 |  | Snylteren - uddrag |
 |
|
|||||||||||||
|
Det er en grå, blæsende og kold torsdag formiddag, hvilket synes meget passende med den forestående begivenhed i tankerne. Sebastian står på parkeringspladsen foran kirken sammen med Karl, der ryger en cigaret i stilhed, mens de venter på nogle af de andre fra studiet. Sebastian skutter sig i kulden og sender den store kirke et bebrejdende blik, mens han prøver at samle tankerne om det der skal til at ske; Mikaels begravelse. To ord, der sammenhængende stadig ikke synes at give mening i Sebastians hoved, men ikke desto mindre står de her nu. Han ser de to andre, Albert og Sophus, komme gående mod dem iklædt det ellers sjældent benyttede jakkesæt og frakker til at holde varmen i decemberkulden. Der bliver lavmælt sagt hej og givet et forsigtigt klap i ryggen, men stemning er tydeligt presset og alle føler sig utilpas ved situationen. Et øjeblik står de alle fire helt stille og kigger ned i jorden. ”Jeg har aldrig været til begravelse før” siger Albert med et akavet smil i håb om, at det kan bryde den trykkede stemning. ”Så jeg aner slet ikke, hvad jeg skal sige eller gøre”. ”Det er der sgu ingen, der tager sig af, Albert” siger Karl, mens han smider resterne af cigaretten på jorden og træder den ud. ”Ingen tager sig andre end sig selv i dag. Skal vi gå derind?” De fire unge mænd går med tunge skridt op til kirken, hvor de får stukket et hæfte med salmer i hånden, og besked om, at der måske er plads tilbage allerbagerste, af en mand med alvorlig og passende mine. Kirken er stuvende fuld af familie, venner, gamle kollegaer og hvem, der ellers havde kendt den vellidte Mikael. Sebastian og de tre andre finder med nød og næppe ståpladser ved siden af de bagerste kirkebænke, hvorfra han kan skimte Mikaels forældre, lillebror og kæresten Sophia, der alle sidder som forstenede. Den hvide kiste er naturligvis omringet af blomster og bånd med kærlige ord - hvilke der var fra studiekammeraterne har Sebastian ingen idé om. Et par af pigerne havde sørget for det. Hvor er de i øvrigt henne? Han kigger rundt i den fyldte kirke på de mange mennesker, der endnu forsøger at holde masken og tårerne tilbage, men pigerne er umiddelbart ikke til at få øje på. I det samme går kirkeklokkerne i gang, og som en supplerende melodi begynder der at lyde snøften rundt omkring fra rækkerne i takt med at de tilstedeværende lader sig overmande af sorgen og gråden. Præsten siger nogle indledende ord og der synges salme, mens Sebastian betragter de sørgende mennesker omkring sig og de mange måder at vise netop sorgen på. Han betragter drengene; Karl kigger stift og fraværende ud i luften, Sophus forsøger at følge takten i ”Nu falmer skoven”, mens stakkels Albert med frygt og tårer i øjnene synes fuldstændig overvældet af øjeblikket. Sebastian retter nu sine øjne og koncentration mod kisten, mens han forsøger at begribe, at det virkelig er sket. Han mærker alle de tilstedeværendes ufattelige sorg og følelse af uretfærdighed over, at Mikael skulle dø. Dø. Død på stedet, fuld på cykel, træt billist. Den uundgåelige ulykke, der skulle have været undgået. Sebastian lukker et øjeblik øjnene, sukker sagte og overgiver sig til virkelighedens brutalitet og en kirke fyldt med smerte, hvor en enkelt tårer triller ned af hans kind, mens det begynder at krible i fingrene. Først sniger kulden sig ind i alle kroge af kroppen, som har sorgen tænkt sig at tage permanent plads i ham. Men den erstattes snart af en kærtegnende varme, der omfavner ham og erstatter kulden, og han kan pludselig mærke hver en muskel, hver en knogle, blodet der strømmer gennem årene. Han føler sig mere i live end nogensinde før. Efter den obligatoriske kage og kaffe, hvor de deltagende forsøger at ryste gråden af sig og mindes Mikael på mere glædelig vis, skynder Sebastian sig hjem i frygt for at tabe den. Inspirationen er en flygtig følelse, og netop nu kan han mærke den fylde hele kroppen, så han skal hurtigst muligt have fingrene til tasteturet. Han smækker hoveddøren bag sig, smider jakke og iPhone på sengen inden han tænder for både computer og elkedel. Med en varm kop kaffe og en iPhone på lydløs begynder han at skrive løs uden at tænke yderligere over ordene, der bare danser smukt omkring på skærmen. Slut med tomme Word-dokumenter, slut med fremprovokeret inspiration og halvhjertede budskaber. Hun er her nu, og Sebastian har ikke i sinde at give slip på hende. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2015-07-29 13:43:31 |
rigtig fin og veldrejet; studie-kammeraten Mikaels tragiske trafik-offer-død som ansporing til vennen Sebastians inspirerende besøg af hans forfatter-muse!
venligst ...
PS
"... foranstående begivenhed ..." fo+RE+stående tast+A+turet
venligst ...
PS
"... foranstående begivenhed ..." fo+RE+stående tast+A+turet
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Tak for de fine ord! Og den lille rettelse - til tider går det vist lige stærkt nok med skriverierne fra min side :)