Forfattersiden.dkForfattersiden.dk kræver login, før du selv kan bidrage med indhold
 
Forfattersiden
Hotelværelse
Hotelværelse


Forfattersiden.dk
Forfatter: Rodehovede
Skrevet: 2017-02-15 17:12:38
Version: 1.0
Anbefal:Klik på +1 ikonet for at anbefale teksten i Google-søgning
 
 Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg Klik her for at annoncére teksten på din egen Facebook væg
 


Andet indlæg herinde. Er igen en smule usikker på den, de tager en del tid og energi at skrive, så jeg lidt mister overblikket over, hvordan kvaliteten er på dem. Har heller ikke fået læst korrektur på den endnu. I alt fald er alle former for kritik velkommen, så længe det er konstruktivt. Mange tak.

Luna var ikke den mindste smule bekymret eller frustreret, når hun tænkte på fremtiden, næh, ikke i forhold til, hvad hun ville føle få øjeblikke efter at træde fra skakt til gang. Det var egentlig ikke fordi, hun nogensinde før havde været så angst for elevatorer, som hun var bagefter. Måske var det associationen eller også en nyopstået eksistentiel frygt. Det er på mange måder et bekvæmmelighedskammer, hvis eksistens kun former sig rundt om forbrugeren, mens det selv eksisterer i en uendeligt tom skakt af mekanismer. Wirerne, tomrummet og motoren er alle essentielle men eksisterer ikke, præcist ligesom luften ikke gør det. Du kan bevise det med håndgribelige videnskabelige metoder, men hvem opfatter noget som helst på den måde? Naturligvis opstod denne tankerække ikke hos Luna i det øjeblik hun trådte ud af skakten og ind i gangen af hotelværelser. Ej heller da hun stod i elevatoren, fordi hun ved et besynderligt opkald, som hun modtog øjeblikke før, blev kaldt op på hotellet. Tomrummet omkring radiobølgerne, eller hvad hun ikke havde nogen idé om, hvad der får telefoner til at virke, var ikke mindre angstfremkaldende. Bag døren til hotelværelset kunne høres høj musik, hvis karakter Luna ikke kunne huske, andet end at det var ekstremt desorienterende. Hun kunne ikke høre om skrigende lå under musikken eller i musikken, eller om det helt simpelt var noget, hun bildte sig ind eller huskede forkert. Da døren efter tre bankesalver ikke åbnede sig, og hun selv åbnede den åbenbart ulåste dør, ville et helt nyt, tidligere ukendt, tomrum vise sig, og alt, hvad der var essentielt for Hans eksistens, var pludselig afsløret og komplet åbenlyst. Rummet var i første omgang helt hvidt og sterilt, og Han stod i midten. Det var egentligt forkert, for kompositionen af billedet viste sig at være mere abstrakt. Man kunne ikke se, hvad der var sovsekulør eller friture, men det var spredt ud over sengen. Et Trangiablus havde brændt adskillelige stykker lingeri, der lå spredt ud over gulvet. Man kunne ikke se, hvor Hans hænder ikke var brændt af frituren, og hvor de bare var sodet til. Han rablede om noget, der havde noget at gøre med en følelse af noget uendeligt, der slap fra Ham. At han kunne mærke, hvor tæt på, den var, hvor grænseløs, den var, hvor konstant, den var. ”Det eneste jeg kan mærke, er når jeg kommer tæt på den, så glider den fra mig”. Han snakkede helt normalt, af en fortabt sjæl at være. Helt rationel og håndgribelig som latexdragten på gulvet, der omgav en tilsodet kvindekrop. Luna var ikke overbevist om, at det var hende, som havde ringet til hende, men at dømme fra et tilsyneladende nyopstået kaos omkring Ham, var det nok hende.

Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!

Seneste profil og bidrag

Seneste opdateringer

En tilfældig udvalgt tekst

Fra Forfattersiden.dk