 |  | En dag jeg vil huske |
 |
|
|||||||||||||
|
”Normale mennesker er farlige! De skaber krig, skændes og hader hinanden. ” Vores særling i byen. En mand fra Sjælland, midt i 50’erne. Grå, nærmest hvidt tyndt langt hår der går til skulderene. Alkoholiker - dog ikke i stor stil, som ”alkoholikerne” i byen. Meget snaksagelig. Meget glad. Meget fri - hviler i sig selv. En mand, som man normalt tager afstand til. Børn for at vide, at man ikke skal snakke med ham. En mand med en historie, som jeg fik lov at høre. En lørdag eftermiddag omkring kl. 3. Jeg sidder på busterminalen, og skal vente til kl. halv 6, for at komme med bussen hjem, da det er weekend, og busserne ikke kører ærlige ofte hjem til mig der. Jeg nåede ikke den tidligere bus omkring halv 3, og dét min egen skyld. Jeg har været på arbejde - at gøre rent hos familier. Jeg gider ikke rigtig gå i gang, og jeg ved familien ikke kommer hjem, da de er på ferie. Jeg sidder på køkkenbordet og trækker tiden ud, mens jeg skriver med mine venner. - altså grunden til jeg kom 15 min. for sent, og i stedet skal vente 3 timer på næste bus. Jeg sidder på busterminalen. Der er godt vejr, men jeg har alligevel sat mig indenfor. Den pakke med et par shorts i, som jeg netop har hentet fra postboksen i fakta, har jeg lagt på armlænet af bænken, så jeg kan lægge halvt ned på bænken, uden at få ondt i ryggen af det hårde armlæn. Jeg er alene. Jeg kigger på de få busser, der en gang i mellem dukker op, og hurtigt kører igen. Jeg kigger på de mennesker der går forbi ude ved vejen, og tænker på hvilken skam det er, at jeg sidder inden for, når solen skinner udenfor. Jeg sukker, da jeg ved hvilken langsom tid der går mig i møde de næste tre timer, uden strøm på min mobil. Pludselig hører jeg en stemme, som snakker i telefon. Jeg tror det er en buschauffør, som sidder inde på kontoret, som er i samme bygning. Men så kommer særlingen ud fra toilettet. Han er glad som normalt. Jeg har set ham før i byen. Han går rundt i en forvasket cowboyjakke, og med en lyserød skoletaske og en guitar. Jeg har snakket med ham en gang før, hvor han spurgte mig, hvordan jeg havde det. Dengang var han for mig en mand, som han stadig er for mange, en gammel galdning, som er havnet det forkerte sted. Han spørger nu, hvordan jeg har det igen, med en meget københavnsk accent. Han forklarer mig, at han sad ude på toilettet og fik sg en øl - alkoholiker. Jeg svarer at Jeg har det meget godt, og smiler til ham, fordi jeg, som den person jeg er, smiler til alle. Han spørger mig igen om det er i orden med mig, hvis han stemte sin guitar. Jeg siger at det må han selvfølgelig gerne. Selv hvis det ikke er en sang, nyder jeg at hører tonerne, som kommer af, at man slår på en streng. Fantastisk. Han snakker og snakker, og stemmer sin guitar. Han fortæller mig lidt om hans liv, hvor han bor og hvad han gerne vil. Han bor et sted uden for byen. Han har ikke noget arbejde, så, han sidder på gaden og spiller guitar, hvor han tjener hans penge. Han siger at det er svært for mænd i hans alder at få et arbejde. - Jeg tænker bare, at det ville han sikkert også godt kunne, hvis han droppede tøjet, og alkoholen, og fik klippet det gamle går. Han vil gerne arbejde på en kro, hvor han kunne være i garderoben. Han kunne godt tænke sig at få lov at spille hans musik, på kroen, i de pauser, som musikerne på kroen har. På den måde mener han at han vil blive mere kendt end han er i forvejen - (ikke kendt overhovedet). Han finder sin eller rettere sagt sine telefoner op af lommen. Han siger, at han gerne vil optage en af hans sange, som han senere vil lægge på YouTube. Han mener at hans gamle Nokia har en god kvalitet af hans sange, når han spiller dem. - den gamle mand har jo aldrig hørt kvaliteten på en af de nye moderne telefoner. Han spiller på guitaren, og jeg lytter. Da han begynder at synge, lyser mit smil op. Aldrig i mit liv har jeg hørt noget så fantastisk. Hans stemme er fantastisk dyb og passer til han perfekte guitar spillen. Jeg smiler over hele ansigtet, og en gang i mellem kigger han over på mig og smiler, for han kan se jeg er fascineret. Jeg kigger på ham, for jeg kan ikke tage blikket fra ham. Så pludselig er den mand, som jeg før syntes var en galdning, blevet til en mand, som jeg er meget fascineret af. Han stemme fanger mig bare og jeg kan ikke gøre noget ved det. Da han er færdig smiler jeg stadig. Han fortæller mig at han selv har skrevet sangen, og der stopper jeg ham, for det er ikke til at tro. Den mand, som er alkoholiker, og som jeg har troet noget stort om, har skrevet en fantastisk sang. Han har skrevet sangen til en pige. En pige som han første gang så fa han var 6 og hun var 4. Da de blev lidt ældre var de kærester, og engang blev de forlovede. Ikke sådan som man normalt ser en forlovelse, men de elskede hinanden, og lovede hinanden at de end dag skulle giftes. Men han vil bo i Jylland og hende i København, så han flyttede, og de har ikke set hinanden siden. Han fortæller mig, at han har skrevet 6 sange til den her pige, og nu kan han simpelthen ikke skrive flere. Jeg er meget betaget af hans historie og smiler stadig. Han spørger om jeg vil hører en anden sang, som han også har skrevet, dog ikke om denne pige. Han starter ud i den dybeste tone og spiller igen på guitaren, og det lyder fantastisk. Da han er færdig fortæller jeg ham at han synger fantastik, og at jeg ønsker ham held og lykke. Han skal hen og have en øl sammen med nogle han kender fra byen - andre ”galdninger”/alkoholikere. Og min når lige at skrive til mig inden, mobilen løber tør, om jeg vil have et lift hjem. Han siger farvel og går, og jeg tager hjem. Lige inde han går ud af døren, spørger han mig hvad jeg hedder, og spørger om jeg er 17, hvilket jeg er. Efter ord: Denne historie fandt sted for mig lørdag d. 26. april 2014. Det var en helt fantastisk dag, for jeg havde aldrig troet at jeg skulle se et så stort menneske i den mand. Jeg er blevet betaget, fascineret, overraket og føler mig opløftet. Citatet til at starte med, var noget han sagde til mig, efter han kom ud fra toilettet og var godt i gang med at snakke, som optog min opmærksomhed meget. Meget vise ord fra en meget stor mand, som ingen ser. Jeg fik aldrig hans navn, og jeg får heller ikke brug for det. Den dag vil jeg huske. | ||||||||||||||
 | Mette Sejrbo | 2014-04-28 17:48:20 |
Dejlig historie. :-)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
