 |  | Den brændende kærlighed |
 |
|
|||||||||||||
|
Den unge og charmerende Klaudio sad i sit lille hummer, hvor han boede for 1.500 kroner om måneden. Han sad og skrev på sin roman, Den brændende kærlighed. Idéen til titlen havde han fået fra en jævnaldrende pige, som boede på et af de andre værelser. I timevis sad han ved sin skrivemaskine. Tasterne klappede under hans fingerspidser. Han havde indtil videre skrevet tyve sider, og historien var langt fra forbi endnu. Det bankede på døren. Det var så irriterende, at man ikke kunne få arbejdsro. Hvordan havde folk tænkt sig, at denne historie nogensinde skulle blive færdig, når de ustandseligt kom rendende og bankede på hans dør? ”Tilbage til virkeligheden,” sagde han irriteret til sig selv, da han rejste sig og gik hen og åbnede døren. Det var Anne. Anne var den pige, som havde foreslået Klaudio titlen til historien. Måske kom hendes forslag også af, at hun gik rundt med dybe følelser for Klaudio. Hun havde ikke rigtig fået fortalt det til ham, for han virkede ikke interesseret. Sådan følte hun det i hvert fald. Da han spurgte, hvad hun ville, svarede hun blot: ”Er du kommet længere med historien?” Han så spørgende på hende, som om han tænkte, at det ikke var en ordentlig grund til at forstyrre ham. ”Jeg tænkte, om du ikke ville være med til at nyde et glas rødvin senere,” sagde Anne. Klaudio trak på skuldrene og svarede: ”Det må vi se på senere.” Anne nikkede. Hun vendte sig bort og gik tilbage til sit værelse, hvor hun satte sig på sin seng og begyndte at græde. Denne dybe kærlighed, hun i et stykke tid havde følt for Klaudio, kunne hun sikkert have sparet. ”Hvor er jeg dog et fjols,” sagde hun til sig selv, ”hvad skulle en fyr som Klaudio se i én som mig?” I mellemtiden var Klaudio igen kommet ind i sin arbejdsverden, hvor tasterne kørte sit løb under hans fingerspidser. Fire timer og seks sider senere, bankede det atter på døren. Klaudio rejste sig og gik hen og åbnede døren. Det var Anne igen. ”Har du besluttet dig,” spurgte Anne, da hun viste ham flasken. Han så på flasken og spurgte: ”Om hvad?” Hun svarede med et smil: ”Vil du være med til at nyde et par glas rødvin?” Han trak på skuldrene og svarede: ”Tja, hvorfor ikke?” Han bød hende indenfor. Da de sad på hans sofa, opdagede Klaudio, at Annes mascara var løbet ud. ”Har du grædt,” spurgte han. Hun smilede. ”Hvorfor spørger du om det,” spurgte hun. Nu havde hun gået og ventet hele dagen på at sidde og tale med Klaudio. Nu sad de her, og det eneste hun gjorde var at spørge ham, hvorfor han spurgte. Det føltes lidt kikset. ”Jeg mener, din mascara er løbet ud,” svarede Klaudio med et charmerende smil, ”er du ked af noget?” Hun trak lidt på smilebåndet og svarede: ”Nej, det er jeg ikke. Jeg fik bare tårer i øjnene over en historie jeg læste, før jeg kom hen til dig.” Han nikkede forstående. ”Aha,” svarede han, ”så det er derfor.” Hun smilede og satte sit glas til munden. Hun følte at hun sad i et lille dilemma med sig selv. På den ene side, kunne hun jo fortælle ham, hvad hun følte. På den anden side var hun lidt for usikker på, hvordan han ville reagere. Tænk nu, hvis han ikke ville have noget som helst med hende at gøre bagefter. ”Hvordan går det med historien,” spurgte hun. Hun følte lidt, at det var en nødvendighed at tale om noget andet. ”Det går da stille og roligt fremad,” svarede Klaudio, ”Jeg har indtil videre fået skrevet seksogtyve sider.” Hun nikkede og spurgte, om hun måtte få lov at læse lidt af det. Klaudio nikkede og rakte hende de sider, der indtil nu var skrevet. Næste dag kom Anne hen til Klaudio igen. Hun havde taget den foreløbige historie med. Da hun afleverede siderne til Klaudio, spurgte hun: ”Hvordan kan du dog få så god en idé?” Han trak på skuldrene og svarede: ”Det kommer nok af en god inspiration.” Hun smilede. ”Tak for i går,” sagde Klaudio. Anne smilede endnu mere. ”Selv tak,” svarede hun, ”det var rigtig hyggeligt.” Han sendte hende det charmerende smil. Hun måtte tilbage til sit værelse, så han ikke kunne opdage, at hun rødmede. Klaudio satte sig ved skrivemaskinen og skrev: ”Der sad de i sofaen og delte en flaske vin. De snakkede i flere timer. Det var som om, at Amor kom forbi.” Han smilede for sig selv og tænkte: ”Bare hun nu ikke tager det ilde op.” Han skrev videre på historien, som efterhånden nåede op på tredive sider. ”Det kunne være, man skulle tage sig en pause,” tænkte han. Han gik ud på gangen og fandt hurtigt vej til Annes dør. Han bankede på, Anne åbnede og bød ham indenfor. ”Du må meget undskylde,” sagde hun, ”men jeg er ikke helt færdig med min makeup.” Klaudio smilede skævt. ”Og jeg som troede, at piger lagde deres makeup om morgenen,” sagde han. Hun smilede. ”Ja, det havde jeg også gjort,” svarede hun, ”men det hjælper ikke meget, når man så er i bad.” Han smilede. Han havde det egentlig rart sammen med hende. Han havde ikke selv lagt mærke til det før nu. Mand, hvor havde han været blind. Her stod han nu sammen med den pige, som havde givet ham stort set al inspirationen til historien, og han havde ikke engang bemærket det før nu. Han følte sig fremmed for sig selv. ”Er der noget galt,” spurgte Anne. Klaudio rystede på hovedet. ”Nej nej,” svarede han, ”jeg stod bare lige og tænkte.” Anne smilede. ”En ny idé til historien,” spurgte hun. ”Nej,” svarede Klaudio, ”ikke endnu.” Anne smilede og gik hen imod Klaudio. ”Hvad er der så,” spurgte hun. Klaudio vidste ikke helt, hvordan han skulle få det sagt. ”Anne,” sagde han, ”jeg har ganske vist ikke meget at byde dig”¦” Anne smilede. ”men jeg kan da give dig én ting,” fortsatte Klaudio. ”Og det er,” spurgte Anne. Klaudio trak på smilebåndet og sagde: ”Min kærlighed.” ”Hmm,” svarede Anne, ”det må jeg nok sige.” Klaudio tog Annes hånd, hvorpå han spurgte: ”Vil du komme sammen med mig?” Anne smilede og svarede: ”Ja, Klaudio, det vil jeg gerne.” Da Klaudio, senere den dag, sad ved skrivemaskinen, afsluttede han historien med denne strofe: ”Denne brændende kærlighed skal blomstre i tusind år. Selv den dag flaget går ned, og vores parforhold forgår.” | ||||||||||||||
 | Reppel | 2012-09-29 08:21:05 |
Du skriver i din præsentation at du ikke er så god til det med at skrive om kærlighed ... med al respekt, er jeg uenig. Jeg synes du fanger den lidt akavede stemning, når to personer begynder at falde for hinanden, rigtig godt. Jeg havde slet ikke svært ved at fornemme deres følelser ud igennem skærmen. Og kunne ikke få mig selv til at stoppe før jeg nåede slutningen.. :)
Hilsen Reppel
Hilsen Reppel
| kasperhoe | 2012-09-30 21:02:49 |
Reppel - Jamen, det er da (næsten) glædeligt, at du er uenig. Men jeg mener dog stadig ikke, at jeg er god til det. Men så er der jo bare endnu en grund til at kaste et blik på den og se, hvad den videre kan føre til.
| nhuth | 2012-09-29 08:58:44 |
Kære Reppel. Du giver et fint billede af de to, der tiltrækkes af og frygter den brændende kærlighed. Koblingen til hans skriverier og hendes muse-agtige rolle er yderst relevant.
Jeg er faktisk midt i en sådan proces med mit skribleri (Esoteriske slips - 62 kapitler her på siden).
(Den lille sukkulent med de små fine blomster, som deler navn med din titel, hedder også "Kalanko")
Vh.Nhuth
Jeg er faktisk midt i en sådan proces med mit skribleri (Esoteriske slips - 62 kapitler her på siden).
(Den lille sukkulent med de små fine blomster, som deler navn med din titel, hedder også "Kalanko")
Vh.Nhuth
| Reppel | 2012-09-29 09:31:01 |
Nhuth, din kommentar var vel ikke til mig, men til forfatteren af denne fine fortælling.. :) ?
| nhuth | 2012-09-29 10:59:36 |
Ja, tak, naturligvis. Undskyld mig Kasperhoe og Reppel. Tænk at jeg kunne forveksle to gode forfattere!
Vh.Nhuth
Vh.Nhuth
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
