 |  | at være spiseforstyrret |
 |
|
|||||||||||||
|
Du ser min bulimi Vores blikke mødes, du ser mine rødsprængte øjne du vil protestere men ved jeg vil fylde dig med løgne du smiler let, i håbet om at jeg vil lukke dig ind så du kan få overblik, se mit forvirrede sind Du finder toilettet i håb om at finde svaret der dufter godt, men du ved du er blevet narret du kender mine trick men afslører mig ikke for så vil du ikke mere kunne læse mine blikke Du tager dig sammen, finder modet og spørger 'Bulimi?' kan ikke svare og siger bare 'blot fordi!' bag øjnene græder du stille og helt gemt Du er bange og ked, for du ved at det er slemt Til aften ligger vi i hver vores seng og mærker angst vi ved begge at jeg er mørkets forbistrede fangst vi beder begge til Gud for mig og for mit liv håber begge jeg hjælpes inden jeg findes kold og stiv Hun stod bukket henover toilet og tog et par dybe indåndinger. Hun stak to fingre i halsen og sprællede livligt med dem langt nede i halsen. Hun havde hurtigt lært sig selv hvordan man hurtigst kom af med alt det mad hun havde indtaget. Hun var stolt af sig selv og ærgede sig lidt over, at hun ikke kunne dele hendes gode ideer med nogen. Hun havde aldrig følt sig god til noget, men til at kaste op var hun en sand ekspert. Hun følte en vis lettelse og glæde over at hun nu vidste at hun kunne noget og at det samtidig var noget der var rigtig godt og gavnligt for hende. Ved at kaste op når hun var kommet til at spise for meget, kunne hun undgå at tage på, og dermed bevare hendes lidt for lave vægt. Hun rømmede sig lidt; ”Ved at stå op i stedet for at sidde på knæ, kan maden lettere komme op af maven igen. På den måde går det hurtigere og man kan få langt det meste af maden op.” Sådan, så havde hun sagt hendes nye opdagelse højt. Ingen havde ganske vist hørt det, men det føltes alligevel så godt at sige det højt. Da hendes opkast var så klar at den kunne skylle kummen ren, tørrede hun munden og satte sig på gulvet ved siden af toilettet. Det flimrede for hendes øjne men hun kunne alligevel ane at hendes hænder var blevet helt blå og kolde. Tilfredsheden over episoden forsvandt hurtigt og tanker om alt maden tog hurtigt til igen. Egentlig havde hun slet ikke bulimi men alligevel måtte hun engang imellem bøje hovedet over kummen. Hun hadede når hun på den måde mistede kontrollen og gik i krig med hvad der var at finde i skabene i køkkenet. Hun havde motioneret i stor stil og spist minimalt i de sidste to år, og var ved at kende rutinen. Derfor vidste hun også godt at det ikke kunne undgås det der lige var sket. Hun prøvede at trøste sig selv med at det var anoreksi hun led af, og at det var kontrollens sygdom, så at kontrollen af og til glippede var ingen fare til. Imens hun stod og skyllede munden i mælk, tænkte hun over hvad hun nu skulle gøre. Skulle hun bare tage et par afførende piller for at være sikker på at hun var helt tømt, eller skulle hun gå sig en lang tur. Det endte med at hun gjorde begge dele. For en sikkerheds skyld tog hun en håndfuld ekstra piller, man kunne aldrig få for mange af dem. Hun sank dem en efter en, og de blev selvfølgelig skyllet ned med vand. Hun besluttede sig for at gå i en time, for så ville hun kunne børste sine tænder når hun var tilbage. Hun havde læst sig frem til at der mindst skulle gå en time inden man gjorde det, for ellers ville man bare gnide syren ind i tænderne, og det ønskede hun bestemt ikke. På gåturen fløj tankerne igennem hovedet på hende. Hun var allerede i gang med at planlægge hendes næste måltid. Det var et rent kaos indeni hende og hun vidste hverken fra eller til, kun at hun håbede på at kunne snyde en masse med maden den næste tid. Bulimi Jeg kan tvinges til at spise spise mad på normalt niveau. alle synes glade, freden er genoprettet. Ingen bekymre sig mere om mig når maden kværnes ind i flæng hvad folk ikke ser kan ingen få til bekymring Bag toiletdørens tykke vægge er sandheden godt gemt væk her leves mit nye liv i skjul fra folks falkeblikke Når knæene rammer det kolde gulv trækkes en samvittighed ud skyld og skam siver ud- rundt på gulvet, ned i toilettet At snyde folk bliver pludselig let - at kende sig selv blev svært en lille hemmelighed har jeg gemt kun mine røde øjne røber den | ||||||||||||||
 | haleløs | 2012-01-25 01:30:13 |
Gyseligt velformuleret, livagtig, aktuel problemstilling!
Sidder og undrer mig over, hvorvidt DU i ' Vores blikke mødes, du ser ... ' mon ikke er Hps eget spejlbillede? hmmm ...
venligst ...
Sidder og undrer mig over, hvorvidt DU i ' Vores blikke mødes, du ser ... ' mon ikke er Hps eget spejlbillede? hmmm ...
venligst ...
Du skal være logget ind, før du kan kommentere og vurdere!
