 |  | Vredens gud |
 |
|
|||||||||||||
|
Den tidligere ejer har efterladt en skulptur i haven. Den forestiller en dreng med en trillebør, og det er meningen, at jeg skal plante blomster i den, men blomster hører ikke hjemme i en figur af frostsikker cement. For min have er til græs og blomster, træer og buske. Den er til kartofler, gulerødder og radiser, men ikke cementfigurer. Alligevel har jeg beholdt den, og jeg har givet den en opgave. Drengen med trillebøren er blevet til Vredens gud, og fra mit udkigstårn kan jeg se ham stå nede i haven, i hjørnet bag den rododendron der er blevet lidt for stor. Når så alting bliver for meget, går jeg op i mit tårn, og råber min vrede ud. Så kører han rundt i haven og samler den op. Han lægger vreden i trillebøren og går ud i verden, for at aflevere den, der hvor den hører hjemme. Mit udkigstårn står på sine tre ben, omme bag huset. Der skulle have været et fjerde, men det endte som flagstang, for det føltes rigtigt sådan. Flagstangen er til gode dage, hvor jeg sender det gamle falmede flag til tops, og lader verden vide, at det er en god dag. Det er de dage, hvor jeg smiler til rådyrene, når de kommer ind i min have for at drikke vand af den store zinkbalje. Jeg har i forvejen hældt vandet op til dem, for jeg ved de kommer, og de er velkomne i min have. Så sidder jeg der i stolen, der vipper på terrassens skæve fliser. Jeg smiler for mig selv og ryger på min pibe, mens rådyrene drikker mit vand. Det er i den gensidige tavshed mellem dyr og menneske, at virkeligheden dannes, og det er der jeg får et glimt af mig selv. Når dyrene er færdige, løfter de hovedet, og ser på mig. De er ikke bange, for det er jo mig der giver dem vand. Med deres store sorte øjne ser de på mig, og ind i mig, og et kort øjeblik oplever vi den samhørighed, vi ellers har mistet. Så nikker vi langsomt til hinanden, og de går tilbage til skoven, mens jeg ryger færdig. Bagefter hejser jeg flaget, for så blev det alligevel sådan en dag. Udkigstårnet svajer lidt, når jeg klatrer op. Det er lavet af lærketræ, så det vil stå her længe, og når det svajer, er det som om det har sit eget liv. Engang blev jeg spurgt, hvad jeg kalder mit tårn. Men det hedder bare udkigstårn. For det er hvad det er. Et tårn hvor jeg kigger ud, og ser hvad jeg er en del af, og hvorfor jeg er endt her. Min vandslange hedder også bare vandslange, og der er ingen grund til at lave om på det. Hvis vi kalder tingene for hvad de er, er der ikke så meget at forholde sig til, og så får vi mere tid til det liv, der ellers hurtigt nok kan få ende. Når det er skyfrit, overnatter jeg som regel i mit tårn. Så ligger jeg på ryggen, og ser op mod stjernerne, der sender lys fra tidens begyndelse, ned til mig. Det siges, at man føler sig lille under stjernerne - men jeg føler mig ikke lille. Jeg føler mig som en del af noget større, for ude blandt stjernerne, kan jeg se omridset af et billede jeg ikke kan rumme. For jeg ved, at jeg går i stykker, hvis billedet skal være i mig. For i virkeligheden er det mig der er i billedet, og den dag jeg ikke længere er der, bliver der et lille hul, som ingen kan fylde ud. Der er en plads i det verdensbillede, som kun er min. Det er der hele forskellen ligger, for så er der ikke længere noget der er tilfældigt og ligegyldigt, og alting lever i verdensbilledets små huller - og i minderne om dem der var. Jeg kan ligge længe i mit tårn, og lade mig fylde med klarsyn, indtil jeg når det punkt, hvor der bare ikke er plads til mere. Så hører jeg trin på stigen, og mærker tårnet svaje igen. Det er søvnen, der har fundet mit gemmested. Hun kryber ned under tæppet til mig, og mens jeg sover, bladrer vi i de billeder hun havde med. Det er billeder af alt det der var at forholde sig til, og som søvnen har hentet nede i min bevidstheds støvede arkiv. Kun søvnen og jeg har adgang til arkivet, men det er mest søvnen der kommer der. Hun ved præcist hvor de enkelte billeder har deres plads. Selv, kan jeg ikke finde rundt i rodet, og det er vel derfor jeg kommer der så sjældent, for det nytter ikke rigtigt noget. Når vi er færdige med at se billeder, slukker søvnen lyset. Bagefter ligger hun ligeså stille hos mig, indtil solen står op over skoven, og det er tid for hende, at gå hjem. Det er tre år siden jeg flyttede herud. Jeg solgte parcelhuset. Det var et helt almindeligt parcelhus inde i byen, i et helt almindeligt parcelhuskvarter. Selvom dagene dengang, mest var gentagelser, var det ikke kedeligt, for sådan tænkte vi ikke dengang. Det var bare der vi var endt, og på den måde var det hele lidt lettere der. Camilla var klinikassistent hos en tandlæge, og jeg var gymnasielærer, og så bor man i parcelhus, mens man venter på hverdagen. Søren gik på handelsskole, for så gik tiden, mens han fandt ud af, hvad det var han i virkeligheden ville med livet. Men det er godt, at have noget at falde tilbage på når livet glipper, og en god eksamen har vel aldrig skadet nogen. Camilla og jeg var gift, for det var mest det man gjorde dengang, og vi fik 23 år sammen. Det var 23 år i medgang og i modgang. I de sidste år, var det nok mest i tomgang. Nu er det hus, og det liv væk, og jeg bor herude på landet med minderne. Jeg tror at min nye lykke er gemt her et sted, men nogle gange tænker jeg tilbage på det der var i parcelhuset. Så tænker jeg på alt det der kunne have været, og de følger det fik, at det alligevel ikke blev sådan. For selvom det mest var stilstand og hverdage, så var der alligevel en tryghed i de daglige gentagelser. Der var de rutiner, og vi vidste hvad vi skulle. Når jeg tænker på den tid, fylder tomheden mig med ingenting, og blikket vender ligesom indad, mens jeg går i stå. Så bliver rådyrene i skoven, for de ved, at der ikke er vand i baljen den dag. Flaget bliver liggende på reolen i bryggerset, og jeg tager mit tæppe med op i udkigstårnet, for så er det der jeg skal sove. Kun i tårnet, er der plads til, at tomheden kan brede sig - uden at sprænge rammerne. De dage, sidder søvnen ved tårnets fod, og venter på den knirkende lyd af en tungt læsset trillebør, der bliver skubbet ud i verden af et lille bud af cement. Hun ved, at der ikke er plads til hende under tæppet, før han er gået. De dage, har hun ikke billeder med, for det er svært nok som det er. | ||||||||||||||
 | haleløs | 2015-08-27 13:16:00 |
Er du rigtig klog, hvor du fortæller godt! Det myldrer med liv (selv i 'Vredens Gud') i denne indlevende, duftende naturbeskrivelse, som jeg ikke får læst helt færdig ... lige nu.
Jeg synes, du skal poste noget mer' her inde. Faktisk MEGET, MEGET mer'! Jeg mistænker, du har adskilligt i skrivebordsskuffen; så hit med det!
Det' ikke videre klogt at sætte et så stort lys under nogen(s) skæppe ;)
venligst ...
Jeg synes, du skal poste noget mer' her inde. Faktisk MEGET, MEGET mer'! Jeg mistænker, du har adskilligt i skrivebordsskuffen; så hit med det!
Det' ikke videre klogt at sætte et så stort lys under nogen(s) skæppe ;)
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
Måske skulle jeg overveje en ekspedition i skrivebordsskuffen ved lejlighed.