 |  | Begyndelsen af slutningen |
 |
|
|||||||||||||
|
Stilheden kom først. Den blev hurtigt en del af din hverdag, men jeg lagde ikke mærke til det med det sammen, men som tiden gik begyndte dine ord at forsvinde. Jeg tænker tit tilbage på den tid hvor vi var lykkelige. Den tid uden bekymringer. Åh, hvor var vi dog unge og naive”¦ alt er forandret nu. Ja, alt er borte nu. Kan du huske den tid, hvor vi pegede på andre og grinte? Nu griner de af os. Du og jeg. Jeg ville forlade dig en dag. Jeg kunne ikke tage det mere. Stilheden opslugte dig og mig, samt alt omkring os. Du kunne ikke sige noget, så i stedet for spærrede du døren, mens du pressede din krop ind mod min, på en akavet måde. Kærligheden er død. Det har den været længe, men jeg er stadig ved din side. Selvom din mund ikke sige ordene, kan din øjne stadig tale til mig. De holder mig fast, selvom jeg har givet op. Dine smukke blå øjne, som havet. Jeg drukner i dem, fra dag til dag. Du tager stadig min hånd, hver aften, mens nyhederne ruller over skærmen. Det giver mig sommerfugle i maven, selvom jeg ikke vil have det. Men så alligevel. Du er stadig dig og jeg er stadig mig, på trods af alt. | ||||||||||||||
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
