 |  | Kunsten at skabe problemer, der ikke findes |
 |
|
|||||||||||||
|
Kunsten at skabe problemer, der ikke findes Plager dine tanker dig også dag ud og dag ind? Virker alting lidt værre i dit hoved, end det egentlig er? Du er ikke den eneste, og det er forfærdeligt... _____________________________________ Blev du forvirret over titlen? Ja, det er måske ikke alle, der forstår, hvad dælen det skal betyde. Men jeg er fuldstændig sikker på, at der stadig er rigtige mange derude, der forstår, hvad jeg mener. Enten fordi I selv har oplevet det eller bare, fordi I har hørt det før. For jeg snakker selvfølgelig om det at overtænke. Eller rumination, som det hedder så fint på psykologisk. I dag er den største årsag til tristhed, negativitet, depression og selvtillidsproblemer nemlig overtænkning. Det med at de (negative) tanker kører i ring igen og igen, hvor det bare ikke er til at få hold på igen, og man kun har lyst til at råbe: ”Hold kæft HJERNE!”. Jeg har selv rigtig gode erfaringer med det problem. For mig er det ofte om fremtidens problemer og dilemmaer, men det kan også forekomme, at det er noget, som jeg har gjort, eller endda noget jeg ikke har gjort. Det er noget af det mest forfærdelige, jeg kender til. Fordi jeg kalder det en kunst er, fordi det burde være så umådeligt svært at gøre et lille problem til et kæmpe problem. Men det er det ikke, hvis man er af dem, der har kendskab til dette. Så er det derimod noget af det nemmeste i hele verden, og derimod det sværeste ikke at gøre problemerne store. Man forestiller sig en lille ting og tager den så lidt længere ud. Og så ender den så langt ude, at man slet ikke kan nå den igen. Mit bedste råd her er, at finde nogen eller noget, der kan distrahere dig eller at skrive de skide negative tanker ned. Jeg har gennem et stykke tid nu skrevet dagbog, og det er noget af det rareste at kunne få tankerne lidt væk ved at skrive dem ned. Jeg ved, at nogle synes at gå i bad er det værste. For her kan tankerne nemlig nemt komme til at køre derud af. Hvorfor gjorde jeg ikke det? Hvorfor sagde jeg ikke det her i stedet? Det ville have lydt meget bedre. Ja, små ting, som at man har sagt noget forkert, kan komme til at fylde rigtig meget lige pludselig, og der er absolut ingen grund til det, men det er så voldsomt svært at slippe igen. Så skal man i hvert fald blive distraheret af noget. Andre får søvnproblemer af det, fordi tankerne går og historier bliver opdigtet. Samtidig med problemerne. I bund og grund er det vel bekymringer, der går lidt for vidt? Det er normalt at være bekymret, men det er bestemt ikke normalt at pine sig selv med de samme grimme tanker, som man bare ikke kan slippe af med igen. De sidder fast som den lim, man havde på fingrene som barn efter klippe-klistre dag i skolen. Det at kalde overtænkning en sygdom ville jeg måske ikke ligefrem, men det kan nogle gange føles som en sygdom. Jeg havde en rumbo på mit efterskoleophold i 10. klasse, som virkelig led af det at overtænke. Og det var meget værre end mit, og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle reagere for at hjælpe hende. Hun fortalte mig også, at hun lider af noget, der hedder moderat angst, og jeg havde aldrig hørt om det før, men det er noget, der kommer, hvis hun tænker for meget. Nogle gange var det helt svært for mig at forstå, hvordan hun kunne trække det så langt ud, når det slet ikke handlede om det til at starte med. Det er nemlig svært for andre, der ikke prøver det jævnligt at forstå, hvordan i alverden man kan opdigte sådan noget. Det er også en af grundene til, at jeg personligt ikke har særlig meget lyst til at fortælle andre, når det sker. Første gang jeg snakkede med nogen om det var med min rumbo, for hun fortalte det selv, og så føler jeg, at det er nemmere at åbne sig op. Jeg tænker også altid, at folk vil tro, at jeg er mærkelig, hvis jeg fortæller dem om min overtænkning. For helt ærligt. Det kan være langt ude nogle gange. Vil jer overtænkere i dette land ikke godt give mig ret i det? Måske bliver nogle af jer stødt over min tankegang, når jeg selv lige har skrevet, at det er det mest forfærdelige, men når det kommer til stykket, er det jo slet ikke så slemt, som det lyder inde i ens hoved. Så kan jeg nogle gange nærmest bare grine over det bagefter, for hold nu op hvor er det bare åndssvagt til tider. De skide tanker er dog bare ikke til at styre, men ja. Det er faktisk hårdt. Og det er ikke det mest interessante taleemne, for det er bare problemer, der bliver kørt ud til det helt store. Derfor vil jeg gerne bede jer overtænkere om at prøve at slippe de tanker. Det er helt utroligt svært, men det er og bliver det bedste for jer. Og til jer, der ikke døjer med det problem. Vær glade for, at I ikke skal gå at tænke sådan nogle ligegyldige tanker; men alligevel. Prøv at sætte jer ind i det. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2018-05-25 05:36:18 |
halløjsan og varmt velkommen indenfor til alle os andre!
Med en yderst relevant problemstilling, jeg tror, påvirker os alle sammen. Mere eller mindre. Til tider. Især når man er presset (eksamen eller anden særlig, individuel præstation. Bare TÆNKE over vores daglige færden i myldretiden ;) )
Nyere forskning påviser, at Amygdala (sæde for ulogisk angst) faktisk krymper ved hård, fysisk aktivitet. Noget af en udfordring i denne sommerhede ;)
venligst ...
Med en yderst relevant problemstilling, jeg tror, påvirker os alle sammen. Mere eller mindre. Til tider. Især når man er presset (eksamen eller anden særlig, individuel præstation. Bare TÆNKE over vores daglige færden i myldretiden ;) )
Nyere forskning påviser, at Amygdala (sæde for ulogisk angst) faktisk krymper ved hård, fysisk aktivitet. Noget af en udfordring i denne sommerhede ;)
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
