen, så Michael kom til at stå noget abrupt med front mod hans åbne blik og talende smil: ”Ja, Mik, min ven. Hvad vil du så?” Stemmen var lille, men fast og stædig: ”G-! Det er ikke rimeligt.” Smilet blev lidt større: ”Rimeligt? Næh, såmænd. Nej, det er det vel ikke. Lad mig se. Hm! Hvad gør vi? Jo, nu skal du høre, Mik. Vi har jo gymnastik i morgen. Så skal jeg nok sørge for, at du får lov til at vise mig, og klassen selvfølgelig, at du da er meget bedre til gymnastik. Ja. Mon ikke du kan vise os et flot spring over hest. Det kan du sikkert. Vi ses i morgen. Farvel så længe.” Han sov uroligt den nat. Vågnede med dynen sparket af. Og alt for tidligt. Det var lige som om, han skulle til eksamen. Spring over hest. Med de her lange ben skulle det nok gå. Han skulle over. Ikke noget med at blive hængende på hesteryggen ligesom tykke Torben når han skulle springe. Han fik sikkert også g-, men han klagede helt sikkert ikke. I det hele taget var der ikke nogen, der klagede. Aldrig. Han måtte være den første. Han kunne være stolt, kunne han. Og med den stolthed ville han besejre den gymnastiske hest. Han kunne. Ville. Hesten var stillet op midt i gymnastiksalen. Foran den var der et rødt og gult springbræt. Bag den en lang, grå rullemåtte. Den var ikke sat særligt højt, kun et par huller. Torben ville næsten kunne have sprunget over den. Langs ribberne stod de så alle de andre. Alle de ikke alt for kloge. Med deres gymnastiske velproportionerede arme og ben. Forventningsfuldt kiggende skiftevis på ham, så på hesten, så på ham, så på Kristiansen, der stod nede ved rullemåtten på den anden side af redskabet, kiggede med små, spotske, let undrende, smil. Om lidt ville de grine lystigt, når han sad der uhjælpeligt overskrævs på dyret. Løgn skulle det blive! Det skulle blive løgn! Han skulle vise dem! Han kiggede ned. Trak vejret dybt og startede tilløbet. Rettede blikket fast mod hesteryggen. De smilende ansigter flaksede forbi i kanten af synsfeltet. Idet han satte af mødte han Kristiansens blik: Kom så. Du kan. Kan.” Eller var det ham selv, hans egen indre stemme, der næsten overdøvede smældet fra springbrættet? Nu fløj han. Han var lettet fra det fodsvedige gulv, en hvirvlende sky af drengekrop og talkum. Han rakte hænderne ned mod hesteryggen. Den var der ikke. Der var ingenting. Videre svævede han til han med en dump lyd landede på rullemåtten. Sammenrullet, uforslået modtog han latteren. Den befriende. Latter uden spot. Det her var cirkus. Han havde lavet sit nummer. Sin klovneentre. Fra i dag ville alt være forandret. | ||||||||||||||
 | Glenstrup | 2012-07-07 08:53:20 |
En lille hjælp til eventuelle læsere, der ikke ved, hvad g- betyder: Før 1963, hvor 13-skalaen blev indført, blev der givet karakterer efter Ørsteds 16-trins skala. Karakteren g- (godt minus) markerede grænsen mellem akkurat bestået og ikke bestået. Man hang ud over afgrunden og kunne begynde at skimte den dybe bund: karakteren "slet" med den frygtindgydende pointværdi: minus 21. Det var den gang, der var karakterer til!
| nhuth | 2012-07-07 09:40:56 |
Herlige billeder som jeg genkender. Men allerede i linje 17 knækkede min film ved "talkum" og tovklatring.
Jeg husker tydeligt hvor forbrændt man kunne blive når nedturen i tovet gik for hurtigt (glat).
Var der mon ikke tale om hvidt harpikspulver?
Nu om lidt må jeg prøve at splejse filmen og læse om igen. Uforstyrret.
Vh. Nhuth
Jeg husker tydeligt hvor forbrændt man kunne blive når nedturen i tovet gik for hurtigt (glat).
Var der mon ikke tale om hvidt harpikspulver?
Nu om lidt må jeg prøve at splejse filmen og læse om igen. Uforstyrret.
Vh. Nhuth
| Glenstrup | 2012-07-07 10:12:00 |
Hej nhuth
Elsker den slags diskussioner om de små detaljer. Jeg husker nu tydeligt ordet talkum fra mine gymnastiktimer. Om der var blandet harpiks i pulveret også, ved jeg ikke. Kunne tænkes. Jeg mener også, at gymnastik og talkum er tilbøjelige til at klæbe til hinanden som klichéer til en poesibog. Se f.eks. dette lille udklip fra en sportsartikel:
"Det forlyder, at der er bestilt et ordentligt læs talkum til levering i KB-hallen den 8. marts. Her vil nogle af verdens bedste mandlige gymnaster nemlig dyste i sportens krævende discipliner i stævnet World Class Competition."
Mvh Glenstrup
P.S. Jeg husker også lugten af brændte hænder efter tovglidning.
Elsker den slags diskussioner om de små detaljer. Jeg husker nu tydeligt ordet talkum fra mine gymnastiktimer. Om der var blandet harpiks i pulveret også, ved jeg ikke. Kunne tænkes. Jeg mener også, at gymnastik og talkum er tilbøjelige til at klæbe til hinanden som klichéer til en poesibog. Se f.eks. dette lille udklip fra en sportsartikel:
"Det forlyder, at der er bestilt et ordentligt læs talkum til levering i KB-hallen den 8. marts. Her vil nogle af verdens bedste mandlige gymnaster nemlig dyste i sportens krævende discipliner i stævnet World Class Competition."
Mvh Glenstrup
P.S. Jeg husker også lugten af brændte hænder efter tovglidning.
| haleløs | 2012-07-07 10:38:36 |
velskrevet og -fortalt; interessant karaktersystem; mit indtryk er dog, at det succesfulde hop-over-hesten ikke foregår i virkeligheden; menkun i en (slags) forestillingsverden ... eller fantasi ("Forventningsfuldt kiggende skiftevis på ham, så på hesten, så på ham, så på Kristiansen, der ...") ?
venligst ...
PS meeen 'uforslået' ... hmmm ???
venligst ...
PS meeen 'uforslået' ... hmmm ???
| nhuth | 2012-07-07 12:12:58 |
He he, jeg havde ikke et øjeblik forestillet et blandingsprodukt af to modsat virkende pulvere.
Vægtløftere har næppe glæde af talkum - hvorimod kuglestødere sikkert vil undgå at klistres fast til kuglen med harpiks.
Nu vil jeg læse den igen.
Vh. Nhuth
Vægtløftere har næppe glæde af talkum - hvorimod kuglestødere sikkert vil undgå at klistres fast til kuglen med harpiks.
Nu vil jeg læse den igen.
Vh. Nhuth
| haleløs | 2012-07-07 13:26:10 |
Læste igen; vildt fascineret af selve teksten - og historien bag den!
Iflg. www.sproget.dk findes udtrykket 'uforslået' slet ikke; men børn er jo sprogfornyere ;)
Foreslår 'g-' skrevet som 'G minus'; tegnet er jo kun en tankestreg : prikkerne mangler helt ;)
Efter en 3. gennemlæsning forstår jeg NU; at højden på hesten er blevet nedjusteret ... udelukkende 'til ære for' Hp MIK ... derfor disse spottende tilskuer-smil ??? hmmm ...
venligst ...
Iflg. www.sproget.dk findes udtrykket 'uforslået' slet ikke; men børn er jo sprogfornyere ;)
Foreslår 'g-' skrevet som 'G minus'; tegnet er jo kun en tankestreg : prikkerne mangler helt ;)
Efter en 3. gennemlæsning forstår jeg NU; at højden på hesten er blevet nedjusteret ... udelukkende 'til ære for' Hp MIK ... derfor disse spottende tilskuer-smil ??? hmmm ...
venligst ...
| Glenstrup | 2012-07-07 21:45:40 |
Hej Haleløs
Tak for det. Jeg har grundet meget over det med g-, eller g minus, eller godt minus (som jeg først skrev). Ville helst have haft et minustegn med de to prikker, men det kan vist ikke lade sig gøre. Jeg er endt med det nuværende g -, da det er samme typografi, som anvendes i Den Store Danske på nettet.
Tak for det. Jeg har grundet meget over det med g-, eller g minus, eller godt minus (som jeg først skrev). Ville helst have haft et minustegn med de to prikker, men det kan vist ikke lade sig gøre. Jeg er endt med det nuværende g -, da det er samme typografi, som anvendes i Den Store Danske på nettet.
| Glenstrup | 2012-07-09 09:02:49 |
Hej Finn
Jeg har et lille spørgsmål/kommentar til den ellers spændende og præcist formulerede opgave: Hvad mener du egentlig med begrebet surrealisme?
Ordet stammer jo fra mellemkrigstidens avangardistiske modernisme. Det betegner en kunstretning, som forsøgte at udtrykke sig uden om enhver forholden sig til virkelighed og fornuft, direkte fra underbevidstheden. I dansk litteratur vel mest klart udfoldet i Jens August Schades lille roman: Kommodetyven. Er det der, du vil have os hen??? Så er der vist ikke mange læsere, der hænger med.
Noget andet er, at ordet, tillægsordet, "surrealistisk" efterhånden har fået en anden og bredere betydning i retningen af "mærkeligt, absurd". Som når f.eks. den danske tennistriumf i Wimbledon betegnes som surrealistisk. Den betydningsglidning fornemmer jeg ikke gælder navneordet/begrebet: "surrealisme". Jeg kan tage fejl selvfølgelig, men min opfattelse ser ud til at blive bekræftet ved opslag i Den Danske Ordbog.
Jeg har et lille spørgsmål/kommentar til den ellers spændende og præcist formulerede opgave: Hvad mener du egentlig med begrebet surrealisme?
Ordet stammer jo fra mellemkrigstidens avangardistiske modernisme. Det betegner en kunstretning, som forsøgte at udtrykke sig uden om enhver forholden sig til virkelighed og fornuft, direkte fra underbevidstheden. I dansk litteratur vel mest klart udfoldet i Jens August Schades lille roman: Kommodetyven. Er det der, du vil have os hen??? Så er der vist ikke mange læsere, der hænger med.
Noget andet er, at ordet, tillægsordet, "surrealistisk" efterhånden har fået en anden og bredere betydning i retningen af "mærkeligt, absurd". Som når f.eks. den danske tennistriumf i Wimbledon betegnes som surrealistisk. Den betydningsglidning fornemmer jeg ikke gælder navneordet/begrebet: "surrealisme". Jeg kan tage fejl selvfølgelig, men min opfattelse ser ud til at blive bekræftet ved opslag i Den Danske Ordbog.
| nhuth | 2012-07-09 10:08:36 |
Uanset -isme eller ej, er det en herlig tekst.
Men det er da interessant at overveje om det nævnte "krav": "den morsomste og mest surrealistiske" kan imødekommes på en og samme tid?Vh. Nhuth
Men det er da interessant at overveje om det nævnte "krav": "den morsomste og mest surrealistiske" kan imødekommes på en og samme tid?Vh. Nhuth
| mille | 2012-07-21 09:38:24 |
ak ja, hvor disse grusomme gymnastiktimer vækker minder - virkelig velskrevet, veldrejet skolehistorie du her har bedrevet
karakterskalaen husker jeg qua min alder ganske udmærket, jeg var tæt på at dumpe i skriftlig tysk i sin tid, senere i livet har jeg erfaret at indfødte tyskere ofte heller ikke selv kan grammatikken ordentligt
til din diskussion om surrealisme: jeg kender ikke Kommodetyven, men opfatter surrealisme som noget der grænser til "løgn og latin, med humoristisk islæt"
karakterskalaen husker jeg qua min alder ganske udmærket, jeg var tæt på at dumpe i skriftlig tysk i sin tid, senere i livet har jeg erfaret at indfødte tyskere ofte heller ikke selv kan grammatikken ordentligt
til din diskussion om surrealisme: jeg kender ikke Kommodetyven, men opfatter surrealisme som noget der grænser til "løgn og latin, med humoristisk islæt"
| Finn Wilkens | 2012-07-23 11:13:20 |
Hej Glenstrup!
Surrealisme: I 1924 udgav bevægelsens ledende teoretiker, digteren André Breton, Les Manifestes surréalistes (da. De surrealistiske manifester, 1972), hvori han definerer surrealismen som: "Ren psykisk automatisme, hvorved man sætter sig for mundtligt, skriftligt eller på enhver anden måde at udtrykke tankens virkelige funktion, tankens diktat, uden nogen kontrol fra fornuftens side og uden for enhver æstetisk eller moralsk interesse.
Ordet surrealisme kommer af fransk surréalisme, egl. 'over-virkelighed'.
Surrealismen bygger på troen på den større virkelighed bag visse former for associationer, som før surrealismen var forblevet upåagtede, på drømmenes almagt og på tankens uegennyttige leg".
På det officielle plan, det, alle kan se og høre, kan der foregå noget ganske bestemt, mens der på det indre plan kan forekomme helt andre forestillinger. Jeg har haft til hensigt at kombinere det ydre spil, der foregår i et klasseværelse med de indre forestillinger, den enkelte elev gør sig. Det er ikke nødvendigvis surrealisme i ordets strengeste betydning, men man kan nærme sig det.
Egentligt har jeg det med for at sikre forfatterens mulighed for at præge en mere eller mindre banal hændelse med noget skørt og uberegneligt. Som sådan har jeg læst besvarelserne med interesse for at finde det uventede, utænkelige, uberegnelige fra under- eller overjeg´et.
Surrealisme: I 1924 udgav bevægelsens ledende teoretiker, digteren André Breton, Les Manifestes surréalistes (da. De surrealistiske manifester, 1972), hvori han definerer surrealismen som: "Ren psykisk automatisme, hvorved man sætter sig for mundtligt, skriftligt eller på enhver anden måde at udtrykke tankens virkelige funktion, tankens diktat, uden nogen kontrol fra fornuftens side og uden for enhver æstetisk eller moralsk interesse.
Ordet surrealisme kommer af fransk surréalisme, egl. 'over-virkelighed'.
Surrealismen bygger på troen på den større virkelighed bag visse former for associationer, som før surrealismen var forblevet upåagtede, på drømmenes almagt og på tankens uegennyttige leg".
På det officielle plan, det, alle kan se og høre, kan der foregå noget ganske bestemt, mens der på det indre plan kan forekomme helt andre forestillinger. Jeg har haft til hensigt at kombinere det ydre spil, der foregår i et klasseværelse med de indre forestillinger, den enkelte elev gør sig. Det er ikke nødvendigvis surrealisme i ordets strengeste betydning, men man kan nærme sig det.
Egentligt har jeg det med for at sikre forfatterens mulighed for at præge en mere eller mindre banal hændelse med noget skørt og uberegneligt. Som sådan har jeg læst besvarelserne med interesse for at finde det uventede, utænkelige, uberegnelige fra under- eller overjeg´et.
| Finn Wilkens | 2012-07-23 16:34:18 |
Jeg kommer i tanker om Scherfigs matematiklærer, der i ubændigt raseri river en stikkontakt ud af væggen. Spørgsmålet er, om den ydre og indre verden her smelter sammen i tankens uegennyttige leg.
| Finn Wilkens | 2012-07-24 12:23:33 |
Nå, Glenstrup!
Så er turen kommet til dig. Du har begået en sjov og fin lille novelle med masser af små oplysninger om den "stakkels" dreng, hvis ben og arme ikke rigtigt matcher hovedet. Genkendelige scener fra skolegården og gymnastiksalen. Du bygger fint op til klimaks, og du gør det oven i købet uden svinkeærinder. Går lige i kødet på berettermodellen og bygger til sidst en smule surrealisme ind, idet du kombinerer den sjove historie med tankens kraft og skaber en afslutning, der lige skal læses to gange, før man er med.
Jeg ville have skrevet godt minus første gang og g- anden gang. Men forstår dine overvejelser. Talkum er anerkendt som det, vi brugte dengang.
Så er turen kommet til dig. Du har begået en sjov og fin lille novelle med masser af små oplysninger om den "stakkels" dreng, hvis ben og arme ikke rigtigt matcher hovedet. Genkendelige scener fra skolegården og gymnastiksalen. Du bygger fint op til klimaks, og du gør det oven i købet uden svinkeærinder. Går lige i kødet på berettermodellen og bygger til sidst en smule surrealisme ind, idet du kombinerer den sjove historie med tankens kraft og skaber en afslutning, der lige skal læses to gange, før man er med.
Jeg ville have skrevet godt minus første gang og g- anden gang. Men forstår dine overvejelser. Talkum er anerkendt som det, vi brugte dengang.
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
I virkeligheden bag den virkelighed, der er tekstens, fandt springet faktisk sted. Men jeg er glad for din læsning. Har forsøgt at skrive det ind i en uvirkelighed, en drømmeverden. Detil også det sikkert nydannede ord "uforslået". Det skal virke ukendt, uvirkeligt.
Mvh Glenstrup