 |  | Dybere tanker |
 |
|
|||||||||||||
|
Langsomt og dybt fornemmer jeg hvordan mit åndedræt bliver tungere og tungere. Hver indånding bliver til udånding, efterfulgt af endnu en indånding. Gentagelser. Jeg lytter efter ukendte åndedræt, men finder ingen. Alene ligger jeg i mørket. Alene, men tryg. Der er noget over natten. En speciel ro og tryghed. En fornemmelse af, at mens resten af verden sover tungt og er dybt optaget af drømmene; ligger jeg vågen. Mørket lægger sig om mig, som en stor tung, men tryg dyne. Jeg har flere gange haft lyst til at forsvinde ind under den. Forsvinde ind i den intetsigende intethed. Men jeg er ikke forsvundet, jeg er her stadig - nogen eller noget må have holdt mig fast da jeg selv gav slip. Natten er der hvor jeg har ro til at tænke. Tænke store tanker - små tanker. Små tanker, som måske alligevel får store betydninger. Små tanker, som måske er dybere end de store tanker. Fra afstand betragter jeg de mange ansigtsudtryk, lytter til de forskellige stemmer, prøvet at tyde kropssprog og tanker - og fanger mig selv i at spekulere over; hvordan det mon er at være dem. Hvordan det mon vil være at være en hvilken som helst anden, end mig. Ensomme og kaotiske frustrationer ånder mig i nakken, udarbejder en dyb irritation over at se verden med andre øjne end alle andre. Med mine øjne. Sammen med andre har jeg altid følt mig forkert og anderledes. Fysisk har jeg været tilstede, men indeni har jeg svævet vægtløst rundt i det dybe og mørke univers som var hele min verden. Det de andre grinte af, forstod jeg ikke og det der gav dem mening, var uforståeligt for mig, som talte de et andet sprog. Jeg har befundet mig under samme tag, i samme rum som andre. Befundet mig steder hvor jeg med egne øjne har kunnet se, at jeg ikke er alene - alligevel har det føltes som om, der var flere lysår imellem os. Flere lysår mellem de andre og mig. Selv når jeg er omgivet af mennesker, føltes det som om, at jeg er så langt fra de andre, at de næsten er utydelige. Jeg bor alene på min egen planet, de bor på deres. Den planet jeg bor på, og måske altid har boet på, er speciel. En hel del anderledes end den planet resten af verden bor på. En overgang var mørket på min planet, det resten af verden kender som lys - natten var det de kalder dag. Modsætninger. På det tidspunkt var planeten dét sted, jeg kunne tillade mig, at være mig - i hvert fald nogle gange. Jeg blev ikke overfaldt af den larmende stilhed - planeten var tryg, måske fordi jeg efterhånden kendte den? Men med tiden kom der beboere fra det ukendte. De flyttede ind, da jeg havde mest brug for det, men kom så pludseligt, at jeg ikke nåede at opdage deres hensigter, før de havde bidt sig fast, som tæger på jagt efter blod. Deres tilstedeværelse gjorde at jeg aldrig var alene, men alligevel altid var ensom. Min fornuft blev overtaget af mørke tanke-monstre fra det ukendte. Tanke-monstre som fik mig til at overleve i stedet for at leve. Den person jeg troede jeg var, eksisterede pludseligt ikke længere. Det føltes, som stod jeg ved siden af mig selv og iagttog hver en bevægelse, som var det en fremmedes kropssprog jeg forsøgte at forstå. Jeg iagttog hvert ansigtsudtryk og blik. Iagttog måden munden former sig og danner ord, som ukontrolleret bevæger sig ud over læberne. Ord jeg ikke troede jeg skulle sige. Der så jeg mig selv stå. Lige dér ved kanten mellem alt og ingenting stod jeg og iagttog den fremmede. Den fremmede som havde mit ansigt, mine arme og mine ben. Den fremmede som umuligt kunne være mig - men som var alt, der var tilbage, af det der engang var mig. Efter overfaldet af de ukendte tankemonstre, begyndte jeg at holde mig vågen. Konstant var jeg på vagt overfor tanke monstre, som bare ventede på at overfalde mig - drage mig længere og dybere ned i mørket. Det føltes som om der blev revet i mig, fra alle sider, og alligevel kun én. For jeg vaklede et sted mellem at ville kæmpe imod eller overgive mig. Det sidste virkede altid som den bedste løsning. For ved at overgive mig, ville jeg måske lande midt i den intetsigende intethed, hvor søgen efter den dybere mening, måske ville give mening? Nogle gange skal vi helt ned til mørkets afgrund, før vi ser sandheden i øjnene. Nogle gange skal vi helt ud til kanten for at forstå meningen i de ting der ikke giver mening. Nogle gange skal vi helt derud hvor vi ikke kan bunde for at se at vi stadig kan holde os oven vande - og nogle gange skal vi helt ud over kanten. Derud hvor vi mærker frygten og angsten ånde os i nakken. Derud hvor vi holder så godt fast i livet at vi er ved at slippe det; og vi spørger os selv; Hvordan havnede jeg her? Måske er der en mening - en årsag til at ting sker som de sker, når de sker. Måske kender vi facit, allerede inden var har sat modsætningerne op mod hinanden? Egentlig tror jeg at alting har to sider. To sider ligesom i en bog; en forside og en bagside. Som døgnet; dag og nat. Lys og mørke. Uden en forside ville der ikke være noget der hed bagside. Uden lyset om dagen ville vi ikke vide at mørket var natten. Hvordan ville vi være i stand til at se lighederne uden modsætninger? Og hvordan kan man finde tilbage til lyset når flammen blev pustet ud før den blev tændt? Måske er spørgsmålet i virkeligheden ikke hvordan tingene sker, men hvorfor? Så selvom tanke-monstrene viste mig skræmmende sider af mig selv, sider jeg ikke troede fandtes, lærte de mig; at bag en hver mørk sky gemmer sig en smuk og lysende sol. De lærte mig, at selv den tryggeste og mest velkendte verden, kan blive så tryg og så kendt, at det gør den ukendt - og de lærte mig at selvom det kan føltes som om at hele verdenen vælter, går jeg ikke i stykker af det. Det gør ondt, og det er svært - men modgang er det der gør medgang dobbelt så rart! Og det skræmmende er; måske skal vi i virkeligheden se bagsiden før vi får øjnene op for forsiden? Måske skal vi have oplevet mørket for at kunne forstå lyset? Eller måske skulle jeg bare. Midt i lyset, så jeg mørket - og det skræmte mig ikke. Det burde skræmme mig, men det gjorde det ikke. Havde jeg i virkeligheden forstået forståelsen af at forstå hvordan lys og mørke hang sammen? Det er så let at gemme sig i det trygge og kendte. Det er så let at det bliver svært! Jeg er ikke forsvundet, jeg er her stadig - nogen eller noget må have holdt mig fast da jeg selv gav slip stadig. Et eller andet sted har jeg måske vidst at der har været en mening med det. En dybere mening? Måske gav jeg ikke slip. Måske havde jeg bare ubevist opdaget, at jeg hellere ville være ensom alene, end ensom sammen med andre, som ikke gav mig en mening? Måske var det da jeg troede jeg gav slip, jeg i virkeligheden holdte mest fast? | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
