 |  | Kære mor (999 ord) |
 |
|
|||||||||||||
|
- Prøven nærmer sig, der er altså ikke mere end tre uger til - Peter, tag de fødder ned fra bordet! Sophie mærkede maven trække sig sammen i en frydefuld krampe. Også i dag lykkedes det hende at slippe for morgenmaden ved at komme for sent. Så var hun fri for at spise og brække sig bagefter. Satans også, at de var begyndt at holde øje med hende til måltiderne. - Derfor skal I skrive stil til på fredag for lige at få de sidste detaljer på plads. Her er de emner, I kan vælge imellem. Dansklærer Anne var som sædvanlig frisk fra morgenstunden, og hun nærmest småløb rundt i klasselokalet og smed en stak papirer på bordet foran eleverne, der som Pavlovs hunde automatisk gav sig til at brokke sig højlydt over opgaven. - Ja, jeg kan jo være ligeglad. Det er ikke mig, der skal til prøve. Men prøv nu for en gangs skyld at vise mig det bedste, I kan. Og find så mappen frem, så vi kan komme videre med Romantikken. Det var først, da Sophie tømte tasken i Lektietimen om aftenen, at hun huskede på stilen, der skulle skrives. Hun sukkede, fik tændt den bærbare og begyndte at bladre i de fotokopierede sider. Lorteemner som sædvanlig. ”Har du X-factor?”, ”Min bedste musikoplevelse” og ”Skriv et brev til dine forældre”. Som om hun havde forældre. Ingen mor og ingen far. Savnet af mor lå lige under åndedraget og brusede igen ind over hende. Automatik gentog hun i tankerne det mantra, der som det eneste kunne holde hende i ro: ”Mor er en engel nu, hun passer på mig. Mor er en engel nu, hun passer på mig.” Hvorfor passede hun ikke også på far”¦ Computeren blev med et ding færdig med at starte op, og Sophie åbnede sit tekstprogram. I dag var der for en gangs skyld arbejdsro på værelset. Nanna var til tandlæge derhjemme, og Sophie nød at have tiden og freden for sig selv. Ingen uendelige diskussioner om stort set hvad som helst, og ingen drenge på besøg om natten. Hun kunne lige så godt få skrevet den stil. Mandagen efter blev hun kaldt op på kontoret. Anne og forstander Henrik sad der allerede og tog smilende imod hende. - Hej Sophie, fint du kom. Anne har vist mig din danske stil, og jeg syntes, jeg havde brug for at snakke med dig efter jeg også har læst den. Først vil jeg sige, det er rigtig fint, du er så åben og har tillid til os. Og så må jeg sige, at vi jo er nødt til at reagere på det, du skriver, men det kan nok ikke komme bag på dig? Sophie kiggede ned i bordet og rystede svagt på hovedet, mens smagen af mavesyre steg op i munden på hende. - Vi har snakket om, hvad vi kunne gøre. Men vi har altså besluttet at ringe til din far og bede ham om at komme i dag her om lidt. Det er vist vigtigt, at I får jer en snak om det hele. Hvor længe er det siden, du har set ham, nu du bor hos din onkel? Sophie sank og kiggede op: - Et par måneder, tror jeg. Det gik ikke så godt.. Anne satte sig hen ved siden af hende og lagde armen om hendes skulder: - Det ved vi godt, og det er jo også derfor, vi gerne vil hjælpe dig.. jer, hvis vi kan. Vi har taget kontakt til din kommune, og de vil gerne se jer til et møde i eftermiddag. Så, nu tror jeg, din far er her. Sophie kiggede mod døren, der netop var gået op. Hendes far stod der og så ud, som om han ikke vidste, om han skulle gå ind eller flygte over hals og hoved. Men hans ansigtsfarve var mere bleg end flammende. Han var ædru. Henrik rejste sig og gik hen og gav faren hånd: - Hejsa, fint du kunne komme. Nu synes jeg, I to skal køre en tur sammen og så tage op på kommunen bagefter. De venter jer klokken halv to. - Jo, det”¦ det gør vi ... ikke også, Sophie? Kommer du? Hun borede sine skarpe negle ind i håndfladerne og den velkendte smerte beroligede hende. - Ja far.. jeg kommer. Anne og Henrik rejste sig og gik til personalets formiddagskaffe, men tilbage på Henriks bord lå den stil, som Sophie havde afleveret om fredagen. ”Kære mor, du som er i himlen. Eller er du? Hvor er du egentlig henne? Hvor går man hen, når man går bort? Jeg tænker på dig hver dag, men jeg kan ikke mærke dig mere. Jeg kan ikke længere føle dine arme om mig, høre din stemme eller dufte din parfume. Din varme er væk. Mor, hvorfor svigtede du mig? Hvorfor svigtede du os? Troede du virkelig, vi kunne klare os uden dig? Kan du slet ikke se, hvordan far er blevet forandret? Han prøvede, det ved jeg. Men han kunne ikke. I starten, da han nøjedes med at græde, var det bedre, fordi jeg kunne få øje på ham og han kunne få øje på mig. Vi delte turene til din grav og græd sammen. Så en dag holdt han op med at græde. Whiskyen holdt tårerne væk sammen med hans følelser. Han forsvandt fra mig og sagde at jeg også måtte se at komme over det. Sagde, det ikke nyttede noget at tude som en baby mere ”¦ sket var sket, og vi skulle videre. Når han skælder mig ud, græder jeg ikke. Han tog også mine tårer. I stedet for går jeg for mig selv og lader barberbladet skære mig itu, så jeg kan se, jeg er levende og kan bløde. Så ved jeg i det mindste, hvorfor det gør ondt. Mor, jeg savner dig! Mor, må jeg komme op til dig? Vil du være der til at tage imod mig, hvis jeg kommer? Jeg kan jo ikke mærke dig mere.. Mor, jeg tror, jeg kommer.” | ||||||||||||||
 | Shirley Ankerstjerne | 2011-04-05 12:53:06 |
Hvor er det smukt skrevet. Jeg kan godt lide at du går helt ind i nerverne på denne pige, som savner sin mor. Men ikke mindst beskriver du så godt en af de mange grunde til at unge piger skærer i sig selv idag. Jeg fik gåsehud da jeg læste, det. En meget velskrevet tekst. Thumps up fra min side :)
Venligst Shirley
Venligst Shirley
| haleløs | 2011-04-06 13:28:15 |
JA; det er en fantastisk indlevende og realistisk beskrivelse. Også af lærerne. Meget relevant!
venligst ...
venligst ...
| Curly | 2011-04-17 16:50:55 |
Kære haleløs.
Tak for de fine ord - det er måske lidt snyd, for jeg er jo selv efterskolelærer :)
Tak for de fine ord - det er måske lidt snyd, for jeg er jo selv efterskolelærer :)
| Dragonfly | 2011-04-30 11:31:25 |
tillykke med sejren :) super godt skrevet ;)
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Det var dog en dejlig kommentar at komme ind til. Tusind tak for den flotte kritik.