 |  | Fire af Mange |
 |
|
|||||||||||||
|
Frida ville gerne have børn. Men Erik gik mest op i sit arbejde som postbud og syntes i øvrigt, at de havde nok i deres hund. De havde en enormt grim hund som de kaldte Dennis. Den kunne de gå ture med, den krævede aldrig barnepige, den kom når de kaldte, den gik ikke i dyrt mærketøj og man skulle ikke nødvendigvis fejre dens fødselsdag. Erik syntes på mange måder at en hund som Dennis var mere praktisk. Dennis kunne endda komme med Erik på arbejde når han suste rundt i kvarteret og delte breve ud. Det kunne et barn ikke. ”¦ og Dennis kunne de forkæle med hundekiks, et kvælerhalsbånd med navn ”¦ og mange andre små ting som et barn ikke nødvendigvis ville sætte lige så stor pris på. Erik var særdeles urokkelig. Han havde nok i sit arbejde og sin hund. Folk i kvarteret havde godt lagt mærke til at Frida var blevet en smule tyk. De havde også lagt mærke til hvad Frida gik og lavede når Erik var på arbejde. De vidste at hun stod lidt sent op, de vidste hvor hun købte grøntsager, hvor hun cyklede hen når hun skulle slappe af og hvor hun gik på café. De vidste alt om Frida og mere til. Og de snakkede selvfølgelig en hel del, både om Frida der ville have børn og om Erik der havde nok i hunden. En dag da Erik kom hjem fra arbejde havde naboerne sat sig tilrette i haven lige foran stuevinduet. Der var 3 rækker med havestole i alle former og farver, kaffe, småkager og en vældig stemning af nabosladder. Inde i huset kunne man se Frida med en lille nyfødt dreng i armene. I starten kunne Erik ikke se om det var en dukke eller et rigtigt barn. Men så klynkede barnet og sked en ordentlig klat remulade ”¦ eller noget der lignede remulade og det fjernede al tvivl. ”Er han ikke sød.” sukkede Frida. Og Erik tog en hurtig vurdering”¦ sammenlignede barnet med hunden. ”Tjo”¦” sagde Erik ”Han er et stort smukt brev der er sendt det forkerte sted hen. Han må tilbage til afsenderen!” Erik udtrykte sig tit i billeder som var påvirket af hans arbejde. Det fik ham til at forstå verden meget bedre. ”Jeg må hellere se at få ham leveret tilbage til afsenderen.” Erik tog barnet, lagde det forsigtigt i den tomme posttaske og afleverede det på postcentralen hvor det fik en hylde helt for sig selv. Der var lidt bøvl med at finde afsenderen så det endte med at barnet boede her indtil det blev fire år. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2011-07-05 15:20:54 |
Haaaaaaaaaaaaaaaaa, haHA ...
Venter ivrigt begejstret på 'nummer fem af - forhåbentlig - maaaaaange ...' ????
venligst ...
Venter ivrigt begejstret på 'nummer fem af - forhåbentlig - maaaaaange ...' ????
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
