 |  | Esoteriske Slips Kap. 2 Mørk |
 |
|
|||||||||||||
|
Kap 2 Mørk Augustus Mørks fortælling, som jeg her forsøger, så kortfattet som muligt, at give videre, burde nok være gengivet med en fil. En lydfil. Nu må læsere søge at forestille sig en stemmeføring, som ligger ganske nær ved Thomas Windings, når han i radio eller tv skabte billeder, væsener, lugte og skuespil i børnenes krøllede ører. - Kort fortalt, sagde Mørk: ”Jeg var vel tre-fire år, da min mistanke blev vakt. De voksne havde drukket kaffe. Far slappede af i sofaen. Mor og hendes søster var i køkkenet. Én vanillekrans lå tilbage på min fars underkop. Fristelsen var for stor. Mors småkager var altid smørbagte. Mens kagen blev nydt og forsvandt i min mave, rørte far på sig. Han strakte sig, satte sig op og greb ud efter koppen. Måske rødmede jeg. Tørt konstaterede far, at han savnede sin småkage. Han smilede bare til mig og sagde: Nå, den må være gået i glemmebogen. Først flere år senere fik jeg lov til at se glemmebogen. Ja, jeg har den faktisk liggende endnu. Oppe i privaten i sekretæren. Men tilbage til sagen. Mit mareridt tog for alvor fart i skolen. Først dér i klasselokalet følte jeg mig anderledes. Frøken Jørgensen kunne ikke acceptere, at jeg næsten aldrig lavede fejl. Hun troede, at jeg snød. Efter to års prøvelser gav hun op. Hun dømte mig tjenlig til noget der hed ”hjælpeklassen”. Her herskede overlærer Wienberg, når han ikke lukkede sig inde på skolebiblioteket. Han var et yderst venligt menneske. Lokalets vinduesruder var fremstillet af råglas. Jeg havde misforstået det hele. Det var ikke mig, der skulle hjælpe nogen. - Jeg er sgu også træt af de satans ruder, sagde han en dag; - men alt er som den ledende Skolepsykolog fra Frederiksberg har dekreteret: ”Råglas skaber koncentration!” Samme psykolog havde engang skrevet en pamflet med titlen: ”Elementer der Forstyrrer Undervisningen”. Snart fandt overlærer Wienberg og jeg en glimrende ordning: Jeg blev forfremmet og kunne kalde mig ”Bogopsætter”. Biblioteket var et slaraffenland. Jeg blev hurtigt fortrolig med ”DK 4”, som var en videreudvikling af Deweys klassifikationssystem. Dette Sisyfosarbejde var en fornøjelse. Jeg var heldig. Oprydningen varede flere uger. Særlig heldig var jeg den skønne dag, hvor en brosten blev kastet gennem en af råglasruderne nede i hjælpeklassen. Mit alibi var min redning. Den, netop dén lørdag havde jeg lovet Wienberg at ordne håndbøgerne på biblioteket, mens han gik et ærinde. Ingen undrede sig tilsyneladende over, at der kun lå glasskår ude på asfalten mellem cykelstativerne, hvorimod brostenen blev fundet inde midt på gulvet. Wienberg var meget alsidig og fordomsfri i sin lærergerning. Det lykkedes ham altid at finde uforbrugte midler på en af skolevæsenets mange konti. Vi kunne læse tidsskrifter af enhver art. ”Familiejournalen”, ”Tempo” og det helt nye ”Anders And & Co”. Ham glemmer jeg heller ikke. Sjovt nok lærte jeg meget i skolen. Det var lidt svært i starten. For ikke at virke mere anderledes end godt er, begyndte jeg at lave fejl. Det er langt sværere end De måske tror. Det kræver megen øvelse at udføre fejl så autentisk, at man ikke gennemskues og afsløres. Inden jeg forlod skolen lykkedes det faktisk for mig at begå så mange fejl, at jeg næsten kunne falde ind under tidens normalbegreb. På mit afgangsbevis fra realskolen står der blandt andet: ”Glemmer sjældent noget mod sin vilje”. Den rektor var nu ikke så tosset. Det er min opfattelse, at Wienberg, Rektoren og jeg nærmest var ”åndeligt beslægtede”. En slags hemmeligt broderskab, forestillede jeg mig. Der var også enkelte af mine jævnaldrende, der tilsyneladende accepterede min særhed og bare undlod at prøve at forstå. Resultatet af mine anstrengelser var de karakterer, som jeg ønskede blev mig påduttet. Til mine forældres undren var jeg meget tilfreds med, at det lykkedes for mig at blive placeret i ”middelområdet” i de fleste fag. Dér, hvor det ofte nær gik galt for mig, opstod, når nogen løj ubevidst, dvs. fremførte usande eller tvivlsomme udsagn som værende fakta. Dér var det svært for mig at forholde mig tavs og passiv. Især når det på uretfærdig vis gik ud over andres ve og vel. Lærernes uvidenhed var jo ikke selvforskyldt; hvem skulle jeg kunne klandre? Således er hukommelsen blevet en del af mit eksistensgrundlag. Fraværet af glemsomhed styrker tilgivelsens fulde udfoldelse; jævnfør småkagen. Tag nu ordet ”krise”; det bruges snart sagt i flæng, men må ikke overhøres. Senest har jeg mod forventning læst, at selv højt begavede forfattere i perioder oplever hvad nogen kalder ”skrivekrise”. Gedigent sludder. Selvfølgelig må der holdes pauser i enhver anstrengende aktivitet. At beskrive dette forhold som en krise er forkert - men ikke desto mindre et sundhedstegn. At undlade at beskrive ”en krise”, forbigå den, glemme den og være tavs vil være stærkt kritisabelt. Lige som man ikke kan tilgive nogen for noget, man har glemt. Krisen er bare et symptom på at noget er rivende galt. Når så kunstnere og andet godtfolk sætter ord på, eller farver, lyde og bevægelser, skaber de måske nogle af løsningsmulighederne til krisens underliggende problemkompleks.” Her afbrød Mørk sin fortælling: - Det er for resten en rund dag i dag. I går mødte jeg ord nr. 160.000. ”Mindfucker”. Sikkert bare en dansk anglicisme, men det er underordnet. Måske vil nogle finde det anstødeligt; men magtfuldt og smagfuldt er det. - Mere kaffe? - Ja, mange tak. Kan det ikke bare være en misforståelse? spurgte jeg. - Joh, det kan da meget vel tænkes, funderede Mørk; - jeg ser kun et menneske for mig. Mand eller kvinde. Ikke noget barn”¦ - Hvor kom vi til? Jo, krisens opløsning”¦. - Øjeblik, svarede jeg, ja, De må undskylde mig, De har vel ikke et toilet, jeg kan benytte. Han viste mig ud på køkkentrappen og pegede på en dør. - Det er det sidste af ejendommens oprindelige ”fællestoiletter”. Jeg er den eneste der bruger det. Nu hedder det ”kundetoilet”. Nydeligt istandsat var det. Med pietet. ”Ditmar Urbach”. Navnet var præget i cisternen oppe på væggen. To positioner for træk-og-slip-snoren, som var en spinkel messingkæde. To kroge tilbød henholdsvis stort eller lille skyl”¦ Jeg lynede ned. Overvejede situationen og besluttede mig for lille. For en sikkerheds skyld tog jeg plads på sædet. Der skulle nødigt være dråber på terrassogulvet. Således lettet bragte jeg mine klæder i orden, vaskede hænder og valgte af nysgerrighed ”stort skyl”. En rumlen, efterfulgt af min frygt for en uvarslet tsunami, gik over i lyden af kontrolleret vandløb i jernrør. Jeg blev lettet igen, da det sidste pift fra flydeventilen bragte sindsroen tilbage. Mørk sad nu på sin bedste stol og skrev tilsyneladende stærkt koncentreret på en større skærm end labtoppens tolv tommer. - Er der to f’er i affinitet? Ja, det er der, sagde han uden at se op; Nævnet har bedt mig om at skrive noget begavet om forskellen på ”Affinitet” og ”Kongenialitet”. Hvad tænker de på? Gider de nu ikke længere bare selv slå det efter? Nå, det haster vel ikke mere end det jager. - Åh, hvor tiden løber, sagde jeg og skævede til væguret bag mig. Viserne viste 15:20. Da jeg gik til bageren havde den været lidt over to. Pendulet tikkede troskyldigt videre i sit eget tempo. - Jah, tiden er en underlig opfindelse, konstaterede Mørk; altså som målbar enhed betragtet. Jeg har ladet mig fortælle, at man for nylig på New Zealand skal have fjernet en hel dag. Sådan lidt på samme måde som vores 29. februar. Måske jeg snart igen skulle foretage en ekskursion til rådhuset. Måske vil De gøre mig selskab? Her udmåler Jens Olsens verdensur tidens gang med stor nøjagtighed. Det var min moster Mary, der tog mig med derind første gang. Hun bragte mig ro i den verden jeg fandt kaotisk. Til daglig underviste hun på ordblindeinstituttet i Hellerup. Hun abonnerede på ”Ordblindebladet”, som dumpede ind en gang i kvartalet. En overgang brugte hun mig som forsøgskanin i sit arbejde; hun udviklede et testmateriale. Det fik senere den fine titel ”Undervisningsministeriets Autoriserede Læseprøver”. Hun måtte dog hurtigt opgive mig. Hun sagde bare: ”du er omvendt ordblind”. Fra den dag følte jeg mig nok som en facitliste uden opgaver. Det giver ingen mening. Til ethvert facit kræves som regel en forudgående opgave. Det er snarere lighedstegnet mellem opgave og facit, vi bør interessere os for. Selve løsningen af opgaven gives jo ret ligetil ved at bruge hukommelse og ræsonnement så enkelt som muligt. Alt andet fører bare til spekulationer over sandhedsværdien i ligninger med for mange ubekendte. I modsætning til sandhedsværdien i lignelser. - I morgen er jeg forhindret, afbrød Mørk sig selv; jeg skal til scanning og derefter til møde med forskergruppen på Panuminstituttet. Ville onsdag passe Dem? Det er klogest at tage med S-toget. Hvad siger De til, at vi mødes her? Ved titiden? Så giver jeg frokost inde i byen. - Jo, tak, svarede jeg; men jeg kan ikke love Dem, at De får lov til at betale. - Jeg har en gammel ven på Rådhuset, sagde Mørk. Han kan fortælle os alt om huset og urene. Hør, hvad er alt det De skriver? - Åh, det er bare pjat; min hukommelse er som et dørslag med meget store huller. Så jeg skriver lidt af hvert. Et sparsomt uddrag af alle dagens indtryk. Før i tiden fotograferede jeg; sort/hvid, sjældent farver. Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg skriver. Det er bare erindringer”¦ Men måske burde jeg ikke”¦ - Jo, naturligvis, svarede Mørk. Bestemt skal De gøre Deres noter. Men nuet er vel svært at fastholde for de fleste. Det glæder mig meget, at De interesserer Dem for min lille geschäft. Snart er den digitaliseret. Vi undgår næppe den overhåndtagende immaterialisering. - Men jeg snakker for meget, synes man. Nu må det snart være Deres tur. Og jeg trænger til at høre andet end mine egne slidte ord. Øvrige kapitler: Esoteriske Slips - Roman m. slutning - links til kapitler | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
